Retsforholdene

Det fælles ting for hele Island, Altinget, blev oprettet i år 930. Det forløb over to uger hvert år i juni på Tingvoldene (isl. Þingvellir). Altinget blev ledet af lovsigeren, som havde den højeste autoritet om lovens indhold. Han blev valgt for en periode på tre år, og han skulle fremsige loven på tinget. Før loven blev nedskrevet (år 1117/1118), skulle lovsigeren også kunne den udenad.

Altinget varetog både en lovgivende og dømmende funktion, men den lovgivende og dømmende magt var adskilt. Den lovgivende magt var hos lovretten, som bestod af 36 (senere 48) goder (dvs. lokale høvdinger med juridisk funktion). Lovsigeren stod i spidsen for lovretten.

Den dømmende del af Altinget udgjordes af fire fjerdingsdomstole. Der var krav om enstemmighed, for at fjerdingsdomstolene kunne afsige en dom. Det betød, at mange sager ikke kunne afsluttes. Derfor oprettede man omkring år 1000 femterretten, som kunne træffe majoritetsafgørelser. Femterretten fungerede som appelret.

Omkring 960 besluttede man at inddele Island i fire fjerdinger. I hver fjerding, med undtagelse af Nordlandsfjerdingen, var der tre lokalting (vårting), som blev afholdt i maj kort tid før Altinget. Nabostriden i Egils saga, kapitel 83, afgøres i øvrigt på et vårting ved Glyverå, hvor Egil møder bevæbnet op. På vårtinget var der en domstol. I fjerdingerne blev der også afholdt høstting i slutningen af august. På høsttinget var der ikke en domstol, men her blev sager og afgørelser fra Altinget meddelt.

Der fandtes ingen udøvende instans, så når en dom var afsagt, var det op til sagsøgeren at få straffen eksekveret.

Der fandtes tre typer straf for en forbrydelse: pengebod, landsforvisning og fredløshed. En dom blev bestemt af retten, en mægler eller en mand, som havde fået selvdømme. Selvdømme var et forlig, hvor den forurettede part fik lov at bestemme alle forligsvilkår alene.

Den højeste straf var fredløshed. I begyndelsen af Erik den Rødes saga slår Erik sig ned på Grønland, fordi han er dømt fredløs på grund af nogle drab på Island. En mand, som var erklæret fredløs, måtte ikke få nogen form for hjælp. Han kunne ustraffet dræbes, også af islændinge i udlandet, og han måtte ikke vende tilbage til landet. En fredløs fik også eksproprieret sin formue. Ved en konfiskeringsdom, som fandt sted ved den dømtes ejendom fjorten dage efter fredløshedsdommen, blev ejendommen skiftet mellem dem, der havde fordringer på boet.

Fredløsheden fandtes også i en mildere og begrænset form som landsforvisning. I Njals saga (kapitel 74) idømmes Gunnar landsforvisning, men selvom han har mulighed for at forlade landet, bliver han på sin gård, hvor han bliver dræbt af sine fjender (kapitel 77). Den landsforviste skulle efter dommen forlade Island inden tre år og opholde sig i udlandet i tre år. Allerede den første sommer skulle han forsøge at få skibslejlighed væk fra landet, og hvis det ikke lykkedes ham at komme udenlands inden tre år, blev han fredløs. Den landsforviste måtte efter givne regler modtage hjælp, og han måtte i et defineret område færdes uden fare for liv og lemmer.

Skrevet af Annette Lassen