Laksdølernes saga kapitel 55-56

55
Herpå rider de af sted fra Hjordeholt, ni sammen. Torgerd var den tiende. De rider indefter fjorden ad de lavvandede strande og kommer til Ljåskovene. Natten var ung. De standser ikke, før de er nået frem til Sælingsdal i det tidlige morgengry.
    Dengang var der tæt skovbevoksning i dalen. Bolle opholdt sig der på sæteren, sådan som Haldor også havde hørt. Sæterhytterne lå nede ved åen, der, hvor det nu hedder Bolletofterne. Et stort stenet område skråner hele vejen fra oven for sæteren og ned til Stakkegil. Mellem fjeldsiden og denne skråning ligger der en stor eng, der hedder Barm. Her arbejdede Bolles karle.
 

    Haldor og hans følgesvende red hen imod Øksnegrov, over Rånevoldene, til de befandt sig oven for Hammerengen. Det er lige over for sæteren. De tænkte, der var mange på sæteren, og de stiger af hestene. Nu ville de vente, til folk forlod sæterhytten og gik til deres arbejde.
    Tidligt den morgen var Bolles hyrde gået ud for at se til dyrene, der græssede op ad fjeldsiden. Han fik øje på både mændene i skoven og hestene, der stod bundet. Han får mistanke om, at det næppe er folk med fredelige hensigter, der færdes så hemmelighedsfuldt. Han sætter sporenstregs ned mod sæterhytten for at fortælle Bolle, at der er kommet nogen.
    Haldor havde et skarpt syn. Han ser en, der kommer styrtende ned ad fjeldsiden med kurs mod sæterhytten. Han siger til sine følgesvende, at det må være Bolles hyrde, »og han har nok opdaget os. Vi må få fingre i den dreng, så han ikke når at komme ned til sæterhytten med sine efterretninger.«
    De gjorde, som han sagde. Ån Kvasmave var hurtigst af dem alle sammen. Han får indhentet drengen, løfter ham op og kyler ham til jorden igen. Det styrt medførte, at drengen brækkede ryggen. Så red de over til sæteren.
   Der var to bygninger, en sæterhytte, man sov i, og et fadebur.
   Bolle havde været tidligt oppe den morgen og havde sat folkene i arbejde, men da karlene var taget af sted, havde han lagt sig til at sove igen. De var kun de to i sæterhytten, Bolle og Gudrun. De vågnede ved larmen, da mændene sprang af hestene udenfor, og de kunne høre dem diskutere, hvem der skulle gå først ind i sæterhytten og angribe Bolle. Bolle kunne høre, at det var Haldor, der talte, og han genkendte også flere af de andres stemmer.
    Bolle sagde til Gudrun, at hun skulle forlade sæterhytten. Det ville komme til en konfrontation, sagde han, som hun absolut ikke kunne have nogen fornøjelse af.
    Gudrun kunne ikke forestille sig, sagde hun, at der ville komme til at foregå noget, som hun ikke kunne tåle at se, og det kunne umuligt komme Bolle til skade, at hun blev ved hans side.
    Men Bolle sagde, at det bestemte han, og det endte med, at Gudrun forlod sæterhytten.
   Hun gik ned ad skråningen til bækken, der løb der forbi, og begyndte at vaske sit linned.
 

   Bolle var nu alene i sæterhytten. Han tog sine våben, satte hjelm på hovedet, holdt et skjold foran sig og havde sværdet Fodbider i hånden. Nogen brynje havde han ikke.
    Haldor og de andre diskuterer nu, hvordan de skal gribe det an, for der var ikke nogen, der havde særlig meget lyst til at gå ind i sæterhytten.
    Da sagde Ån Kvasmave: »Der er dem, der er med på ekspeditionen her, som er nærmere i slægt med Kjartan, end jeg er. Men ingen husker vel tydeligere end jeg, hvordan det gik til, da Kjartan mistede livet. Da jeg dengang blev båret hjem til Tunge, mere død end levende, og Kjartan var slået ihjel, da tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde kunne få lejlighed til det, så ville jeg med største fornøjelse tilføje Bolle skade. Jeg går som den første ind i sæterhytten.«
    Så sagde Torsten Sorte: »Tappert talt, men det er nu alligevel nok så klogt, at man ikke buser frem uden at have tænkt sig grundigt om forinden. Nu må vi gå forsigtigt til værks, for Bolle er ikke den, der roligt bliver stående, når han bliver angrebet. Nok har han ikke mange omkring sig, men I kan godt regne med hårdnakket modstand, for Bolle er både stærk og adræt, når han kæmper. Og i sit sværd har han et virkelig pålideligt våben.«
    Lidt efter går Ån hurtigt og resolut ind i sæterhytten. Skjoldet holdt han løftet over hovedet med den smalle ende forrest. Bolle huggede ud efter ham med Fodbider, huggede halespidsen af skjoldet og kløvede i samme hug Ån helt ned til skuldrene. Ån var død på stedet.
    Så gik Lamme ind. Han holdt et skjold foran sig og havde et draget sværd i hånden. I samme nu rykkede Bolle Fodbider ud af såret, og hermed gled hans skjold til side. Lamme huggede nu sit sværd ind i Bolles lår, og det gav et dybt sår. Bolle huggede til gengæld Lamme i skulderen, og sværdet røg hele vejen ned langs den ene side af kroppen. Lamme blev straks sat ud af kampen, og så længe han levede, blev den arm ved med at plage ham.
    I samme øjeblik trådte Helge Hårdbenssøn indenfor. I hånden havde han et spyd med et blad, der var en alen langt, og et jernbeslået skaft. Da Bolle ser det, smider han sværdet. I stedet for greb han skjoldet med begge hænder og gik frem mod sæterhyttens dør og mod Helge. Helge jog spyddet gennem skjoldet og gennem Bolle selv. Bolle stod lænet op mod væggen i sæterhytten.
    Nu stormede de ind, Haldor og hans brødre. Torgerd trådte også indenfor.
    Da sagde Bolle: »Nu kan I godt rykke nærmere, brødre.« Og han tilføjede, at han regnede med, at det ville blive et kort forsvar.
    Torgerd var den, der svarede ham. Hun sagde, der ikke var grund til andet end at gøre det af med Bolle én gang for alle, og hun sagde, at de skulle skille hovedet fra kroppen.
    Bolle stod stadig lænet op mod væggen og holdt kjortlen ind til kroppen, så indvoldene ikke faldt ud.
    Nu styrtede Stentor Olavssøn frem mod Bolle. Han huggede med en stor økse ind mod hans hals lige over skuldrene, og hovedet røg straks af.
    Torgerd ønskede Stentor til lykke med hans hænders bedrift og sagde, at nu kunne Gudrun få lov til at sidde i nogen tid og rede Bolles røde lokker.
    Hermed forlader de sæterhytten.
    Gudrun kommer nu op fra bækken og går hen til Haldor og de andre for at tale med dem. Hun spurgte, hvad der var foregået mellem dem og Bolle.
    De fortæller alt om, hvad der er sket.
    Gudrun var klædt i en namkjortel med stramtsiddende kjoleliv af tyndt uld, og hun havde et stort vikkelklæde om hovedet. Hun havde bundet et fint stykke om livet, broderet med blåsorte sting og med frynser i kanten.
    Helge Hårdbenssøn gik hen til Gudrun, greb fat i klædet forneden og tørrede blodet af spyddet – det samme spyd, som han havde gennemboret Bolle med.
    Gudrun så på ham og smilede.
    Da sagde Haldor: »Dette er ondt og grusomt gjort.«
    Helge sagde, at det skulle Haldor ikke harmes over, »for herinde under forklædesnippen tror jeg min banemand bor.«
    Så tog de hestene og red af sted. Gudrun fulgte dem på vej og talte med dem i et stykke tid. Så vendte hun om.

56
Haldors følgesvende talte med hinanden om, at Gudrun nok ikke tog det særlig tungt, at Bolle var blevet dræbt, sådan som hun havde snakket løs, da hun fulgte dem på vej, og på enhver måde havde talt med dem, som om de ikke havde gjort hende noget som helst.
    Haldor sagde: »Jeg tror ikke, Gudrun tager sig det let, at hun har mistet Bolle. Jeg tror snarere, at hun fulgte os på vej og gik og snakkede med os, fordi hun gerne ville finde ud af, helt nøjagtigt hvem der havde været med på hævntogtet. Man kan da også uden overdrivelse sige, at Gudrun, pragtfuld som hun er, er hævet over alle andre kvinder. Og det er ikke så mærkeligt, at hun er voldsomt berørt af Bolles død, for det er sandt at sige det største tab, når en mand som Bolle dør – også selvom vi frænder ikke havde held til at komme godt ud af det med hinanden.«
   Herefter rider de hjem til Hjordeholt.
 

    Det rygtes snart vidt og bredt, hvad der her er sket. Det var alvorlige nyheder. Bolles død vakte uendelig stor sorg og harme.
    Gudrun sendte straks bud til Snorre gode, for hun og Usviver vidste, at de altid kunne regne med hans fulde støtte. Snorre reagerede med det samme på Gudruns henvendelse og stillede på Tunge med tres mand. Gudrun var glad for, at han var kommet. Han tilbød at forsøge at få et forlig i stand, men Gudrun var ikke meget for, på Torlejks vegne, at tage imod betaling for drabet på Bolle.
    »Som jeg ser det, Snorre, så hjælper du mig allerbedst,« sagde Gudrun, »hvis du bytter bolig med mig, så jeg ikke skal bo dør om dør med hjordeholtingerne.«
    På det tidspunkt lå Snorre i alvorlige stridigheder med ørboerne. Han ville, sagde han, for venskabs skyld, gå med til at bytte gårde med Gudrun, »men du bliver nu nødt til at blive boende på Tunge året ud, Gudrun.«
    Snorre gør sig nu klar til at tage af sted igen, og Gudrun gav ham fornemme gaver. Snorre rider hjem, og alt var så at sige roligt resten af året.
    Vinteren efter drabet på Bolle fødte Gudrun et barn. Det var en dreng. Han fik navnet Bolle. Han var tidligt stor og skøn. Gudrun elskede ham højt.
    Og som vinteren går på hæld og foråret kommer, bliver den handel sluttet, som de havde talt om, Snorre og Gudrun, hvor de ville bytte ejendomme. Snorre flyttede ind på Tunge og boede der resten af livet.
    Gudrun tager til Helgefjeld, sammen med Usviver, og her etablerer de en stor, flot gård. Her vokser Gudruns sønner op, Torlejk og Bolle. Torlejk var fire år gammel, da Bolle, hans far, blev slået ihjel.
(...)

Oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen