Svensk sprog | Sagatid

Det svenske sprog tilhører den østnordiske gren af den germanske sprogstamme i lighed med dansk.

Grammatisk og syntaktisk ligner det svenske skriftsprog det danske med bl.a. foranstillede artikler og pronomener (fx ’hennes hus’), bøjning af substantiver og adjektiver i nominativ og genitiv og kasus i fælleskøn og intetkøn (fx 'dörren', 'spjutet').

Svensk er derfor nemt at forstå, når man først har vænnet sig til udtalen og stavningen.

Nordisk sprog

Det oprindelige urnordiske sprog blev talt over hele Norden frem til omkring år 800. Vi kan genfinde det i de mange runeskrifter, der er efterladt i landskabet i især Sverige og Danmark.

De følgende århundreder udviklede der sig dialekter, der grupperede det nordiske sprog i to grene: østnordisk (svensk, dansk, det sydlige Norge) og vestnordisk (norsk, færøsk, islandsk). Den vestnordiske sproggren er tættere forbundet til det oprindelige urnordiske, mens østnordisk er udviklet under stærkere indflydelse fra Tyskland og England.

Grammatisk er de nordiske sprog ens, og deres ordforråd ligner hinanden. Det er grunden til, at vi fortsat forstår især svensk og norsk.

Grønlandsk er ikke et nordisk, men et eskimoisk sprog, der tales i hele det arktiske område. Finsk tilhører den uralske sprogstamme i lighed med estisk (Estland), ungarsk og samisk (Nordligste egne af Norge, Sverige og Finland).

Den væsentligste forskel mellem dansk og svensk er brugen af og udtalen af vokaler og konsonanter. Mens lydene i dansk efterhånden er blevet svækket under påvirkning fra tysk, har det svenske sprog fastholdt hårde konsonanter – fx ’mat’ med hårdt -t- (svensk) over for ’mad’ med blød -d- (dansk). Tilsvarende har svensk i stor udstrækning bevaret lydret stavning og udtale, mens dansk benytter omlyd og svækkelse af ordets udlyd – fx ’bok’ (svensk) og ’bog’ (dansk).

På svensk erstattes bogstaverne æ, ø og å oftest med æ eller ö – fx När jag tänker…(Inger Edelfeldt: Förr i tiden i ruinen).

Netop fordi svensk er nemt at tilegne sig, skal man være opmærksom på ord på svensk, der betyder noget andet på dansk, fx:

roligt (svensk) – morsomt (dansk)
ibland (svensk) – undertiden (dansk)
lag (svensk) – lov (dansk)
konstigt (svensk) – mærkeligt (dansk)
pluggade(svensk) – øvede (dansk)
blommar(svensk) – blomster (dansk)

Skrevet af Henrik Poulsen