Njals saga kapitel 74-75

74
Da sagde Njal: »Nu kan det ikke nytte at have den siddendes rolle. Lad os nu gå derhen, hvor nabobønderne sidder.«
    De gik derhen og krævede fire bønder fjernet blandt nabobønderne. Og af de fem andre, som var tilbage, krævede de en forsvarserklæring i Gunnars sag, fordi de to navnebrødre var taget til mødet med den tanke at overfalde Gunnar, hvis de kunne. Alle bevidnede straks, at sådan havde det været. Dette kaldte Njal lovligt forsvar i sagen og sagde, at han ville fremføre forsvaret, medmindre de søgte om forlig. Mange høvdinger var da med til at bede om forlig, og det resulterede i, at tolv mænd skulle afgøre sagen. Begge parter mødtes da og gav håndslag på dette forlig. Derefter blev sagen afgjort, og betalingen fastsat, og alt skulle straks udredes der på tinget. Gunnar og Kulskæg skulle rejse udenlands og være væk i tre år. Hvis ikke Gunnar rejste, selvom han kunne komme til det, kunne han slås ihjel af den dræbtes slægtninge. Gunnar lod sig ikke mærke med, at han ikke fandt forliget godt. Gunnar spurgte Njal om de penge, som han havde fået til opbevaring. Njal havde forøget summen og udredte da alle pengene, og det svarede til det, som Gunnar skulle betale for sin del.
    Nu rider de hjem. Njal og Gunnar red sammen fra tinget.
 

    Da sagde Njal til Gunnar: »Se nu til, ven, at du holder dette forlig, og husk, hvad vi har talt om. Og ligesom den første rejse var dig til stor ære, vil denne være dig til endnu større ære. Du vil komme tilbage og nyde stor anseelse og blive en gammel mand, og ingen vil da stå mål med dig her. Men hvis du ikke rejser udenlands og bryder dit forlig, så vil du blive dræbt her i landet, og det er slemt at vide for dine venner.«
    Gunnar sagde, at han ikke tænkte på at bryde forliget. Gunnar rider hjem og fortæller om forliget. Ranvejg sagde, at det var godt, han rejste udenlands, så de kunne strides med en anden for en tid.

75
Tråen Sigfussøn sagde til sin kone, at han denne sommer havde tænkt sig at rejse udenlands. Hun sagde, at det var godt. Han skaffede sig da skibslejlighed hos Høgne den Hvide. Gunnar skaffede sig skibslejlighed hos Arnfin fra Viken sammen med Kulskæg. To af Njals sønner, Grim og Helge, bad deres far om lov til at rejse udenlands.
    Njal sagde: »Udenlandsrejsen vil blive så vanskelig for jer, at det er tvivlsomt, om I kan beholde livet, men I vil dog høste nogen ære og anseelse. Men det er ikke usandsynligt, at der opstår problemer efterfølgende, når I kommer tilbage.«
    De bad jævnligt om lov til at rejse, og det blev til, at han tilbød dem at tage af sted, hvis de ville. De fik da skibslejlighed hos Bård Svart og Olav Ketilssøn fra Elda. Og nu er der megen snak om, at mange af de bedste mænd forlader egnen. De var halvvoksne mænd, Gunnars sønner, Høgne og Grane. De var vidt forskellige af sind. Grane havde meget af sin mors sindelag, mens Høgne var god af sig. Gunnar lader sine og brorens varer bringe til skibet, og da alle Gunnars ting var på plads, og skibet næsten var klar, red Gunnar til Bergtorskvol og andre gårde for at mødes med folk og takkede alle dem, der havde hjulpet ham, for støtten.
    Næste dag forberedte han sin rejse til skibet og sagde da til hele sit hushold, at han ville ride væk for altid, og det fandt folk hårdt, men man håbede dog, at han kom tilbage senere. Gunnar omfavner alle til afsked. Da han var klar, gik alle folk med ham ud. Han støder hugspyddet i jorden og svinger sig i sadlen, og han og Kulskæg rider bort. De rider frem mod Markflod. Da snublede Gunnars hest, og han røg af hesten. Han kom til at se op på skråningen og gården ved Liende og sagde: »Så smuk er skråningen, at den aldrig har forekommet mig smukkere. Markerne er lysegule, og tunene slået, og jeg vil ride hjem igen og ikke rejse nogen steder.«
 

    »Gør ikke dine fjender den glæde,« siger Kulskæg, »at du bryder dit forlig, for det ville intet menneske tro om dig. Og du må regne med, at alt vil gå, som Njal har sagt.«
    »Jeg tager ingen steder, og jeg ville ønske, du heller ikke gjorde,« siger Gunnar.
    »Det sker ikke,« siger Kulskæg. »Jeg vil hverken gøre mig til nidding på grund af dette eller noget andet, hvor der forventes troskab af mig, så der er kun den ene mulighed, at vi må skilles, men sig til mine slægtninge og min mor, at jeg ikke ønsker at gense Island, for så vil jeg høre om din død, bror, og så er der ingen grund til at rejse hjem.«
    Så skilles de. Gunnar rider hjem til Liende, men Kulskæg rider til skibet og rejser udenlands.
    Halgerd tager glad imod Gunnar, da han kommer hjem, men hans mor siger ikke meget. Gunnar er nu på gården dette efterår og om vinteren og har ikke mange folk hos sig.
    Olav Påfugl tilbød Gunnar at være hos sig sammen med Halgerd og overlade gården til hans mor og hans søn Høgne. Først fandt Gunnar det fristende og sagde ja, men da det kom til stykket, ville han ikke.
    Og på tinget om sommeren fremfører Gisser og Gejr gode hans strafskyldighed ved Lovbjerget. Og inden tinget blev opløst, kaldte Gisser alle Gunnars fjender sammen i kløften Allemandsgjå: Starkad fra Trehyrning og hans søn Torgejr, Mård og Valgård den Grå, Gejr gode og Hjalte Skæggessøn, Torbrand og Asbrand, Torlejks sønner, Ejliv og hans søn Ønund, Ønund på Troldeskov og Torgrim fra Sandgil.
    Gisser sagde: »Jeg vil anbefale, at vi angriber Gunnar i sommer og dræber ham.«
    Hjalte sagde: »Jeg lovede Gunnar her på tinget, da han mest handlede efter mine ord, at jeg ikke skulle være med i et overfald på ham, og sådan skal det også være.«
    Så gik Hjalte sin vej. Men de, der blev tilbage, planlagde et overfald på Gunnar og gav håndslag på det og pålagde straf, hvis nogen trak sig ud. Mård skulle holde dem underrettet om, hvornår chancen for at få ram på Gunnar var bedst, og de var fyrre mand i denne flok. De mente, at det nu ville være let for dem at fange Gunnar, når Kulskæg og Tråen og mange andre af Gunnars venner var væk. Folk red hjem fra tinget.
    Njal tog hen for at møde Gunnar og fortalte ham om hans straf og planen om et overfald på ham.
    »Jeg synes, det er storsindet,« siger Gunnar, »at du advarer mig om det.«
    »Nu ønsker jeg,« siger Njal, »at Skarpheden tager hen til dig sammen med min søn Høskuld, og de vil ofre deres liv for dit liv.«
    »Jeg ønsker ikke,« siger Gunnar, »at dine sønner bliver dræbt for min skyld, for du fortjener bedre af mig.«
    »Det vil ikke betyde noget,« siger Njal. »Når du er død, vil problemerne ramme mine sønner.«
    »Det er muligt,« siger Gunnar, »men jeg ønsker ikke, at det skal ske på grund af mig. Men jeg vil bede om, at I holder et øje med min søn Høgne. Om Grane derimod har jeg ikke noget at sige, for han gør ikke meget efter mit hoved.«
    Det lovede Njal og red hjem.
    Det fortælles, at Gunnar red til alle sammenkomster og lovting, og hans fjender turde aldrig angribe ham. Sådan gik der en tid, hvor han bevægede sig rundt som en fri mand.
(...)

Oversat af Kim Lembek