Laksdølernes saga kapitel 24

24
Olav og Torgerd blev på Høskuldssted. Der opstår stor og inderlig kærlighed imellem dem. Enhver kunne se, at hun var en pragtfuld kvinde. Hun var almindeligvis ret tilbageholdende, men når først hun havde involveret sig i noget, så skulle det også gå, sådan som hun ville have det.
    Olav og Torgerd opholdt sig denne vinter skiftevis på Høskuldssted og hjemme hos Olavs fosterfar, og da det blev forår, overtog Olav gårddriften på Goddested.
    Samme sommer blev Tord Godde ramt af en sygdom, der førte til hans død. Olav lod kaste en høj over ham på det næs, der hedder Dravnenæs, og som stikker ud i Lakså. Der er et gærde lige der, som hedder Gravhøjsgærdet.
    Fra nu af flokkes mænd om Olav, og han blev en stor høvding. Det var ikke noget, Høskuld var misundelig over, for han ville altid gerne, at Olav blev inddraget i alle større sager.
    Den gård, som Olav ejede, var den største og flotteste i hele Laksådalen.
    Der var et par brødre hos Olav, som begge to hed Ån. Den ene blev kaldt Ån den Hvide, og den anden Ån den Sorte. En tredje mand på gården hed Bene den Stærke. Det var Olavs håndværkere, og de var alle tre brave mænd.
    Torgerd og Olav fik en datter, der hed Turid.
    De jorder, som Rap havde ejet, lå, som tidligere skrevet, øde hen. Olav syntes, at de havde en god beliggenhed, og talte engang med sin far om, at de skulle sende folk til Trevl og sige til ham, at Olav gerne ville købe Rapssted-jorden af ham, og hvad der ellers hørte til ejendommen. Det gik ganske nemt for sig, og der blev snart slået en handel af, for Trevl indså, at én krage i hånden var bedre end to i skoven. Det blev aftalt, at Olav skulle give tre mark sølv for jorden, men det var nu ikke nogen rimelig handel, for der var tale om udstrakte og smukke og meget frugtbare jorder, og med ejendommen fulgte gode muligheder for laksefiskeri og sælfangst, og der var også megen skov.
    Lidt oven for Høskuldssted, nord for Lakså, var der hugget en rydning i skoven, og her kunne man være næsten helt sikker på, at Olavs kvæg stimlede sammen, hvad enten vejret var godt eller dårligt. Så et efterår lod Olav opføre en gård i netop dette holt, og gården blev bygget af træ, der var fældet der i skoven. Men noget af træet fik han fra strandene med drivtømmer. Gården var stor og flot. Bygningerne stod tomme den første vinter, men da det blev forår, flyttede Olav.
    Først fik han alle dyrene drevet sammen, og det var efterhånden blevet til en ordentlig flok, for der var ingen i Bredefjord, der var rigere på kvæg end Olav.
    Så sendte han bud til sin far og sagde, at han skulle stå udenfor og se over på optoget, når hans søn drog af sted til den nye gård, og så skulle han give ham lykkebringende ord med på vejen.
    Høskuld sagde, at det skulle han nok gøre.
    Olav arrangerer nu det hele. Fårene, der var de mest sky af alle husdyrene, fik han gennet i forvejen. Så fulgte malkekvæget lige efter. Så blev goldkvæget drevet af sted. Pakhestene kom til sidst. Folk blev fordelt blandt dyrene med jævne mellemrum, så ingen af dyrene kom på afveje. Fortroppen ankom til den nye gård, netop som Olav red ud fra gårdspladsen på Goddested. Og der var ikke et hul i rækken.
 

