Krimi og Rasstrup & Ringe

Krimi

Da manden havde skudt sin kone, tog han toget sydpå. Der var en skov, dér ville han bo. Han stod af ved byen, hvorfra han kunne gå ud til landsbyen. Han boede på kroen om natten, men da han ville fortsætte ud til skoven næste morgen, blev han anholdt af politiet. Skoven virkede tyndere, end han havde forestillet sig. Der var langt mellem stammerne, der var for få buske, om der var græs, kunne han ikke afgøre. Politiet spurgte, hvorfor han havde skudt sin kone, men nu kunne han ikke svare. Han ville gerne have forklaret sig, men det var for indviklet, også om skoven, men nu da han havde set den, om end kun på afstand, var det alt sammen tvivlsomt og ikke til at forklare, allermindst over for sig selv, og i bilen på vejen tilbage til gerningsstedet faldt han hen i grublerier, der ingen ende ville tage. Så kørte de forbi et hvidt hus. Der stod en mand udenfor. Han kunne ikke svare. Han ville godt have kendt manden i det hvide hus. Han forestillede sig, at han havde en gul hund. Den boede ude i køkkenet. Om sommeren løb den ud over markerne og frem til en skov. Hvorfor den absolut ville ud til skoven, forstod han ikke. Havde han kendt manden, kunne han have spurgt. Der var andre ting, han kunne spørge om. Kalkede han huset, eller malede? Der var Gud, men det var svært. Han vendte tilbage til hunden og dens gule farve. Hans tanker faldt til ro, når han genkaldte sig det hvide hus, og manden der stod foran, var han tredive, fyrre? Forestillingen om den gule hund skabte den samme ro. Skoven var tynd. Han havde forestillet sig kraftige stammer, og et løv der brusede og stod op i vinden, buske, mange buske, urter der duftede, døde grene, men det var godt. Han ville bygge en hule af grenene, og på vejen ned med toget havde han konstrueret hulen. Den ville blive tæt, og han ville bo i hulen et stykke tid, indtil han havde forstået det hele. Det var et stort arbejde, og det var på sin vis en lettelse at politiet dukkede op tidligt om morgenen. Den gule hund ville han kunne tale med. Med hunden kunne han udveksle tanker og erfaringer. Om sommeren kunne han gå langsomt bag efter den, når den i fuld fart satte ud over markerne. Frem mod skoven. Den ville til sidst sætte sig og vente på ham. Der var et hegn lige før skoven. Det var vindblæste træer. Det var røn. Den ville vente, og han ville forsøge. Han ville begynde ude i kanten. Legetøjet huskede han. I al fald en rød hest af træ. Den smagte af maling og træ. Den hed hest. Den kunne selv gå et lille stykke, selvom benene var af træ. Han vidste ikke, hvor den var nu. Den hed hest og så hverken glad eller bedrøvet ud. De havde talt sammen under spisebordet. Det var gult af lak på træet, han kunne se op på. Der var de voksnes ben. Han sad engang, da forældrene havde gæster, og lyttede sammen med hesten. Han forstod ikke, hvad de sagde, men det var tonefaldet. Benene flyttede sig. Han kunne beslutte sig for at svare. Han vidste, hvad han skulle sige, og så blev de tilfredse, men de svar var ikke de rigtige. Problemet var, at han ikke kunne finde svaret. De forsøgte forfra. En af dem, han var lyshåret og havde blå øjne, en af dem forsøgte på en anden måde. Men heller ikke den måde fik ham til at forstå, hvad der var sket. Det var rigtigt, at han havde myrdet hende. Det var det rigtige ord. Det var det, han havde gjort og så rejst væk ned til den skov, han havde bildt sig ind var en tæt og frodig skov. Han stod oppe i kroens værelse om aftenen og kiggede over mod skoven. På afstand lignende den. Så spurgte de ham igen. Men han vidste det ikke. Ikke rigtigt. Var han vred? Det havde han været. Men ikke da han slog hende ihjel. Betrækket i bilen. Han sad på bagsædet. En betjent sad ved siden af ham. Betrækket var mønstret. Gråt og sort. Det virkede, som var mønstret pile, der pegede ind på hinanden. Først senere begyndte han at tænke over det. At de pegede ind mod hinanden. At det pegede ind mod sig selv. Der skulle en stor anstrengelse til. Han var træt. Der var ingen ting tilbage, og nu forstod han ikke, hvordan det var lykkedes ham at rejse helt ned til skoven, og at han havde tænkt at han ville slå sig ned der under en bolig af nedfaldne grene. Han huskede toget og landskabet. Nu kunne han knap nok finde kræfter til at rejse sig op. Der var en plet på væggen. Han tænkte på manden foran det hvide hus. Han havde stået på gruset. Der var grus foran huset. Bag ved, men det vidste han ikke, forestillede han sig en køkkenhave og et hønsehus. Den gule hund foretrak at ligge på pladsen bag ved huset. Herfra kunne den i et hul i hegnet, som var hassel, se ud over markerne og over til skoven. Han forestillede sig, at han kunne tale med hunden. Den var klog og kunne give ham gode råd. Hunden talte ikke om kvinden, men den vidste det godt. Dens øjne fortalte ham, at hvis han ville tale om kvinden, så ville den lytte. Den var god til at lytte og det uanset om den lå på pladsen bag ved huset, hvor han kunne sidde på en stol med væggen i ryggen, eller om de sammen gik ud over markerne, som nu var høstede. Den så op på ham og tilbage til hullet i hasselhegnet. Den var klog og gul. Pilene i stoffet på betrækket havde peget ind på hinanden. Det havde han set og bemærket. Hesten kunne godt gå på betrækket. Den holdt af at løbe. Den smagte af maling og træ. Endnu havde hunden ikke spurgt ham. Kommisæren havde spurgt: Kender du de gamle islandske fortællinger? Det mente han ikke. Dengang, fortsatte kommissæren, vidste enhver, hvad der skete. Det var alt sammen klart. En mand dræbte en anden, fordi han hånede ham, fordi han huggede træ i hans skov. Fordi han havde dræbt hans bror. Altid en enkel og forståelig grund. Anderledes med dig: Du slår ihjel, men du ved ikke hvorfor. Jeg prøver, sagde manden. Jeg tænker over det. Dem jeg fortæller om, sagde kommissæren, det var hævn, det var raseri. Det er lang tid siden, sagde manden, det var fortællinger. Godt, sagde kommissæren. Lad os sammen gå det hele igennem. Din kone havde et forhold til din broder. Den broder var ikke til stor hjælp i din forretning. Vi ved, at han snød både dig og kunderne. Hvad vi også ved, og hvad du ved, så lå hun i med snart den ene mekaniker og snart den anden. På samme tid med nogle af kunderne. Kommissæren tog en dyb indånding og lænede sig bag over i stolen. Manden rystede på hovedet. Det var ikke derfor. Kommissæren fortsatte: Hun bagtalte dig. Hun lo bag din ryg. Du var ikke en rigtig mand. Du kunne ikke. Manden så op. Han tav. Jeg ved det godt. Det var ikke derfor. Hvorfor så? Manden så ned for sig. Dengang, sagde han. Det du fortalte. Da vidste de, hvorfor de slog ihjel. Kommissæren nikkede. De var aldrig i tvivl? De vidste det, sagde kommissæren. Det var hævn. Og tyveri. Også tyveri. Mest hævn. Altid hævn. Den ene hævnede den anden. Sådan fortsatte det. Jeg ved det ikke, sagde manden. Det var ikke hævn. Min bror var et svagt menneske. Han havde altid brug for penge. Nu begyndte manden med en pludselig ivrighed at tale om sin bror. Han brugte alt for mange. Han kunne ikke styre det. Der var ingenting, han havde styr på. Din kone? Sagde kommissæren. Det havde han heller ikke styr på. Manden tav. Han bøjede sig frem over bordet. Han faldt igen hen i grublerier. Børnene, sagde kommissæren. Hun satte dem op mod dig. Ære, sagde kommissæren. Ære, det var ære? spurgte manden. Det var det, sagde kommissæren. Og æren var det dig? Manden rystede på hovedet. Det var ikke æren. Der var grunde nok, konkluderede kommissæren og rejste sig. Han gik ud. Manden svarede, så godt han kunne. Efterhånden svarede han udmærket, og de var tilfredse med ham. Også psykologen. Han ville have lidt anderledes svar, men det lærte han også. Han var nær ved at glemme, at han ikke vidste, hvorfor det var sket. Hvilket var mærkeligt, for der måtte være en grund. Det skete ikke af sig selv. Han havde med ét, og uden at tænke over det, forklaret psykologen at pilene i betrækket pegede ind mod sig selv. Det havde interesseret psykologen, og han vendte tilbage til det hver gang, de talte sammen. Han havde tegnet det for psykologen. En dag, da han igen forestillede sig pladsen bag det hvide hus og så cementen for sig, og hunden der lå ned og drejede hovedet om mod ham, da han kom, gik det op for ham, at det var den samme plads, som den der havde været bag hans bedsteforældres hus. Nøjagtigt den samme. Den samme køkkenhave og det samme hønsehus. Det samme hegn af hassel. Men hunden havde ikke været hos bedsteforældrene. Ikke den gule hund. Og der var ingen skov, men det generede ham ikke, for straks da hunden havde set ham, rejste den sig og gik over mod hegnet, igennem hullet og hen over markerne. Så stod de i skoven. Hunden standsede op. Den ventede på, at han skulle beslutte sig. Hunden åbnede munden. Den begyndte at tale, og han forstod, at den ville fortælle ham det hele. Han hørte de første ord. Så forsvandt alle lyde, på nær dem han selv frembragte. Hunden hørte han ikke længere, men han så den bevæge munden. Så dens ører og ikke mindst dens øjne, der betragtede ham. Den fortsatte sin tale, men nu, sådan tænkte han, bag et stykke glas. Og ganske rigtigt, da han lænede sig frem, stadig med øjnene rettet mod hundens mund, stødte hans fremstrakte hånd på glasset. Hunden stod bagved. Den talte videre, og nu også gestikulerende med den ene pote. Den så meget alvorlig ud. Et øjeblik kunne han ikke lade være med at le. Den talte forgæves. Der var glasset, hvem der end havde anbragt det, der i skoven.



 

Rasstrup & Ringe

Manden der ejede reservedelslageret hed Rasstrup. Han var ejekær, hidsig, opfarende og stridbar. Der var ingen på lageret, der brød sig om Rasstrup. Han gik voldsomt frem mellem hylderne, så sig vredt omkring, og stod der et dæk der var sat sjusket op på hylden, satte han det voldsomt på plads.

En anden mand, i den anden ende af byen, var Rasstrups konkurrent. Han hed Ringe, men var ingen ringe mand. Han havde den evne altid at kunne gøre en god handel. De dæk Ringe solgte, var ikke dårligere end dem Rasstrup solgte. Oven i købet var de billigere.

Når arbejdsdagen var forbi, og Rasstrup havde ordnet de sidste ting på kontoret og gået en runde på lageret, kørte han hjem. Undertiden drejede bilen væk fra den direkte vej, som havde den opfanget signaler fra Rasstrup, som han ikke selv var klar over. Den bragte ham ud til Ringes reservedelslager. Han kørte langsomt forbi, så ind over parkeringspladsen og Ringes store bannere, hvor der hver gang Rasstrup kom forbi var nye, fordelagtige tilbud. Ringe havde den evne at kunne fremstille sine tilbud, som var de ikke noget, man købte, men snarere en gave fra Ringe til køberen. Rasstrup standsede undertiden op. Rasstrup var misundelig. Han kunne ikke, som Ringe. Han lænede sig i sin vrede og forurettelse ind over styret og bandede. En aften hvor Rasstrup sad i sin bil, kom Ringe ud fra lageret. Han fløjtede. Rasstrup kunne ikke høre, hvad Ringe fløjtede, men det var åbenbart en glad melodi, for Ringe så fornøjet ud. Han standsede op midt på parkeringspladsen, vendte sig om og slog begejstret ud med sin højre hånd. I sin misundelse opfattede Rasstrup Ringes gestus som en uskrømtet glæde over, hvad han ejede, og hvad der var lykkedes for ham.

Ringes kone var smuk. Rasstrups var ikke nogen skønhedsåbenbaring.

Det var ikke Rasstrups mening at dræbe Ringe, men bilen havde åbenbart aflæst, hvad Rasstrup dybest i sit sind ønskede. Det var en Ford, og nu satte den i gang, Rasstrup styrede. Rasstrups fod pressede speederen ned og i fælleskab, Rasstrup og bilen, kørte de direkte ind i Ringe. Ringe hørte bilen. Ringe nåede ikke at vende sig om. Han blev ramt i ryggen og slynget i det mindste fire meter frem, hvorefter han landede på asfalten.

Rasstrup blev siddende i bilen. Han steg ikke ud og gik frem til Ringe. Han er død, sagde Rasstrup højt. Han var selv ude om det. Rasstrup forklarede sig selv, at havde Ringe ikke fløjtet overmodigt og undladt den selvglade og næsten barnlige fornøjelse over sit reservedelslager, var det aldrig kommet så vidt.

Bagefter kørte Rasstrup hjem.

Hvad der forekom alle naturligt, søgte Ringes enke hjælp hos Rasstrup. De havde jo været kolleger. Rasstrup var fortrolig med markedet, og var sikkert den af alle, der bedst kunne råde enken. Hun hed Lise.

Rasstrups kone hed Ragnhild.

Den tid der nu fulgte, blev på en naturlig måde Rasstrups og Lises tid. De blev glade for hinanden. Rasstrup skubbede Ragnhild til side, og lidt efter ville han skilles. Det ville Ragnhild ikke, men for at overtale hende inviterede Rasstrup sin kone på en herregårdsferie nede ved Vejle. Ragnhild ville stadig ikke. Rasstrup ville, og en aften hvor de stod ved en kløft, hvor der langt nede løb en bæk mellem kampesten, skubbede Rasstrup sin kone ud over kanten og ned i kløften, hvor hun ramte en af de store sten. Det havde ikke været Rasstrups mening. Hans arme og skuldre. Det var der, det kom fra. De havde opfattet, hvorfor Rasstrup havde bragt Ragnhild ud til skrænten, og da Rasstrup ikke selv kunne, men blev stående i en sær tøven, havde de grebet ind og gået frem til Ragnhild, løftet armene, som ville de omfavne hende, men havde så, hvad der var Rasstrups ønske, skubbet hende ud over kanten og ned i kløften. Rasstrup hentede hende op. Hun var død.

Ringe havde en søn. Han forsøgte sig med landbrug. Fåreavl, grise på friland. Kort sagt økologi. Han var i bekneb for penge og mente, at han havde arv til gode efter sin far Ringe. Det mente Rasstrup ikke. Lise ville godt tilstå ham et større beløb, men Rasstrup satte hælene i.

Til sidst, da deres uenighed spidsede til, kørte Rasstrup en dag i sin Ford ud til Ringes søn. De kunne ikke blive enige, og uden at nogen af dem havde ønsket det, kom de op at slås. Ringes søn slog Rasstrup over skulderen med en tøjrepæl. Rasstrup segnede om. Ringes søn blev stående. Han havde ikke villet slå Rasstrup. Rasstrup rejste sig op og ville gå, men Ringes søn holdt ham fast. Han ville have sin arv. Rasstrup kunne ikke tåle at blive holdt fast. Vrede og raseri steg op i ham, han vred sig løs og slog Ringes søn, så han dejsede omkuld og styrtede ned i et af de store vandingstrug. Der blev han liggende med hovedet under vand. Rastrup hjalp ham med at dø. Han holdt hovedet nede. Fårene så det alt sammen. Derefter gik de lidt længere ud på græsmarken.

Fra da af havde Rasstrup held med sine reservedelslagere. Han havde et i hver ende af byen ved indfaldsvejene. Rasstrup & Ringe. Og på en måde, som han ikke kunne forklare sig selv, lykkedes alt. Hans bannere blev til ordsprog. Man skålede på dem på værtshusene og børn lærte dem uden ad.

Selvom både Lise og Rasstrup ikke længere var unge fik de tre børn. To drenge og en pige.