Laksdølernes saga kapitel 34-35

34
Torvald hed en mand, søn af Haldor Garpsdalsgode. Han boede på Garpsdal i Gilsfjord. Han var velhavende, men han var ikke nogen helt.
    Torvald friede til Gudrun Usviversdatter på Altinget, da hun var femten år gammel. Frieriet blev ikke afvist, men Usviver gjorde dog opmærksom på, at hvis man sammenlignede deres status, ville man se, at Gudrun og Torvald ikke var jævnbyrdige. Torvald svarede nok så stilfærdigt, at det var kvinden og ikke pengene, han friede til. Så blev Gudrun forlovet med Torvald, og det var Usviver alene, der bestemte, hvordan aftalen skulle se ud. Det blev stillet som betingelse, at når først de var kommet i én og samme seng, skulle Gudrun alene forvalte den fælles formue, og halvdelen skulle være hendes ejendom, hvad enten deres samliv blev langt eller kort. Desuden skulle Torvald købe dyrebare ting og sager til hende, så ingen kvinde, så velstående som hun, ejede fornemmere kostbarheder. Dog måtte det ikke gå så vidt, at han ikke fortsat kunne drive gården.
    Nu rider folk hjem fra tinget.
    Gudrun var slet ikke blevet spurgt, og man kunne nok mærke, at det her ikke var noget, hun var glad for. Alligevel forblev alt roligt.
    Brylluppet stod på Garpsdal ved tvemåned.
Gudrun elskede ikke Torvald noget videre, og hun var helt urimelig med hensyn til indkøb af dyrebare ting og sager. Der var ikke det klenodie på Vestfjordene så fornemt, at Gudrun ikke syntes, hun burde eje det, og hun straffede Torvald med hårdhed og kulde, hvis ikke han købte det, lige meget hvor dyrt det var.
    Tord Ingunssøn gjorde sig gode venner med Torvald og Gudrun og var hos dem i lange tider ad gangen, og der blev snakket meget om, at der var kærlighed mellem Tord og Gudrun.
Så var det engang, at Gudrun bad Torvald om at købe sig en eller anden kostbarhed. Torvald sagde, at hun ikke kunne styre sig, og stak hende en lussing.
    Da sagde Gudrun: »Nu gav du mig noget, som vi kvinder synes, det er meget vigtigt at have, hvis vi skal være gjort rigtig fint i stand, og det er en god ansigtskulør. Og så fik du vænnet mig af med at plage dig.«
    Samme aften kom Tord på besøg. Gudrun fortalte ham om denne forsmædelse og spurgte ham, hvordan hun skulle betale Torvald tilbage.
    Tord smilede og sagde: »Der har jeg et godt forslag. Sy ham en skjorte med skilsmisseudskæring, og erklær dig skilt fra ham på det grundlag.«
    Gudrun kom ikke med nogen indvendinger. Og de slutter samtalen.
    Samme forår erklærede Gudrun sig skilt fra Torvald og vendte tilbage til Løgerne. Herefter blev der foretaget bodeling mellem Torvald og Gudrun, og hun fik halvdelen af den samlede formue, og nu var den større end før. To år havde de været sammen.
    Samme forår solgte Tords mor, Ingun, sin jord i Krogsfjord, der, hvor det siden har heddet Ingunssted, og flyttede over vestpå til Skalmenæs. Hun havde, som tidligere skrevet, været Glum Gejressøns kone.
    På denne tid boede Halsten gode på Halstensnæs på vestsiden af Torskefjord. Han var en magtfuld mand, men ikke videre populær.

35
Kodkel hed en mand, der kort forinden var kommet til Island. Hans kone hed Grima. Deres sønner var Halbjørn Slibestensøje og Stigende. Disse mennesker var fra Sydøerne. De bedrev heksekunst alle sammen, og ingen kunne øve sejd som dem. Halsten gode tog imod dem og lod dem slå sig ned på Urderne i Skalmefjord, men det var bestemt ikke populært, at de bosatte sig der på egnen.
    Denne sommer red Gæst til Altinget og sejlede til Sørbø, som han plejede. Han overnattede på Hol i Sørbø. Svogrene lånte ham som altid heste. Denne gang fulgtes Tord Ingunssøn med Gæst og kom sammen med ham til Løgerne i Sælingsdal. Gudrun Usviversdatter red også til tinget, og Tord Ingunssøn ledsagede hende.
    Så var det en dag, at de red over Blåskovhede, og vejret var godt. Da sagde Gudrun: »Sig mig, er det rigtigt, Tord, at din kone, Ød, går i bukser med skridtkile og viklers helt ned i skoene?«
    Det havde han ikke lagt mærke til, sagde han.
    »Så betyder det nok ikke så meget,« sagde Gudrun, »hvis ikke du har lagt mærke til det. Men hvorfor bliver hun så kaldt Bukse-Ød?«
    Tord sagde: »Jeg tror ikke, det er noget, hun er blevet kaldt særlig længe.«
    Gudrun sagde: »For hende er det vel også nok så vigtigt, at navnet kommer til at hænge ved hende i lang tid fremover.«
    Nu ankom folk til tinget. Her skete der ikke noget særligt.
    Tord opholdt sig i lange tider ad gangen inde i Gæsts tingbod og talte hele tiden med Gudrun. En dag spurgte Tord Ingunssøn Gudrun, hvilken konsekvens det havde for en kvinde, hvis hun gik i bukser ligesom en mand.
    Gudrun svarede: »De kvinder, der gør sig skyldige i den forseelse, skal rammes af nøjagtig samme straf som den mand, der har en skjorte på med så dyb en halsudskæring, at man kan se hans bare brystvorter. Det er skilsmissegrund i begge tilfælde.«
    Da sagde Tord: »Vil du råde mig til at erklære mig skilt fra Ød her på tinge, eller skal jeg gøre det hjemme i herredet, hvor der er flere til at bakke mig op? For det er stolte og store folk, der vil føle sig forurettede over det her.«
    Gudrun svarede efter nogen tid: »Til natten venter nølerens sag.«
    Tord sprang op og gik sporenstregs hen til Lovbjerget, tog vidner på, at han erklærede sig skilt fra Ød, og angav som grund, at hun gik i skridtkilebukser som en mandekvinde.
    Det her var ikke noget, Øds brødre syntes om, og dog var alt roligt.
    Tord rider fra tinget sammen med Usviversønnerne.
    Da Ød hørte, hvad der var sket, sagde hun:

Godt, at jeg ved det,
vraget blev jeg.

Herefter red Tord op til Sørbø i vest til bodelingen. De var tolv i alt.
    Det gik ganske nemt, for Tord tog sig det ikke så nøje med, hvordan formuen blev delt.
    Tord drev en masse kreaturer oppe vestfra og ned til Løgerne. Siden friede han til Gudrun. Det var nemt for ham at få Usvivers samtykke, og Gudrun kom ikke med nogen indvendinger. Brylluppet skulle stå på Løgerne, ti uger før sommeren var omme. Det blev et pragtfuldt gilde.
    Tords og Gudruns samliv var godt.
 

    Den eneste grund til, at Torkel Hvalp og Knud ikke sagsøgte Tord Ingunssøn, var, at de ikke kunne opnå støtte til det. 
    Sommeren efter lod Hol-folkene deres dyr græsse på sæteren i Kvamsdal. Ød var oppe på sæteren. Løge-folkene lod kvæget gå på sæteren i Lammedal. Den dal skærer sig vestover fra Sælingsdal ind i bjergene. Ød spurgte ham, der vogtede kvæget, hvor ofte han traf hyrden fra Løgerne. Han sagde, det skete jævnligt, hvilket var rimeligt nok, da der kun var en bjergryg mellem de to sætere.
    Da sagde Ød: »I dag skal du sørge for at møde hyrdedrengen fra Løgerne, så du kan fortælle mig, hvem der er hjemme på vintergården, og hvem der er oppe på sæteren. Og sig kun venligheder, når du taler om Tord, sådan som du jo også skal.«
    Drengen lovede at gøre, hvad hun bad ham om. Og om aftenen, da han kom hjem, ville Ød høre nyt.
    Hyrdedrengen sagde: »Jeg har nyheder til dig, som du vil blive glad for at høre, nu er der nemlig et helt sovegemak mellem Tords og Gudruns senge. For hun er oppe på sæteren, og han slider sig halvt ihjel med at få bygget en skåle, og de er kun to hjemme ved vintergården, Tord og Usviver.«
    »Du har været god til at indhente efterretninger,« sagde hun. »Sørg nu for, at der står to opsadlede heste parat, når folk lægger sig til at sove i aften.«
    Hyrdedrengen gjorde, hvad hun bad ham om, og noget før solnedgang steg Ød til hest, og nu havde hun rigtignok bukser på. Hyrdedrengen red på den anden hest og kunne næsten ikke holde trit med hende, så stærkt drev hun hesten fremad. Hun red sydpå over Sælingsdalshede og standsede ikke, førend hun var kommet til tungærdet ved Løgerne. Her steg hun af hesten og bad hyrdedrengen passe på hestene, mens hun gik op til gården.
 

