Laksdølernes saga kapitel 49

49
    Nu rider Kjartan sydpå gennem dalen, og de er tre sammen, Kjartan, Ån den Sorte og Toraren.
    Torkel hed en mand, der boede på Havretinderne i Svinedal. Det sted ligger nu øde hen.
    Torkel var den dag taget ud for at se til sine heste og havde sin hyrdedreng med. De kunne se begge parter, både mændene fra Løgerne, der lå i baghold, og Kjartan og hans mænd, som de kom ridende gennem dalen, tre sammen.
    Da sagde hyrdedrengen, at han syntes, de skulle ride ned til Kjartan og de to andre. Det ville være en stor lykke for dem, hvis de kunne forhindre det voldsomme sammenstød, der ellers her var lagt op til.
    Torkel sagde: »Vil du så tie stille. Tror du, en tosse som dig kan give noget som helst menneske liv, hvis det er bestemt til at dø? For at sige det som det er, så har jeg ikke den mindste lyst til, at hverken den ene eller den anden bliver skånet, og de kan smadre hinanden, lige så tosset de vil. Jeg synes, det er en meget bedre ide, hvis vi to får anbragt os et sted, hvor vi ikke på nogen måde er i fare, men hvor vi har det bedste udsyn til slåskampen og rigtig kan nyde at følge slagets gang. Alle berømmer jo Kjartan for hans uforlignelige evner i kamp, men dem tror jeg sandelig også han får brug for nu, for vi ved jo nok, at der er en betydelig styrkeforskel.«
    Og det måtte så blive, sådan som Torkel ville have det.
   Kjartan og de to andre rider frem mod Havregil.
 

    Men ovre hos Usviversønnerne lurede de på, hvorfor Bolle mon havde stillet sig op et sted, hvor man så nemt kunne få øje på ham, hvis man kom ridende oppe vestfra. De holdt nu rådslagning. De var bange for, at de ikke rigtig kunne stole på Bolle, så de gik op til ham på skrænten. Her gav de sig til at lave sjov og tage brydetag med ham, greb fat i benene på ham og trak ham ned ad skråningen.
    Imens kom Kjartan og de to andre hurtigt nærmere, for de red stærkt til. Og da de kom over på sydsiden af kløften, fik de øje på mændene, der lå i baghold, og genkendte dem. Kjartan sprang straks af hesten og vendte sig om mod Usviversønnerne. Lige dér var der en stor sten. Her skulle de tage imod angrebet, sagde Kjartan.
    Men inden de tørnede sammen, kastede Kjartan sit spyd, så det landede i Torolfs skjold oven for håndgrebet. Derved blev skjoldet presset ind imod ham, og spyddet gik gennem både skjoldet og armen oven for albuen og flækkede overarmsmusklen. Nu måtte Torolf slippe skjoldet, og han kunne ikke bruge armen mere den dag.
    Så trak Kjartan sit sværd, men det var ikke Kongegave.
    Torhallasønnerne gik til angreb på Toraren, for det var deres særlige opgave. Det blev en hård kamp, for Toraren havde helt usædvanlige kræfter. De andre var også seje krigere, og man kunne da næsten heller ikke se, hvem af dem der ville få overtaget.
    Usviversønnerne og Gudløg gik mod Kjartan. De var seks mod to, Kjartan og Ån. Ån forsvarede sig godt og ville hele tiden gå ind og dække for Kjartan. Bolle holdt sig udenfor og stod med sværdet Fodbider ved sin side. Kjartan huggede løs, men hans sværd duede næsten ikke til noget. Han måtte hele tiden føre det ind under foden for at rette det ud.
    Efterhånden var der sårede på begge sider, det gjaldt for både Usviversønnerne og for Ån, mens Kjartan endnu ikke var såret. Han kæmpede så hurtigt og dristigt, at Usviversønnerne trak sig tilbage. Herefter vendte de sig mod Ån. Da faldt han. Han havde ellers en tid lang kæmpet med indvoldene hængende ud.
    I samme øjeblik huggede Kjartan benet af Gudløg oven for knæet, og den skade var alvorlig nok til at medføre hans død.
    Nu går de fire Usviversønner til angreb på Kjartan. Men han forsvarede sig så bravt, at de ikke kunne få ham til at vige en tøddel.
    Da sagde Kjartan: »Bolle, min frænde, hvorfor tog du egentlig af sted hjemmefra, hvis du bare ville stå her og ikke gøre noget? Nu må du hellere hjælpe enten den ene eller den anden, og se, om Fodbider duer til noget.«
    Bolle lod, som om han ikke hørte det.
    Men da Uspag indså, at de ikke kunne besejre Kjartan, opildnede han Bolle på alle mulige måder. Han ville vel ikke have den skam siddende på sig, sagde han, at han havde lovet dem hjælp i kamp og derefter lod dem i stikken. »Kjartan var vanskelig nok at have med at gøre, allerede dengang vi ikke havde provokeret ham nær så voldsomt. Hvis han slipper fra os nu, så får det barske konsekvenser for dig, Bolle, og også for os andre.«
    Så trak Bolle sværdet Fodbider. Og nu vender han sig mod Kjartan.
    Da sagde Kjartan til Bolle: »Nu har du, min frænde, helt sikkert tænkt dig at øve niddingsdåd, og jeg vil da også meget hellere, at du giver mig dødsstødet, frænde, end at det er mig, der giver dig det.«
    Hermed kastede Kjartan våbnene og ville ikke forsvare sig længere. Han var ellers næsten ikke såret, men han var umådelig kamptræt.
    Intet svar gav Bolle Kjartan, til gengæld gav han ham banesår.
    Bolle satte sig straks ind under Kjartan og holdt ham om skuldrene, og Kjartan døde i hans skød.
    Bolle fortrød sin gerning lige med det samme og erklærede åbent, at han havde begået drabet. Bolle sendte Usviversønnerne hjem til herredet, mens han og Toraren blev ved ligene.
    Og da Usviversønnerne kom til Løgerne, fortalte de, hvad der var sket.
    Gudrun gav til kende, at hun var godt tilfreds med, hvad hun her fik at høre, og nu blev Torolfs arm forbundet. Såret var lang tid om at gro sammen igen, og den skade holdt aldrig op med at plage ham.
   Kjartans lig blev ført hjem til Tunge.
 

    Bolle red hjem til Løgerne.
    Gudrun gik ham i møde og spurgte, hvad tid på dagen det var.
    Bolle sagde, det var hen ved den niende time.
    Da sagde Gudrun: »Mangelunde er morgenens gerninger. Jeg har spundet garn til tolv alen, og du har slået Kjartan ihjel.«
    Bolle sagde: »Den ulyksalige gerning skal jeg sent glemme, om du så aldrig mindede mig om den.«
    Gudrun sagde: »Sådan en gerning vil jeg ikke kalde ulyksalig. Det forekommer mig, at der stod mere respekt om dig, den vinter Kjartan var i Norge, end nu, da han kom tilbage til Island og trådte dig under fode. Sidst, men ikke mindst, vil jeg dog nævne det, som jeg sætter mere pris på end noget andet, og det er, at Ravna ikke ler, når hun går i seng i aften.«
    Nu sagde Bolle, og han var meget vred: »Jeg er ikke sikker på, at hun vil blegne mere ved denne nyhed, end du gør. Og jeg kunne forestille mig, at du ville have været mindre rystet, hvis det var mig, der lå tilbage på slagmarken, og Kjartan havde fortalt dig, hvad der var sket.«
    Nu kunne Gudrun mærke, at Bolle var rasende, og hun sagde: »Lad være med at sige sådan noget. Jeg er dig jo evigt taknemmelig for det, du har gjort. Og nu har jeg da vished for, at du ikke vil gøre noget, der er mig imod.«
    Herefter skjulte Usviversønnerne sig i en jordhule, som var indrettet til dem i al hemmelighed, mens Torhallasønnerne blev sendt over til Helgefjeld for at fortælle Snorre gode, hvad der her var hændt, samtidig med at man bad ham om hurtigst muligt at sende forstærkninger, så man kunne klare sig over for Olav og de andre, der nu skulle rejse sag efter drabet på Kjartan.
    Der skete det på Sælingsdalstunge, den nat drabet havde fundet sted om dagen, at Ån, som alle troede var død, satte sig op. De, der vågede over ligene, blev forskrækkede, og det var som et stort under.
    Da sagde Ån til dem: »Jeg beder jer i Guds navn, bliv ikke bange for mig, for jeg har hele tiden været i live og ved bevidsthed, lige indtil jeg faldt i denne afmagt. Så drømte jeg om den samme kvinde som sidst. Men denne gang tog hun kvaset ud af maven på mig og stoppede indvoldene ind i stedet for, og jeg fik det godt ved den ombytning.«
    Herefter blev Åns sår forbundet, og han blev rask igen og blev kaldt Ån Kvasmave lige siden.
    Da Olav Høskuldssøn hørte, hvad der her var sket, var han ulykkelig over drabet på Kjartan, og dog bar han det tappert. Hans sønner ville straks tage ud at dræbe Bolle.
    Men Olav sagde: »Det er da det sidste, der må ske. Jeg får ikke min søn tilbage igen, ved at Bolle bliver dræbt. Jeg elskede Kjartan højere end nogen, men det ville ikke være til at holde ud, hvis Bolle kom noget til. Der er noget, jeg synes, I hellere skulle gøre. Se, om ikke I kan få standset Torhallasønnerne, som er blevet sendt til Helgefjeld for at mobilisere tropper imod os. Jeg bliver godt tilfreds, lige meget hvilken straf I synes, de skal lide.«
    Nu skynder de sig af sted, Olavsønnerne. De gik om bord i en færge, som Olav ejede. De var syv i alt.
    De ror, alt hvad de kan, ud gennem Kvamsfjord. De sejler for en let og gunstig vind. Og de ror under sejl, til de kommer ind under Skorø. Her gør de ophold et stykke tid og forhører sig om folks færden der på stedet. Og snart får de øje på et skib, der bliver roet ned over fjorden. De kunne med det samme se, hvem det var. Det var Torhallasønnerne. Haldor og hans brødre sejler straks imod dem og går til angreb. Der blev ikke ydet modstand, for før nogen vidste af det, var Olavsønnerne sprunget om bord på deres skib og var gået løs på dem. Sten og hans bror blev pågrebet, hugget ned og smidt over bord.
    Olavsønnerne vendte om, og man syntes, de havde ydet en virkelig flot indsats.
(...)

Oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen