Njals saga

Formodentlig skrevet i sidste fjerdedel af 1200-tallet.

Sagaen er den længste og nok mest kendte af islændingesagaerne. Den omfatter et meget stort persongalleri, hvoraf flere også optræder i andre sagaer. Njals saga er en af de mest helstøbte islændingesagaer, hvor sagaskriveren har haft litterære ambitioner. Sagaen findes, som mange andre, i flere versioner.

Sagaen falder i tre dele. Første del har den besindige, velansete og fysisk stærke storbonde Gunnar som hovedperson. Gunnar har giftet sig med Halgerd, hvis intriger med omverdenen, ikke mindst med Njals hustru Bergtora gang på gang tvinger Gunnar til at indgå forlig på Altinget.

Njal, der bor i nærheden af Gunnar på sydkysten af Island, inddrages, idet Gunnar hver gang, han har en konflikt, søger gode råd hos den lovkyndige og retsindige, men også snu nabo. Gunnar bliver dog til sidst erklæret fredsløs i tre år, men på vej til skibet, der skal bringe ham til Norge, vælger han at vende om – ”for aldrig har skråningen ved min gård set smukkere ud.” Hans valg om at blive på sin frugtbare egn, bliver hans skæbne.

Anden del har Njal i centrum. Gunnar er blevet dræbt på sin gård Liende af sine fjender, anført af Gisser Hvide. Njals egne sønner er ligeledes inddraget i den endeløse række af konflikter, hævn og retstvister. En storbonde ved navn Flose samler en flok mænd med den hensigt at dræbe Njals sønner – og en gang for alle at afslutte konflikterne.

Sønnerne forskanser sig på Njals gård Bergtorskvol, og enden bliver, at Flose og hans mænd sætter ild til gården, og Njal, Bergtora og deres sønner brænder inde. Kun Kåre, svoger og ven af Njals sønner, undslipper.

Tredje og sidste del handler om det retslige opgør efter mordbranden på Njal og Kåres langstrakte og ihærdige forsøg på at opnå hævn. Sagaen slutter med forlig mellem Flose og Kåre.