    Ød gik til indgangen, døren stod åben. Hun gik ind i ildhuset og hen til den alkove, hvor Tord lå og sov. Døren var lukket, men slåen ikke skudt for. Hun kravlede ind i alkoven. Tord lå og sov med ansigtet i vejret. Så vækkede hun ham, og da han opdagede, at der var kommet nogen, vendte han sig om på siden. Hun trak nu en langkniv og huggede til Tord og tilføjede ham voldsomme skader, for hugget ramte ham i højre arm og sårede begge brystvorter. Hun huggede til så hårdt, at kniven gik helt ned i sengebunden. Så gik hun ud igen og over til hesten, sprang op på ryggen af den og red hjem.
    Tord ville springe op efter overfaldet, men det lykkedes ham ikke, for han var svækket ved det blodtab, han havde lidt. Ved alt dette vågnede Usviver og spurgte, hvad der foregik, og Tord svarede, at han var blevet overfaldet og skadet en hel del. Usviver stod op og forbandt hans sår og spurgte, om han vidste, hvem der havde overfaldet ham. Tord sagde, han nok mente, det var Ød. Usviver spurgte, om ikke han skulle ride efter hende. Hun havde nok kun haft få mand med sig, sagde han, og nu fortjente hun at få sin straf. Det kunne der ikke være tale om, sagde Tord, Ød havde handlet, sådan som hun måtte handle.
    Ød kom hjem ved solopgang, og hendes brødre spurgte hende, hvor hun havde været henne. Hun havde været ovre på Løgerne, sagde hun, og så fortalte hun dem, hvad der havde været af begivenheder på turen. Det lød godt, sagde de, der var bare kommet for lidt ud af det.
    Tord måtte ligge længe og pleje sine sår. Sårene på brystet helede meget godt, men armen kom han aldrig til at kunne bruge lige så godt som før.
    Nu var alt roligt vinteren over.
    Men da det blev forår, kom Tords mor, Ingun, oppe fra Skalmenæs i vest. Tord tog godt imod hende. Hun bad om at komme under hans beskyttelse, sagde hun. Det var ikke til at være på Skalmenæs for Kodkels og hans kones og sønnernes røverier og heksekunst. Og altid kunne de regne med, at Halsten gode holdt hånden over dem.
    Tord reagerede lige med det samme og sagde, at han nok skulle få slæbt de røvere for retten, om han så var oppe imod selveste Halsten. Og han skynder sig af sted. De var ti i alt. Ingun tog også med på rejsen op vestpå. Tord kom over med en færge fra Teltenæs. Og så sejlede de vestover til Skalmenæs. 
    Tord fik fragtet alt det løsøre, som hans mor ejede der, ned til skibet. Men dyrene måtte man drive af sted inde på land rundt om fjordene. De var tolv i alt om bord på skibet, blandt andet Ingun og endnu en kvinde.
 

    Tord kom til Kodkels gård. De var ti i alt. Sønnerne var ikke hjemme. Tord stævnede nu Kodkel og Grima og deres sønner for tyveri og heksekunst og krævede skovgang. Han stævnede sagerne for Altinget og vendte herefter tilbage til skibet.
    Netop som Tord havde lagt fra land og var kommet et lille stykke ud, kom Halbjørn og Stigende hjem. Kodkel fortalte nu sine sønner, hvad der var foregået. De to brødre blev rasende, da de hørte det, og sagde, at ingen tidligere havde optrådt så åbenlyst fjendtligt over for dem.
    Herefter lod Kodkel opføre et stort sejdstillads. Det steg de alle sammen op på. Deroppe kvad de deres hårdt snoede kvad. Det var galder.
    I samme øjeblik brød et vældigt uvejr løs.
    Det fik Tord Ingunssøn at føle, og med ham hans rejsefæller, der, hvor de befandt sig ude på søen, for uvejret var rettet imod Tord. Skibet bliver drevet vestpå forbi Skalmenæs. Tord var meget brav og energisk under bjærgningsarbejdet. De, der stod inde på land, kunne se, hvordan Tord kastede alt, hvad der kunne tynge skibet, over bord, undtagen mennesker. Nu regnede folk inde på land med, at det ville lykkes for Tord at nå ind til kysten, for de var på det tidspunkt kommet fri af området med de fleste skær. Men så rejste der sig, ikke langt fra land, en brændingsbølge, som ingen huskede nogensinde havde rejst sig på det sted før, og den slog imod skibet med en sådan kraft, at det straks kuldsejlede.
    Her druknede Tord og alle, som var med ham om bord. Skibet blev fuldstændig smadret, og kølen drev i land på den ø, der siden har heddet Kølø. Tords skjold drev i land på den ø, der hedder Skjoldø. Tords lig, og alle hans rejsefællers, drev i land lige med det samme. Der blev kastet høj over ligene på det næs, der siden har heddet Højsnæs.
(...)

Oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen