Håndskriftet som medie

Middelalderens tekstmedie var håndskriftet. Håndskriftkulturen kom til Norden og Island med kristendommens indførelse. Tidligere havde man i Norden brugt runealfabetet og fortrinsvis skrevet korte inskriptioner og tekster på træ og sten. Håndskriftkulturen skabte mulighed for at skrive lange tekster, selvom det stadig var tidskrævende og kostbart at producere bøger og litteratur. Håndskrifternes blade bestod af pergament eller dyreskind, primært kalveskind, som først blev lagt i syrebad, derpå skrabet, tørret og strukket, før man endelig kunne skære det til og bruge det til at skrive på.

Det største håndskrift med islændingesagaer, den såkaldte Möðruvellir-bog (ca. 1350), består af 202 pergamentblade, der betyder, at hele 101 kalve har måttet lægge ryg til bogen. Samme håndskrift rummer elleve islændingesagaer og en tot: Njals saga, Egils saga, Finbues saga, Forbundsfællernes saga, Kormaks saga, Dræber-Glums saga, Dropløgssønnernes saga, Ølhættes saga, Halfreds saga, Laksdølernes saga, Totten om Bolle og Fostbrødrenes saga.

Al litteratur og alle tekster blev skrevet i hånden med en fjerpen, der blev skåret til og hærdet i ild, og med hjemmeproduceret blæk. Når man ønskede at kopiere en eksisterende tekst, måtte man afskrive denne tekst i hånden, hvorved der altid var mulighed for at ændre på den. Nogle gange er der tale om store ændringer og omredigeringer, som er foretaget med vilje. Der kan være tale om forkortelser, men der kan også være tilføjet tekst fra andre eksisterende værker, som blev indført i mere eller mindre bearbejdet form. Forestillingen om copyright eller plagiering fandtes vel at mærke ikke i middelalderen. Denne problematik opstod først for alvor med bogtrykket, da tekster kunne kopieres mekanisk. Andre gange er der kun tale om småfejl, der er opstået i afskrivningsprocessen. Det betyder også, at den tekst, man sidder med i en moderne udgave, ofte kun er én blandt mange mulige, hvorfor den – i sagens natur – ikke kan give indblik i hele tekstoverleveringen i håndskrifter. Der er for eksempel overleveret over 60 afskrifter af Njals saga. Nyoversættelsen af Njals saga fra 2014 følger et håndskrift fra ca. 1300, Reykir-bogen, der opbevares i København, som indeholder flere skjaldekvad end nogle af de andre håndskrifter.

Egils saga er overleveret i tre redaktioner, som alle er forskellige, når det kommer til Egils kvad og religion. I den såkaldte A-redaktion af Egils saga finder man den fyldigste prosatekst og flest af Egils løsvers, men hverken digtene Hovedløsen eller Sønnetabet. B-redaktionen indeholder Hovedløsen, men ikke Sønnetabet og ikke alle Egils løsvers. Endelig findes både Hovedløsen og Sønnetabet i C-redaktionen, som menes at være en sen middelalderlig redaktion. Middelalderens tekstkultur er med andre ord flydende, for der findes ikke to afskrifter af den samme tekst, som er fuldkommen identiske.

Egils saga og Njals saga har en rig overlevering. Men håndskriftoverleveringen har derimod været hård ved andre sagaer. Meget er gået tabt i tidens løb, og der er næppe overleveret mere end omtrent 10 % af middelalderens håndskrifter i det hele taget. Da bogtrykket blev opfundet, mistede håndskrifterne i starten deres værdi; mange pergamentblade blev skåret i strimler og anvendt i bogbind, som mønster til tøj eller endda som afstivning i bispehuer. De fleste blev brugt til bogbind. En tredje og ellers ukendt redaktion af Gisles saga, som er overleveret fuldstændigt i to redaktioner, har man kun kendskab til, fordi et enkelt blad af denne blev brugt som bogbind. Nogle islændingesagaer er gået fuldstændig tabt, og andre er udelukkende fragmentarisk overleveret i middelalderens håndskrifter. Det gælder for eksempel Sagaen om Bjørn, helten fra Hiddal, hvor begyndelsen ikke er overleveret. Atter andre sagaer findes kun i eftermiddelalderlige afskrifter, fordi det var almindeligt at genbruge de gamle håndskrifter, når først de var blevet kopieret. De nye afskrifter var lettere at læse.

Skrevet af Annette Lassen