Egils saga kapitel 25

25
Som fortalt gjorde Skalle-Grim forberedelser til rejsen. Han udså sig de stærkeste og modigste blandt sine egne og naboernes mænd. En hed Ån, en rig bonde. En anden hed Grane, en tredje Grimolf, og hans bror hed Grim. De var Skalle-Grims egne husfolk. Desuden var der brødrene Torbjørn Krum og Tord Bejgalde, som blev kaldt Torarnassønnerne. Torarna boede i nærheden af Skalle-Grim og var trolddomskyndig, og Bejgalde var kulbider. En hed Tore Turs, og hans bror hed Torgejr Jordlang. En hed Od og var eneboer, en hed Gris og var frigiven træl. De var tolv i alt, der tog af sted, alle kolossalt stærke, og mange af dem var hamskiftere.
    De benyttede Skalle-Grims rofærge og sejlede sydpå langs kysten. De lagde til i Osterfjorden og tog landvejen op til Voss til en sø, der lå på ruten, og som de måtte krydse. Der fik de fat i en robåd, der var velegnet til formålet, og roede så over søen, og derfra var der ikke langt til gården, hvor kongen var til gilde. Grim og hans mænd nåede frem til gården, da kongen lige havde sat sig til bords. De mødte folk uden for gårdspladsen og talte med dem og spurgte, hvad der foregik indenfor. Da de havde fået svar, bad Grim dem kalde Ølve Knop udenfor og tale med ham.
 

   
   En mand gik ind, hvor Ølve sad, og sagde til ham: »Der står tolv mand udenfor, hvis man altså kan kalde dem mænd, for af størrelse og udseende er de mere som trolde end mennesker.«
    Ølve rejste sig straks og gik udenfor. Han mente at kunne regne ud, hvem der var kommet. Han tog hjerteligt imod sin slægtning Grim og bad ham følge med sig indenfor.
    Grim sagde til sine følgesvende: »Det er skik her, at mænd træder ubevæbnede frem for kongen. Vi skal gå seks mand indenfor, og de andre seks skal blive udenfor og holde øje med vores våben.«
    Så gik de ind. Ølve trådte frem for kongen. Skalle-Grim stillede sig bag ham.
    Ølve tog ordet: »Nu er Grim, Kvæld-Ulfs søn, kommet hertil. Vi vil være meget taknemmelige, Konge, hvis I sørger for, at hans rejse hertil bliver så god, som vi håber. Mange mænd med mindre betydning og færre evner end ham opnår stor hæder hos Jer. Det har den største betydning for mig, hvad I vælger at gøre, Konge, hvis det har nogen værdi for Jer.«
    Ølve talte længe og fermt, for han havde ordet i sin magt. Adskillige af Ølves venner trådte frem for kongen og støttede Ølve i denne sag.
    Kongen så sig omkring. Han fik øje på en mand bag Ølve, som var et hoved højere end de andre og dertil skaldet.
    »Er ham den store Skalle-Grim?« spurgte kongen.
    Grim svarede, at kongen havde set rigtigt.
    »Da vil jeg have,« sagde kongen, »hvis du beder om bøder for Torolf, at du slutter dig til mig og træder ind i min hird og tjener mig. Måske vil jeg synes så godt om din indsats, at jeg giver dig bøder for din bror eller anden hæder, som ikke vil være mindre end den, der blev din bror, Torolf, til del, og du kan måske nok træde noget mere varsomt, end han gjorde, hvis jeg skulle finde på at gøre dig lige så mægtig, som han var.«
    Skalle-Grim svarede: »Det er velkendt, hvor meget bedre end mig Torolf var i alle henseender, og det blev ikke hans held at komme i Jeres tjeneste, Konge. Jeg vælger noget andet. Jeg kommer ikke til at tjene Jer, for jeg ved, at jeg ikke vil få nogen lykke ved at yde Jer det, som jeg helst ville, og som I har fortjent. Jeg tror, at jeg ville mangle en anelse mere end Torolf.«
    Kongen tav og blev blodrød i ansigtet. Ølve snurrede straks rundt og bad Grim og hans mænd om at gå udenfor. Det gjorde de og gik ud og tog deres våben. Ølve rådede dem til at komme væk i en fart. Han fulgte dem på vej ned til søen med mange mand.
    Før de skiltes, sagde Ølve: »Grim, din rejse til kongen var gået anderledes, frænde, hvis jeg havde kunnet bestemme. Jeg opildnede dig på det kraftigste til at tage hertil, men nu beder jeg dig tage hjem hurtigst muligt og sørge for ikke at støde ind i kong Harald, medmindre jeres forhold skulle blive bedre, end det tegner nu, og tag dig godt i agt for kongen og hans mænd.«
    Derpå krydsede Grim søen, mens Ølve og hans mænd gik hen til skibene, som lå trukket op på land, og huggede hul i dem, så de ikke kunne bruges, for de så, at mange mænd var på vej ned fra kongsgården. Det var en stor skare, tungt bevæbnede og rasende. Dem havde kong Harald sendt af sted for at dræbe Grim.
    Kort efter at Grim og hans mænd havde forladt huset, sagde kongen følgende: »Jeg ser på ham den stores hovedskal, at han er arrig som en ulv, og hvis han ser sit snit til det, vil han gøre skade på de mænd, som vi nødig vil miste. I kan stole på, at de af jer, som han mener at have et udestående med, ikke skånes af Skallen, hvis han får chancen. Forfølg ham straks, og dræb ham.«
Søe

    De hastede af sted og nåede frem til søen, men kunne ikke finde noget brugbart skib. Det vendte de tilbage og meddelte kongen og sagde, at Grim og hans folk nu måtte være nået over søen.
    Skalle-Grim og hans ledsagere fortsatte uden ophold, til de var hjemme igen, og Skalle-Grim fortalte Kvæld-Ulf, hvordan det var gået. Kvæld-Ulf udtrykte tilfredshed med, at Grim ikke var gået i kongens tjeneste, og sagde som tidligere, at de kun havde ondt i vente af den konge og aldrig ville få nogen oprejsning.
    Kvæld-Ulf og Skalle-Grim drøftede ofte, hvad de skulle gøre, og de var enige om, at de i lighed med andre, der var raget uklar med kongen, ikke længere kunne opholde sig i landet. De overvejede derfor at forlade landet og var fristet til at rejse til Island, for man sagde, at der var god jord at få. Venner og bekendte som Ingolf, Ørns søn, og hans følge, var rejst til Island og havde taget land og slået sig ned der. Folk kunne frit tage land og selv vælge, hvor de ville bo. Det blev afgørende for deres beslutning om at forlade deres ejendom og rejse væk fra landet.
    Tore, Roalds søn, var i sin barndom blevet opfostret hos Kvæld-Ulf og var jævnaldrende med Skalle-Grim. De to fosterbrødre havde et nært forhold. Tore var kongens lensmand, da disse begivenheder indtraf, men deres venskab var ubrydeligt.
   Tidligt om foråret udrustede Kvæld-Ulfs folk deres skibe. De havde adskillige gode skibe, og de udrustede to store knarrer, og på hver af dem havde de tredive kampdygtige mænd og dertil kvinder og børn. Alt, hvad de fik plads til af løsøre, tog de med, men ingen turde købe deres jord på grund af kongens magt.
    Så snart de var klar, sejlede de af sted og lagde kursen ind mellem de øer, som hedder Solund. Der er mange store øer og så rigeligt med bugter, at man siger, at kun få kender alle havne der.
(...)

Oversat af Rolf Stavnem