Filtengel

Jeg tager et dybt sug af cigaretten, så jeg kan se den gløde neden for mine øjne og mærker røgen fylde min lunger. Jeg holder røgen inde lidt, letter så hovedet og puster op mod himlen. På en lyseblå hjørnelejlighed står gadenavnet Andreas Bjørns Gade. Jeg bevæger mig lidt op ad gaden. Der er en Irma på hjørnet. Brosten på gaden. Gamle københavnerlejligheder i rød, gul, blå, hvid.
    Da jeg når nummer 16, går jeg hen og ser på dørtelefonen. Olivia Madsen. Jeg skodder min smøg og ringer på. Der går lidt tid, så rasler det i højtaleren og en kvindestemme siger:
    - Hallo?
    Jeg læner mig mod højtaleren.
    - Det er Laurids.
    Hun buzzer mig ind. 

Da jeg når hendes dør på tredje sal, står hun i døråbningen og venter på mig. Hun har morgenkåbe på. Det er tydeligt, at hun er nervøs, selvom hun prøver at skjule det ved at smile, da hun ser mig.
    - Hej Laurids, siger hun og giver mig et kram. Kom indenfor.
    Hun træder til side, og jeg går ind i den lille entré. Tæller med det samme tre værelser. Plus køkken, og den smalle gang, jeg står i. Her dufter lidt af hendes parfume. 
    - Du har pyntet op til jul, siger jeg, da jeg ser ind i stuen.
    - Ja, øh, det er da klart. Det er jo december.
    Hun står stadig henne ved døren.
    Jeg ser en lille filtengel, jeg kan genkende fra vores barndomshjem. Den står i vindueskarmen i stuen.
    - Det er mors julepynt.
    Hun har den bare stående blandt alt andet julepynt. Hun går hen til en døråbning, der fører ind til køkkenet. Jeg kan se, hun kort overvejer, om hun skal gå ind, eller følge mig, mens jeg kigger rundt i lejligheden.
    - Kunne du tænke dig en kop kaffe, eller? Jeg kan ikke huske, om du drikker kaffe.

Jeg takker ja til kaffen, og går med hende ud i køkkenet.
    - Jeg har også lidt kringle fra et møde, jeg havde med en redaktør i går, siger hun og finder et lille fad og en kniv, der ikke er en brødkniv, frem. Hun kan se, jeg kigger på kniven.
    - Ja, jeg kan ikke finde min brødkniv. Hun smiler til mig.
    Vi står lidt i stilhed. Hører elkedlen koge. Jeg betragter hende, mens hun finder kopper og neskaffe frem. Hun er blevet klippet. Hun ser solbrændt ud. Hun pakker kringlen ud af en bagerpose og lægger den på fadet.
    - Hvorfor ringede du egentlig?
    Hun ser op på mig, står lidt og betragter mig, vender sig så rundt og tager fat i fadet med kringlen på.
    - Arbejder du stadig som jurist i Statsministeriet?
    - Ja.
    Jeg læner mig op ad dørkarmen. Jeg magter ikke hendes smalltalk.
    - Okay. Er du glad for det?
    - Ja.
    - Hvad med kæreste og venner, husker du at bruge tid på det?
    Hun går et halvt skridt tættere på mig. Jeg rykker mig ikke. Forsøger at have et udtryksløst ansigt, da jeg svarer.
    - Ja.

Vi sætter os ned ved hendes sofabord. Det ligner noget fra et HAY-udstillingsvindue. Hun sætter sig i en grøn tomandssofa, og jeg sætter mig i en gul lænestol overfor. Det må virkelig gå hende godt. Hun kører sin pegefinger langsomt rundt på kanten af sin kaffekop. Hendes øjne er fjerne et øjeblik. Så slår hun blikket op og ser på mig.
    - Er du glad, Laurids?
    Jeg tager en tår af min kaffe. Ser ud ad vinduet.
    - Selvfølgelig er jeg det.
    Man ser direkte hen på et gult lejlighedskompleks overfor, lige ind i en stue, hvor en kvinde og en mand sidder med deres dreng og spiser morgenmad. Manden rejser sig og begynder at pakke en taske, der står på køkkenbordet. Han går hen til kvinden, siger noget, der får hende til at grine, kysser hende på kinden og går ud ad døren.
    Jeg vender mig rundt og ser på Olivia. Hun rynker let på øjenbrynene og lægger hovedet på skrå.
    - Hvorfor skal du altid have så fucking ondt af mig?, ryger det ud af mig.
    - Hvad mener du dog?
    Hun retter sig op og rykker let på stolen.
    - Lad være med det pis.
    Jeg bliver overrasket over mit mod og stirrer intenst på hende. Nu kan hun ikke løbe om hjørner med mig længere.
    - Du har bare aldrig været særlig god til at passe på dig selv.
    Hun tager en tår af sin kaffe og ser ud ad vinduet.
    - Jeg er bange for, at du er ensom.
    Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Hun begynder nervøst at skære kringle ud. Jeg ser på kniven, og trækker stilheden lidt ud. Det er et af de postulater, man ikke kan forsvare sig imod.
    - Jeg er ikke ensom.
    Jeg kan mærke vreden i min krop, da jeg siger det. Hvorfor skal jeg sidde og forsvare mit liv overfor hende? Mine hænder begynder at sitre. Jeg holder hårdt fast om min kaffekop. Prøver at holde mig i ro. Prøver at få det til at virke som om, jeg er rolig. Jeg løfter kaffekoppen op til munden. Mine hænder ryster en anelse. Jeg tager en tår.
    - Jeg gik til psykolog for et par år siden, siger hun og lægger igen hovedet på skrå.
    - Jeg har ikke brug for at tale med nogen.
    Hun har tårer i øjnene. Jeg rejser mig op og vender mig om mod døren, så jeg står med ryggen til hende. Jeg har lyst til at gå, men bevæger mig ikke. Olivia går hen til mig, og lægger en hånd på min arm. Den er svedig.
    - Du skal ikke røre mig, siger jeg.
    Jeg vrider min skulder, og hendes hånd falder ned fra min arm.
    - Jeg går nu.
    Jeg begynder at gå ud mod entreen.
    - Mor havde ret, siger hun lavmælt, næsten hviskende.
    Jeg stopper op i døråbningen og vender mig om mod hende. Hun står midt i stuen med anspændte skuldre og armene over kors. Jeg går langsomt hen mod hende.
    - I hvad?
    - Glem det.
    - Svar mig! råber jeg og tager hårdt fat i hendes arm.
    - Laurids, slip mig. Det gør ondt.
    Hun forsøger at være rolig, men hendes stemme knækker. Jeg strammer mit greb, og trækker hende ind mod mig, så vi står helt tæt.
    - Svar mig.
    - Hun sagde, du ikke forstod at holde af andre mennesker!
    En lille spytklat rammer min kind, da hun råber det. Jeg står fastfrosset.
    - Du lyver. Du fucking lyver.
    - Slip mig for fanden!, råber hun og vrider sig ud af mit greb.
    Jeg ser rundt i stuen. Hen på den lille filtengel. Ud af vinduet og hen ad den flotte gade. Over på stuemøblerne.
    - Er det derfor, du har råd til alt det her? Har I også løjet om arven?
    Hun ser forvirret rundt i rummet.
    - Hvad mener du? Du ved da, hun ikke efterlod særlig meget.
    - Hold din kæft, klamme kælling. Du har sikkert løjet de sidste 10 år. Har du og far gemt pengene for mig?
    Jeg mister kontrollen over mine bevægelser. Slår rundt med armene. Skubber til den gule lænestol, så den vælter. Slår armen hen over vindueskarmen, så filtenglen og alt den anden julepynt flyver ud over gulvet.
    - Er det noget, I har aftalt?
    - Nej Laurids! Hvad fanden sker der med dig?
    Tårerne løber ned ad hendes kinder. Som var det hende, det var synd for. Hendes øjne ser bange ud. Hun tager et par skridt tilbage i rummet og skæver hen til døren bag mig.
    - I er nogle manipulerende psykopater! I har stjålet hendes arv!
    Mit blik bliver sløret. Jeg ser kun en silhuet af hende. Min højre hånd griber om hendes hals og holder fast. De solbrændte kinder bliver røde. Jeg griber kniven på bordet. Hånden fører kniven gennem hendes hals. Kroppen falder. Kniven falder med.

Jeg ser ned på det tomme ansigt, der ligger på gulvet. En rød pøl flyder ud omkring hende. Jeg vender mig om og går ud på badeværelset for at vaske mine hænder. Smider lidt koldt vand i ansigtet og sætter mit hår i spejlet, inden jeg går ud af lejligheden.

Der er helt lyst på gaden nu. Jeg finder min cigaretpakke frem, tænder en smøg og bevæger mig ned mod vandet.