Kvinderne i Egils saga

Vikingen og digteren mistede sin søn.
     I sin sorg lukkede han sig inde, lagde sig ind i sin alkove og ville hverken spise eller drikke. Ingen turde henvende sig til ham. På tredjedagen sendte man bud efter hans datter, der med klogskaben som våben fik ham til at opgive sit dødsprojekt og i stedet igen tage livtag med tilværelsen.
    Den sørgende var Egil Skalle-Grimssøn og behandlingen, som sandsynligvis er historiens første kunstterapeutiske behandlingsforløb, modtog han af sin tyveårige datter.
    Det følgende handler om denne episode i Egils saga og om de kvinder, der spiller den største rolle i hans liv: Asgerd Bjørnsdatter, Torgerd Egilsdatter og Tordis Torolfsdatter. Der stilles skarpt på forholdet mellem mand og kvinde, far og datter og stedfar og steddatter. Endelig skal kvindens stilling og rolle i vikingetidens patriarkalske samfund omtales, og det er historien om Asgerds mor Tora et lysende eksempel på.

I sagaen om Egil Skalle-Grimssøn kan man finde en del vidnesbyrd om folks liv i de nordiske lande for tusinde år siden, for eksempel hvad angår tøj, mad, traditioner, forestillingsverden og farverige ceremonier. Sagaen fortæller også detaljeret om alle de kampe, Egil tog del i, og dermed om vikingernes våben og våbenbrug. Det er en kendt sag, at film, der handler om middelalderen, og som har opnået enorm popularitet i store dele af verden, søger inspiration i de gamle islandske sagaer.
    Kvinder spiller ikke en særlig fremtrædende rolle i Egils saga, og måske derfor har sagaen aldrig været særlig populær blandt kvindelige læsere. Men kigger man nøjere efter og læser mellem linjerne, vil man opdage, at det faktisk er kvinderne, som sætter skub i handlingsforløbet. Uden dem ville sagaen være temmelig uinteressant trods mændenes mange imponerende kampe. Desuden giver sagaen et godt billede af kvinders liv og vilkår under vikingetiden og tidlig middelalder.
    Den vigtigste grund til sagaernes tidløshed og islændingenes stolthed over dem skyldes dog deres litterære kvaliteter. Stærke personbeskrivelser og menneskelig adfærd, der styres af dybe følelser, enhver kender til, som for eksempel kærlighed, had, misundelse, jalousi, begær, hæder og ære – heldige og mindre heldige mentale tilstande som moderne mennesker bakser med i deres hverdag, og som i virkeligheden er det, der styrer verden.
    Hvad der især fascinerer ved Egils saga, er det tilsyneladende fravær af følelser. Det vil sige, at begivenhederne iscenesættes og vises, men forfatteren forholder sig tavs om personernes følelser, fortæller ikke noget om, hvad de tænker, hvad der betyder, at læseren selv må forsøge at udlede begge dele. Det gør sagaen spændende og giver anledning til uenighed og diskussion om personerne, deres motiver og handlemåde. Det er kun i Egils digte, at læseren har mulighed for at få et blik ind i digteren og vikingens tankeverden. Men digtene kan nogle steder være temmelig svære at forstå og kræver stor tålmodighed af læseren.
    Mange mener, at Egils saga i virkeligheden er en kærlighedshistorie. Og hvordan kan det nu være? Var Egil, som næsten altid er i udlandet for at kæmpe mod konger og andre, som i hans øjne var ringere mænd end ham selv, nogensinde hjemme hos sig selv for at pleje kærligheden?
    Egils saga begynder i Norge i starten af 900-tallet og beretter først om Kvæld-Ulf, Egils farfar, Skalle-Grim, hans far, og Torolf, hans onkel. Efter at Torolf er blevet dræbt tager Kvæld-Ulf og Skalle-Grim til Island, hvor Skalle-Grim er blandt de første landnamsmænd. Egil bliver født og vokser op i Island, på gården Borg i Borgefjord, og springer allerede i sin barndom ud som digter og kriger. Som voksen rejser han rundt i de nordiske og de baltiske lande samt England, hvor han inddrages i konflikter med konger og andre mænd. Størsteparten af sit liv opholder han sig som sagt i udlandet. Men Egil vender hver gang hjem til Island, og her møder læseren de fire førnævnte kvinder, som på forskellig måde spiller en rolle i sagaen. Der finder kærligheden først vej til vikingens bryst. Hans elskede hedder Asgerd, en pige han har kendt fra han var ung.
    Inden der fortælles om de tre kvinder i Egils liv, redegøres der først ganske kort for deres formoder Tora Ladehånd Roaldsdatters historie, så man bedre kan forstå hendes direkte efterkommeres handlinger og livsvilkår.

Tora og patriarkatet
Asgerds forældre var af god, norsk familie. Hendes mor hed Tora Ladehånd Roaldsdatter, en søster til Tore herse, der var en stor høvding og Skalle-Grims fostbroder. Asgerds far, Bjørn, var søn af Brynjolf, en mægtig høvding i Sogn, som havde arvet alt efter sin far, Bjørn herse. Begge hendes forældre stammede således fra høvdingeslægter.
    Men deres historie er dramatisk og siger meget om patriarkatet på den tid. Dengang var kvinder fuldstændig underlagt deres fædre, og i deres fravær bestemte deres brødre eller andre mandlige slægtninge over deres liv. Kvinder blev overdraget til mænd, hvad enten de brød sig om det eller ej, og i mange tilfælde var de stadig kun børn.
    Asgerds far, Bjørn, friede til hendes mor, Tora, men fik afslag. Det fortælles ikke, hvorfor Tore herse nægtede at lade Bjørn gifte sig med Tora, men han fandt sig ikke i at blive vraget, tog en rask beslutning og bortførte Tora, på et tidspunkt hvor hendes brødre ikke var hjemme. Bjørn, som ”rejste meget omkring, nogle gange på vikingetogt og andre gange for at handle”, og som bliver beskrevet som ”meget fremgangsrig”, havde fået øje på Tora under en fest, og det var kærlighed ved første blik – vel at mærke for hans vedkommende: ”Der så han en smuk pige, som han syntes rigtig godt om”. Derimod nævnes der intet om, hvorvidt Tora syntes, der var noget ved Bjørn.
    Tora blev altså røvet fra sit hjem. Hun kunne ikke gøre modstand, og måske var det heller ikke særlig klogt af kvinder at lægge sig ud med vikinger i fuld udrustning, hvis de havde deres liv kært.
    Bjørn bragte Tora hjem til sin gård, hvor hun så opholdt sig om vinteren. Men Bjørns far var mildest talt ikke begejstret for sønnens påfund, vel vidende at Toras bror ville blive stærkt utilfreds, og at en sådan handling kunne føre til ufred, og han spurgte sin søn, hvad han egentlig forestillede sig. Og Bjørn, som uden tvivl havde gennemtænkt det hele længe og grundigt, sagde, at han ville tage på vikingefærd, men at han bare manglede et langskib. Resultatet blev, at hans far gav ham et handelsskib og nogle handelsvarer og anbefalede ham at tage til Dublin, for ”den rejse går der størst ry af”, som han sagde. Hvad der naturligvis på vikingesprog betød, at der kunne han berige sig ved at røve og plyndre. Men Bjørn havde også en bagtanke. Han sejler af sted på sit skib, så alle kan se det, men da han er kommet uden for synsvidde, stopper han skibet, sætter en båd i vandet og ror med tolv mand tilbage til gården. Kvinderne opholdt sig i hans mors kvinderum, hvor de sad fredeligt med deres vævning og andet håndarbejde, da Bjørn kommer stormende ind. Han ser, hvor Tora sidder og forlanger, at hun tager med ham. Der var sikkert ingen, som har havde lyst til at gå løs på ham, vikingen, da han dukkede op i kvinderummet med tolv fuldt bevæbnede mænd, og hans mor beordrede da også kvinderne til at forholde sig i ro og gøre, hvad han bad om. Hun ønskede ikke, at hans far fik nys om noget, det ville bare føre til ufred. Kvinderne samlede Toras tøj og personlige ting sammen, og da mørket havde sænket sig, roede Bjørn tilbage til skibet med Tora og sine mænd og stak til søs. Tora blev ved den lejlighed bortført for anden gang.
    Bjørn sejlede med Tora til Shetlandsøerne, hvor de giftede sig, og om vinteren opholdt de sig i byen, der ligger på øen Mousa. Så besluttede Bjørn sig for at sejle til Island med sin kære Tora, der var risikoen for at blive pågrebet mindre, og sejler ind i Borgefjord, hvor Skalle-Grim bor. Der bliver taget godt imod ham, især efter at Skalle-Grim hører, hvem Tora nedstammer fra.
    Om foråret føder Tora en datter, som får navnet Asgerd. Det understreges, at Bera, Skalle-Grims kone, får en kvinde til at tage sig af barnet.
    Men Asgerd er kun tre år, da hendes forældre forlader hende. Hendes far ønskede at tage tilbage til Norge for at få indgået forlig og afslutte nogle arvesager, især den, som angik hans kone. Såvel dengang som i dag drejede livet sig om penge og ejendom, og han ville have Tora med for at styrke sin position. Da insisterer Bera, Egils mor, på, at lille Asgerd bliver tilbage i Island. Det kunne være interessant at vide, hvordan Tora mon har stillet sig til det. Den unge kvinde har sandsynligvis ikke haft så meget at sige, når først Bera havde taget en beslutning. Husets frue bestemte over husstanden, tyendet og hjemmet i det hele taget. Derfor var det altafgørende for kvinder at blive gift og være godt gift, for kun på den måde kunne de opnå magt og andres respekt. Det skal stå usagt, hvorfor Bera ville beholde barnet i Island, men forældrene sejlede i hvert fald til Norge uden deres datter. Det skal i den forbindelse nævnes, at dengang var det sådan, at var man først sejlet til Norge, så blev man der i flere år.
    Det gik hverken værre eller bedre, end at Tora aldrig fik sin datter at se igen. Hun blev syg i Norge og døde. Hendes sygdom giver anledning til følgende spørgsmål: Hvis hun har været psykisk skrøbelig på grund af sin livsskæbne, har hendes sjælelige styrke og modstandskraft måske ikke været så stor. Først blev hun bortført, faktisk to gange, siden blev hendes barn taget fra hende. Det var altid andre, som styrede hendes liv og brugte hende som kastebold efter forgodtbefindende. Beretningen udspringer tydeligvis af et hårdhændet, patriarkalsk samfund.
    Hendes mand, Bjørn, var ikke længe om at skaffe sig en ny kone, efter at den forrige var død, eller ”nogen tid efter”, som der står i sagaen. Modsat moren kom han derimod til at se sin datter igen.

Asgerd Bjørnsdatter
Egil og Asgerd blev født nogenlunde samtidig, forskerne siger omkring år 910. Egil havde en storebror, Torolf, som var ti år ældre og opkaldt efter deres onkel, der i sin tid blev dræbt i Norge.
    Torolf var høj og smuk, bomstærk, en idrætsmand og noget af en selskabsløve, hvad der betød, at han har været underholdende, social og udadvendt. Og så var han populær blandt folk og elsket af alle. Men efterhånden som Egil voksede op, stod det mere og mere klart, at han ville blive en grim og sorthåret mand ligesom sin far. Til gengæld var han snakkelysten og rap i replikken, og når han dyrkede sport sammen med andre unge var han temmelig umedgørlig. Han har sikkert været et noget anstrengende barn. Som treårig var han lige så stærk som dem på seks og syv år, så hans styrke var ikke mindre end broderens, men desuden, og måske det mest interessante, var han allerede begyndt at digte i den alder.
    Asgerd voksede op med de to brødre. Man kan sagtens forestille sig hvem af dem, hun har været mest tiltrukket af. Da hun er giftefærdig, rejser Torolf til Norge med hende for at opsøge hendes far. På det tidspunkt var hendes mor som sagt allerede død.
   Tiden går, Torolf kommer hjem til Island, rejser igen til Norge, har ovenikøbet sin bror Egil med, og det er der, han beder om Asgerds hånd. Det gik helt smertefrit. Asgerd bliver ved den lejlighed beskrevet på følgende måde: ”Asgerd var meget smuk, klog, fuld af evner og færdigheder på mange områder.” Både hun og Torolf har uden tvivl været glade for at få hinanden.
    Men ikke alle var tilfredse.
    I kapitel 42 i Egils saga findes der en sætning, der længe har været genstand for diskussion. Torolf står og skal af sted til sin og Asgerds bryllupsfest. Alt er klar til rejsen, brudefølget venter, men så ”blev Egil syg og var ikke i stand til at rejse”. Mere siges der ikke, men det giver sagalæseren rigeligt at tænke over. Hvorfor blev Egil pludselig så alvorlig syg, da hans bror skulle af sted for at ægte Asgerd?
    Kort efter at folk har forladt gården for at tage til brylluppet, kommer der en flok mænd, som vil have Egil med for at inddrive skatter, og da nølede helten ikke, eller som der står i sagaen: ”Nu blev Egil frisk igen og stod op af sengen. Han syntes, at der var kedeligt derhjemme, når de fleste af folkene var væk.” Sygdommen forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Men eftersom Egil og Asgerd ikke tidligere på noget tidspunkt i sagaen er blevet nævnt i samme åndedrag, kommer Egils reaktion angående brorens bryllup som lidt af en overraskelse.
