Gulating. Foto: Mats Johannesen
Gulating. Foto: Mats Johannesen

Kvinder skal overleve kvinder

Nanna Kathrine Brejnegaard

Forfatteren Christian Dorph, der underviser på Skrivelinjen på Testrup Højskole, har udfordret sine kursister med Egils saga. Resultatet er antologien Er i kort tid usikker på skibets kurs, udgivet af Testrup Højskoles Skrivelinje, efterår 2017. Fem af teksterne udgives her på sagatid.dk.


Nanna Kathrine Brejnegaard, elev på Testrup Højskole, skrivelinjen efteråret 2017, studerer psykologi på Aalborg Universitet, elev på Favrskov Gymnasium 2010-13 og Hammerum Efterskole 2009-10.

Her tager Ragnhild hjemmefra på sit langskib med tredive kvinder. Hun kommer til Leka i Norge og går op til gården med tyve kvinder, mens ni kvinder bevogter skibet. Da de kommer ind på gården går husbonden Tordis hende i møde og modtager hende venligt. Hun inviterer Ragnhild og hendes ledsagere indenfor, hvilket hun tager imod, og de træder ind i stuen. Da de har taget overtøjet af og lagt kapperne, lader Tordis det store kar med øl bære frem. Den smukke Bjørgolf Tordissøn serverer øl for gæsterne. Ragnhild kalder bonden Tordis til sig og siger:
    - Mit ærinde her er, at jeg vil have din søn med hjem og indgå et løst ægteskab med ham.
   Tordis ser ingen anden mulighed end at lade Ragnhild få det, som hun vil have det. Ragnhild betaler en øre i guld for Bjørgolf, og de går i seng sammen. 



 

Her står Ragnhild på krigsmarken og bliver nu grebet af så voldsomt raseri, at hun smider skjoldet om på ryggen og griber om spyddet med begge hænder. Hun løber frem og hugger og stikker til begge sider. Det får kvinderne på begge sider af hende til at vige tilbage, og ingen kan bremse hende. Hun dræber den kvinde, der bærer jarl Helgas fane, og fælder fanestanden. Nu støder hun spyddet i jarlens brystkasse, så det går gennem brynjen og bugen og stikker ud mellem skuldrene, hvorefter hun hæver spyddet op over sit hoved og skyder spydskaftet ned i jorden. Jarlen dør der på spyddet. Alle kan se det, både hendes kvinder og hendes fjender. 
   Det fortælles, at de kvinder, som skifter ham eller går bersærk er så stærke, at ingenting kan skade dem, men så snart det går over, har de langt mindre styrke end normalt. Sådan er det med Ragnhild og da bersærkergangen er gået over, føler hun sig helt udmattet af sit voldsomme angreb, og det hele har fuldstændig tappet hende for kræfter, så hun må lægge sig i sengen.



 

Her kommer Ragnhild med sine folk. Hun gør sig klar til holmgangen og er udrustet med skjold og sværd. Der er lagt sten i en cirkel rundt om holmgangspladsen for at afmærke den. Ragnhild er en kæmpestor og stærk kvinde, og da hun skrider frem over sletten mod holmgangspladsen, går hun bersærkergang. Hun begynder at brøle fælt og bide i sit skjold. Ragnhilds modstander, Sif, går nu ind i cirklen. De går løs på hinanden. Som det første kaster de spyddene, men ingen af dem fæstner sig i modstanderens skjold. Begge spyd sætter sig fast i jorden. Så griber de to kvinder efter deres sværd og går hårdt til hinanden. De hugger løs. Sif viger ikke. De udveksler mange hårde hug, og skjoldene bliver hurtigt ødelagte. Da Sifs skjold splintres, kaster hun det fra sig og griber om sværdet med begge hænder. Hun hugger uden ophør. Ragnhild træffer hende på skulderen, men sværdet bider ikke. Hun hugger for anden og tredje gang. Det er nemt for hende at træffe Sif for hun er uden dækning. Ragnhild svinger sværdet af al kraft, men det bider ikke, uanset hvor hun hugger. 
   Da indser Ragnhild, at det ikke kan blive ved med at gå på den måde, for hendes skjold er ved at være ødelagt. Hun slipper nu sværd og skjold og springer mod Sif og griber fat i hende. Styrkeforskellen er tydelig, og Sif vælter bagover. Ragnhild bøjer sig ind over hende og bider hendes strube over, og der mister Sif livet.



 

Her sidder Ragnhild i drikkestuen med storbonden Freja. Ragnhild og hendes kvinder skal drikke så hurtigt som muligt. Den første lange tid drikker Ragnhild uafbrudt. Da hendes kvinder ikke kan drikke mere, drikker hun det, de ikke kan klare. Sådan går det, indtil bordene bliver taget ud. Alle i stuen er efterhånden meget fulde, og for hvert horn Freja drikker, siger hun:
    - Denne skål drikker jeg for dig, Ragnhild!
    En mand bliver sat til at bære fulde drikkehorn hen til Ragnhild og hendes kvinder. Freja opildner dem kraftigt til at drikke hurtigt ud. Ragnhild siger til sine kvinder, at de skal holde op med at drikke mere nu, og at hun ville drikke for dem, hvis der ikke er andre muligheder. 
   Så indser Ragnhild, at hun ikke kan blive ved på den måde. Hun rejser sig op og går tværs over gulvet og hen hvor Freja sidder. Griber fat i hendes skuldre og presser hende tilbage op mod væggen. Derpå kaster Ragnhild voldsomt op, så det sprøjter ud over Frejas ansigt og i øjnene, næseborene og munden. Derfra driver det ned over brystet. Freja får kraftigt åndenød, og da hun endelig får vejret, sprøjter opkastet ud af munden på hende. Alle Frejas husfolk, som er til stede, er af den mening, at Ragnhild opfører sig meget usselt, og at hun må være en kvinde af den slags, når hun ikke går ud for at brække sig, men i stedet for skal skabe postyr inde i drikkestuen. Nu går Ragnhild tilbage til sin plads og sætter sig ned og beder om mere at drikke.