Nyfældet dødning

Mand på gulv.
En klump, krummet.
Hvide dun om mimrende sprække af mundhulemørke.
Højre hånds fingre famler efter noget.
Eller hånden famler rundt af gammel vane.

Vi er ting, som går i stykker.
En byld flækker, blodet pibler frem.
En hals knækker, tre fingre flyver af i farten.
Hvor der var et tandsæt før, nu kun en rynket sugekop.
Hvide dun omkring den.
Svupper smørret af sin kiks.
Sejlivet suger han.

Radioen står på køkkenbordet.
To skuespillere fortæller om deres bryllupsrejse.
    “Men det var nu også dejligt at vende hjem“
    Hvad savnede De mest i det sydlandske?”
    “Åh, en god dansk bajer.”
Latter.
Perlende.
Klingrende.
Klædelig, formodentlig.

Livet skvulper forbi på overfladen af ingenting.
Stolt og idiotisk flåde.
Bag det ubetydelige er der udsigt til det rent betydningsløse.
Fra en af disse må man drage næring.
Er dét nu så galt?
Endnu kan hånden samle sig om køkkenpigens lægge.
Hvis den først engang får fat.

Slægten skyller gennem tiden.
Tiden skyller gennem mennesket.
En mand svupper smørret af sin kiks på køkkengulvet.
Snak fra radioen på bordet.
En hvid skygge over mimrende læber.
Hvor der var et tandsæt før.

Grå tunge flimrer ud af mørket, over kiksefladen.
Kiksen er smørløs.
Nær mør nok af mundvand nu.
Efter kort tids yderligere svuppen vil også den kunne indtages.
Det, man troede umuligt, var overkommeligt gennem anstrengelse.
Vedvarende stolt og idiotisk svuppen.
Fra det sværtindtagelige lykkes det dog at drage næring.

Endnu vil højrehånden kunne.
Hvis den først engang får fat.
Han vil fortælle, at han har spist sin kiks.
Må jeg få én mere?
Hvis en kiks mere føles overkommeligt.

Neglene kratter mod de snavsede fliser.
Grønne eller blå engang.

De sidste krummer af kiksen klæber til ganen.
Med tungen forsøger han at lirke dem fri.
Hvis tungen ellers kan nå derom.

Køkkenpigen stamper i gulvet.
Hun skriger af radioen.
    “Hold kæft!”

Hendes bare ben under skørtet.
Hårede hegnspæle i hyttesko.
Dog fuldt i stand til at blævre.
Blålilla udstående årer.
Alle knuderne og knysterne.
Snor sig op op op langs de blævrede pæle.
Indtil mønsteret fortaber sig i skyggerne fra skørtet.

Øverst oppe, hvor hendes galsind har sin rod, hvad laver hun der?
Renser eller hakker noget.
Banker noget førhen levende fladt på køkkenbordet.
Oppe under skørtet.
Hvor knuderne og knysterne, de bulnede årer strømmer hen.
Kønnets mørke.
Derfra alle verdens vræl.
Blod og moderkage.

Kvindefødt selv.
Øverst i hans mundhule løsnes den klæbrige kiksemasse.
Også af dette kan der drages næring.
Velsignet.
Sejlivet suger han.

Det førhen så knævrende mundmørke er stille nu.
Drager næringen til sig.
Tavst svupper munden om sin kiks.
Kort pause i knævret.
Nødvendiggjort af behov for næring.
Eller den gamle vane, som nu er, hvor behovet var.
Læbeklikken, slikkelyde, smasken.
Stille er nok alligevel ikke ordet.

De sidste krummer opløses i svælget.
Hans negle kratter over fliserne.
Flænser køkkengulvets skidtlag op.

Kvindefødt selv.
Halet gennem livet med kroge i kæbe og scrotum.
Men nu har krogene sluppet.
Nyfældet dødning, kun levende af gammel vane.
Kun en kiks mere kunne han ønske sig, om noget.
Hvis han kan få fat om benet.

Køkkenpigens svulnede lægge og ankler.
Hvis han kunne samle den højre hånd med dens skidtflænsernegle.
Klemme fat om alle knuderne og knysterne.
Til hun ikke kunne være hans kiksetrang overhørig.
Må jeg få én mere?
Må jeg få én mere?

Hvor lille denne kiksetrang end måtte synes.
For et menneske, som endnu selv har drifter.
Ikke blot lever videre af gammel vane.
Som endnu flænser og og flår og renser og hakker og banker noget førhen levende fladt på køkkenbordet.
Af en form for ægte vilje.
Det må man tro.

Endnu bedre så.

At kunne hævde sin trang ved smertepåførsel.
Hvis han endnu kan påføre hende smerte af betydning.
Skidtflænserneglene mod knyst eller knude.
Så mange ubekendte.

Hans kiksetrang ville forekomme virkelig.
Momentant betydningsfuld.

Hvis smerten kan forstørre det ubetydelige.
Til det skygger, i et øjeblik skygger, for det rent betydningsløse.

Fra en af disse kunne han drage næring.

Livet skvulper forbi på overfladen af ingenting.
Stolt og idiotisk flåde.
Skuespillerparret ler i radioen.
Noget førhen levende bankes fladt mod køkkenbordet.

Vi er ting, som går i stykker.
En byld flækker, blodet pibler frem.
En hals knækker, tre fingre flyver af i farten.
Hvor der var et tandsæt før, nu kun en rynket sugekop.
Hvide dun omkring den.
Svupper smørret af sin kiks.
Sejlivet suger han.