Egils saga kapitel 88

88
Egil Skalle-Grimssøn blev en gammel mand. I sin alderdom fik han vanskeligt ved at gå, og hans syn og hørelse svækkedes. Hans ben blev også stive. Egil boede på Mosfjeld hos Grim og Tordis.
    En dag gik Egil udenfor langs væggen, da han snublede og faldt. Nogle kvinder så det og lo og sagde: »Nu er det ved at være forbi for dig, Egil, når du går og falder af dig selv.«
    Så sagde Grim Husbond: »Kvinderne hånede os mindre, da vi var yngre.«
    Nu kvad Egil:

Halsbåndets
hest skælver,
jeg skvatter og
slår skallen,
blødt er bens
dryppebor,
udtørret er
ørets evne.

Egil blev helt blind. En vinterdag var det meget koldt, og Egil gik hen til ilden for at varme sig. Køkkenpigen sagde, at det var utroligt, når man tænkte på, hvilken mand Egil engang havde været, at han skulle ligge der og flyde, så de ikke kunne udføre deres arbejde.
    »Vær ikke så skrap,« sagde Egil, »fordi jeg luner mig ved ilden, og lad os deles om pladsen.«
    »Rejs dig op,« sagde hun, »og gå hen til din plads, og lad os udføre vores arbejde.«
    Egil rejste sig op og gik hen til sin plads og kvad:

Frem jeg mig famler,
sidder ved flammerne,
øjnene er syge,
be’r kvinden om nåde.
Før, da fyrsten havde
fornøjelse af digte,
forærede kongen
mig Gejrhamdes tale.

Engang, da Egil gik hen til ildstedet for at varme sig, spurgte en mand ham, om han var kold om benene, og sagde til ham, at han ikke skulle rette dem ud for tæt på ilden.
    »Det skal jeg huske,« siger Egil, »men det er nu ikke let for mig at styre benene, for jeg ser ingenting, og blindheden er ulidelig.«
    Så kvad Egil:

Trægt går tiden,
ensom jeg er,
ældgammel karl,
i kongens værn.
Har to enker,
begge iskolde,
og de damer
burde blusse.

I Håkon jarls sidste dage var Egil Skalle-Grimssøn over firs år gammel, og bortset fra blindheden var han sund og rask.
 

    Om sommeren, da folk gjorde sig klar til at ride til tinget, bad Egil om lov til at ride med sammen med Grim. Grim var længe om at svare. Og da Grim og Tordis talte sammen, fortalte Grim hende, hvad Egil havde bedt om. »Jeg vil have, at du finder ud af, hvad der ligger bag denne anmodning.«
    Tordis gik nu hen for at tale med sin far. Egil vidste ikke noget bedre end at snakke med hende. Og da de mødtes, spurgte hun: »Er det sandt, far, at du vil ride til tinget? Jeg vil gerne have, at du fortæller mig, hvad du pønser på.«
    »Jeg skal fortælle dig,« sagde han, »hvad jeg har i tankerne. Jeg vil tage de to kister med, som kong Ædelstan gav mig, og som begge er fulde af engelsk sølv. Jeg vil have kisterne båret til Lovbjerget, når der er flest folk forsamlet. Derefter vil jeg strø sølvet ud, og det vil overraske mig, hvis alle deler det ligeligt imellem sig. Jeg tænker, at der så opstår skubben og håndgemæng, og til sidst vil hele tinget komme op at slås.«
    Tordis sagde: »Jeg synes, det er en glimrende plan, og den vil huskes, så længe landet er beboet.«
    Derefter talte Tordis med Grim og fortalte ham om Egils plan.
    »Det må ikke ske, at han får held med noget så afskyeligt.«
    Da Egil nævnte tingfærden for Grim, sagde Grim, at det kunne der ikke blive tale om, og Egil måtte blive hjemme under tinget. Det var Egil langtfra tilfreds med og blev meget bister.
    Der lå en sæterhytte på Mosfjeld, og der var Tordis, mens tinget stod på.
    En aften, da folk var på vej i seng, kaldte Egil to af Grims trælle hen til sig. Han gav dem ordre til at hente en hest. »Jeg vil hen til den varme kilde.«
    Da Egil var klar, gik han udenfor, og han havde sine sølvkister med sig. Han steg til hest og red så over tunet og hen, hvor bakken begynder, og derfra kunne folk ikke længere se ham.
    Og om morgenen, da folk stod op, så de Egil vandre omkring oppe på højdedraget øst for gården og trække hesten efter sig. De gik ham i møde og hjalp ham hjem.
 

    Men hverken trælle eller kister vendte tilbage, og mange har forsøgt at gætte, hvor Egil har skjult sine rigdomme. Øst for gærdet ved Mosfjeld skærer en kløft sig ned i fjeldet. Efter kraftig tøregn samles der meget vand i kløften, og der fandt man engelske mønter, da vandmasserne forsvandt, og derfor formoder nogle, at Egil har skjult skatten der. Ved tunet for foden af Mosfjeld er der en stor mose, som er utrolig dyb. Mange mener, at Egil har kastet sin skat i den. Syd for åen er der varme kilder og kort derfra store jordhuler, og nogle antager, at Egil har gemt sine rigdomme der, for der er ofte blevet set gravhøjsild.
    Egil sagde, at han havde dræbt Grims trælle, og at han havde skjult sine rigdomme, men han fortalte ikke til nogen, hvor han havde skjult dem.
    Om efteråret fik Egil en sygdom, som førte til hans død. Og da han var død, lod Grim ham klæde i fornemt tøj. Derpå lod han ham flytte til Teltenæs, hvor han opkastede en høj, og i den lagde man Egil sammen med hans våben og klæder.
(…)

Oversat af Rolf Stavnem