Laksdølernes saga kapitel 14-15

14
Ingjald hed en mand. Han boede på Sødøerne. De ligger ude i Bredefjord. Han blev kaldt Ingjald Sødøgode. Han var velhavende og en mand af format. Hal hed hans bror. Han var meget stor og så ud til at kunne drive det til noget, men han havde ikke mange penge, og de fleste var enige om, at han var temmelig uduelig.
    De to brødre gik ikke særlig godt i spænd. Ingjald syntes ikke rigtig, Hal gad gøre en indsats for at komme til at leve på samme måde som andre ordentlige mennesker, og Hal syntes ikke rigtig, Ingjald gad gøre noget for at hjælpe ham frem i verden.
     I Bredefjord er der en fiskeplads, der hedder Bjørnøerne. Disse øer ligger mange sammen. Og de bød på rige fangstmuligheder. På den tid var der mange, der tog ud til Bjørnøerne for at fiske. Og der var altid mange mennesker derude både sommer og vinter. Kloge folk vidste, hvor vigtigt det var, at folk kom godt ud af det med hinanden ude ved fiskebankerne. Dengang hed det sig, at hvis folk ragede uklar med hinanden, så havde de mindre held med fangsten, og det var de fleste fiskere også meget opmærksomme på.
    Det fortælles, at Hal, bror til Ingjald Sødøgode, en sommer kom til Bjørnøerne for at fiske. Han fik sig plads om bord i en båd sammen med en mand, der hed Torolf. Han var fra Bredefjord og levede nærmest som en fattig landstryger, men han var frisk og livlig. Hal er der en tid lang og føler sig højt hævet over alle andre.
    Så var det en aften, at Hal og Torolf kom i land og skulle dele deres fangst. Hal ville både dele og vælge først, for han mente, at han rangerede højest af de to der på stedet. Torolf ville ikke give afkald på sin del af fangsten og brugte nogle kraftige gloser. Det ene ord tog det andet, og hver holdt på sit. Hal griber nu et hugjern, der ligger lige ved siden af ham, og vil banke det i hovedet på Torolf. Men folk springer ind mellem dem og holder Hal tilbage. Hal var helt ude af sig selv, men kunne alligevel ikke, ved denne lejlighed, stille noget op, og fangsten blev slet ikke fordelt imellem dem.
    Torolf forlod stedet samme aften, og Hal tog helt alene den fangst til sig, som de ellers ejede i fællesskab. På den måde ville det være tydeligt for enhver, at der var forskel på folk.
    Hal sørger for at få en anden mand om bord i båden i stedet for Torolf og tager ud at fiske som før.
    Torolf er stærkt utilfreds med sin situation. Han synes, han er kommet voldsomt vanæret ud af dette mellemværende. Men han bliver ude på Øerne og agter så sandelig at få ranket ryggen igen efter at være blevet dukket på så ydmygende vis. Hal aner overhovedet ikke uråd. Han kan ikke forestille sig, at der er nogen, der tør hamle op med ham her på hans hjemegn.
    Så var det en dag, da vejret var godt, at Hal var roet ud på fiskefangst, og de var tre mand i båden. Fiskene bider villigt hele dagen, og om aftenen ror de hjem, glade og muntre.
    Torolf har dagen igennem fulgt med i, hvad Hal har foretaget sig, og han står nede ved landingspladsen om aftenen, da Hal og de andre nærmer sig kysten. Hal roede i forstavnen. Så sprang han fra borde og ville tage imod båden. Men lige idet han springer i land, er Torolf der på pletten og hugger ud efter ham. Hugget rammer ham på halsen lige over skulderen, og hovedet flyver af.
    Torolf sørger for at komme væk, mens Hals kammerater stimler sammen om den døde.
    Nu spredes rygtet ud over Øerne, at Hal er blevet slået ihjel. Det var en alvorlig begivenhed, syntes man, for Hal var af fornem slægt, selvom han aldrig havde været en lykkens mand.
