Egils saga kapitel 57

57
Egil havde været en hel del år på Borg, da der en sommer kom et skib til Island fra Norge, og det forlød nu, at Bjørn Storbonde var død. Videre fortaltes det, at alt, hvad Bjørn havde ejet af værdier, var blevet overtaget af Bjerg-Ønund, hans svigersøn. Han havde fragtet alt løsøret hjem til sig selv, og jorden, som Bjørn havde ejet, havde han udstykket til bosættelser, og Bjerg-Ønund havde sikret sig indtægter fra alle jordstykkerne og lagt dem under sin ejendom.
    Da Egil hørte det, spurgte han nøje til, om Bjerg-Ønund havde gjort dette på eget initiativ, eller om han havde haft mere betydningsfulde folk i ryggen. Han fik at vide, at Bjerg-Ønund var blevet vældig gode venner med kong Erik, og at hans forhold til Gunhild var endnu bedre.
    Egil foretog sig ikke noget det efterår, men da vinteren var forbi, og det begyndte at blive forår, lod Egil sit skib trække frem, og det havde stået under tag ved Langåfos. Han gjorde det klar til havsejlads og skaffede besætning. Asgerd, hans kone, tog med, men Torolfs datter, Tordis, blev tilbage. Egil sejlede ud på havet, så snart han var klar. Der er ikke noget at fortælle om hans overfart, før han kommer til Norge. Han opsøgte Arenbjørn så hurtigt som muligt. Arenbjørn tog varmt imod ham og tilbød ham ophold, og det tog Egil imod. Asgerd fulgte ham sammen med nogle mænd.
    Egil fik hurtigt ledt samtalen med Arenbjørn ind på de krav, som han mente at have der i landet.
    Arenbjørn siger: »Den sag synes jeg ser håbløs ud. Bjerg-Ønund er hård og urimelig, uretfærdig og grisk, og kongen og dronningen sætter ham meget højt. Din største fjende er Gunhild, hvad du jo er klar over, og hun vil ikke opmuntre Ønund til at betale dig din andel.«
    Egil siger: »Kongen vil nok lade os opnå vores ret ifølge loven, og med din støtte vil jeg ikke frygte en retssag mod Ønund.«
    De beslutter, at Egil skal udruste en skude. De var næsten tyve mand, som tog af sted. De rejste syd om Hordaland og nåede frem til Asker, gik op til huset og mødte Ønund. Egil fremlægger sagen og kræver af Ønund, at han skifter Bjørns arv og vedgår, at Bjørns døtre ifølge loven har samme ret til arven som ham, »selvom jeg skulle mene,« siger Egil, »at Asgerd er af en finere slægt end din kone, Gunhild.«
 

    Ønund siger temmelig spidst: »Det er utroligt dristigt af dig, Egil, som er dømt fredløsaf kong Erik, at komme her til hans land og være frembrusende over for hans mænd. Du skal vide, Egil, at jeg før har knust sådan nogle som dig, og for mindre end din påstand om, at din kone er berettiget til arv, for det er alment kendt, at hun er af trælleslægt på mødrene side.« Ønund fortsatte et stykke tid med sin ophidsede tale.
    Da Egil forstod, at Ønund på ingen måde ville bøje sig i sagen, stævnede han ham til tinget for at få prøvet sagen ved Gulatingslov.
    Ønund siger: »Jeg skal møde op på Gulating, og hvis det går, som jeg ønsker, slipper du ikke helskindet derfra.«
    Egil siger, at han vil løbe risikoen og ikke desto mindre møde frem på tinget, »og så må det gå, som det går med vores sag.«
    Derpå tog Egil og hans mænd af sted igen, og da han kom tilbage, fortalte han Arenbjørn, hvordan det var gået, og hvad Ønund havde svaret. Arenbjørn blev rasende over at høre sin faster, Tora, blive kaldt for en trælkvinde.
    Arenbjørn opsøgte kong Erik og tog sagen op med ham. Kongen var misfornøjet med det, Arenbjørn havde at sige, og mente, at Arenbjørn alt for længe havde været i lommen på Egil. »Han har dig at takke for, at jeg har ladet ham opholde sig her i landet, men jeg vil ikke se mildt på, at du hjælper ham med at angribe en af mine venner.«
    Arenbjørn siger: »Du bør lade os opnå retfærdighed i denne sag.«
    Kongen var temmelig vred over sagen, og Arenbjørn kunne mærke, at det stod endnu værre til med dronningen. Arenbjørn vendte hjem og fortalte, at det så sort ud.
    Vinteren gik, og det blev tid til at tage til Gulatinget. Arenbjørn samlede en stor styrke til tinget. Egil var i hans skare. Kong Erik var også mødt frem med en stor styrke. Bjerg-Ønund og hans to brødre var i kongens følge, og de havde selv en betydelig skare med sig. Og da sagerne skulle føres på tinget, gik begge parter frem til domsstedet for at fremlægge deres beviser. Ønund var da meget stor i slaget.
 

    Domsstedet lå på en flad slette, og man satte hasselstænger forbundet med et reb op omkring det, og det kaldte man for helligbånd. Inde i ringen sad dommerne, tolv fra Fjordane, tolv fra Sogn og tolv fra Hordaland. De tre gange tolv dommere skulle dømme i alle sager. Arenbjørn udpegede dommerne fra Fjordane, mens Tord fra Aurland udnævnte dem fra Sogn. De var alle på samme side.
    Arenbjørn var kommet til tinget med mange mænd på en veludrustet snekke og mange småskibe, skuder og rofærger ejet af bønder. Kong Erik havde en stor hær der og desuden seks eller syv langskibe. Der var også mødt mange bønder frem.
    Egil indledte sin sag med at kræve af dommerne, at de skulle følge loven i sagen mellem ham og Ønund. Han fremlagde alle sine beviser på de krav, han gjorde på Bjørn Brynjolfssøns værdier. Han sagde, at Asgerd, Bjørns datter og hans hustru, var arveberettiget og legitim arving, havde jordejere i alle slægtsled og var af nobel herkomst langt tilbage. Han krævede, at dommerne tilkendte Asgerd halvdelen af Bjørns arv, land såvel som løsøre.
    Og da han afsluttede sin tale, tog Bjerg-Ønund ordet: »Min kone, Gunhild, er datter af Bjørn og Oløv, Bjørns lovmæssige hustru. Det gør Gunhild til Bjørns retmæssige arving. Af den grund tog jeg al Bjørns ejendom, fordi jeg kun havde kendskab til en anden datter af Bjørn, som ikke var arveberettiget. Hendes mor blev bortført og taget som frille uden slægtens tilladelse og ført bort fra landet. Og du, Egil, agter at føre dig frem her som alle andre steder med dit hovmod og din mangel på anstændighed. Det vil ikke komme dig til nogen gavn her, for kong Erik og dronning Gunhild har lovet mig, at jeg har retten på min side overalt i deres rige. Jeg skal føre sandfærdige vidner for kongen og dronningen og dommerne på, at Tora Ladehånd, Asgerds mor, blev bortført hjemme hos sin bror, Tore, og derpå fra Brynjolf på Aurland. Hun forlod da landet sammen med Bjørn og nogle vikinger, som var dømt fredløse af kongen, og i udlændighed fik de denne datter, Asgerd. Nu er det helt utroligt, at Egil forsøger at underkende kong Eriks befalinger. Ikke alene befinder du dig her i landet, efter at kong Erik har gjort dig fredløs, du påstår ydermere, at den trælkvinde, du har giftet dig med, er arveberettiget. Jeg kræver af dommerne, at de tilkender mig hele arven efter Bjørn og dømmer Asgerd til at være kongens trælkvinde, for hun blev født, mens hendes far og mor var dømt fredløse af kongen.«
    Nu tog Arenbjørn ordet: »Vi vil føre vidner, Konge, og aflægge eder på, at det var en betingelse i forliget mellem min far, Tore, og Bjørn Storbonde, at Asgerd, datter af Bjørn og Tora, skulle arve sin far, Bjørn, og desuden, hvad der allerede er Jer bekendt, Konge, at I ophævede Bjørns fredløshed, så alt, hvad der indtil da havde forhindret et forlig, dermed var ude af verden.«
    Kongen var længe om at svare ham.
    Så kvad Egil et vers:

Trælfødt kalder manden
min horn-floders kærre.
Ønund har kun tanke
på egen grådighed.
Spyd-slynger! Brochens
norne har arveret.
Ederne aflægges,
Konge, hør ederne.

​​​​​​Arenbjørn lod tolv vidner, der alle var højt agtede, aflægge vidnesbyrd, og de havde alle overhørt Tore og Bjørns forlig, og vidnerne tilbød kongen og dommerne at aflægge ed på det. Dommerne ville lade dem aflægge ed, hvis kongen ikke modsatte sig det. Kongen sagde, at han ikke ville foretage sig noget, hverken tillade det eller forbyde det.
    Så sagde dronning Gunhild: »Det er besynderligt, Konge, at du lader denne vældige Egil trække dig rundt i alle sager. Ville du mon protestere, hvis han krævede dit kongedømme? Selvom du ikke vil tage en beslutning, som kan være til gavn for Ønund, så kan jeg ikke tolerere, at Egil tramper på vores venner og på falsk grundlag tager denne formue fra Ønund. Hvor er du, Askmand? Før dine mænd hen til dommerne, og sørg for, at de ikke dømmer uretfærdigt.«
    Derpå sprang Askmand og hans håndlangere hen mod dommerne, skar helligbåndene over, væltede stængerne og fordrev dommerne. Det skabte voldsomt røre på tinget, men alle folk var ubevæbnede.
    Da sagde Egil: »Kan Bjerg-Ønund høre mig?«
    »Jeg lytter,« sagde han.
    »Så vil jeg udfordre dig til holmgang og kæmpe mod dig her på tinget. Den, der sejrer, skal have formuen, land såvel som løsøre, og du skal være hver mands nidding, hvis du ikke tør.«
    Nu sagde kong Erik: »Hvis du, Egil, er så ivrig efter at kæmpe, kan du bare komme an med det samme.«
    Egil svarer: »Jeg vil ikke kæmpe mod kongen og hans overmagt, men jeg flygter ikke for en jævnbyrdig modstander, hvis en sådan bliver sat foran mig, og da gør det mig ingen forskel, hvem det er.«
    Arenbjørn sagde så: »Lad os tage herfra, Egil, vi har ikke noget at gøre her længere.«
    Arenbjørn og hele hans skare vendte sig nu om for at tage af sted.
    Da drejede Egil omkring og sagde højt: »Jeg tager dig, Arenbjørn, og dig, Tord, og alle de folk, der nu hører, hvad jeg siger, lensmænd og lovmænd og alle lægmænd, til vidne på, at jeg forbyder enhver bosættelse eller udnyttelse af det land, som tilhørte Bjørn Brynjolfssøn. Det forbyder jeg dig, Bjerg-Ønund, og alle andre, indenlandske som udenlandske, noble som ikke-noble. Enhver, der overtræder forbuddet, vil jeg anklage for overtrædelse af landets love, foragt for guderne og brud på freden.«
    Derpå tog Egil af sted sammen med Arenbjørn. De gik ned mod skibene, og man skulle hen over en bakke, og der var temmelig langt, så man kunne ikke se skibene fra tingpladsen.
 

    Da de kom ned til skibene, talte Arenbjørn til skaren og sagde: »I er alle klar over, hvad udfaldet blev på tinget. Vi fik ikke vores lovmæssige ret, og kongen er nu så vred, at jeg forventer, at han, så vidt han kan, vil sørge for, at vores folk går hårde tider i møde. Jeg vil nu have, at alle går om bord på deres skibe og sejler hjem hurtigst muligt. Vent ikke på nogen.«
    Så gik Arenbjørn om bord på sit skib og sagde til Egil: »Gå nu om bord på den skude, som ligger udenbords på langskibet, og kom væk herfra, så hurtigt du kan. Rejs om muligt om natten, men ikke om dagen, og skjul dig, for kongen vil forsøge at få fat i dig. Og kom derpå hjem til mig, når det hele er overstået, uanset hvad der måtte ske.«
    Egil gjorde, som Arenbjørn sagde. Han gik om bord på skuden med tredive mand, og de roede af sted med stor kraft. Det var et ualmindeligt hurtigt fartøj. Nu roede en mængde af Arenbjørns folk ud af havnen i skuder og rofærger. Arenbjørns langskib sejlede bagest, for det var det tungeste at ro. Men skuden, hvor Egil var om bord, lagde snart afstand til resten af flåden. Så kvad Egil:

Den arve-lynende
arving af Tornefod
snød mig for arven
og kommer med trusler.
Når jordranet hævnes,
får han et jordstykke
at ligge i. Striden
stod om slangens slette.

Kong Erik hørte Egils afskedsreplik, da han forlod tinget, og blev rasende. Men alle folk var kommet ubevæbnet til tinget, og kongen gik derfor ikke til angreb. Han beordrede sine mænd til skibene, og de adlød ordren. Og da de kom ned til bredden, holdt kongen husting med sine mænd og meddelte sin plan: »Vi skal nu tage teltene på vores skibe ned, ro efter Arenbjørn og Egil og deres skare, dræbe Egil og ikke skåne nogen, som forsøger at skærme ham.«
    Nu gik de om bord og gjorde skibet klar så hurtigt som muligt og roede hen, hvor Arenbjørns skibe havde ligget. Da var de væk. Kongen befalede nu, at flåden skulle ro op til den nordlige side af sundet, men da han kom ind i Sognefjord, roede Arenbjørns skare ind i Saudungssund. Kongen sætter efter dem og indhenter dem i Saudungssund. Han lagde sit skib op ad Arenbjørns, og de udvekslede nogle ord. Kongen spurgte, om Egil var om bord på skibet.

    Arenbjørn svarer: »Egil er ikke her, hvad I hurtigt vil kunne forvisse Jer om, Herre, for der er udelukkende de mænd om bord, I kan se. Og Egil vil ikke kunne findes under dækket, selvom I skulle finde på at lede der.«
    Kongen spurgte Arenbjørn, hvornår han sidst havde set Egil.
    Han svarede, at Egil var på en skude med tredive mand, »og de roede i retning af Stenssund.«
    Så befalede kongen sine mænd at fortsætte forfølgelsen af Egil og ro ad sejlpassagerne tættest på land, og det gjorde de.
    Der var en mand, som hed Ketil fra Hadeland. Han var kong Eriks hirdmand og stammede fra Opplandene. Han navigerede skibet og styrede det. Ketil var en stor og flot mand og beslægtet med kongen. Mange var af den mening, at de lignede hinanden.
    Egil havde ladet sit skib sætte i vandet og lastet det, inden han tog til tinget. Og da han og Arenbjørn skiltes, var Egil og hans mænd roet til Stenssund og hen til skibet. De gik om bord og lod skuden flyde med fastspændt ror mellem deres skib og kysten, mens årerne lå i åregrebene.
    Næste morgen, da det gryede, opdagede vagterne nogle skibe blive roet imod dem, og da Egil vågnede, rejste han sig øjeblikkeligt og råbte, at de skulle springe i skuden. Alle greb deres våben i en fart. Egil tog fat i kisterne med sølv, som kong Ædelstan havde givet ham. Dem havde han altid med sig. De sprang i skuden og roede af sted mellem kysten og den snekke, som var nærmest land, og det var kong Eriks.
    Det varede ikke længe, før det begyndte at lysne en smule, og i det samme gled skibene forbi hinanden, og da løftingerne var ud for hinanden, kastede Egil et spyd, som traf manden ved roret lige i maven, og det var Ketil fra Hadeland. Nu råbte kong Erik ordrer om at forfølge Egil og hans mænd. Og da skibene passerede  handelsskibet, sprang kongens mænd om bord på det, og de af Egils mænd, som var blevet tilbage og ikke var sprunget i skuden, blev alle dræbt, hvis de blev fanget, men nogle sprang i land. Der måtte ti af Egils mænd lade livet. En del af skibene roede efter Egil og hans mænd, og nogle plyndrede handelsskibet. Alt af værdi om bord blev taget, hvorefter de brændte skibet.
    Egils forfølgere roede med stor kraft, og de var to ved hver åre. Der var ikke mangel på mandskab, mens Egils skib var tyndt bemandet. De var atten i alt på skuden. Afstanden mellem dem mindskedes. Mellem øen og kysten var der et lavvandet sund, hvor man kunne vade til en anden ø, og det var ebbe. Egil styrede skuden ind gennem det lave vand, hvor snekkerne ikke kunne flyde, og der slap de væk. Kongen vendte om og sejlede sydpå igen, og Egil sejlede nordpå for at møde Arenbjørn.
    Så kvad Egil et vers:

Kampildens kraftfulde
larme-Røgne dræbte
ti i vores skare,
men jeg undveg ulykken,
og sendte sårlaksens
Syrs bæve-torn af sted.
Det røg lige gennem
Ketils bøjede ribben.

Egil møder Arenbjørn og fortæller ham, hvad der er sket. Arenbjørn siger, at han ikke havde forventet andet af et møde mellem ham og kong Erik, »men du skal ikke komme til at mangle noget, Egil. Jeg skal erstatte dig skibet og give dig et andet, så du let kan sejle til Island.«
    Asgerd, Egils kone, havde været hos Arenbjørn under tinget.
    Arenbjørn gav Egil et havgående skib og lod det laste med tømmer. Egil gør skibet klar til havsejladsen og har næsten tredive mand om bord. Han og Arenbjørn tager en venskabelig afsked. Så kvad Egil:

Må guderne fyrsten
fordrive og lønne ham
for at rane godset,
gid Odin er rasende.
Må Frej og Njord tvinge
folkekueren på flugt,
må landguden hade
skænderen af hovet.
(...)

Oversat af Rolf Stavnem