Kristendom og tro

Islændingesagaernes handling udspilles i en religiøs brydningstid, i perioden ca. 930-1030. Den store begivenhed i islandsk historie i denne periode, som den skildres i sagaerne, er kristendommens indførelse.I begyndelsen af perioden må man formode, at et flertal af landets indbyggere var hedninge. Hen mod slutningen af perioden, i år 1000 eller 999, indførtes kristendommen som gældende religion for hele landet.

Allerede blandt Islands første indbyggere var der kristne irere, ligesom en del af landnamsmændene med nordiske rødder også var kristne eller i det mindste havde været i kontakt med kristendommen i Irland eller Skotland. Den nordiske kultur var også udadvendt: Mange rejste ud for at berige sig på den ene eller den anden måde, og herved har nordboerne stiftet bekendtskab med kristendommen og i nogle tilfælde ladet sig primsigne eller døbe.

De ældste islændingesagaer er fra begyndelsen af 1200-tallet og blevet til i et miljø, der havde været kristent i flere generationer. Det er derfor ikke overraskende, at indførelsen af kristendommen i sagaerne ses i et positivt skær, og at man i det hele taget kun møder ganske få helte, der dyrker de hedenske guder, aserne og vanerne. Oftest er de personer, der praktiserer den hedenske religion og magi, antagonister. Derimod er sagaheltene i overvejende grad neutrale, hvad angår religion: De tror på deres egen magt og styrke eller på ham, der har skabt alt. De er ’ædle hedninge’, der frivilligt modtager kristendommen. (En ædel hedning er et menneske, der ikke er kristent, men som fra naturen besidder en kristen sjæl).

Islændingesagaerne giver indtryk af, at overgangen fra hedenskab til kristendom på Island var relativt problemfri. På Island forløb overgangen til kristendommen på en anden måde end i de øvrige nordiske lande, hvad der bl.a. skyldes den flade samfundsstruktur. Island var et fåmandsvælde; landet var inddelt i distrikter, der hver havde et juridisk overhoved, en gode, som nok også i hedensk tid varetog en præstefunktion inden for asatroen. Da samfundsstrukturen netop ikke var hierarkisk, kunne indførelsen af kristendommen ikke foregå ved påbud eller magt ovenfra som i Danmark. Hvis en af goderne antog kristendommen ville det kun få konsekvenser inden for hans eget godedømme, ikke for hele landet.

Der fortælles fyldigt om beslutningen om at antage kristendommen på Altinget i Njals saga.Situationen, der beskrives, er dramatisk. Landet er splittet mellem kristendom og hedenskab og på randen af borgerkrig. Hedningene og de kristne rider hver for sig i væbnet flok til Altinget. Anførerne for den kristne flok har lovet den norske konge, Olav Trygvessøn, at forkynde kristendommen på Island, imens kongen tilbageholder en række islændinge i Norge som gidsler. Men den væbnede troskonflikt afværges, da Islands øverste gode, Torgejr Lysevandsgode, som i øvrigt var hedning, beslutter, at Island kun skal have én lov, nemlig den kristne. Ved skiftet til den nye religion ændredes de bærende institutioner i samfundet ikke umiddelbart, og skiftet blev begrundet med politiske, ikke religiøse, argumenter.

Skrevet af Annette Lassen