Bratteli, Eriksfjorden (Tunulliarfik). Foto: Ivars Silis
Independence 2.0 og Boomerang
Independence 2.0
Allerede fra starten ankom de til landet drevet af en dyb og sanseløs vrede. Vejret havde været rigtigt dårligt undervejs, og de havde mistet halvdelen af skibene. Høvdingen var blevet dømt fredløs og var blevet forvist fra sit hjemland, ligesom hans forfædre var blevet det i deres. Denne rastløse mand så nu omsider dette sit fremtidige land, som skulle være så grønt. Som om han allerede havde arvet det fra sine forfædre, kom denne ilfærdige mand langt om længe til at se dette land som han havde hørt så meget om, og som skulle være så grønt. Han var flankeret af hundredevis af mennesker som for at mindske følelsen af den ensomhed, som lå forude. Dette land, der skulle være så grønt, var så isfyldt, at træskibene end ikke kunne lægge til. Landet var kridhvidt, og der var så koldt, at der lå en frosttåge hen over det. Ikke en lyd kunne man høre, det var som om bosætterne for første gang kunne høre deres eget åndedræt. Siden det var umuligt at vende om og tage tilbage til deres hjemland, og de derfor ikke havde andet valg, satte de kursen sydover og troede på deres fredløse høvdings ord om, at der fandtes dette forjættede grønne land. Når den store mand med det rødlige krøllede hår, det brede skæg og den behårede krop hævede stemmen mod landet og pegede i den retning, de skulle dreje, lystrede styrmændene.
De sejlede længe og kom til sidst til et sted, som føltes underligt hjemsøgt. Den sagte vind som næsten kun rørte ved kysten og langsomt blæste oven over den, fik dem til at føle, at de nu omsider ville se de spøgelser, de hidtil kun havde hørt om. Det var som om frosttågen, der næsten rørte ved landet, var en person, der langsomt fulgte dem. Til disse opdagelsesrejsende, der var så begejstrede over at tage af sted på langfart og egentlig burde være begejstrede over at tage nyt land, vrissede deres arrige leder ”Det er, som om I har set genfærd!”
Tøvende sejlede de sydover. De begyndte at opføre sig underligt og uden at vide hvorfor, begyndte de at hviske til hinanden. Og da kvinderne ligesom mændene hviskede til hinanden, mistede børnene mælet. De mange skibe sejlede sammen sydover, og alle følte det som om, et havuhyre kunne dukke op når som helst. Landet var så stille, som om nogen lå på lur i bunden af det. Alle havde bange anelser. Alle skulede mod dette land. Som om nogen betragtede dem derfra. Hvis man kiggede længe nok mod landet, blev det svært at afgøre, om det var hvidt eller sort over det hele. Landet føltes hvidt, men dets vejr føltes mørkt. Når de kom i denne tilstand, skyndte de sig at kigge væk for ikke at miste forstanden.
En nat mens han vågede, var det som om, høvdingen kunne se noget forude. Vinden fulgte dem som sædvanlig uden at røre ved landet. Pludselig var det, som om han kunne se noget, der blinkede forude. Han kunne ikke afgøre, om det der forårsagede denne blinken, skyldtes vinden eller tågen. Han stirrede længe, men da han ikke kunne afgøre, om det han så var virkeligt, koncentrerede han sig om ikke at miste besindelsen. Siden det var nat og alle sov, og det land som han havde gransket så nøje, ligesom kaldte på ham, besluttede han sig at gå fra borde og op på isen for nærmere at undersøge, hvad det var, han havde set. Da isen ikke længere kunne hamre mod land, steg han op på den. Siden han for første gang var i færd med at røre ved noget, der kun var tåge, bøjede han sig ned med det samme og førte sine store hænder langsomt hen over isen, det var som om tågen blev tykkere. Han begyndte at stirre på sin fremstrakte hånd med de klare stjerner som baggrund.
Han kom pludselig i tanker om sit forehavende, og det var som om, han først da blev klar over sit eget selv. Han følte, han blev trukket hen imod sit mål. Han kiggede sig tilbage og så, at de andre stod bomstille og stirrede på ham, som om de var stivfrosne alle sammen, end ikke dampen fra deres udåndingsluft kunne ses. Han følte sig ude af stand til at gå tilbage mod dem og vendte sig mod sit mål. Det var, som om en stemme kaldte på ham. Selvom han følte, at han gik, var det, som om han svævede og blev båret frem af den tågede pålandsvind. Jo nærmere han kom, desto tydeligere blev isen. Der var så glat, at han begyndte at kravle på isen, men nåede dog sit mål til sidst. Da han kom frem, opdagede han, at det var en kilde. Han kiggede nærmere efter, og pludseligt så han sit eget ansigt inde i kilden, så klart var vandet, at det var som et spejl. Selvom han blev noget rystet, sagde han ikke en lyd, og da det var et stykke siden, han sidst havde set sig selv, granskede han længe sit eget spejlbillede.
Han kunne ikke rigtig forklare hvordan, men ved at kigge på sit spejlbillede i kilden var det, som om han først rigtigt så sig selv for første gang. Hvem han var, og hvorfor han var, som han var. Sådan havde han aldrig følt før. Han havde aldrig før stillet spørgsmålstegn ved sine værdier i livet, hvorfor hans forfædre var, som de var, og hvorfor livet i det hele taget var, som det var. Magtkampe og hævntogter havde altid fulgt ham. Og det var først, da han kiggede på sit spejlbillede, at det var, som om han forstod, at det netop var derfor, han var blevet dømt fredløs. Og nu da han ankom til sit nye land, forstod han, at han måtte ændre sig selv, hvis han skulle finde fred i livet. Da han vendte tilbage, var han meget vag. Han var stille og talte ikke længere, og hans ledsagere gjorde ligeså.
Da de ankom til den sydlige del af landet, havde de svært ved at fatte, at det kun drejede sig om ét land. Det var meget grønt, sådan som de havde fået det fortalt. Et vidstrakt land med masser af krat og høje høje fjelde med spidser indhyllet i hvidt. Selv de fantastiske historier om romerne, de havde hørt så meget om, kunne ikke overgå dette lands skønhed, aldrig havde de set mage. De tog jordprøver af den vidstrakte daleng, som de vandrede på, for at danne sig et skøn over, hvad der kunne gro. De besluttede sig til at slå sig ned her. Så flot et land hvor ingen mennesker boede, så de sig ikke i stand til at forlade igen.
Disse bosættere havde ikke forestillet sig, at der allerede var et folk, som havde vandret østpå fra vest, og det ville ikke vare længe, før de stod ansigt til ansigt med dem. Da deres høvding så disse lavstammede folk første gang, vidste han, at han ikke ville begå manddrab igen. Han måtte leve med fred, selvom han godt vidste, han kunne udrydde dem. Disse nomader var ikke som nordboerne. De var små af statur. De var ikke behårede som dem selv, men havde en mørkere glød. Gode fangstfolk, og de havde en evne til at overleve den strenge kulde, deres varmekilde var ikke baseret på drivtømmer, men sælolie. Dette folk vidste at leve i dette arktiske land, generation efter generation havde tilpasset sig dette klima i hundredevis af år og ville gøre det fremdeles.
Da de begyndte at handle med våben hver især, stillede det arktiske folk spørgsmålstegn ved deres handelspartnere. En dag udtrykte en af deres ledere dette overfor sine husfæller, og alle skyndte sig at samtykke og sagde, at de længe havde mistænkt denne store høvding for at gemme på hemmelige ting. De havde tradition for hurtigt at gøre tanke til handling, når der var problemer, fordi det var en forudsætning for at livet kunne gå videre, og da de ikke vidste, hvorledes disse ukendte fremmede håndterede konflikter, besluttede de at udrydde dem.
Oversat af Nuka Møller
Boomerang
At rejse væk fra de dårlige problemer
i håbet om at de forsvinder hvis man flygter et sted hen
når man forlader sit land til vest-
europa og ser at de er værre
og være identitetsløs i deres midte
hvor alle mødes
i kuldens midte
magtesløs og lammet
uden stadig at vide hvilken retning man skal gå
som om der stadig er en fremmed lyd der ekkoer indeni
uden ende, ukomplet og uforståelig
de kom allerede i 1100-tallet, hvornår vil de have fred
og dertil spørges hvad er det
dette spørgsmål der aldrig besvares fra vugge til grav
hvem ejer landet?
utallige generationer kommer og går uden at dette afgøres
i 1300-tallet var bosætterne forsvundet
det var ikke på grund af frosten siges det
det var den sorte død påstås det
for de var sunde og raske allesammen
de blev ikke udryddet
hvordan kan det så være at grønlænderne ikke blev udryddet når nordboerne blev det?
i 1400-tallet holdt nordmændene stadig ting og ejede stadig Grønland
i 1600-tallet var de nødt til at spørge hvad skal vi med Grønland?
hvad vil vi med det? Spurgte de sig selv
Selvom de ikke havde beboet landet i tre hundrede år bestemte de
at grønlænderne skulle være velkomne i deres land
de blev så ønsket velkommen uden at ane at det havde tilhørt andre end dem selv
Selvom de havde boet der i fem hundrede år
uden at blive udryddet
uden at flytte
uden at forlade det
for de var i stand til det
for de kunne selv
De der beskyldte grønlænderne for at være invasive kom nu selv tilbage og invaderede landet
med planer
og Hans Egede i front
til den dag i dag
står manden stadig som en statue
som en landets frelser blev han placeret på toppen af fjeldet
gad vide om de kendte hans dagsorden
at landet skulle bebos af andre
at det skulle hurtigt blandes
og de lettroende skulle antage en anden tro
og skifte deres overbevisninger ud
ved at skifte dem ud med hvad de selv syntes var godt
og luge ud i hvad de syntes var dårligt
Så flinke var de at de gav deres sprog et skrift
for sproget er det vigtigste for identiteten
og sproget er den bedste vej mod forandring
og overbeviste dem om at deres metoder var af det gode
og de nye skriftkyndige viste taknemmelighed ved at skrive til gud og konge i en uendelighed
ånderne havde de forladt
og traditionerne havde de mistet
og i vore dages moderne livsform
vender sproget tilbage som en boomerang
til deres ophavsmand i smerte
at sproget fejler identiteten
at selv bestræbelserne på at ville selv skulle fejle
og at vi skulle give op
og acceptere
at vi mere end nogensinde før har behov for hjælp af den hvide mand
En skæv holdning
mangelfuld
uforståelig i dybden
hvis man ikke er boomerangkaster
for når man kaster den ud vender den tilbage
efter at have ødelagt alt på sin vej
til sin ophavsmand
hårdere end før
Oversat af Nuka Møller