    Ifølge sagaen var det køligt mellem de to brødre, og Egil har da sikkert også været plaget af jalousi, men alligevel tager de sammen til England for at plyndre, og Torolf falder. Egil rejser så tilbage til Norge for at opsøge Asgerd og tilbyder hende og hendes datter ”sin omsorg”. Hun og Torolf havde fået en datter sammen, som hed Tordis. Asgerd er både meget afmålt, trist og fåmælt over for Egil. Hun har naturligvis sørget over sin elskede mand og har ikke følt sig tiltrukket af omsorgen fra sin svoger, som både var grim og stor som en jætte. Om efteråret er Egil meget nedtrykt, bliver depressiv og digter om Asgerd og sine kærlighedssorger. Han giver dog ikke op, frier til Asgerd, som henviser ham og ægteskabstilbuddet til sin far og familie, trækker sagen i langdrag, men giver til sidst efter. Egil bliver gift og var munterheden selv resten af vinteren. Naturligvis er der ingen historier om, hvordan Asgerd havde det.
    Siden sejler de til Island og bor på Borg i Borgefjord. Egil overtager gården efter sin fars død og bliver en hovedrig mand, mest fordi han evig og altid er på krigstogt eller sejler til Norge på grund af arvesager. Han og Asgerd får både døtre og sønner: Torgerd, Bødvar, Gunnar, Bera og Torsten. Torgerd var den ældste af Egil og Asgerds børn, og Asgerd havde som nævnt i forvejen datteren Tordis med Torolf, og underligt nok var det denne steddatter, Egil værdsatte højest af dem alle.

Torgerd Egilsdatter
Da Egil er omkring de halvtreds, fortæller sagaen om den episode, jeg indledte med: Han mister sin søn Bødvar. Kapitlet, hvor konsekvenserne af denne begivenhed berettes, er interessant af to grunde. For det første lærer vi sider af digterens komplicerede følelsesliv at kende, og for det andet præsenteres vi for en ung, handlekraftig kvinde. Men hvad med moderen, som jo også mistede sin søn? Det spilder sagaen ikke mange ord på.
     Bødvar er teenager, da han og seks karle fra gården drukner i Borgefjord. Han var stor og stærk som sin far og desuden flot ligesom Egils bror Torolf. Egil elskede Bødvar højt og har sandsynligvis set sin arvtager i ham. Kort forinden havde han mistet en anden af sine sønner, Gunnar, men om det tab hører vi kun indirekte.
     Da Egil har fundet Bødvars lig og begravet ham i Skalle-Grims gravhøj, rider han hjem og låser sig inde i sin alkove. Ingen tør forstyrre ham. Tiden går, og Egil ligger inde i alkoven og vil hverken have vådt eller tørt. På tredjedagen sender Asgerd en mand til Hjordeholt, hvor datteren Torgerd bor, med besked om, at hun straks skal komme til Borg. Torgerd rider om aftenen og hele natten, og da hun når frem til Borg, går hun direkte ud i køkkenet til sin mor, som spørger, om hun har spist aftensmad. Torgerd siger da så højt, at hun er sikker på, at det kan høres inde i Egils alkove, at hun ikke vil spise mere i sit liv og ikke ønsker at overleve sin far og bror. Hun går derefter hen til alkoven og beder sin far om at åbne, for hun vil gerne gøre fælles sag med ham. Og Egil åbner naturligvis for sin datter, som ikke kun vil sørge med ham, men også ønsker at dø med ham. En tid forholder de sig begge tavse, men så hører Egil, at hans datter tygger på noget og spørger, hvad det er. Hun svarer, at hun tygger på tang, for det vil fremskynde hendes død. Så får Egil også noget tang at tygge på, og lidt efter råber Torgerd på vand, for tangen gør hende tørstig. Egil er selvfølgelig ved at dø af tørst, og da datteren spørger, om han ikke også vil have noget at drikke, tager han imod drikkehornet. Men i stedet for vand er der mælk i hornet. Dermed er planen om at sulte sig ihjel gået i vasken.
     Men Torgerd var ikke tabt bag en vogn. Hun foreslår sin far at digte et mindedigt om Bødvar, for det kan kun han, og derefter kan de lægge sig til at dø, hvis de har lyst. Og Egil bider på krogen, siger, at det ikke er særlig sandsynligt, at han kan digte noget, men vil forsøge. Derefter digter han på stående fod et berømt mindedigt om begge sine sønner på femogtyve strofer og giver det navnet Sønnetabet. Han liver op, mens han digter, og da digtet er færdigt, fremfører han det for Asgerd, Torgerd, og den øvrige husstand, står op og sætter sig i sit højsæde. Da Torgerd gør sig klar til at vende tilbage til Hjordeholt, giver han hende gaver ved afskeden.
    Torgerd har sandsynligvis været omkring de tyve, da dette fandt sted. Hun er gift og beskrives på følgende måde: ”Torgerd var en køn og brav kvinde, klog og temmelig stor i slaget, men almindeligvis stille af sig.”
    Det er egentlig forbløffende, hvor snarrådig og klog den ung kvinde viser sig at være i scenen med sin far. Hvad gik der mon gennem hovedet på Torgerd, da hun om aftenen og hele natten red ned mod sin fars gård? Alt tyder på, at hun selv har planlagt hele forløbet. Hun får ikke blot sin far til at spise og drikke, men appellerer også til digteren i ham, overbevist om, at det er et trick, der virker. Hun ved nemlig alt om, hvor svage digtere er over for ros og opfordringer, når det gælder deres egen kunst, ved, hvor stort et behov de har for at vise deres genialitet. Digterens kærlighed til sin egen kunst er hævet over alt andet.
    Men hvor vidste hun det fra? En ung kvinde, der som så mange andre unge kvinder blev givet til en mand, mens hun stadig var purung. Kan det tænkes, at hun selv har haft digteriske evner, som hun måske har arvet efter sine forfædre, og derfor har vidst, hvordan digterens hjerte slog? Men hun var jo blot en kvinde og kunne derfor ikke regne med at blive taget alvorligt blandt de mandlige digtere. Hvem ved, om ikke hun har digtet masser af digte, som ingen har gidet lytte til, blot fordi hun var en pige?
    Asgerds reaktion er faktisk også interessant, selv om den er helt anderledes. På tredjedagen sender hun bud efter sin datter for at lade hende tage hånd om sin far. Hvorfor gjorde hun det ikke selv? Hun var jo sin mands store kærlighed. Ville han ikke have lyttet til hende? Men hun bad aldrig Egil om at åbne alkoven. Det fik hun sin datter til. Det afføder følgende spørgsmål: Gad hun måske slet ikke tale med den aldrende mand? Var hun på dette tidspunkt dødtræt af ham? En mere nærliggende tanke er dog, at hun selv har været tynget af sorg og hverken har haft styrke eller lyst til at tage del i Egils sorg. Hun var moren. Hvem havde mon taget sig af drengen, da han endnu var i live, mens faren evig og altid sloges i udlandet?
    Ingen sorg er større end at se sit barn blive begravet. Egil kunne digte sig ud af sorgen, men det kunne moren ikke. Ingen ved, hvad hun følte.

Tordis Torolfsdatter
Asgerd havde som sagt Tordis med sin første mand Torolf, Egils bror. Da Asgerd døde, overlod Egil gården til sin søn Torsten, mens han selv flyttede til gården Mosfjeld, hvor hans steddatter Tordis boede sammen med sin mand Grim, for at bo der i sin alderdom, for, som der står i sagaens kapitel 82, ”steddatteren Tordis var den af hans endnu levende slægtninge, han holdt mest af”.
    Da var hans andre børn Torgerd, Bera og Torsten stadig i live.
    Man kan overveje, hvorfor Asgerd i den skæbnesvangre stund sender bud efter Torgerd og ikke Tordis, og det kan der være to forklaringer på. Det kan tænkes, at den vej, som den første red, på den tid var mere fremkommelig og hurtigere, end den som Tordis eventuelt skulle have redet. Men man kan lige så godt forestille sig, og det er måske mere sandsynligt, at Asgerd har vurderet forskellen på sine to døtres karakterer rigtigt.
    Egil var en pengeglad mand. Han havde i sin tid fået to kister fulde af sølv af den engelske konge, som han egentlig skulle have delt med sin far og øvrige familie, hvad han dog aldrig gjorde. Han vogtede på sit sølv som en drage på sit guld. Men da Egil er kommet op i firserne, er blevet stivbenet og næste døv og blind, begynder han at bekymre sig om, hvad der skal blive af sølvet efter hans død. Han bor som tidligere nævnt på det tidspunkt på gården Mosfjeld hos sin svigersøn Grim, og en dag beder Egil ham om at love, at han må komme med ham til Altinget. Grim er ret modstræbende og får Tordis til at finde ud af, hvorfor den gamle mand vil ride til Altinget. Egil fortæller hende om sin plan. Han vil bære kisterne med sølv op på Lovbjerget og derefter kaste sølvet ud over forsamlingen. Og i kapitel 88 fortæller sagaen hvorfor. Egil siger: ”Det vil overraske mig, hvis alle deler det ligeligt mellem sig. Jeg tænker, at der så opstår skubben og håndgemæng, og til sidst vil hele tinget komme op at slås.” Og hvad er Tordis’ svar på den plan? Hun siger blot: ”Det synes jeg da er en glimrende idé, og den vil blive husket, så længe landet er beboet.”
    Det skal dog siges, at forsamlingen på Altinget gik glip af denne happening, for Grim nægtede pure at lytte til den gamle mands vrøvl.
    Egil havde mest ud af samværet med sin steddatter Tordis, som der står i kapitel 88. De har været på bølgelængde. Tordis har sandsynligvis arvet sit gode humør og munterheden – at været festens glade midtpunkt – fra sin far Torolf, noget Egil har sat pris på. Det skal ingen bebrejde ham. Hun forsøger ikke at få ham til at makke ret, men støtter ham i alt, hvad han siger, lader ham forblive i den tro, at han er dreven og morsom. Sandsynligvis har hendes forhold til stedfaren været sådan fra begyndelsen. Det er ikke altid lige nemt at være et stedbarn, men hun har tydeligvis ret hurtigt fundet vej til Egils hjerte. Denne måde at tackle komplicerede relationer på er måske først og fremmest en evne hos intelligente kvinder.
    Men det ændrer ikke ved, at det var Torgerd, som blev tilkaldt, da der virkelig var brug for et kvikt hoved.

Køkkenpigen
Der omtales faktisk en del kvinder i Egils saga, de nævnes som perler på en snor, men kun ved navn og spiller som sådan ingen rolle i sagaen. Kvinderne, som er blevet beskrevet ovenfor – Tora Ladehånd, Asgerd, Torgerd og Tordis – er de kvinder, som får en mere udførlig omtale i sagaen. Ganske vist berettes der ofte om Egils mellemværende med dronning Gunhild i Norge – i øvrigt en utrolig interessant og selvstændig kvinde – men hun kom aldrig til Island og derfor heller ikke til Borgefjord. Ikke desto mindre var det ret almindeligt i det 20. århundrede, at islandske kvinder, der var dygtige til håndarbejde, syede store portrætter af dronning Gunhild, så de har åbenbart kendt til hendes historie og sat stor pris på den handlekraftige kvinde.
    Som de fleste andre bliver Egil gammel og affældig og får brug for pleje. Men det er ikke våbenbrødre, høvdinge eller gårdens karle, der tager sig af ham. De havde ingen interesse i en olding, selv om han var digter. Næ, det er kvinderne i køkkenet, som sørger for varme og yder ham omsorg. Den store viking, som besejlede havene og fældede bunkevis af mænd, havde ikke andre steder at gå hen i sin høje alder. Kvinderne griner ad ham, når han falder over sine egne ben, men giver ham samtidig lov til at sidde ved ilden og varme sine fødder. Pigen i køkkenet bliver dog indimellem træt af den gamle og siger på et tidspunkt til Egil: ”Rejs dig op og gå hen til din plads, og lad os udføre vores arbejde.”
    Kvinderne brød sig ikke om at have mændene i køkkenet, for de gik bare i vejen og forstyrrede deres gøremål. Og deres arbejde var omfattende og besværligt. Når høvdinge besøgte hinanden – og opholdet kunne godt trække ud – havde de ifølge sagaen ofte op til hundrede mand med i deres følge. Mindre kunne ikke gøre det. Det var kvinderne, som sørgede for, at hele denne store skare af folk fik noget at spise, og det må anses for ret sikkert, at de også har sørget for at ordne deres tøj.
    Om Egils sølv fortæller sagaen, at han en aften red op i fjeldet med sine to trælle og tog kisterne med sølvet med. Man formoder, at han har kastet sølvet ned i en dyb kløft. Egil vendte siden tilbage uden kister og trælle.
    Den store viking og digter gjorde sig sikkert aldrig klart, hvad der egentlig var hans sølv. Hvis de digteriske evner var hans guld, så var kvinderne i hans liv sølvet. 

Oversat af Kim Lembek