Laksdølernes saga kapitel 36-37

36

Det rygtes vidt og bredt, hvad der er sket, og man tager kraftigt afstand fra disse begivenheder. Folk, der øvede en sådan heksekunst, som Kodkel-familien her havde lagt for dagen, skulle dø.
    Gudrun var ulykkelig over Tords død, og hun var på det tidspunkt gravid og meget langt henne.
    Gudrun fødte en dreng. Han blev vandøst og kaldt Tord.
    På denne tid boede Snorre gode på Helgefjeld. Han var Usvivers frænde og ven. Gudrun og hendes familie kunne regne med hans fulde støtte.
    Snorre gode tog engang til gæstebud på Løgerne. Da klagede Gudrun sin nød for ham, og han lovede, at han ville komme hende og familien til hjælp, når han syntes, det var det rigtige. Og til lindring for Gudrun tilbød han at opfostre hendes barn. Det tog Gudrun imod, og hun sagde, at hun satte sin lid til hans omsorg og dømmekraft.
    Denne Tord blev kaldt Tord Kat. Han var far til Stuv Skjald.
    Gæst Odlejfssøn opsøger herefter Halsten gode og giver ham to muligheder. Enten skulle han jage disse mennesker med deres heksekunster væk, eller også ville Gæst selv slå dem ihjel, sagde han, »selvom det i grunden er for sent.«
    Halsten traf et hurtigt valg og sagde til Kodkel og hans familie, at de hellere måtte se at komme væk, og at de ikke skulle gøre holdt nogen som helst steder, førend de var kommet over Dalehede, og hvis det var helt rigtigt, sagde han, så skulle de have været slået ihjel.
    Så rejste Kodkel og familien, og de havde ikke andre ejendele med sig end fire stodheste. Hingsten var sort. Den var både stor og skøn og havde bevist, hvor god den var som kamphest. Der berettes ikke noget om deres færden, førend de kommer til Torlejk Høskuldssøn på Kamsnæs. Han spørger, om ikke han kan købe hestene af dem, for han kunne se, at det var nogle fremragende dyr.
    Kodkel svarede: »Det kan du godt, men på én betingelse. Tag hestene, og skaf mig til gengæld et sted at bo her i nærheden af dig.«
    Torlejk sagde: »Mon ikke det bliver mig nogle temmelig dyre heste? Jeg har jo hørt, at du har nogle ret alvorlige udeståender med folk her i herredet.«
    Kodkel sagde: »Du hentyder nok til Løge-folkene.«
    Jo, det var rigtigt nok, sagde Torlejk.
    Da sagde Kodkel: »Med hensyn til eventuelle forbrydelser imod Gudrun og hendes brødre, så forholder det sig nu noget anderledes, end du har fået fortalt. Man har hældt fuldstændig grundløse beskyldninger ud over os. For den sags skyld kan du roligt tage imod stodhestene. Så vil vi heller ikke, hvis man skal tro de historier, der går om dig, være prisgivet folk her på egnen, så længe vi står under din beskyttelse.«
    Torlejk vender nu helt rundt i denne sag. For hestene var smukke, syntes han, og Kodkel vidste nok, hvordan han skulle belægge sine ord. Så nu tog Torlejk imod hestene og sørgede for, at Kodkel og hans familie kunne slå sig ned på Lejdolfssted i Laksådal. Og han forsynede dem også med kvæg.
 

Det her kommer Løge-folkene for øre, og Usvivers sønner vil overfalde Kodkel og hans sønner lige med det samme.
    Men Usviver sagde: »Lad os nu følge Snorre godes råd og overlade til andre at udføre det stykke arbejde. For det varer ikke længe, før Kodkels naboer vil kunne komme op med nogle splinternye anklager imod dem. Det bliver værst for Torlejk, og det har han også fortjent. Inden længe vil han have fået sig en masse fjender, hvor han før havde tilhængere. Men hvis der ikke er andre, der har fået jaget Kodkel og hans familie ud af herredet eller slet og ret har fået dem slået ihjel, inden tre år er omme, så kan I for min skyld gøre dem al den fortræd, I har lyst til.«
    Det accepterede Gudrun og hendes brødre.
    Man kan ikke sige, at Kodkel og familien arbejdede hårdt for føden. Og alligevel behøvede de vinteren igennem hverken at købe hø eller mad. Det var ikke populært, at de havde slået sig ned der på egnen, men på grund af Torlejk var der ingen, der turde forstyrre tilværelsen for dem.

37
Så var det en sommer på Altinget, da Torlejk sad i sin bod, at en stor mand kom gående ind i boden. Han hilste på Torlejk, som besvarede mandens hilsen og spurgte, hvad hans navn var, og hvor han kom fra.
    Han hed Ildgrim, sagde han, og boede i Borgefjord på den gård, der hedder Ildgrimssted. Gården ligger i den dal, der skærer sig vestpå ind i fjeldene mellem Mule og Grisetunge, og som nu hedder Grimsdal.
    Torlejk sagde: »Jeg har hørt tale om dig, og man siger, at du ikke er den, der vil stå tilbage for nogen.«
    Ildgrim sagde: »Jeg er kommet, fordi jeg vil købe de kostbare stodheste, som Kodkel gav dig sidste sommer.«
    Torlejk sagde: »Hestene er ikke til salg.«
    Ildgrim sagde: »Jeg vil give dig lige så mange stodheste til gengæld og lægge så meget oveni, at mange nok vil mene, at jeg byder dobbelt så meget for dem, som de er værd.«
    Torlejk sagde: »Jeg er ikke nogen kræmmer, og hestene her får du aldrig, om du så tilbød mig tre gange så meget, som de er værd.«
    Ildgrim sagde: »Det er ikke løgn, hvad man siger, at du er både stor på den og stædig. Og jeg håber virkelig, at du en dag får et langt dårligere tilbud end det, jeg kom med lige nu, og at du alligevel må skille dig af med hestene.«
    Ved de ord blev Torlejk ildrød i hovedet og sagde: »Du bliver nødt til at anstrenge dig noget mere, Ildgrim, hvis du skal få tvunget de heste fra mig.«
    Ildgrim sagde: »Du kan selvfølgelig ikke forestille dig, at du nogensinde skulle komme til at lide nederlag over for mig. Men nu i sommer tager jeg ud og kigger på hestene, og så må vi se, hvem af os to der kommer til at eje dem fra da af.«
    Torlejk sagde: »Gør du bare, hvad du truer med at gøre, men mød ikke op hos mig med en overtallig styrke.«
    Så slutter de samtalen.
    Folk, der havde hørt dem tale sammen, bemærkede, at de hver for sig så ud til at have fået, lige hvad de fortjente.
    Nu tog folk hjem fra tinget, og der skete ikke noget særligt.
    Så var det en tidlig morgen på Rudssted hos bonden Rud Herjolfssøn, at en mand var gået udenfor for at se sig omkring. Da han kom ind igen, spurgte Rud, om der var noget nyt. Han havde ikke noget særligt at fortælle, sagde han, ikke andet end at han havde set en mand komme ridende ovre fra den anden side, tværs hen over vejlerne og hen i retning ad, hvor Torlejks heste gik og græssede, »og manden sprang af sin hest og begyndte at gribe fat i Torlejks heste.«
 

    Rud spurgte, hvor hestene på det tidspunkt havde befundet sig.
    Karlen sagde: »De holdt sig nok så nydeligt til deres sædvanlige græsgang. De stod neden for gærdet lige midt i dine enge.«
    Rud sagde: »Man kan roligt sige, at Torlejk, min brorsøn, ikke er så nøjeregnende med, hvor der må græsses og hvor der ikke må græsses, og netop derfor tror jeg heller ikke, at det er ham, der har givet ordre til, at hestene skulle jages væk.«
    Nu sprang Rud op, i skjorte og linnedbukser, og kastede en grå kappe over sig. I hånden havde han en brynjetrold med guldindlægninger, som kong Harald havde foræret ham. Han marcherede ud med raske, afmålte skridt og fik neden for gærdet øje på en mand, der kom ridende af sted med nogle heste. Rud gik ud imod ham og kunne se, at det var Ildgrim, der drev hestene fremad. Rud hilste på ham.
    Ildgrim besvarede hans hilsen, omend noget trevent. Rud spurgte, hvor han var på vej hen med de heste.
    Ildgrim svarede: »Det skal jeg ikke skjule for dig. Jeg ved godt, at I er i familie med hinanden, du og Torlejk. Men jeg er kommet for at hente hestene her, og han får dem aldrig nogensinde igen. Jeg har også holdt, hvad jeg lovede ham på Altinget, for jeg er ikke kommet anstigende med en hel hær for at hente dem.«
    Rud sagde: »Det kan ikke kaldes nogen bedrift, at du kommer og fjerner nogle heste, mens Torlejk ligger i sin seng og sover. Du lever bedst op til det, som I to blev enige om, hvis du sørger for at møde ham, inden du rider ud af herredet med hestene.«
    Ildgrim sagde: »Du er velkommen til at underrette Torlejk, hvis du vil. Du kan jo nok se, at jeg har udrustet mig hjemmefra, så det for min skyld vil være helt i orden, hvis det kommer til et sammenstød mellem ham og mig,« og så rystede han det krogspyd, han havde i hånden. Han havde desuden hjelm på hovedet, sværd ved bæltet, skjold ved siden. Og han var iført brynje.
    Rud sagde: »Jeg kan nok finde på noget andet end at tage til Kamsnæs, for jeg er dårlig til bens. Men jeg har ikke tænkt mig at lade Torlejk blive bestjålet, hvis jeg på nogen mulig måde kan forhindre det – selvom det er så som så med familiefølelsen mellem os.«
    Ildgrim sagde: »Det er vel ikke sådan, at du har tænkt dig at tage hestene fra mig?«
    Rud svarede: »Jeg vil give dig nogle andre stodheste, så du lader dem her gå fra dig, også selvom dem, jeg vil give dig, ikke er helt lige så gode.«
    Ildgrim sagde: »Det er alt sammen meget godt, hvad du siger, Rud, men når først jeg har fået fat i Torlejks heste, så får du dem ikke vristet fra mig, hverken med trusler eller bestikkelse.«
    Så sagde Rud: »Jeg synes, du sætter os begge to i den værst tænkelige situation.«
    Ildgrim vil nu videre og sætter hesten i gang med et ryk. Men da Rud så det, hævede han brynjetrolden i vejret og plantede den lige mellem skulderbladene på Ildgrim, så brynjen sprak, og brynjetrolden trængte hele vejen ud gennem brystkassen. Ildgrim faldt død ned fra hesten, det kunne ikke være anderledes. Derpå tildækkede Rud hans døde krop. Stedet hedder Ildgrimsholt, syd for Kamsnæs.
 

    Herefter rider han ud til Kamsnæs og fortæller Torlejk, hvad der er sket. Torlejk blev rasende og følte sig groft vanæret ved denne fremfærd, hvorimod Rud mente, han havde gjort ham en stor vennetjeneste. Torlejk sagde, at Rud for det første havde haft uædle motiver, og for det andet ville det ikke føre til noget godt. Det måtte han om, sagde Rud. De skilles, men det er ikke nogen hjertelig afsked.
    Rud var firs år, da han dræbte Ildgrim, og det var, som om han voksede ved denne bedrift. Men det, at Rud nu var steget i folks agtelse, det gjorde ham ikke bedre i Torlejks øjne. Torlejk havde en klar fornemmelse af, at han selv ville have besejret Ildgrim, hvis de havde prøvet kræfter – så nemt som det åbenbart havde været for Rud.
    Torlejk gik nu til sine lejlændinge, Kodkel og Grima, og bad dem om at gøre et eller andet, der rigtig kunne ydmyge Rud. Det ville de hellere end gerne, og det var de helt parate til, sagde de. Så tager Torlejk hjem igen.
    Ikke længe efter drager Kodkel og Grima og deres sønner hjemmefra. Det var nat. De tog til Ruds gård, og her øvede de en kraftig sejd. Men da lydene fra sejden bredte sig, kunne de, der var indenfor, ikke forstå, hvad det skulle betyde. Men smuk var den at høre på, denne kvæden. Rud var den eneste, der forstod, hvad det var for lyde, og han sagde, at denne nat måtte ingen gå udenfor for at se, hvad der foregik, »og enhver, der kan, skal holde sig vågen, og hvis bare vi forholder os sådan, så sker der os ikke noget ondt.«
    Alligevel faldt alle i søvn. Rud holdt sig længst vågen, men så faldt også han i søvn.
    Rud havde en søn, der hed Kåre. Han var på det tidspunkt tolv år gammel og den mest lovende af alle Ruds sønner. Rud elskede ham højt.
    Kåre fik næsten ingen søvn, for hele dette spil var rettet mod ham, og han kunne umuligt falde til ro. Han sprang op og gik ud for at se sig omkring. Han gik imod sejden og faldt straks død om.
    Rud og alle i hans hus vågnede næste morgen, og Rud savnede sin søn. Man fandt ham liggende livløs ikke langt fra indgangen. Det var et meget alvorligt tab for Rud, og han lod kaste en høj over Kåre.
    Herefter rider han over til Olav Høskuldssøn og fortæller ham om de begivenheder, der har fundet sted. Olav blev rasende over, hvad han her fik at høre, og sagde, at det havde været umådelig tankeløst at lade sådan nogle forbrydere som Kodkel og hans familie bo klos op ad sig. Han syntes også, at Torlejk havde båret sig meget forkert ad over for Rud, men det hele havde sikkert, sagde han, udviklet sig i en noget mere alvorlig retning, end Torlejk havde villet. Olav sagde, at de lige på stedet skulle dræbe Kodkel og hans kone og sønnerne, »selvom det i grunden er for sent nu.«
    Olav og Rud tager af sted med femten mand. Men da Kodkel og familien ser, at der kommer folk ridende op mod gården, flygter de op i bjergene. Her blev Halbjørn Slibestensøje pågrebet og fik en skindpose trukket over hovedet. Nogle blev straks sat til at bevogte ham, mens andre jagtede Kodkel og Grima og Stigende længere op i bjergene. Kodkel og Grima blev pågrebet på bjergryggen mellem Høgedal og Laksådal. Her blev de stenet til døde, og man kastede en dynge af sten over deres lig, og den kan man stadig se rester af. Den hedder Skrattevarden eller Troldkarlens Varde.
    Stigende stak af i sydlig retning oppe fra bjergryggen og kom ned i Høgedal, og her tabte de ham af syne.
    Rud og hans sønner tog ned til havet med Halbjørn. De satte en båd i søen og roede fra land med ham. Så trak de posen af hans hoved og bandt en sten om halsen på ham.
    Halbjørn vendte nu blikket mod land, og det var ikke noget rart øjekast. Da sagde Halbjørn: »Det var ikke en lykkens dag for os, dengang vores familie kom herud på Kamsnæs og traf Torlejk. Jeg erklærer hermed, at Torlejk ikke skal have mange muntre dage på Kamsnæs fra nu af, og at det skal være hårdt for enhver bonde, der indtager hans plads på gården.«
    Man må sige, at den forbandelse i den grad ramte plet.
    Så druknede de ham og roede i land.
    Kort tid efter opsøger Rud sin brorsøn Olav og siger, at han ikke vil finde sig i, at det bliver ved på denne her måde med Torlejk. Og han bad Olav om at skaffe sig nogle mænd, så han kunne overfalde Torlejk hjemme på hans gård.
    Olav svarede: »Det kan ikke være rigtigt, at I, mine frænder, skal blive ved med at bekrige hinanden. Hele sagen har taget en uheldig drejning for Torlejk. Jeg vil meget hellere forsøge at få jer to forligt. Du har ofte tålmodigt måttet vente på at få, hvad der rettelig tilkom dig.«
    Rud sagde: »Det nytter ikke noget at forsøge. Såret mellem os vil aldrig blive lægt, og jeg ville ønske, at vi fra nu af ikke skulle bo i Laksådalen begge to ret meget længere.«
    Olav sagde: »Du kommer ikke af sted med at gøre Torlejk fortræd, uden at du har min tilladelse. Og hvis du alligevel gør det, så er det ret så sandsynligt, at dal møder bakke.«
    Rud forstår nu nok, at han ikke kommer nogen vegne, så han tager hjem igen, yderst utilfreds.
    Alt er så at sige roligt. Og alle forholder sig i ro vinteren over.
(...)

Oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen