Egils saga kapitel 31

31
Skalle-Grim og Bera fik mange børn, men de døde alle sammen tidligt. Så fik de en søn, og han blev øst med vand, og ham kaldte de Torolf. Og som han voksede op, blev han hurtigt stor af sin alder og meget flot. Alle folk sagde, at han på en prik lignede Torolf, Kvæld-Ulfs søn, som han var opkaldt efter. Torolf var langt stærkere end sine jævnaldrende, og da han nåede voksenalderen, var han en mester i alle de idrætter, som mænd fandt det værd at dyrke.
    Torolf var altid munter og besad tidligt en så fuldkommen styrke, at han ikke stod tilbage for nogen anden mand. Der gik ikke lang tid, før alle holdt af ham, og hans far og mor elskede ham også højt.
    Skalle-Grim og Bera havde to døtre. Den ene hed Sæun, og den anden Torun, og de var begge lovende i deres opvækst.
    De havde endnu en søn, og de vandøste ham, navngav ham og kaldte ham Egil. Og som han voksede op, blev det snart tydeligt, at han ville blive overordentligt grim og sorthåret ligesom sin far. Da han var tre år, var han lige så stor og stærk som andre drenge på seks eller syv. Han kunne tidligt tale og var en sproglig begavelse. Han var temmelig vanskelig at have med at gøre, når han legede med andre drenge.
 

    Det forår kom Yngvar til Borg for at invitere Skalle-Grim på besøg, og invitationen gjaldt også hans datter, Bera, hendes søn, Torolf, og hvem Skalle-Grim ellers ville have med. Skalle-Grim lovede at komme. Yngvar tog hjem og gjorde forberedelser til festen og fik brygget øl.
    Og da det blev tid for Skalle-Grim og Bera at tage af sted til festen, gjorde Torolf og gårdskarlene sig også klar. De var femten i alt.
    Egil sagde til sin far, at han også ville med. »Jeg er lige så beslægtet med de folk, som Torolf er,« siger han.
    »Du kommer ikke med,« siger Skalle-Grim, »for du forstår dig ikke på at være i en forsamling, hvor der drikkes, og du er ikke nem at omgås, selvom du ikke drikker.«
    Skalle-Grim steg da op på sin hest og red af sted, og Egil var meget utilfreds med sin lod. Han forlod gården og fandt en krikke, som tilhørte Skalle-Grim, svingede sig op på den og red efter Skalle-Grim og de andre. Det var vanskeligt for ham at krydse moserne, for han kendte ikke vejen, men han kunne ofte se Skalle-Grim og de andre, når der ikke var skov eller bakke imellem dem. Der er det at sige om hans rejse, at han nåede frem til Alftenæs sent om aftenen, da folk sad og drak. Han gik indenfor i stuen. Da Yngvar så Egil, tog han glad imod ham og spurgte, hvorfor han kom så sent. Egil gengav, hvad der var blevet sagt mellem ham og Skalle-Grim. Yngvar satte Egil ved siden af sig. De sad over for Skalle-Grim og Torolf.
 

    Som underholdning til øllet kvad folk vers. Så kvad Egil et vers:

Jeg kom her til Yngvar,
ham ville jeg møde,
som giver mænd lyngens
lysende rems leje.
Slangens lys-snoede
landes ødelægger,
bedre treårig ordsmed
end mig findes ikke.

Yngvar roste verset og takkede Egil behørigt for det, og dagen efter gav Yngvar Egil tre konkylier og et andeæg i skjaldeløn. Den følgende dag til drikkelaget kvad Egil et vers om sin digterløn:

Sår-gæslingens stamme
gav en ordrig Egil
tre bølgens evigt tavse
hunde for hyldestdigtet.
Plankehestens kender,
han glædede Egil,
gav bæk-tjurens yndlingsleje
som det fjerde.

Egils digtning faldt i mange folks smag.
    Der skete ikke mere under besøget, og Egil tog hjem sammen med Skalle-Grim.
(...)

Oversat af Rolf Stavnem