Norrønt

Norrønt er en betegnelse, der anvendes om det vestnordiske område i middelalderen, primært Norge og Island, om både sproget og litteraturen. I dette geografiske område, i Norge, Island, men også Grønland, Færøerne, Shetland- og Orkneyøerne, talte man det samme sprog, norrønt, som kun havde små regionale variationer. I Norge sætter man en grænse ved ca. 1350, efter pesten, fordi norsk da havde udviklet sig så meget, at det herefter anses for et selvstændigt sprog, hvorimod man for Islands vedkommende først trækker en grænse ved ca. 1550 under reformationen, da sproget her udvikledes langsommere end i Norge.

I vikingetiden talte man det samme sprog i hele Norden, fællesnordisk. I middelalderen opdeles de nordiske sprog i norrønt (vestnordisk) og østnordisk, som atter opdeles i henholdsvis oldislandsk og gammelnorsk, fornsvensk og gammeldansk. Af middelalderens nordiske sprog ligger oldislandsk tættest på fællesnordisk, vikingernes sprog, ligesom moderne islandsk stort set er identisk med oldislandsk.

Sagaerne udtrykker en opfattelse af Nordens sprog som ét, der omtales med betegnelsen dansk tunge. De regionale forskelle var på det tidspunkt stadig så små, at det gav mening at tale om ét sprog i Norden. Islændinge, som kom til Danmark, Norge, Sverige eller Grønland, eller omvendt, kunne kommunikere umiddelbart på deres eget sprog uden nogen forståelsesproblemer.

Skrevet af Annette Lassen