Erik den Rødes saga

Sagaen regnes for en af de ældste og formodes at være skrevet i begyndelsen af 1200-tallet. Det er en forholdsvis kort saga.

Sagaen som emne kolonialiseringen af Grønland og opdagelsesrejser til ukendte verdensdele (Amerika), og den bygger i nogen grad på historisk stof.

Erik og hans far Torvald bosætter sig i Vestfjordene i Island på grund af nogle drab, de har begået i Norge. Erik den Røde gifter sig efter farens død med Tjodhild og flytter derpå sydpå til Høgedal, hvorfra han forvises på grund af nogle drab. De får sønnerne Torsten og Lejf.

Han slår sig ned på Erikssted, men begår igen nogle drab, hvorefter han erklæres fredløs og flygter til Grønland. Han finder fjordlandskabet i Sydgrønland frodigt og mildt og vender tilbage til Island for at samle en større gruppe, der kan tage det nye land i besindelse. Ifølge de historiske kilder fandt det sted i år 986. Eriks søn Lejf, der får tilnavnet "den Lykkerige", drager til Norge og kristnes af den norske kong Olav Trygvessøn.

Sagaen skildrer nordboernes første tid i Sydgrønland. Erik etablerer sig i Bratteli i bunden af Eriksfjorden (Østerbygden), mens andre drager nordpå op mod det nuværende Nuuk (Vesterbygden).

Et særligt tema i sagaen er forholdet mellem hedenskaben og den nye kristne tro, der indføres i Grønland omkring år 1000.

Omkring år 1400 – og udenfor sagaens fortælling – forlader nordboerne Grønland. Om det skyldes en pestepidemi, hungersnød, den 'lille istid', mødet med inuit-kulturen eller en kombination af flere af disse begivenheder, diskuterer man i forskningen.