Egils saga kapitel 66

66
Egil begav sig sydpå til Hordaland. Han benyttede en rofærge til rejsen og havde tredive mand om bord. De kom en dag til Fenring på Asker. Der gik Egil op til gården med tyve mand, mens ti holdt vagt ved skibet. Atle den Korte var på gården med nogle mænd. Egil lod ham kalde udenfor med den besked, at Egil Skalle-Grimssøn havde et ærinde hos ham. Atle og alle kampføre mænd på gården bevæbnede sig og gik derpå udenfor.
    Egil siger: »Jeg har fået at vide, Atle, at du tager vare på den formue, som jeg sammen med min kone, Asgerd, retmæssigt ejer. Du må have hørt om, at jeg gjorde krav på Bjørn Storbondes arv, som Bjerg-Ønund, din bror, har forhindret mig i at få. Jeg er nu kommet for at bese denne formue, land såvel som løsøre, og kræve af dig, at du giver slip på den og overlader den til mig.«
    Atle siger: »Vi har gennem længere tid hørt, Egil, hvilken ballademager du er, og det får jeg bekræftet nu, hvis du har tænkt dig at gøre krav på den formue, jeg er i besiddelse af, og som kong Erik har afgjort skulle tilfalde min bror, Ønund. Dengang var det kong Erik, der udstedte befalinger og forbud her i landet. Jeg ville ellers have troet, Egil, at du var kommet her for at tilbyde mig penge for mine brødre, som du har dræbt, og at du ville betale bøder for det, du har stjålet her på Asker. Jeg ville i så fald have givet dig et svar, hvis du havde fremført et sådant ærinde, men det her kan jeg ikke give dig noget svar på.«
    »Så vil jeg tilbyde dig det,« siger Egil, »som jeg tilbød Ønund, nemlig at vores mellemværende skal afgøres efter Gulatingslov. Jeg vil hævde, at dine brødres handlinger har gjort, at der ikke kan kræves erstatning, da de forinden havde frarøvet mig lov og lands ret ved at tage min formue med magt. Jeg har kongens tilladelse til at opnå min ret over for dig i denne sag. Jeg vil stævne dig til Gulating og der få rettens afgørelse på sagen.«
    »Jeg skal møde op på Gulating,« sagde Atle. »Så kan vi drøfte sagen dér.«
    Derpå tog Egil af sted med sine følgesvende. Han begav sig nordpå til Sogn og ind til Aurland og sin svoger Tord og blev der, indtil Gulating skulle afholdes.
 

    Da folk mødte frem på tinget, var Egil ankommet. Atle den Korte var der også allerede. De tog fat på at drøfte sagen og fremføre den for de mænd, der skulle fælde dom i den. Egil gjorde krav på formuen, men Atle tilbød at lade tolv mand sværge på, at han ikke var i besiddelse af den formue, som Egil ejede.
    Og da Atle gik frem foran dommerne med de mænd, der skulle aflægge ed, gik Egil imod ham og sagde, at han ville have sin formue frem for eder. »Jeg vil opfordre dig til at følge andre love. Lad os gå holmgang her på tinget, og den, der sejrer, tager formuen.«
    Hvad Egil sagde, var også lov og en gammel skik, for enhver kunne udfordre en anden mand til holmgang, uanset om han forsvarede sig mod anklager eller lagde sag an mod nogen.
    Atle sagde, at han ikke ville nægte at gå holmgang med Egil. »For du siger det, som jeg burde have sagt, da jeg har rigeligt med grunde til at hævne mig på dig. Du har fældet mine to brødre, og det vil være dybt uretfærdigt, hvis jeg bare skal afstå min ejendom til dig og ikke kæmpe mod dig, når det er den slags, du byder mig.«
    Så giver Atle og Egil hånd og bekræfter aftalen om, at de skal gå holmgang, og den, der sejrer, skal eje de jorder, som de indtil nu har ligget i strid om.
    Derefter gør de sig klar til holmgangen. Egil trådte frem med en hjelm på hovedet, et skjold foran sig og et spyd i hånden. Sværdet Dragvandel fæstnede han til sin højre hånd. Det var skik blandt holmgangsmænd ikke at trække sværdet på holmen, men at lade det hænge ved hånden, så det var klar til at blive trukket, når man ønskede det.
 

Atle var udrustet på samme måde som Egil. Han var vant til at gå holmgang, var stærk og særdeles modig.
    Der blev ført en stor, gammel tyr frem. Den kaldte man for offerokse. Den, der sejrede, skulle hugge den ned. Nogle gange var der blot en enkelt tyr, og andre gange lod holmgangsmændene hver sin tyr føre frem. 
    Da de var klar til holmgangen, gik de løs på hinanden, og som det første kastede de spyddene, men ingen af dem fæstnede sig i modstanderens skjold, og begge satte sig fast i jorden. Så greb de to mand efter deres sværd og gik hårdt til hinanden og huggede løs. Atle veg ikke. De udvekslede mange hårde hug, og skjoldene blev hurtigt ødelagt. Da Atles skjold var helt splintret, kastede han det fra sig og greb om sværdet med begge hænder og huggede uden ophør. Egil traf ham på skulderen, men sværdet bed ikke. Han huggede for anden og tredje gang. Det var nemt for ham at træffe Atle, for han var uden dækning. Egil svingede sværdet af al kraft, men det bed ikke, uanset hvor han huggede.
    Egil indså nu, at det ikke kunne blive ved med at gå på den måde, for hans skjold var ved at være ødelagt. Han slap sværd og skjold og sprang mod Atle og greb fat i ham. Styrkeforskellen var tydelig, og Atle væltede bagover. Egil bøjede sig ind over ham og bed hans strube over, og der mistede Atle livet. Egil var hurtigt på benene og gik hen, hvor offeroksen stod, og greb med den ene hånd fat i mulen og den anden om hornet og vred oksen rundt, så benene stod op i luften, og nakken knækkede. Derpå gik Egil hen til sine følgesvende.
    Så kvad han:

Trukket var Dragvandel,
bed ikke skjoldrande,
for æggen var sløvet
af Atle den Korte.
Mod sværdets knevrende
svinger jeg kraft brugte,
lod nødtvungent kindtandens
brødre bide struben.

Nu tog Egil alle de jorder i besiddelse, som han havde sikret sig i duellen, og som han hævdede, at hans kone burde have arvet efter sin far. Der fortælles ikke om andre begivenheder på det ting. Egil drog først ind i Sognefjord og skaffede folk til at tilse de jorder, som han nu havde fået til ejendom. Der opholdt han sig til langt ud på foråret. Derpå begav han sig med sine følgesvende østpå til Viken. Der mødte han Torsten og var hos ham en tid. 
(...)

Oversat af Rolf Stavnem