Egils saga

Skrevet ca. 1230, sandsynligvis nedskrevet af den navnkundige Snorre Sturlessøn (1179-1241).

Handlingen falder i to dele og følger Egils slægt i Norge og Island. Første del skildrer Egils forfædre og deres kamp med den norske kong Harald Hårfager (-930), hvis bestræbelser på at samle Norge, får den konsekvens, at Egils far og farfar, Skalle-Grim og Kvæld-Ulf, må forlade landet og sejle til Island, hvor Skalle-grim slår sig ned ved Borgefjorden på Vestisland.

I anden del følger vi Egil fra barn og indtil han dør. Han er allerede som barn en hidsig slagsbror - og enestående kvaddigter. Han rejser gentagne gange til Norge, hvor han har  blodige konflikter med kong Erik Blodøkse og ikke mindst dronning Gunhild.

På sine gamle dage slår Egil sig ned på Borg ved Borgefjord, og bliver her en indflydelsesrig bonde, der respekteres af alle i området. 

Portrættet af den egenrådige, hidsige, men også meget følsomme Egil, regnes for et af de ypperste inden for sagalitteraturen. Berømt er hans kvad om tabet af sin søn Bødvar, Sønnetabet, hvor han ser tilbage på sit liv og samtidig udtrykker digtekunstens evne til at overvinde sorg og modgang (læs kapitel 79).

Det er påfaldende, at det kun er i udlandet (Norge, England, Danmark og Skåne), at Egil optræder som en barbarisk voldsmand. I Island farer han ikke frem med vold, selvom han heller ikke her er rimelig.