Himmelland

Dalen tilhører hestene, græsset, de duftende urter. Højere oppe er væksterne sparsomme. Og endelig: Det golde himmelland, hvor kun de mest nøjsomme kan overleve. Jorden har presset en halvcirkel af sten frem ved overgangen til det øde; over lyse granitblokke vokser højrødt lav, som blodstænk eller lava. Kjartan har sat sig overskrævs på den største sten, han kradser lav af med neglene, ryger, lukker øjnene, vender ansigtet mod solen. Gudrun skal tisse, men vil hverken gøre det foran de andre eller gå alene. Kjartan ler ad hende uden at åbne øjnene. Bobo kaster med hovedet mod den lave bevoksning.
    ”Jeg skal nok vende ryggen til,” siger han.
    De går lidt nedad igen. Så væk fra stien, ud mod skrænten. Det er blæst op i løbet af dagen, i dalen trækker vinden i græsset.
    Hun sidder på hug. Bobo gør, som han har lovet og ser væk, mens han lytter til hendes plasken. Små dråber pis stænker støvler og underben, hun tørrer det væk med ærmet. Hun fløjter for at kalde på ham, da hun har fået bukser på igen, han lægger en arm om hende, hun læner hovedet mod hans skulder.
    Turen er ikke blevet, som de ventede. Mest fordi det har regnet næsten uden ophør; alt driver af væde. De betragter en flok heste langt nede i dalen. Gudrun forsøgte at nærme sig dem med en buket græs i morges, men de flygtede. Beskidte flanker, perler af indtørret jord. 
    ”Jeg vil være en hest,” siger hun og gør sig fri af Bobos arm.
    ”Sådan en lille hestepige med fletninger under hjelmen,” siger han og sparker en sten ud over skrænten, ”jeg kan se det for mig.”
    ”Nej,” hun kniber øjnene sammen, ”ikke rytter, idiot. Hest.”
    ”Hingst eller hoppe så?” spørger han og ler igen.
    ”Hingst,” svarer hun og tilføjer, ”så kan du være min hoppe.”

Da de kommer tilbage, har Kjartan foldet det ulæselige kort ud og studerer det, som om han forstår sig på at finde vej. Så snart han ser dem, pakker han det sammen igen.
    ”Der er en hytte længere fremme,” siger han, ”hvis vi går til, kan vi nok nå frem inden det bliver mørkt.”
    Bobo peger mod himlen. Det trækker atter op til regn og torden. Kjartan ignorerer ham. Han kender sin bror og bider ikke på krogen til endnu et skænderi. Det er slemt nok, at de er blevet skilt fra de andre, og at Bobo ikke vil indrømme, at det var dumt af ham. Det er værre, at han forsøger at få det til at se ud, som om Kjartan bærer en del af skylden.
    Bobo havde sendt de andre i forvejen, selvom de slet ikke er vant til at vandre. Også Amina, der ikke kender de andre. Kjartan ved ikke, hvordan Bobo fik hende overbevist om, at det var en god idé. For en gangs skyld var han ikke vågnet som den første. Han havde slået sit telt op lidt fra de andres, fordi han var udmattet og let bliver vækket. Han vågnede først, da Gudrun sad inde i hans telt og puffede til ham. Hun havde ligget på knæ og betragtet ham, da han åbnede øjnene.
    ”Solen er oppe for længst,” havde hun hvisket. En lok faldt over hendes ansigt.
    Han havde viklet lokken om fingeren og trukket blidt i den. Hun havde smilet og taget fat i hans hånd. Halvt protest, halvt kærtegn. Mest det sidste, for hun havde strøget hans kind, da han slap. Bobo havde kaldt på dem, højt og vredt, men inden hun kravlede ud af teltet, havde hun set Kjartan i øjnene, mens hun havde trykket begge hænder mod sit hjerte, som gjorde det ondt.
    ”Op med dig, bror,” havde Bobo råbt. Lidt for højt i betragtning af at det kun var teltdugen, der skilte dem. ”Ellers er det din skyld, hvis vi taber.”
    Kjartan var blevet vred, da han hørte, at Bobo havde sendt de andre ad den nye sti ved daggry. Det var en konkurrence, sagde han. Bare for sjov. Imens de andre gik den lange dalvej, skulle han og Gudrun og Kjartan gå ad den gamle og noget kortere vest-sti, som Kjartan havde fablet om dagen før. Gespenst-ruten, havde han kaldt den. Den ville Bobo gerne opleve. De havde siddet ved bålet og drukket deres morgenkaffe, mens Bobo gjorde nar. Kjartan sagde ikke noget, for Gudrun havde leet med.
    En flok heste havde stået ved birkelunden, da han kom ud af teltet. Det så ud, som om de havde talt om ham, og nu betragtede ham anklagende. Solen havde allerede fat, luften summede af vingede insekter, gennemsigtige lysdansere, stikkende bremser, lyden af hestehalernes rytmiske dask. Gudrun fandt på navne til hestene.
    ”Det er lettere at gøre en hest vild igen, end det i sin tid var at gøre den tam,” havde Kjartan sagt, ”fra april til september løber de her. Hver flok ledes af en hoppe, alle i gruppen knalder med den samme hingst.”
    ”Hos os er det omvendt,” havde Bobo sagt med et grin. Gudrun var gået hen for at pakke. Kjartan havde rystet på hovedet af sin bror.
    ”Hvorfor generer du hende?” havde han spurgt og tændt morgenens første cigaret, ”hun har jo valgt dig, ikke? Hvad mere vil du have?”

I gamle dage var Vest-stien hestedrivernes genvej gennem bjergene. Da Kjartan var barn, havde hans mor, Torgerd, fortalt om stiens forbandelse. Om død, uforklarlige styrt og overjordiske væsner, og han havde haft mareridt i dagevis. I går aftes havde han underholdt de andre med hendes historier. Bobo var en sporhund, der mærkede det mindste strejf af usikkerhed og angst hos ham. Han havde velsagtens lagt planer om at skræmme livet af Kjartan, så snart han lå i teltet med Gudruns hoved mod sit bryst.
    Nu står de ved stencirklen og stien frem snævrer ind, slår et skarpt sving, stiger stejlt opad. Nogle steder ser det ud til, at den er så godt som regnet væk. Længere fremme anes broen over slugten. Kjartan har en dårlig fornemmelse, men har ikke lyst til at sige noget til hverken Gudrun eller Bobo.
    Han betragter dem, mens de småtjatter til hinanden. Bobo trækker Gudrun ind til sig og tager hende på brysterne for sjov. Eller for at demonstrere det indlysende: At han har vundet hende, selvom hun engang var Kjartans.

Det sidste stykke må de gå i gåsegang. Det regner igen, alt forsvinder i tåge. Stenene er glatte, mudder kager til støvlerne. Før de begyndte den stejle opstigning, instruerede Kjartan Bobo og Gudrun i at binde deres reb om livet og holde fast i hinanden på den måde. De gjorde, som han sagde, underdanige af udmattelse. Dagen begyndte skævt, men nu er den trukket helt fra hinanden. De borer sig ind i en puppe af regn, spærres inde i silende, strømmende, knitrende lyde af vand. Deres skridt, deres åndedrag. Kjartan er ikke længere bange. Det ligner bare alle andre stier, han er voksen nu, efter at have tilbragt det seneste år i Libanon, er det som om, han knapt kan huske barndommen. Bobo vil aldrig indrømme, at det var en fejl at lave den idiotiske konkurrence. Kjartan burde have sagt nej, men det gjorde han ikke.
    ”I er stolte som idioter,” havde Gudrun hvisket, da de havde undsluppet første regnbyge og stod gennemblødte under et klippefremspring.
    Bobo havde bare løftet brynene, som om det ikke havde noget med ham at gøre, men Kjartan var blevet endnu mere forbandet og var gået videre med det samme.
    ”I er sådan nogle kujoner,” havde han råbt, var gledet og rasende kommet på benene, ”gad vide hvad I vil stille op, når I engang kommer ud i virkeligheden?”
    ”Hvis vi gør,” havde Gudrun hvisket og lavet en spøgelsesgrimasse, ”hvis vi nogensinde kommer væk fra dette her lortested i live.”
    Bobo smilede. Kjartan så det og blev endnu mere rasende.
    De forstod, at han ikke havde tænkt sig at standse og halsede efter ham op ad stien. Sammen var det slemt, alene forekom det ligefrem skræmmende.

Gudrun fornemmer, at Kjartans vrede bare er en hinde over angsten. Det er under alle omstændigheder for sent nu. Hvis de vender om, kommer de til at tilbringe natten på en smal klippesti i regnvejr med en slugt på den ene side. Bobo latterliggør Kjartan, men de er alligevel nødt til at stole på ham. Det er trods alt Kjartans mor, der stammer herfra og ham, der har tilbragt sin barndoms somre her.
    Tågen glider umærkeligt over i tusmørke. Regnen stilner af, Kjartan vender sig mod de andre og smiler. Bobo nikker, men det er Gudrun, som Kjartan ser på. Hun rækker hænderne i vejret for at karikere en jubel. På afstand ser det ud, som om hun vil skubbe dem begge væk. Hun orker ikke at gå mere. Det eneste gode der er at sige om denne dag er, at hun ikke skal se på Amina. Hun kan ikke udstå synet af hende og blev rasende, da Kjartan annoncerede, at hun skulle med. Hun havde beklaget sig til Bobo: Hun kan hverken tale dansk eller engelsk, hun ligner en glasdukke, hun drikker ikke, hun vil ikke engang dele telt med Kjartan, selvom de er forlovede.
    ”Du lyder, som om du er jaloux,” havde Bobo svaret, og det havde fået hende til at hamre sin knytnæve mod hans skulder.
    Han var blevet så gal, at han gik og først kom hjem om aftenen.
    Gudrun var blevet ved, da de lå i sengen, hun kunne ikke styre sig: Amina laver ikke andet end at se på Kjartan med sine store øjne, Gudrun er ved at brække sig, så blank hun virker.
    ”Hun læser fysik, så hun er nok ikke helt dum,” havde Bobo sagt og lagt sig ind til hende i sengen, ”giv hende dog en chance. Om lidt er hun og jeg i familie.”

Hytten lugter jordslået og hengemt. Det lader ikke til, der har været nogen længe. Bobo sidder på dørtrinnet og ryger. Gudrun ligger i underkøjen, hun orker ikke engang at tage jakken af, selvom madrassen bliver våd.
    ”Her er fandeme klamt,” siger Kjartan.
    ”Jeg troede ikke, folk i det her land lavede andet end at rende rundt og sove i hytter,” siger Gudrun uden at åbne øjnene, ”hvorfor har de ikke lært at gøre rent efter sig?”
    Hun lægger først mærke til, at Kjartan har sat sig ved siden af hende, da han rører hende. Han sidder på hug ved køjen. Han lægger sin hånd på hendes arm. Han smiler, da hun åbner øjnene. Hun lader ham kærtegne sit ansigt, han skiller hendes læber med en finger og banker let på hendes tænder. Hun kommer til at le, skubber ham halvhjertet væk.
    ”Jeg er sulten,” råber Bobo udefra, ”har vi mad?”

Pasta uden noget. Fugtige kiks. Te og vand. De kravler ned i deres soveposer og spiser udenfor. Det er overskyet, men det regner ikke mere. Bobo bliver ved med at snuse i luften. Han synes, der lugter af noget, måske gas. Kjartan kan ikke lide mørket, det er som om det trænger ind på dem med sine stjerneøjne. Han siger ikke noget. Han slår det med gassen hen. Det kan umuligt passe, hvor skulle der komme gas fra i bjergene?
    ”Så svovl,” siger Bobo, ”I må sgu da kunne lugte det. Hvad er der galt med jer?”
    Gudrun fryser så hendes tænder klaprer. Bobo bliver vred, da Kjartan henter et tæppe.
    ”Det stinker af mug,” siger han, ”ved du ikke hvor sundhedsskadeligt, det er?”
    Han kyler det ned ad stien og tilbyder hende sin jakke i stedet, mens Kjartan ser væk og smiler.

Gudrun lærte Kjartan at kende, da de kom i samme klasse i gymnasiet. Der var noget mellem dem med det samme. Efter jul tog han hende med hjem. Bobo kom ind, mens de kyssede første gang. Kjartan havde præsenteret Bobo som sin bror. Bobo rettede det til fætter. Kjartan gentog: Bror.
    De er trods alt vokset op sammen. I mørket på bjerget slår det Gudrun, at hun kun har hørt historien om deres opvækst fra Kjartan. Bobo taler ikke lige så meget som Kjartan. Slet ikke efter han kom tilbage fra Libanon. Hun kan ikke finde ud af, hvad der er foregået. De tog sammen af sted, lige efter de blev studenter, men kun Bobo kom hjem som aftalt. Kjartan blev der i næsten et år. Hun hørte fra ham i begyndelsen, han skrev at han savnede hende. En gang græd han i telefonen og sagde, at han altid ville elske hende højere end noget andet. Efter nogle måneder hørte det op. Bobo påstod, at Kjartan var blevet gift. Hun troede, hun skulle dø. Hun skjulte det for ham. Bobo var blevet ved med at besøge hende, han havde hjulpet hende, da hun skulle flytte, havde lavet mad, kommet med pizza, købt slik, underholdt hende, passet på hende. Kjartan kom først tilbage for et par måneder siden. Tynd og solbrændt og dæmpet. På det tidspunkt var Bobo flyttet ind hos Gudrun, han var der alligevel altid, og på en måde var hun virkelig forelsket. Det var for Kjartans skyld, at Bobo arrangerede vandreturen. Så de kunne være sammen ligesom før i tiden. De var fem, der skulle afsted. I sidste øjeblik blev det til seks, da Kjartan præsenterede dem for Amina.

Da Kjartan var ti, havde hans mor brugt en weekend på at forberede ham på, at Bobo skulle bo hos dem. Som om han ikke allerede vidste det. Bobo skulle have hans gamle værelse, hans forældre, Torgerd og Omar flyttede ind i det lille rum overfor badeværelset, og han fik deres gamle soveværelse. Det var en god byttehandel, der betød, at han fik det største og lyseste værelse. Mens de flyttede møbler og indrettede værelser, talte Torgerd non stop. Han måtte især gerne være vred, sagde hun, over at skulle dele sine forældre med sin fætter. Det var han ikke. Han glædede sig, det var ligesom at få en bror. På et tidspunkt sad de på gulvet i dét, der skulle være hans nye værelse og drak cola. Torgerds T-shirt var våd af sved. Hun strøg ham over håret og sagde, hun var ked af, at de ikke havde nået at advare ham i god tid. Han svarede, at det var helt fint. Helt, helt fint. De behøvede ikke tale mere om det, sagde han, og Torgerd lo og spurgte, om de skulle gå ned til havnen og spise is. Mens hun skiftede tøj, spekulerede Kjartan over, om Torgerd virkelig ikke anede, at han havde vidst det længe. Det var trods alt hendes idé, at han skulle tage med sin far hver gang de skulle besøge Bobo og onkel Yousef. Tit løb de ned i gården og legede, men de hørte altid noget af samtalen. Nogle gange skænderier, andre gange onkel der græd.
    ”Det er jo ikke Onkels skyld, at tante er blevet indlagt,” sagde Kjartan den eftermiddag på gulvet. Han lød nøjagtig som sin far og det fik både ham og Torgerd til at tie et øjeblik.
    ”Nej, det siger de jo,” svarede Torgerd langt om længe og kom op og stå. ”Men det er vel ham selv, der har valgt at flytte til Beirut, ikke? Måske kunne han have regnet ud, at det ikke ville være let for en dreng, der har boet her hele sit liv…”
    Hun behøvede ikke sige mere.
    ”Kan vi bade efter isen?” havde han spurgt.
    De havde været næsten færdige, da Omar kom hjem fra vagt på hospitalet. Han beundrede indsatsen, men bebrejdede Torgerd at hun ikke havde ventet, så han kunne hjælpe.
    ”Bobo kommer jo i morgen,” havde hun svaret, og det lød, som om hun var i tvivl.
    Kjartan havde været med i lufthavnen. Bobo havde siddet tavs og forknyt på bagsædet og krammet en grøn pølsetaske. Den så hjemmesyet ud.
    ”Du lugter af kamel,” havde Kjartan hvisket. Det var for sjov, men Bobo fik tårer i øjnene. Omar havde holdt øje med dem i bakspejlet. Han havde løftet en advarende pegefinger, og Kjartan havde slået blikket ned.
    Hver sommer besøgte Bobo Yousef, mens Kjartan holdt ferie med sine forældre. Torgerd bekymrede sig for, hvordan det ville blive, når de kom tilbage. Skoleåret begyndte altid med hendes og Bobos skænderier. Jo ældre han blev, jo mere ligeglad syntes hun, han virkede. Sjusket, rodet, dumsmart, den slags som det mest var Torgerd, der hæftede sig ved.
    Efter gymnasiet havde Yousef insisteret på, at både Bobo og Kjartan skulle tilbringe sommeren hos ham og lære arabisk. Kjartan havde kun været i Libanon et par gange. Omar havde fulgt dem derned, og Kjartan havde fået indtryk af, at det var noget de havde aftalt for længe siden. Torgerd var ikke med, hun brød sig ikke om varmen. Da Omar skulle hjem, havde de tre andre fulgt ham i lufthavnen.
    ”Nu bytter vi roller en stund,” havde Yousef sagt og kysset Omar på kinderne.
    ”Jeg beholder din søn, indtil han er blevet gift, ikke?”
    ”Selvfølgelig,” havde Omar svaret, ”du er kongen, du finder en prinsesse til min søn.”
    De havde leet. Da Omar var gået gennem gaten, havde han vendt sig om og i spøg viftet en næve mod sin bror.

Gudrun kan godt lide at se på Kjartans hænder, som han holder om kniven. Hver gang han snitter en spån af træstykket, spiller senerne under huden i skæret fra bålet. For første gang føler hun et glimt af lykke ved, at de er samlet igen. Gudrun læner sig op ad Bobo, ser ud i mørket og strækker sig. Fingerspidserne længes, uden at røre kan hun mærke Kjartans hår, tætbarberet langs tindingerne.
    ”Hvorfor blev du ikke bare gift i Beirut?” spørger hun.
    Bobo stivner ved siden af hende, hans åndedræt skifter.
    Kjartan giver hende fingeren uden at se op fra træstumpen.
    Hun forstår ikke hvorfor. Hun giver ham en finger tilbage, Bobo rejser sig, så pludseligt, at hun vælter bagover.
    ”Hold nu kæft begge to,” siger han, ”for en gangs skyld var det hyggeligt og så begynder I…”
    Kjartan rejser sig langsomt, folder kniven sammen.
    ”Hvad snakker du om?” siger han med en stemme så kold, at Gudrun ikke tør se på ham.
    Bobo rækker Kjartan pakken med smøger, de ryger lidt i stilhed. Gudrun klør et myggestik indtil blodet pibler.
    ”Du er virkelig holdt op med at ryge?” spørger Kjartan uden at se på hende. Hun nikker.
    ”Var det noget Bobo bestemte?” spørger han.
    Hun får hjertebanken, vrede eller noget andet.
    ”Klart,” siger Bobo og lægger nakken tilbage, ”jeg bestemmer nemlig alt.”
    Røgringe opløses, gløder blinker ude af takt.
    ”Stakkels Gudrun,” siger Kjartan og folder kniven ud igen. Skærer strå over, tørrer bladet i sine bukser. Så spidder han en blomst og rækker den frem mod hende.
    Hun knipser til den med fingrene, men den sidder fast.
    ”Idiot,” siger hun.

Bobo har fundet en flaske vodka i et af de snavsede skabe. Han insisterer på at Kjartan igen skal fortælle historien om den utro ægtemand, der siden blev fundet på bunden af kløften. Kjartan siger, han ikke gider. Gudrun ved godt, han ikke tør og driller ham med det. Hun fortæller den i stedet. Han fortrækker ikke en mine.
    ”De fandt ham ti dage senere,” slutter hun, ”huden på hans hænder hang i laser efter kampen med den djævlefødte. Over hans ansigt var ridset et A, og først da de forsøgte at få kroppen op på båren bemærkede de, at noget prøvede at vride sig fri af hans pande.”
    Bobo jubler, Kjartan rejser sig.
    ”Et A?” siger han, ”virkelig?”
    ”Hvem ved?” driller Gudrun, ”du sagde bare ’forbogstavet på den kvinde, han havde bedraget sin elskede med,’ ikke? Jeg digter bare videre.”
    Kjartan bliver stående lidt, det ser ud som om han er ved at falde. Så går han et par skridt væk fra bålet, væk fra hytten, dem.
    ”Det kan godt være, jeg er fuld,” råber han og slår i luften, ”men jeg sværger, jeg hader jer begge to.”
    Gudrun beder ham sætte sig ned, men han går længere ind i mørket. Hans grønne fleecejakke flyder ud i alt det sorte.
    ”Jeg har fandeme altid været tro,” råber han. ”Din forbandede luder. Det var dig der ikke kunne holde dig fra min bror, ikke? Det var dig, der ikke engang havde modet til at sige det til mig selv? Hvordan tror du det var at få et billede af dine bare patter og dit liderlige smil fra min brors mobil?”
    Bobo farer på ham, før hun når at reagere. Hun kan høre dem brøle og slås. Hun råber, men de svarer ikke.
    Da hun endelig har fundet sin lygte inde i hytten og kommer ud igen, er der stille. Hun tænder, men kan ikke se nogen. Hun bliver siddende ved bålet. Opløst i tårer og angst. Kalder, men bliver bange for sin egen stemme. Hun sidder længe sådan, før Bobo kommer ud af mørket, der er en flænge i hans jakke, som fortsætter op ad hans hals. Det bløder en lille smule, hun ryster så meget, at han knapt kan holde om hende.
    ”Hvorfor gjorde du det?” græder hun, ”hvorfor var du så ond mod Kjartan?”
    Bobo lægger armene så hårdt om hende, at hun næsten ikke kan få vejret.
    ”Jeg,” hvisker hun mod hans bryst, ”jeg er altid værst ved den, jeg elsker mest.”