Leksikon

En herredshøvding med juridisk (oprindeligt muligvis også religiøs) funktion. I hver tingkreds var der 3 goder. Oprindeligt var der antagelig 36 goder i landet, men omkring år 965, blev tallet 39, da landet blev inddelt i fjerdinger.

Et godedømme er en godes myndighed og værdighed, et juridisk og undertiden i islændingesagaerne religiøst embede varetaget af en gode. Godedømmet kunne afhændes, gå i arv, og ejes i fællesskab.

Kolonisering af ubeboet land. Landnam betyder ’at tage land’. Landnamstiden er den periode, hvor Island blev befolket af nordboerne fra især Norge, men også fra Irland, Shetlandsøerne, Færøerne og de øvrige skandinaviske lande. Mange af disse landnamsmænd var dømt fredsløse i deres oprindelige lande og derfor måtte flygte fra landet. Men der var mange, der lod sig friste til at sejle mod Island med håbet om et frit liv som bonde.
Landnamsperioden er mellem 871 og 960. En efterfølgende bosættelse af Sydgrønland (ca. 985) kaldes også for landnamstid.

En genre er en gruppering af tekster, der har en række fællestræk af udtryksmæssig (sprog), formmæssig (fortælling) og kommunikationsmæssig (relation til læseren) art. Især inden for litterære teksttyper anvendes betegnelsen ’genre’.
Genren er en dynamisk ramme for forfatterens kunstneriske udfoldelse og læserens tilegnelse af teksten.
De litterære hovedgenrer er epik, lyrik og dramatik. Herudover betragtes essayet også som en litterær genre, da det ofte har en kunstnerisk udformning. 

Et samfunds kommunikation finder sted gennem medierne. Det ældste medie er det orale medie, den mundtlige kommunikation. Det suppleres med det håndskrevne medie (fra ca. år 800, der kom til Norden med kristendommens indførelse og skabte en 'flydende' tekstkultur), siden (fra ca. 1450, der skabte en 'fast' tekstkultur med ophavsret), elektroniske medier tv og radio (fra ca. 1920, der omfattede øjets og ørets 'læsning') og digitale medier (fra ca. år 2000, der omfatter alle tidligere mediekulturer).

Et medie er en kommunikationskanal. Det skaber en særlig social orden og formidler indhold i bestemte modaliteter (tale, skrift, billeder, lyd, film). Det danner grundlag for mediekulturen.

I Grønland mødtes to kulturer. Nordboerne, der oprindelig kom fra Island og slog sig ned i Sydgrønland i Vesterbygden (ved det nuværende Nuuk) og Østerbygden ved Brahtalid. Ifølge islændingesagaerne var Erik den Røde den første, der slog sig ned i Østerbygden, sammen med en større flok.

Inuitterne indvandrede fra Canada og Alaska i det nordlige Grønland ved det nuværende Thule. Inuitkulturen var en fangekultur, hvorimod nordboernes kultur byggede på agerbrug og kvægavl. Nordboerne og inuitterne mødtes og handlede med hinanden. Omkring år 1400 mener man, at nordboerne forsvinder fra Grønland, muligvis pga. en pestepidemi kombineret med hungersnød.

Det oprindelige urnordiske sprog blev talt over hele Norden frem til omkring år 800. Vi kan genfinde det i de mange runeskrifter, der er efterladt i landskabet i især Sverige og Danmark.

De følgende århundreder udviklede der sig dialekter, der grupperede det nordiske sprog i to grene: østnordisk (svensk, dansk, det sydlige Norge) og vestnordisk (norsk, færøsk, islandsk). Den vestnordiske sproggren er tættere forbundet til det oprindelige urnordiske, mens østnordisk er udviklet under stærkere indflydelse fra Tyskland og England.   

Grammatisk er de nordiske sprog ens, og deres ordforråd ligner hinanden. Det er grunden til, at vi fortsat forstår især svensk og norsk.

Grønlandsk er ikke et nordisk, men et eskimoisk sprog, der tales i hele det arktiske område. Finsk tilhører den uralske sprogstamme i lighed med estisk (Estland), ungarsk og samisk (Nordligste egne af Norge, Sverige og Finland). 

I litterær betydning er topografien en betegnelse for et landskabs natur- og kulturudtryk, en stedsbeskrivelse, evt. også i et historisk perspektiv. En litterær topografi er en genre, hvor forfatteren skildrer en egns særlige træk i naturen og kulturen gennem tiderne.

I konstruktionen af en fortælling indgår en topografi, eller topos, der danner rammen for fortællingens udfoldelse. Det er i topos, at personerne handler: på Altinget, på havet, i en brændende gård eller igennem fjeldpas. Ofte er det læserens opgave at danne sig indre billeder af fortællingens topos.