    Torolf gør nu alt for at komme væk fra Øerne, for han har ikke mindste håb om, at der er nogen derude, der vil give ham husly efter så voldsom en gerning. Og han havde heller ikke nogen slægtninge der, som han kunne regne med at finde støtte hos. Til gengæld var der folk lige i nabolaget, der var meget magtfulde, og som helt sikkert var ude på at få ham slået ihjel, som for eksempel Ingjald Sødøgode, Hals bror.
    Torolf fik sig færget ind til fastlandet. Han holder godt skjult, hvem han er, og der fortælles ikke noget om hans færden, førend han en aften er kommet til Goddested. Vigdis, Tord Goddes kone, var langt ude i familie med Torolf, og derfor var han taget hen til dem. Torolf havde allerede hørt om, hvordan det stod til der hos dem, nemlig at Vigdis var meget stærkere og mere storsindet end Tord, hendes mand.
   Straks samme aften som Torolf var ankommet, opsøgte han Vigdis og fortalte hende om sin vanskelige situation og bad hende om hjælp og beskyttelse.
 

    Vigdis svarede ham sådan her: »Jeg skal ikke benægte, at vi er i slægt med hinanden. Og med hensyn til det, du har bedrevet, da kan jeg kun sige, at jeg ikke synes, du er et dårligere menneske for det. Men jeg vil nok mene, at enhver, der hjælper dig, sætter både liv og formue på spil, for det er store folk, der i det her tilfælde gerne vil have fat i drabsmanden. Hertil kommer,« sagde hun, »at Tord, min mand, ikke er særlig heltemodig, og de udveje, vi kvinder griber til, når det virkelig gælder, er ikke altid lige gennemtænkte. Men jeg har alligevel ikke lyst til at lade dig i stikken, når du nu engang har regnet med, at der var hjælp at hente her.«
    Så følger Vigdis ham ud i et udhus og beder ham vente der, til hun kommer tilbage igen. Hun skyder en slå for døren.
    Så gik hun ind til Tord og sagde: »Der er kommet en, der skal overnatte. Han hedder Torolf og er i familie med mig langt ude. Han mener selv, han kunne have brug for et noget længere ophold, hvis ellers du kunne acceptere det.«
    Tord sagde, han ikke var meget for at have folk indkvarteret på gården. Han kunne få lov til at hvile ud hos dem den næste dag, hvis ikke han havde andet for. Men hvis han havde det, så skulle han bare se at komme af sted lige med det samme.
    Vigdis sagde: »Jeg har allerede lovet ham, at han kan overnatte, og det løfte trækker jeg ikke tilbage, også selvom jeg godt ved, at han ikke er lige gode venner med alle.« Så fortalte hun Tord, at Hal var blevet slået ihjel, og at det var Torolf, den mand, der lige var kommet til gården, der havde dræbt ham.
    Tord røg op, da han hørte det, og sagde, han var helt sikker på, at Ingjald ville afkræve ham mange penge, fordi han havde givet denne mand husly, »sådan som vi har ladet ham komme ind og har lukket med lås og slå efter ham.«
    Vigdis sagde: »Ingjald kommer ikke til at kræve penge af dig for en enkelt overnatnings skyld, for Torolf skal være her hele vinteren.«
    Tord sagde: »På den måde kan du fuldstændig ruinere mig. Og det er mig helt imod, at sådan en ulykkesfugl skal opholde sig her.«
    Ikke desto mindre opholdt Torolf sig der hos dem hele den vinter.
    Det hørte Ingjald, som skulle tage sagen op efter drabet på hans bror. Sidst på vinteren gjorde han klar til at tage ind i Dalene. Han satte en færge i vandet, som han ejede. De var tolv i alt.
    De sejler oppe vestfra for en stiv nordvestenvind og lander om aftenen i Laksåens munding, trækker færgen op på land og tager samme aften til Goddested, hvor deres besøg ikke kommer som nogen overraskelse. Her bliver der taget godt imod dem.
    Ingjald trak Tord til side og fortalte ham, hvorfor han var kommet. Han havde hørt, sagde han, at Torolf, hans brors drabsmand, befandt sig der på gården.
    Tord sagde, at det ikke havde noget som helst på sig.
    Ingjald sagde, han lige så godt kunne lade være med at benægte det, »og nu slår vi to en handel af: Du udleverer manden, uden at jeg behøver bruge magt. Så har jeg til gengæld tre mark sølv her, som du kan få. Og jeg frafalder ethvert bødekrav mod dig for at have givet Torolf husly.«
    Tord syntes, det var skønne penge. Og nu ville det bødekrav blive frafaldet, som han allermest havde frygtet ville påføre ham et alvorligt pengetab. Tord sagde: »Nu siger jeg ikke til nogen, at vi to har snakket sammen, men vi indgår alligevel denne her handel.«
    De sov den nat til kort før daggry.

15
Så stod Ingjald og hans mænd op og klædte sig på.
    Vigdis spurgte Tord, hvad han og Ingjald havde talt om aftenen før.
    Tord sagde, at de havde talt om mangt og meget, og at de var blevet enige om, at der skulle foretages en ransagning. Selv ville de slippe for videre tiltale, hvis ikke man fandt Torolf der på gården. »Så nu fik jeg Asgøt, min træl, til at følge manden ud og væk herfra.«
    Vigdis sagde, hun ikke brød sig om løgnehistorier, og hun syntes også, det var ubehageligt, at Ingjald skulle luske rundt og snage på hendes gård, men det måtte Tord så alligevel selv om, sagde hun.
     Ingjald foretog nu ransagningen, men fandt ikke manden.
     I mellemtiden kom Asgøt tilbage, og Vigdis spurgte ham, hvad han havde gjort af Torolf.
     Asgøt svarede: »Jeg fulgte ham ud til vores fårehuse, sådan som jeg fik besked på af Tord.«
     Vigdis sagde: »Mon der overhovedet er noget, der ligger mere direkte på Ingjalds rute, når han skal tilbage til sit skib? Mon ikke det er noget, de to har brygget sammen i går aftes? Nu vil jeg have, at du tager ud til fårehusene lige med det samme og får ham væk herfra så hurtigt som muligt. Du skal følge ham til Torolf på Sødefjeld. Hvis du gør, som jeg forlanger, så skal du nok få noget til gengæld. Jeg giver dig din frihed og penge nok til at rejse, hvorhen du vil.«
      Asgøt indvilgede og gik ud til fårehuset, hvor han fandt Torolf. Han sagde, at de skulle se at komme af sted så hurtigt som muligt.
     Omtrent samtidig rider Ingjald fra Goddested. Nu vil han have noget for sine tre mark sølv. Og da han og hans følge er kommet neden for gården, ser de to mænd nærme sig. Det var Asgøt og Torolf. Det var tidligt om morgenen, og det var ikke rigtig lyst endnu.
      Asgøt og Torolf var kommet i en slem knibe, for nu havde de Ingjald på den ene side og Lakså på den anden side. Vandet i åen stod voldsomt højt, og til begge sider var der tyk is, men i midten var isen brudt op. Det var virkelig slemt at skulle over den å.
      Torolf sagde til Asgøt: »Nu mener jeg, vi har to muligheder. Vi kan vente på dem her ved åen og forsvare os, så længe vi har mandsmod og kræfter til det, selvom Ingjald og hans mænd nok i virkeligheden meget hurtigt får gjort kål på os. Eller også kan vi give os i kast med åen, selvom det sandelig virker noget risikabelt.«
     Asgøt vil lade Torolf bestemme og siger, at nu forlader han ham ikke, »og det lige meget hvad du beslutter dig for at gøre.«
     Torolf siger: »Lad os se at komme ned til åen.«
     Og det gør de. De sørger for at være så let klædt som muligt. Så går de hen over isen, kaster sig ud i vandet og svømmer. Og fordi disse mænd var sunde og stærke, og fordi der var dem et længere liv beskåret, lykkedes det dem at komme over åen og op på isen på den modsatte side.
    Men lige netop som de to er kommet over åen, er Ingjald og hans flok nået frem til Lakså ovre på den anden side. Her gav Ingjald sig til at tale og spurgte sine følgesvende: »Hvad er nu det klogeste? Skal vi prøve at komme over åen eller ej?«
 

    Det måtte han bestemme, sagde de, de stolede på hans dømmekraft. Men for dem at se var den å umulig at komme over.
    Ingjald gav dem ret, »så nu vender vi om og forlader Lakså.«
    Da Asgøt og Torolf ser, at Ingjald og hans mænd ikke tør give sig i kast med åen, vrider de først deres tøj og gør sig så klar til at gå og vandrer hele dagen lang og kommer hen under aften til Sødefjeld. Her blev der taget godt imod dem, for her kunne alle overnatte.
    Straks samme aften går Asgøt til Torolf Rødnæse. Asgøt fortalte ham hele historien om, hvorfor de var dukket op, og om, hvordan Vigdis, hans søsterdatter, havde sendt denne mand over til ham, så han kunne få hjælp og beskyttelse. Og han fortalte ham alt om, hvad der var foregået hjemme hos Tord Godde. Samtidig fremviste Asgøt de ting, Vigdis havde sendt Torolf som kendetegn.
     Torolf sagde sådan her: »Jeg er slet ikke i tvivl, når jeg ser disse genstande, og jeg vil helt sikkert gøre, hvad Vigdis beder mig om, og tage imod denne mand. Jeg synes, Vigdis har handlet meget bravt i denne sag. Det er synd og skam, at en kvinde som hun har fået så ynkelig en ægtefælle. Men du, Asgøt, du kan være her, så længe du vil.«
     Asgøt sagde, at han ikke ville blive særlig længe.
    Torolf tager nu imod sin navnebror og lader ham blive en af sine mænd. Torolf og Asgøt skilles som de bedste venner, og Asgøt begiver sig på hjemvejen.
 

    Nu skal det fortælles om Ingjald, at han vendte tilbage til Goddested, efter at hans og Torolfs veje skiltes. Vigdis havde i mellemtiden sendt bud efter folk fra alle de nærmeste gårde, og de var nu ankommet. Der var ikke færre end tyve mænd.
    Da Ingjald kommer til gården med sit følge, kalder han Tord til sig og siger: »Du har optrådt som en usling over for mig, Tord. Jeg er sikker på, at du har hjulpet denne mand på flugt.«
    Tord sagde, at han ikke havde nogen beviser.
    Men nu kommer hele Ingjalds og Tords sammensværgelse for en dag, og Ingjald vil have sølvet tilbage, som han havde ladet Tord få.
    Vigdis stod lige i nærheden, mens de snakkede sammen, og hun sagde, at de begge to havde fået, hvad de havde fortjent, og hun siger til Tord, at han ikke skal beholde pengene, »for de penge, Tord, dem er du kommet til på en ussel måde.«
    Tord sagde, at her havde hun tydeligvis tænkt sig at sætte sin vilje igennem.
    Nu går Vigdis indenfor og hen til en kiste, som tilhørte Tord, og nede i kisten finder hun en fed pengepung. Hun tager pungen op og går ud med den og hen til, hvor Ingjald står, og siger til ham, at nu kan han tage sine penge. Ingjald lyser helt op og rækker ud efter pungen. Men Vigdis løfter pungen i vejret og kyler den lige i synet på ham, så blodet springer fra Ingjalds næse og ned på jorden. Og i tilgift håner hun ham groft og fortæller ham, at han kan glemme alt om de penge, og nu kan han godt skrubbe af. Ingjald finder det klogest at komme af sted så hurtigt som muligt, og det gør han så, og han standser ikke, før han er kommet hele vejen hjem, og han er godt utilfreds med sin rejse.
(...)

oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen