Sagastil

Sagaerne er skrevet over flere hundrede år. Det er derfor det ikke er overraskende, at stilen varierer. I sagaskrivningens ældste periode (ca. 1200-1250) er mange islændingesagaer præget af en jævn og repititiv stil. I den mellemste periode (ca. 1250-1300) som af mange anses for den klassiske periode eller sagaernes storhedstid, er sagastilen udviklet til kunstnerisk fuldkommenhed. Endelig er sagaerne i den yngste periode, i senmiddelalderen (fra ca. 1300-1500), i højere grad præget af humor. I denne periode finder man sagaer med et højt tempo, og som dyrker det groteske. Men selvom stilen varierer – over tid og fra saga til saga – er der alligevel en række faste træk, der går igen.

Sagaerne følger ikke de klassiske regler for fortællekunst. En saga begynder aldrig i begivenhedernes midte, in medias res, og den opfylder ikke kravet om handlingens enhed. Før handlingen går i gang, bliver personerne præsenteret. Gennem præsentationen af personerne gives der signal til læseren om, at de er vigtige for handlingen. Den typiske indledningsformel lyder: ‘En mand hed …’/‘Der var en mand, der hed…’. Derpå følger oplysninger om personernes slægt og bosted, og ofte også om deres samfundsmæssige position, deres udseende og egenskaber. Derudover karakteriseres personerne igennem deres handlinger og tale. Personkarakteristikkerne står altid til troende, og med enkelte undtagelser undergår personerne ikke en udvikling i løbet af sagaen. Sagaerne er i det hele taget fatalistiske, personernes skæbne er fastlagt på forhånd, hvad der tit kommer til udtryk ved omtalen af profetiske drømme, varsler og spådomme, som foregriber begivenhederne.

Fremstillingsformener scenisk og ligger tæt på dramaet. Der veksles mellem direkte og indirekte tale, og der glides ofte uden angivelse fra indirekte tale til direkte tale. I nogle sagaer består omtrent halvdelen af teksten af replikker. Sagaskriveren nøjes som regel med at beskrive ydre forhold: Han beretter, hvad man kan iagttage med det blotte øje, og forholder sig ikke til personernes psykologi eller tankeverden. Det er overladt til læseren at foretage tolkninger. Når en person bliver rød i ansigtet, er det for eksempel udtryk for stor sindsoprivelse. Når det fortælles, at en mand og en kvinde taler sammen, kan man regne med, at de nok er forelskede. Og når en person bliver tavs, er det udtryk for vantrivsel, hjemve eller sorg.

Det er sjældent, at fortælleren træder tydeligt frem. Der anvendes i stedet faste fraser, som ‘man fortæller’, ‘det fortælles’, ‘nu skal der fortælles om’. På grund af disse udtryk troede man længe, at islændingesagaerne er mundtlige beretninger, for de giver indtryk af, at fortælleren næsten udelukkende formidler en eksisterende tradition. Men fraserne blev hurtigt en fast stilistisk bestanddel af islændingesagaerne, og man finder særligt mange af dem i nogle af de yngste islændingesagaer, som i modsætning til mange andre ikke menes at have et historisk grundlag overhovedet.

Fortælleformen er saglig, og det er yderst sjældent, at fortælleren fælder dom over begivenhederne. I stedet hentyder han til folks holdninger (‘man mente’, ‘folk syntes’) eller konstaterer, hvad udfaldet bliver, at en sag får dårlig omtale, eller en person opnår ære eller mister ære ved en handling. I Laksdølernes saga nøjes fortælleren med at henvise til, hvad ’man kunne mærke’, og hvad ’de fleste mente’, da Gudrun forstår, at hun er blevet narret af Bolle (kapitel 44). Den tilbageholdte fortællerstemme skyldes ikke, at de islandske sagaskrivere ikke ville belærederes læsere, hvad man hyppigt ser i middelalderens europæiske litteratur. Sagaskriverne valgte bare at belære ved at give eksempler og fortællehistorier.

Islændingesagaernes sprog er præget af korte og sideordnede sætninger, som indledes med ‘og’ eller ‘men’, og ordforrådet er enkelt. En hyppigt anvendt stilfigur er litoten, dvs. en underdrivelse ved brug af dobbelte negativer. Hvis det hedder om en person, at han eller hun ‘ikke er lille’, så er vedkommende påfaldende stor. Når der ’ikke er mangel’ på noget (Egils saga, kapitel 25), betyder det, at der er en masse. Og når Kjartan i Laksdølernes saga siger: ’Det er ikke, fordi jeg ikke synes, Gudrun overstråler alle andre kvinder’ (kapitel 39), er det netop fordi, han synes, at hun gør det.

Meget ofte omtales noget ved en negation af det modsatte forhold eller den modsatte situation. Når det siges, at der ’var ikke megen varme’ i Gudrun og Bolles forhold, kan vi regne med, at forholdet er iskoldt (”Laksdølernes saga”, kapitel 43). Hvis det hedder, at man er ’ikke rådløs’, er man snedig og god til at finde på råd (”Laksdølernes saga”, kapitel 39). I det hele taget underdriver man hellere i en islændingesaga, end man overdriver. Underdrivelserne ses også ofte i heltenes lakoniske replikker, som udtrykker deres hårdkogte heltemod. Hvis en mand er såret, men siger, at han ikke har behov for forbinding, er det, fordi sårene er dødelige. Et eksempel på underspillet heltemod findes i Njals saga, da Gisser Hvide og hans mænd vil slå Gunnar ihjel. En af mændene vil undersøge, om Gunnar er hjemme, men bliver ramt af hans spyd. Da de andre spørger, om Gunnar er der, svarer han: ’Find selv ud af det, men jeg fandt i hvert fald ud af, at hans hugspyd var hjemme’ (Njals saga, kapitel 77) - ’Og så falder han død om’.

Skrevet af Annette Lassen