Bratteli, Eriksfjorden (Tunulliarfik), udsigt mod syd. Foto: Ivars Silis
Thjodhilde og I Thjodhildes øjne
Thjodhilde
”Ikke mere, vel?”
”Nej, jeg vil ikke spekulere mere over det.”
”Tak.”
”Det er ikke meningen, at det skal forstås på den måde.”
”Nej, det ved jeg godt.”
”Hvad gør vi så?”
”Skal vi vente og se tiden an?”
”Behøver vi det?”
”Nej.”
De havde talt længe om deres glæde, men også om deres magtesløshed.
Det var efter en uforklarlig oplevelse.
Eirík havde været på fjeldet for at se til sine får og deres unger. Ude i terrænet blev han overrasket af en usædvanlig tæt tåge, som blev dannet, hvor kulde og varme mødes. Den kom bare tilfældigt.
Han havde endnu ikke taget en beslutning om at indsamle dyrene til vinteren, som det var skik og brug.
I den tætte tåge, hvor der i en rum tid faldt store regndråber, mistede han orienteringen. Da tågen og regnen holdt op lige så brat, som de var kommet, blev han overrasket over at konstatere, at han lige præcis var på nippet til at tage de få skridt, før han røg i en farlig slugt, som han tit havde advaret de andre om. Det var ham umuligt at forklare over for sig selv, hvad der var sket. Da han havde besindet sig, blev han opmærksom på, at der i nærheden af ham stod et moderfår brægende over sin unge, der lå livløs. Måske var det derfor, han var blevet vildledt. Han gik hen til moderfåret for at se, hvad der var galt. Han kunne kun konstatere, at lammet var meget blodigt omkring halsen. Han følte efter dets puls, men der var intet at mærke. Han tænkte straks, at der måtte have været et ørneangreb, men han havde meget svært ved at tro sine egne øjne, fordi ørnene efter hans erfaring snarere landede på ryggen af lammene og satte deres skarpe kløer fast og generede dem så længe, at de til sidst kunne flyve med dem op i luften til steder, hvor moderfåret ikke kunne løbe efter dem. Det var ikke et ørneangreb i dette tilfælde, bemærkede Eirík. Moderfåret stod som forstenet ved siden af. Det var, som om det sørgede over tabet af sin unge. Det ænsede Eirík overhovedet ikke i første omgang, og hans åndedræt var næsten ikke hørbart, hvilket var en reaktion over såvel hans skæbnesvangre skridt som over det voldsomme uvejr, der føg hen over landskabet på et øjeblik. Han var handlingslammet.
Skulle han tage lammet på nakken og vandre ned til Thjodhilde og vise sig som en svækling, som ikke passede på sine dyr, der var grundstammen i deres eksistensgrundlag, eller skulle han vandre alene uden dyrene i nedtrykt sindstilstand og fortælle hende, at det førstefødte lam af et moderfår, som hun havde fået af ham i stedet for deres sidste ko, var blevet dræbt af vejrguderne?
Eller skulle han i stedet slagte lammet med det samme, tage kroppen på nakken og slæbe moderfåret med ned, så at Thjodhilde med egne øjne kunne se, hvad der var sket, eller skulle han tage begge dyr med sig ned og slagte det døde lam bagefter?
I sin fortvivlelse på denne grønne ødemark og i sin befippelse over de ubesvarede spørgsmål lå han på knæ over lammet. Først da noget koldt rørte ham på huden under hans røde og viltre hår, gik det op for ham, at moderfåret stod meget tæt ved ham og rørte ved ham med snuden. Det fik ham til at fare op. Hans angst for naturens kræfter blev dog ikke mindre af den grund.
Han rejste sig og kiggede sig omkring. Han var midt i det smukke landskab, som han holdt så utrolig meget af. Fjorden, som han havde opkaldt efter sig, viste sig fra sin blideste side. Det grønne hav over mod den store lave slette var meget blankt med sejlende hvide isbjerge, hvoraf nogle virkede som farvelagte streger set langt oppefra.
Han begyndte at overveje, hvorfor denne smukke udsigt kunne skifte så brat og på kort tid skabe en voldsom kraft i området. Da han var klar over, at der ikke ville komme en mulig forklaring frem på hans læber, besluttede han at bringe det døde dyr og moderfåret den lange vej hjem til Thjodhilde.
Lige fra han løftede lammet, fulgte moderfåret ham uden at bræge en eneste gang undervejs.
Eirík nåede frem til pynten, hvorfra han vil blive set af Thjodhilde. Her standsede han og lagde den døde krop på jorden. Også moderfåret holdt inde med sin tavse gang og gav sig til at gumle græstotter.
Eirík satte sig på en flad sten for at sunde sig lidt og tage nogle dybe indåndinger.
Landskabet var fyldt med mørke og lange skygger, men Eiríksfjorden var stadig rolig.
Han samlede mod til sig, hver gang han havde været nedtrykt eller var blevet rystet i sin grundvold. Som regel var det tanken om den kommende vinter og de storme, den førte med sig, der gjorde ham usikker. Men så længe Eiríksfjorden kunne vise sig fra sin bedste side, ville der altid være håb. Den havde reddet dem utallige gange, når der var smalhals. Grunden til hans tøven lige nu var ikke vinterstormene eller kommende byrder, som naturen ville pådrage dem.
Det var Thjodhildes beslutning om, at hun ikke ville være i fællessengen mere, der bekymrede ham mest.
Hvad var det, der sårede Thjodhilde?
Var det en personlig hævnakt eller en straf?
Selv om Thjodhilde var den rareste kvinde, som han nogensinde var faldet for, havde hun på de mærkeligste tidspunkter haft svage øjeblikke, hvor hun fik sagt nogle bemærkninger, som var meget svære at tyde. Selv om disse reaktioner var sjældne, kunne hun blive ilter og udtrykke sig uhæmmet. Bagefter kunne tavsheden i lang tid stække selv den modigste og stærkeste nordbo. Hver gang havde Eirík haft meget svært ved at klare presset mod sit frie liv.
Da Eirík havde besindet sig, håbede han, at Thjodhildes humør fra i morges havde ændret sig til det bedre. Hun måtte da i det mindste kunne forstå, hvor slemt han havde haft det i dag.
Så tog han den unge døde lammekrop på nakken og gik forbi pynten med moderfåret ved sin side. Hvis Thjodhilde kunne se ham fra deres store stenhus, ville hun straks være klar over, at der var sket noget.
Han havde ikke tidligere opført sig på den måde.
Efter nogle få skridt kunne Eirík på afstand se, at Thjodhilde allerede var kommet ud. Hun havde armene oppe over hovedet. Hun så ud som om, hun råbte højt og var fra vid og sans.
Da han kom inden for hørevidde, fornemmede han vreden.
”Hvor har du været?”
”Jeg har været udsat for et voldsomt uvejr.”
”Det kan umuligt passe!”
”Du kan selv se det på dette døde lam.”
”Der har overhovedet ikke været dårligt vejr hernede.”
”Jeg blev overrasket af tæt tåge og en umenneskelig regnbyge i løbet af ganske kort tid med efterfølgende stærke kastevinde.”
”Det må da være noget, du har drømt. Vejret hernede har da ikke ændret sig på noget tidspunkt.”
”Kan du ikke se, at jeg er ude af mig selv?”
”Nej, sådan så du ud, da du drog hjemmefra i morges.”
”Prøv så lige at se på dette døde lam, som er dit.”
”Jeg vil overhovedet ikke se på lammet!”
”Det er dit. Du kan selv se det på dets venstre øre.”
”Hvor er moderen?”
”Hun står derovre. Hun har fulgt mig hele vejen ned.”
”Det er meget muligt. Det gør moderfårene ikke blandt min fars husdyr.”
”Hér er altså lammet. Dér står moderen!”
”Det kan enhver nordbobonde komme og sige!”
”Om et øjeblik lægger jeg lammet for dine fødder, så kommer moderfåret hen til dig, snuser til sit lam og stiller sig ved din side.”
”Det skal du bestemt ikke bilde mig ind”
”Det gør jeg heller ikke. Dét har jeg selv oplevet.”
”Har du?”
Uden at vide sig helt sikker på opfyldelsen af sit dyrebareste ønske, lagde Eirík lammet foran Thjodhildes fødder.
De stod tavse og stumme. De stirrede begge olmt på hinanden et øjeblik.
Thjodhilde skulle lige til at sige noget, da hun hørte en sørgelig brægen fra sit elskede moderfår, som hun kendte så godt. Det varede heller ikke længe, før moderfåret kom nærmere. Til sidst var det over lammet og stod få skridt fra Thjodhilde. Det lugtede til lammet.
Hverken Thjodhilde eller Eirík nåede at reagere.
Pludselig gik Thjodhilde med stram maske forbi Eirík. Med ryggen til ham og uden at kigge tilbage, gik hun med adstadige skridt hen over en lille bakkekam og forsvandt for Eirík, der stod og fulgte hende med øjnene, indtil han ikke kunne se hende længere.
”Hvad mon der gik af hende?”, mumlede han.
Han begyndte at flå lammet på stedet uden at tænke på at komme ind i ildhuset og få tørre klæder på. Ude af sig selv ordnede han lammet. Efter at have slagtet lammet, hængte han dets krop med hovedet ned ad på en bjælke, hvor den lave efterårssol kun kunne skinne i kort tid om morgenen omme bag deres stenhus.
Mens han slagtede og hængte lammet op, stod moderfåret som naglet fast et stykke fra Eirík og kikkede på.
Eiríks tanker var hos Thjodhilde.
”Hvorfor behandler hun mig på denne måde? Er hun gået fra forstanden og er holdt op med at tro på mig? Har hun ikke samme barske erfaringer som jeg med hensyn til naturens uberegnelighed? Kan hun overhovedet ikke begribe situationens alvor? Hvor bliver hendes fornuft og omtanke af?”
Eirík var ude af sig selv.
Efter moden overvejelse valgte han dog ikke at forstyrre Thjodhilde. Inderst inde kunne han regne ud, at Thjodhilde havde fået en slem forskrækkelse, som hun ikke ville være ved.
Eirík gik i stedet ind i ildhuset. Han tog sine våde klæder af og vaskede blodet af sig. Han lagde sig inde på fællesbriksen, som de ikke havde benyttet sammen siden fuglevarslet om, at et nært familiemedlem, et sted på havet langt mod øst, havde mistet livet. De havde ikke fået nye tidender i løbet af denne sommer. I eftersommeren havde Thjodhilde ved særlige hændelser reageret ganske hensynsløst. Derefter havde hun lukket sig inde i sig selv og havde været utilnærmelig i lang tid. Til sidst var hun flyttet til forrådsrummet med de usaltede fødevarer.
Da Thjodhilde vidste, at hun var forsvundet fra Eiríks synsfelt, gik hun hen til sin hellige sten, hvor hun som regel faldt til ro efter sine sammenstød med Eirík.
Hvorfor ramte underet ham, hvis udåd havde forårsaget så mange sjælelige kampe for hende, uden at hun blev hørt i sine bønner, som hun havde lært udenad fra sin moder, inden hun mod familiens vilje rejste bort mod vest med den mand, som alle kunne dræbe?
Idét hun satte sig på stenen, som hun kaldte for Mariastenen efter Jomfru Maria i sin moders fromme fortællinger fra meget gamle dage, så hun op og fik et stik i hjertet over den vidunderskønne udsigt, der smykkede sig med naturens smukkest tænkelige lys. Hun blev berørt, grebet og bevæget.
På overfladen af den turkisgrønne Eiríksfjord var de meget flotte og høje isbjerge skinnende hvide. De glinsede i skæret fra den synkende sol. Solens dyrebare stråler glitrede som den blåsorte og dybe nats stjerner. Så langt hun kunne se, var der isskodser på stranden, hvor der lige nu var ebbe. Og på den græsgrønne slette var der en umærkelig sitren af varmedis, som fik elvens klukkende og monotone efterårssalme til at samstemme hendes melankoli med den iscenesatte synsoplevelse.
”Her er altet. Her er livets alter. Her er guddommeligheden i jordens pragt, i livsviljen og i døden. Her er udeleligheden og glæden for livets mening”, tænkte Thjodhilde og kom i tanke om en ganske kort bøn, som hendes mor havde lært hende en dag ude på den store og vidtstrakte vulkanslette med udsigt mod de meget høje og snedækkede Heidmörkfjelde i Island, – hvor hun også gik og legede med sine hunde.
”Jeg bønfalder altets Herre
om at lade sin hånd
hvile over mig.”
Denne enkle bøn gentog Thjodhilde med lukkede øjne tre gange. Efter den tredje gang rejste hun sig og gik med hastige skridt hjem til Eirík.
Ved indgangen til ildhuset kikkede hun efter, om moderfåret endnu var i nærheden af stenhuset. Det var det ikke. Eirík havde slagtet lammet, tænkte hun, da hun opdagede de blodige græstotter i den trætte sols sidste striber.
Der var ikke længere flammer i ilden. Kun ulmende aske var tilbage.
Hun hørte, at Eirík brummede inde fra fællessengen.
Hun gik hen til hans klæder ved tørrestedet og mærkede, at de var fugtige endnu efter mere end en regnbyge.
”Har du ikke selv været ude for et under i dag?”, spurgte den indre stemme hende.
”Var det ikke på tide at lade være med at være stædig og give efter for Eiríks kærlighed?”, spurgte den indre stemme hende igen.
”Jeg må tage mig sammen til at fortælle Eirík, at jeg er blevet svanger!”
Derefter gik hun først hen mod sit leje. Så standsede hun og vendte sig om. Hun gik langsomt hen til ildstedet og gav ilden næring. Derpå gik hun ind til Eirík og lagde sig ved siden af ham.
Det var blevet mørkt, da Eirík vågnede med et sæt. Straks mærkede han varmen ved sin side. I måneskæret så han, at det var Thjodhilde, der lå dér.
Han følte med ét en usigelig glæde. Medens lettelsens tårer usynligt løb ned ad hans kinder, omfavnede han sin sovende kvinde, som han elskede højt og inderligt. I sindet lettede hans angstfyldte tvivl.
Han lovede sig selv, at han ved daggry ville påbegynde tørveopgravningen til opførelse af en kirke til sin hustru som tak for hendes kærlighed og troskab.
I Thjodhildes øjne
I den turkisgrønne Eiríksfjord
er der hvide isbjerge
sat på plads af skaberen af det grønne hav
Solen glitrer som stjerner
flyttet ned på havoverfladen
Ved ebbe
er isskodserne
i strandkanten
naturskabte formationer
om skaberens uransalige veje
På den græsgrønne slette er en sitren
varmedis
der får elvens
klukkende stemme
til at fortone sig
Historien er en saga
Her er altet -
skønheden
og helheden
Det grønne græs
er jordens pragt og dragt
om dagen og om natten
i sol og måne
i livsviljen og i døden