Egils saga kapitel 83-85

83
Ønund Syn boede på Ånebrink, da Egil boede på Borg. Han var gift med Torgerd, datter af Bjørn Digre fra Snefjeldsstrand. De havde sønnen Stenar og datteren Dalla, som blev gift med Øgmund Galtessøn, og de fik sønnerne Torgils og Kormak. Og da Ønund blev gammel og svagtseende, overdrog han sin gård til sin søn, Stenar. Far og søn var meget velhavende. Stenar var en usædvanligt stor mand og meget stærk, grim og krumbøjet, havde lange ben og en kort krop. Han var en værre ballademager, vedholdende, uomgængelig og hårdhudet og meget stridbar.
    Og da Torsten Egilssøn overtog gården på Borg, blev der straks kold luft mellem ham og Stenar. Syd for Håvslæk ligger en mose, som hedder Staksmyr. Den er oversvømmet om vinteren, men når isen smelter om foråret, er der så god græsning for kvæg, at man sagde, at den var lige så god som en høstak. Håvslæk havde fra gammel tid markeret skellet mellem gårdene. Om foråret græssede Stenars kvæg ofte på Staksmyr, når de blev drevet over Håvslæk, og det klagede Torstens huskarle over. Det var Stenar ligeglad med, men den første sommer forløb uden begivenheder.
 

    Den følgende sommer fortsatte Stenar med at lade dyrene græsse der, og Torsten tog det op med ham og bad ham roligt om at lade dyrene græsse hos sig selv, som det havde været skik siden gammel tid. Stenar sagde, at dyrene kunne græsse, hvor de ville. Han var ikke til at rokke, og de udvekslede hårde ord. Så lod Torsten dyrene drive ud fra mosen og tilbage over Håvslæk, og da Stenar fandt ud af det, satte han sin træl Grane til at vogte dyrene på Staksmyr, og han var der hver dag. Dette hændte sidst på sommeren, og da var alle enge syd for Håvslæk græsset ned.
    Så skete det en dag, at Torsten gik op på højdedraget ved Borg for at se sig omkring. Da han så, hvor Stenars kvæg befandt sig, gik han ud til mosen. Det var sidst på dagen. Han så, at kvæget var kommet langt op mellem bakkerne. Torsten løb hen til mosen, og da Grane så det, drev han hidsigt kvæget tilbage til malkestedet. Torsten forfulgte ham og indhentede ham ved gærdet omkring tunet. Der dræbte Torsten ham, og stedet ved indhegningen har siden heddet Graneled. Torsten skubbede gærdet ned over Grane for at dække hans lig, og derpå vendte Torsten hjem til Borg. Kvinderne fandt Grane liggende der, da de kom for at malke. De tog hjem til gården og fortalte Stenar, hvad der var sket. Stenar begravede Grane oppe på bakkerne, og derefter satte han en anden træl til at følge kvæget, men det fortælles ikke, hvad han hed. Resten af sommeren lod Torsten, som om han ikke bemærkede græsningen.
 

    Så hændte det, at Stenar i begyndelsen af vinteren tog ud til kysten ved Snefjeldsstrand og opholdt sig der et stykke tid. Der så Stenar en træl ved navn Trond. Han var en usædvanligt stor og stærk mand. Stenar bød en stor sum for den træl, og trællens ejer satte ham til tre mark sølv. Det var dobbelt så meget som en almindelig træl, og den pris blev de enige om. Han tog Trond med sig hjem.
    Og da de var kommet hjem, sagde Stenar til Trond: »Nu er det sådan, at jeg har en opgave til dig. Alle arbejdsopgaver her på gården er allerede fordelt. Jeg vil give dig en opgave, som ikke vil koste dig megen anstrengelse. Du skal holde øje med mit kvæg. Det er meget vigtigt for mig, at de har god græsning. Jeg vil have, at du ikke lytter til nogen, men helt selv afgør, hvor i mosen græsningen er bedst. Jeg er ikke i stand til at bedømme en mand, hvis ikke du har mod og styrke til at stå dig imod hvilken som helst af Torstens huskarle.«
    Stenar overlod en stor økse med en klinge på næsten en alen til Trond, og den var særdeles skarp.
    »Du giver mig det indtryk, Trond,« siger Stenar, »at det ikke er til at se på dig, hvor meget du vil respektere Torstens godedømme, hvis I to stod over for hinanden.«
    Trond svarer: »Jeg har ikke nogen forpligtelser over for Torsten, men jeg begynder at forstå den opgave, du har givet mig. Du synes åbenbart ikke, at der er noget videre at tabe på mig. Men sker det, at Torsten og jeg skal prøve kræfter, vil jeg mene, at jeg har gode muligheder.«
    Derpå begyndte Trond at vogte kvæget. Han havde ikke været længe hos Stenar, før han havde regnet ud, hvor Stenar lod sit kvæg græsse, og Trond vogtede det på Staksmyr.
    Da Torsten fandt ud af det, sendte han en af sine huskarle hen til Trond for at fortælle ham, hvor skellet mellem hans og Stenars jord var. Og huskarlen mødte Trond og fremførte sit ærinde og bad ham holde kvæget på den anden side og sagde, at den jord, som kvæget gik på, tilhørte Torsten Egilssøn.
    Trond siger: »Jeg er ligeglad med, hvilken af de to mænds jord kvæget er på. Jeg holder kvæget der, hvor jeg mener, at græsningen er bedst.«
    Så skiltes de. Huskarlen tog hjem og fortalte Torsten, hvad trællen havde svaret. Torsten foretog sig ikke mere, og Trond var nu ved kvæget dag og nat.

84
En morgen stod Torsten op ved solopgang og gik op på højdedraget. Han så, hvor Stenars kvæg græssede. Derpå gik Torsten ud til mosen, indtil han nåede hen, hvor kvæget var. Der er en skovbevokset klippe, og på den klippe lå Trond og sov, og han havde bundet sine sko op og taget dem af. Torsten gik op på klippen og havde en økse i hånden, som ikke var synderligt stor, og derudover bar han ingen våben. Torsten stak til Trond med økseskaftet og sagde, at han skulle vågne. Trond sprang hurtigt op og greb sin økse med begge hænder og hævede den. Han spurgte, hvad Torsten ville.
    Han siger: »Jeg vil meddele dig, at jeg ejer denne jord, og at I har græsning på den anden side af bækken. Der er ikke noget mærkeligt i, at du ikke ved besked om skellet her.«
 

    Trond siger: »Jeg bekymrer mig ikke om, hvem der ejer landet. Jeg har tænkt mig at lade kvæget græsse, hvor det vil.«
    »Det forholder sig snarere sådan,« siger Torsten, »at det er mig, der bestemmer over min jord, og ikke Stenars trælle.«
    Trond siger: »Du er ikke så klog, som jeg troede, Torsten, hvis du har tænkt dig at sætte din ære på spil og søge natteleje under min økse. Jeg vil tro, at jeg er dobbelt så stærk som dig, og jeg mangler heller ikke mod. Desuden er jeg bedre bevæbnet end dig.«
    Torsten siger: »Den risiko må jeg løbe, hvis du ikke gør noget ved græsningen. Jeg forventer, at der er lige så stor forskel på vores held som på den ret, vi hver især har i denne sag.«
    Trond siger: »Nu skal du se, hvor bange jeg er for dine trusler.«
    Så satte Trond sig ned og bandt sine sko, men Torsten hævede øksen af al kraft og huggede Trond på halsen, så hovedet faldt ned på brystkassen. Nu lagde Torsten sten hen over ham og dækkede hans lig og gik derpå hjem til Borg.
    Den dag var kvæget længe om at komme hjem til Stenar, og da man mente, at der ikke længere var noget håb om at få det hjem, tog Stenar sin hest frem og sadlede den. Han var fuldt bevæbnet. Han red sydpå til Borg, og da han nåede frem, talte han med nogle mænd. Han spurgte, hvor Torsten var henne. Han fik at vide, at han var indenfor. Så bad Stenar Torsten om at komme udenfor og sagde, at han havde et ærinde hos ham. Da Torsten hørte det, tog han sine våben og gik ud i døren. Så spurgte han Stenar, hvad hans ærinde var.
    »Har du dræbt min træl Trond?« spørger Stenar.
    »Ja, det har jeg sandelig,« siger Torsten. »Du behøver ikke længere spekulere over, hvem det kan være.«
    »Jeg kan forstå, at du har tænkt dig hårdhændet at forsvare din jord, da du har dræbt to af mine trælle. Det anser jeg ikke for at være særligt ærefuldt. Hvis du vil forsvare din jord heltemodigt, så skal jeg sørge for, at du får meget bedre muligheder for det fremover, for da vil jeg ikke betro andre at passe kvæget, men du skal vide, at kvæget kommer til at gå på din jord både nat og dag.«
    »Det er sådan,« siger Torsten, »at forrige sommer dræbte jeg din træl, som du satte til at passe kvæget på min jord, men bagefter lod jeg græsningen fortsætte, indtil det blev vinter. Nu har jeg dræbt endnu en af dine trælle af samme grund som den første. Du kan fortsætte med græsningen resten af sommeren, hvis du vil, men hvis du fortsat bruger min jord til græsning og får folk til at drive dit kvæg herover, når det igen bliver sommer, da vil jeg dræbe den mand, som driver kvæget, også hvis det er dig selv, der gør det. Og det vil jeg gøre hver eneste sommer, så længe du fortsætter græsningen på den måde.«
    Derefter red Stenar sin vej hjem til Brink, og kort efter red han op til Stavholt. Der boede Ejnar, som var gode. Stenar bad om hans støtte og tilbød ham penge for det.
 

    Ejnar siger: »Min støtte vil ikke gøre nogen forskel for dig, medmindre flere stormænd bakker op om denne sag.«
    Derefter red Stenar op i Røgdal for at møde Tunge-Od og bad ham om hans støtte og tilbød penge for den. Od tog imod pengene og lovede at støtte ham i at få loven på sin side imod Torsten. Så red Stenar hjem.
    Om foråret tog Od og Ejnar med Stenar til Borg for at stævne Torsten, og de havde en stor styrke med. Stenar stævnede Torsten for trælledrab med krav om landsforvisning for hvert af de to drab. Sådan var loven, når en mand fik dræbt sine trælle, og der ikke var blevet betalt trællebøder for dem inden for tre døgn. Men to domme af landsforvisning blev takseret til fuld fredløshed.
    Torsten foretog ingen modstævninger, og kort efter sendte Torsten nogle mænd af sted sydpå til Næs. De nåede frem til Grim ved Mosfjeld og fortalte, hvad der var sket. Egil lod sig ikke mærke med noget, men spurgte dog diskret til alle detaljer i sagen mellem Torsten og Stenar og desuden om de mænd, som Stenar havde fået støtte fra i sagen. Derpå tog budbringerne hjem igen, og Torsten udtrykte tilfredshed med, hvordan deres tur var gået.
 

    Torsten Egilssøn samlede mange mænd til vårtinget og ankom en nat tidligere end andre mænd og spændte telte op over sine boder, og det samme gjorde de af hans tingmænd, som også havde boder der. Og da de havde indrettet sig, sørgede Torsten for, at hans tingmænd lavede høje vægge i en bod. Derpå lod han et telt blive spændt over denne bod, så den blev langt større end alle de andre boder. Der var ingen folk i denne bod.
    Stenar red til tinget med mange mænd. Tunge-Od rådede over en stor styrke. Ejnar fra Stavholt kom også med mange mænd. De spændte telte over deres boder. Tinget var særdeles velbesøgt. Nu fremlagde folk deres søgsmål. Torsten tilbød ikke noget forlig og svarede enhver, som søgte at indgå forlig, at han agtede at afvente domfældelsen. Han sagde, at han ikke anså Stenars søgsmål om trælledrabene for at være noget værd, for Stenars trælle havde gjort tilstrækkeligt til at være skyldige. Stenar udtalte sig meget selvsikkert om anklagerne. Han mente, at anklagerne havde hold i loven, og at han havde en tilstrækkeligt stor styrke til at sikre, at loven blev fulgt. Af den grund var han meget pågående i sagen.
    Samme dag gik alle til tingbakken, og folk fremførte deres sager, for den aften skulle sagerne bringes for retten. Torsten var til stede med sine mænd. Han var den, der bestemte proceduren, for sådan havde det været, da Egil besad godedømmet og var områdets overhoved. Begge parter var tungt bevæbnede.
    Fra tinget kunne folk se en flok mænd med blinkende skjolde komme ridende langs Glyverå. Og da de red ind på tinget, var flokken anført af en stor mand i sort kåbe. På hovedet bar han en forgyldt hjelm, ved sin side et guldindfattet skjold, og i hånden holdt han et krogspyd med forgyldt fatning. Han havde et sværd hængende i bæltet. Der kom Egil Skalle-Grimssøn med firs mand, alle fuldt bevæbnede, som om de skulle i kamp. Det var en udsøgt skare. Egil havde samlet de bedste og mest kampdygtige bondesønner syd for Næs. Egil red med skaren hen til den bod, som Torstens folk tidligere havde spændt telt over, og som stod tom. De steg af hestene.
 

    Da Torsten så, at det var hans far, der kom, gik han ham i møde med alle sine mænd og tog godt imod ham. Egil og hans skare lod deres rejseudstyr bære ind i boden og hestene drive hen på en græseng. Og da det var gjort, gik Egil sammen med Torsten og den samlede skare af mænd op til tingbakken og satte sig der, hvor de plejede at sidde. Derpå rejste Egil sig og sagde højt: »Er Ønund Syn til stede her på tingbakken?«
    Ønund sagde, at det var han. »Jeg er glad for, at du er kommet, Egil. Det vil bidrage til at løse det problem, som her er opstået mellem folk.«
    Egil spurgte: »Står du bag, at din søn, Stenar, har lagt sag an mod min søn, Torsten, og samlet mange mand for at få Torsten dømt fredløs?«
    »Det er ikke mit værk,« siger Ønund, »at de strides. Jeg har talt meget med Stenar og bedt ham slutte fred med Torsten, for det har til enhver tid ligget mig på sinde at forhindre, at din søn led ærestab, og det skyldes det gamle venskab, som har været mellem os to, Egil, siden vi voksede op her som naboer.«
    »Det skal snart vise sig,« siger Egil, »om du siger dette i fuldt alvor, eller om det er tom tale, selvom jeg ikke regner med det sidste. Jeg mindes de dage, da ingen af os kunne forestille sig, at vi skulle føre sager mod hinanden eller undlade at dæmpe vores sønner, så de ikke begår sådanne dumheder, som jeg hører, at det er nået til her. Jeg synes, det er bedst, så længe vi er i live og er så tæt på deres strid, at vi tager os af denne sag og får den ordnet, og at vi ikke lader Tunge-Od og Ejnar ophidse vores sønner som stridsheste. Fra nu af må vi lade dem skaffe sig en anden måde at få en indkomst på.«
    Så rejste Ønund sig op og sagde: »Du har ret, Egil, og det er upassende for os at være på et ting, hvor vores sønner ligger i strid. Lad aldrig den skam overgå os at være så uformående, at vi ikke kan forlige dem. Nu vil jeg have, Stenar, at du overlader denne sag til mig og lader mig føre den, som jeg vil.«
    »Jeg ved nu ikke,« sagde Stenar, »om jeg er parat til at opgive min sag, for jeg har allerede sikret mig støtte fra stormænd. Den sag vil jeg have bliver afsluttet til Od og Ejnars tilfredshed.«
    Derpå talte Od og Ejnar sammen. Så sagde Od: »Jeg vil yde dig den støtte, som jeg lovede, Stenar, til at opnå din ret inden for loven eller få en afslutning på sagen, som du kan godtage. Det er først og fremmest dit eget ansvar, hvordan din sag udvikler sig, hvis det bliver Egil, som skal dømme.«
    Så sagde Ønund: »Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at lade det afhænge af, hvad Od siger. Han har hverken behandlet mig godt eller dårligt, men Egil har gjort mange gode ting for mig. Jeg stoler meget mere på ham end nogen anden, og det skal være mig, der afgør dette. Det vil passe bedre til dig ikke at skulle have os alle på nakken. Jeg har indtil nu taget beslutninger for os begge, og sådan skal det vedblive med at være.«
    »Du er meget insisterende i denne sag, far, og jeg tror, at vi kommer til at fortryde dette.«
    Så overlod Stenar sagen til Ønund, og han skulle nu føre sagen eller opnå forlig, som loven foreskrev. Og så snart Ønund havde fået overdraget sagen, gik han hen til Egil og hans søn, Torsten.
    Så sagde Ønund: »Nu vil jeg have, Egil, at du alene afgør denne sag, som du ønsker, for jeg anser dig for at være bedre end nogen anden til at tage vare på mine og alle andre sager.«
    Ønund, Egil og Torsten gav derefter hinanden håndslag og tog vidner på, at Egil Skalle-Grimssøn alene skulle afgøre denne sag på tinget, som han ønskede, uden betingelser, og sådan sluttede sagen. Nu gik folk tilbage til deres boder. Torsten lod tre okser føre hen til Egils bod og fik dem slagtet til hans ophold under tinget.
    Og da Tunge-Od, Ejnar og Stenar kom tilbage til boden, sagde Od: »Nu, Stenar, har du og din far besluttet jer for, hvordan jeres sag skal afgøres. Jeg anser nu mit løfte til dig om støtte for ophævet, for vi blev enige om, at jeg skulle støtte dig, så du kunne føre sagen og opnå det udfald, som du ville være tilfreds med, uanset hvordan Egils afgørelse falder ud for dig.«
    Stenar siger, at Od har støttet ham godt og storsindet, og at deres venskab nu skal være endnu bedre end før. »Jeg erklærer dig løst fra den aftale, som du indgik med mig.«
    Om aftenen trådte dommerne sammen, og der fortælles ikke noget om, at der skete noget af betydning.

85
Dagen efter gik Egil hen til tingbakken sammen med Torsten og hele deres skare. Ønund og Stenar mødte også frem. Tunge-Od og Ejnar og deres folk var der også.
    Da alle sager var drøftet, rejste Egil sig op og sagde: »Er Stenar og hans far, Ønund, til stede, så de kan høre, hvad jeg siger?«
    Ønund bekræfter, at de er der.
    »Så vil jeg afsige kendelse i sagen mellem Stenar og Torsten. Jeg indleder min tale med, at min far, Grim, kom her til landet og tog alt land omkring Myrerne og store dele af herredet og bosatte sig ved Borg og udstykkede jord til, og han gav sine venner den jord, hvor de siden har boet. Han lod Ån bosætte sig ved Ånebrink, hvor Ønund og Stenar indtil nu har boet. Vi ved alle, Stenar, hvor skellet er mellem Borg og Ånebrink, for det går ved Håvslæk. Det var ikke sådan, Stenar, at du var uvidende om, at du udnyttede Torstens jord til at græsse dit kvæg og på den måde underlagde dig hans ejendom, og du forestillede dig, at han ville være så stor en skam for sin slægt, at han var villig til at lade sig berøve af dig, for du, Stenar, og du, Ønund, må vide, at Ån modtog jord af min far, Grim. Og Torsten dræbte to af dine trælle. Det må stå klart for alle, at de blev fældet for deres ugerninger, og at der ikke kan kræves bøder for dem, heller ikke, selvom de havde været frie mænd. Og fordi du, Stenar, agtede at frarøve min søn hans ejendom, den, som jeg besluttede, at han skulle overtage, og som jeg fik i arv efter min far, da skal du miste din jord på Ånebrink og ikke få nogen betaling for den. Videre erklærer jeg, at du hverken kan eje nogen bolig eller tage ophold noget sted i herredet syd for Langå, og du skal have forladt Ånebrink, inden fardagstiden er ovre, eller dræbes retsløs straks efter fardagstid af alle de mænd, der vil støtte Torsten, hvis du ikke rejser eller ikke overholder alle de ting, jeg har pålagt dig.«
 

    Og da Egil satte sig ned, tog Torsten vidner på dommen.
    Så sagde Ønund Syn: »Folk vil være af den mening, at den kendelse, du er nået frem til, er temmelig uretfærdig. For mit vedkommende kan jeg sige, at jeg hele tiden har forsøgt at forhindre, at der opstod problemer mellem dem, men fra nu af skal jeg ikke holde mig fra at gøre det besværligt for Torsten.«
    »Jeg vil i stedet formode,« siger Egil, »at det blot bliver værre for dig og din søn, jo længere vores strid varer. Jeg regnede med, Ønund, at du var klar over, at jeg altid har holdt på min ret mod folk som dig og din søn. Og Od og Ejnar, som i høj grad har bidraget til denne sag, har nu fået den ære, som tilkommer dem.«
(...)

Oversat af Rolf Stavnem