Egils saga kapitel 30

30
Kong Harald Hårfager beslaglagde al den jord, som Kvæld-Ulf og Skalle-Grim havde ejet i Norge, og alle de værdier, han derudover kunne få fat i. Han ledte også ihærdigt efter folk, som havde samarbejdet, rådgivet eller vist gæstfrihed mod Kvæld-Ulf og Skalle-Grim i forbindelse med deres handlinger, inden de forlod landet. Der var opstået så bittert et fjendskab mellem dem og kongen, at han hadede alle deres frænder og slægtninge og folk, som han vidste havde været deres nære venner. Nogle affandt sig med hans straffe, men mange stak af og skjulte sig, nogle indenlands, mens andre flygtede helt ud af landet.
    Skalle-Grims svigerfar, Yngvar, var en af disse mænd, der netop er blevet fortalt om. Han besluttede sig for at samle så mange af sine værdier som muligt, skaffede sig et havskib, samlede mandskab og gjorde forberedelser til at rejse til Island, for han havde hørt, at Skalle-Grim havde bosat sig der, og at der var rigeligt med land hos ham. Og da de var klar og fik bør, sejlede han ud på havet, og turen forløb fint. Han nåede Islands sydkyst, fortsatte vestpå til Røgnæs, sejlede ind i Borgefjord og derfra videre ind til Langå og helt til Fos. Der lossede han skibet.
    Da Skalle-Grim hørte, at Yngvar var kommet, tog han straks af sted for at møde ham og inviterede ham hjem med så mange folk, han havde lyst til. Det tog Yngvar imod. Skibet blev sat på land, og Yngvar begav sig til Borg med et stort følge og blev vinteren over hos Skalle-Grim. Om foråret tilbød Skalle-Grim ham land og gav ham gården i Alftenæs og jorden hele vejen fra Lerelæk og ud til Strømfjord. Yngvar tog ud og overtog gården og var en meget driftig og velhavende mand.
 

    Siden opførte Skalle-Grim en gård i Knarrenæs og drev den i lang tid.
    Skalle-Grim var en vældig jernsmed og smeltede store mængder jern om vinteren. Han byggede en smedje ude ved havet langt væk fra Borg, som hedder Røvenæs. Han mente, at skoven lå tæt nok på. Men da han ikke fandt en sten, som var tilstrækkeligt hård og glat at hamre jern på – der er kun grus og små sandstrande hele vejen langs kysten – tog Skalle-Grim en aften, hvor de andre var gået i seng, ud til havet og trak en otteåring ud i vandet og roede ud til Midfjordsøerne. Han firede et stenanker ud fra bådens stavn. Så sprang han over bord og dykkede ned i vandet og havde en sten med sig op, som han lagde i båden. Derpå kravlede han selv op i båden, roede i land, bar stenen op til sin smedje og lagde den foran smedjens dør, og den brugte han derpå til at hamre jern på. Denne sten ligger der stadig. Ved siden af den ligger der en masse slagger, og man kan se på stenen, at der er blevet hamret på den, og at den er blevet slidt af brændingen i modsætning til de sten, der findes der i nærheden, og nu kan end ikke fire mand løfte den.
 

    Skalle-Grim var utrættelig i sit smedearbejde, men hans husfolk beklagede sig og syntes, at de skulle for tidligt op.
    Da digtede han dette vers:

Tidlig skal jerntræet
op for at udvinde
værdier af Viddes
brors blæsende klæder.
Slaghammeren gjalder
på guld det gloende,
stormens vind-begærlige
bevæge-hus hyler.
(...)

Oversat af Rolf Stavnem