    Høskuld stod udenfor sammen med alle gårdens folk. Han erklærede, at Olav, hans søn, skulle være velkommen på sin nye gård, og han ønskede ham lykke til. »Og jeg har stærkt på fornemmelsen, at det kommer til at gå i opfyldelse, og at hans navn vil blive husket længe.«
    Jorun Husfrue sagde: »Ja, den søn af en trælkvinde er velhavende nok til, at hans navn vil blive husket.«
    Netop som huskarlene havde taget kløvbyrderne af hestene, red Olav ind på gårdspladsen. Han tog til orde og sagde: »Nu kan folk få tilfredsstillet deres nysgerrighed på det punkt, der så ofte er blevet diskuteret i vinter, nemlig hvad denne gård skal hedde. Den skal hedde Hjordeholt.«
    Det syntes folk var godt fundet på, når man tog i betragtning, hvad der var foregået der på stedet.
    Olav indretter sig nu på Hjordeholt. Det blev snart et meget stort og flot gårdbrug, og der manglede intet som helst. Olav voksede efterhånden meget i anseelse, og det skyldtes mange ting. Han var overordentlig vellidt, for når først han involverede sig og tog sig af folks sager, blev alle tilfredse med resultatet. Hans far gjorde meget for, at han skulle komme til ære og værdighed. Svogerskabet med Myre-folkene styrkede også hans position. Af Høskulds sønner anså man Olav for at være den mest fremtrædende.
    Den første vinter Olav drev gården på Hjordeholt, havde han meget tyende og mange arbejdsfolk. Arbejdet var fordelt mellem huskarlene, så én tog sig af malkekøerne, mens en anden passede goldkvæget. Stalden lå ude i skoven, et godt stykke væk fra gården.
 

    En aften kom den mand, der tog sig af goldkvæget, til Olav og bad ham om at sætte en anden til at passe kreaturerne, »for jeg vil have noget andet at lave.«
    Olav sagde: »Du bliver bare ved med det arbejde, du har haft indtil nu.«
    Så ville karlen hellere væk fra gården, sagde han.
    »Du synes åbenbart, der er noget, der ikke er, som det skal være,« siger Olav. »Så tager jeg med dig i aften, når du sætter dyrene på stald. Og hvis jeg kan se, at du har noget at klage over, så skal jeg ikke bebrejde dig noget, men ellers skal du nok komme til at mærke det på den ene eller den anden måde.« 
    Olav tager nu sit guldindlagte spyd Kongegave i hånden og går væk fra gården, og sammen med ham huskarlen. Der lå let sne på jorden. De kommer over til stalden. Der var åbent ind. Olav sagde, at karlen skulle gå indenfor. »Så genner jeg kvæget ind til dig, og du binder det i båsene bagefter.«
    Huskarlen går hen til stalddøren. Men inden Olav ved af det, er karlen kommet styrtende tilbage og har kastet sig i hans arme. Olav spørger, hvorfor han opfører sig sådan, som skræmt fra vid og sans.
    Han svarer: »Rap står i stalddøren og griber ud efter mig, men jeg har fået nok af alle de brydekampe med ham.«
    Olav går nu hen til døråbningen og vil støde sit spyd i Rap. Men Rap tager fat om falen på spyddet med begge hænder og vrider spydbladet ud til siden, så skaftet brækker midtover. Olav vil nu gå løs på Rap. Men Rap forsvandt ned i jorden, der, hvor han var kommet fra. Og hermed skilles de. Olav stod med skaftet, mens Rap havde beholdt spydbladet. Herefter sætter karlen og Olav kreaturerne på stald, og så går de hjem. Olav sagde nu til karlen, at han ikke ville bebrejde ham al hans snak.
    Næste morgen tager Olav hjemmefra og hen til det sted, hvor man havde dynget sten over Raps lig, og her sørger han for, at der bliver gravet i dyngen. Rap var endnu ikke gået i forrådnelse. Og her finder Olav sit spyd. Så får han bygget et bål, og Rap bliver brændt på bålet, og hans aske ført ud på havet. Fra da af er der ikke nogen, der bliver plaget af Raps gengangeri.
(...)

Oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen