Laksdølernes saga kapitel 53-54

53
Vinteren efter Olav Høskuldssøns død, da vinteren er ved at være omme, sender Torgerd Egilsdatter bud til sin søn Stentor, at han skal komme til hende. Og da mor og søn mødes, lader hun ham vide, at hun vil rejse op til Sørbø i vest og besøge sin veninde Ød. Hun siger til Haldor, at han skal tage med. De var fem i alt. Haldor ledsagede sin mor, og de red nu af sted, indtil de kunne se over til gården i Sælingsdalstunge. Da vendte Torgerd sin hest mod gården og spurgte: »Hvad hedder gården her?«
    Haldor sagde: »Mor, det er ikke, fordi du ikke allerede ved det, at du spørger. Gården hedder Tunge.«
    »Hvem bor her?« spurgte hun.
   Han svarede: »Det ved du godt, mor.«
 

    Torgerd sukkede dybt og sagde: »Selvfølgelig ved jeg det. Her bor Bolle, jeres brors banemand. Og det er utroligt, som I er faldet uheldigt ud i forhold til jeres ædle forfædre, når ikke I vil hævne en bror som Kjartan. Sådan ville Egil, jeres morfar, ikke have opført sig, og det er slemt at have uduelige sønner. Det ville så sandelig have været langt mere passende, hvis I havde været jeres fars døtre og havde været gift. Nu viser det sig, Haldor, og det er så sandt, som det er sagt, at hver slægt har sin vanartede svækling. Og som jeg ser det, har det helt klart været Olavs største ulykke, at de var så mislykkede, de sønner, han fik. Jeg henvender mig til dig, Haldor, fordi du selv mener, du er den, der fører an blandt jer brødre. Nu vender vi om, for det var hovedformålet med turen: Jeg ville minde jer om alt det her, hvis I skulle have glemt det.«
    Haldor sagde: »Det er sandelig ikke din skyld, mor, hvis vi skulle gå hen og glemme det.« Herudover sagde Haldor så lidt som muligt, men hadet til Bolle vældede op i ham.
    Nu går vinteren, og med sommerens komme rykker tiden for Altinget nærmere. Haldor meddeler, at han vil ride til tinget, og det samme erklærer hans brødre. De kommer ridende med et stort følge og tjælder den bod, som Olav havde haft. Alt var roligt, og der skete ikke noget særligt på tinget. Vidjedølerne oppe fra Nordlandet, Gudmund Sølmundssøns sønner, var også dér på tinget.
    Barde Gudmundssøn var på det tidspunkt atten år gammel. Han var stor og stærk. Olavsønnerne inviterer deres søstersøn Barde med hjem og sparer ikke på ordene. Hal Gudmundssøn var ikke her i landet på det tidspunkt. Barde modtog med glæde indbydelsen, for der var et meget kærligt forhold mellem ham og disse frænder. Nu rider Barde fra Altinget og op til Vestlandet sammen med Olavsønnerne. De kommer hjem til Hjordeholt, og her er Barde resten af sommeren.
 

54
Nu sagde Haldor i al fortrolighed til Barde, at han og hans brødre ville se at få ram på Bolle, de kunne ikke blive ved med at høre på deres mors hån og bebrejdelser: »Det skal ikke skjules for dig, Barde, at når vi har inviteret dig, vores frænde, med her hjem, så er det nok så meget, fordi vi vil have dig til at hjælpe os og tage på hævntogt med os.«
    Barde sagde: »Et brud på forlig mellem frænder vil blive alvorligt fordømt, og desuden tror jeg ikke, det vil være nemt at komme Bolle til livs. Han har mange folk omkring sig, og selv er han en ualmindelig barsk kriger. Og hvor Gudrun og Usviver er indblandet, skorter det heller ikke på listige planer. Jeg tror ikke, det bliver nemt at komme nogen vegne med alt det her.«
    Haldor sagde: »På den anden side set er det meget vigtigt, at vi ikke får sagen til at tage sig vanskeligere ud for os, end den er. Jeg har heller ikke villet bringe det her på bane, førend der var en god chance for, at vi kunne tage hævn over Bolle. Jeg regner da også med, at du, min frænde, ikke er afvisende over for at tage med os ud på denne ekspedition.«
    Barde sagde: »Jeg ved godt, du vil synes, det er forkert af mig, hvis jeg smyger mig udenom. Og det vil jeg da heller ikke gøre, nu da jeg indser, at jeg ikke kan holde jer tilbage.«
    »Der vælger du at gøre det rigtige,« sagde Haldor, »og det regnede vi da også med.«
    Barde sagde, at de blev nødt til at gå frem efter en plan.
   Haldor sagde, han havde hørt, at Bolle havde sendt sine mænd af sted hjemmefra. Nogle havde han sendt op nordpå til skibet i Rudefjord, mens andre var blevet sendt ud til Strand. »Og så har jeg hørt, at Bolle er på sæteren i Sælingsdal, og at der ikke er andre dér end de karle, der er i gang med at bjærge hø. Jeg tror ikke, der nogensinde vil vise sig en bedre lejlighed til at gå til angreb på Bolle end nu.«
 

    Det indgår de en aftale om, Haldor og Barde.
    En mand hed Torsten Sorte. Han boede i Hundedal i Bredefjordsdalene, en klog og velhavende mand. Han havde længe været en ven af Olav Påfugl. Torstens søster hed Solvejg. Hun var gift med en mand, der hed Helge, søn af Hårdben. Helge var stor og stærk og en driftig søfarende købmand. Han var netop nu kommet til Island og var gæst hos Torsten, sin svoger.
    Haldor sender bud efter Torsten Sorte og svogeren Helge. Og da de kom til Hjordeholt, fortalte Haldor dem, hvad han havde tænkt sig, og hvordan planen skulle udføres, og han opfordrede dem til at være med i foretagendet.
    Torsten brød sig ikke om planen og sagde: »Det vil være en grusom ulykke, hvis I frænder bare bliver ved med at slå hinanden ihjel. Der er efterhånden ikke mange mænd af Bolles slags tilbage i jeres slægt.«
    Men lige meget hvad Torsten sagde, så var det ingen nytte til.
    Haldor sender bud efter sin farbror Lamme. Og da Lamme mødte op, fortalte Haldor ham om sin plan. Lamme gik kraftigt ind for, at planen skulle føres ud i livet.
    Torgerd Husfrue pressede også på, for at hævntogtet skulle blive til noget. Hun ville aldrig synes, at Kjartan var blevet hævnet, sagde hun, medmindre Bolle betalte med sit liv.
    Så nu gør de klar til at tage af sted.
    Med på togtet var de fire Olavsønner, og den femte var Barde. Olavsønnerne var Haldor og Stentor, Helge og Høskuld, mens Barde var søn af Gudmund. Den sjette på togtet var Lamme, den syvende Torsten, den ottende Helge, Torstens svoger, den niende Ån Kvasmave. Torgerd ville også med. De prøvede, så godt de kunne, at få hende fra det, og sagde, at sådan et hævntogt ikke var noget for kvinder. Men hun skulle helt sikkert med, sagde hun, »for er der noget, jeg ved om jer, mine sønner, så er det, at I har brug for at blive holdt til ilden.«
    Det måtte hun om, sagde de.
(...)

Oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen