Njals saga kapitel 128-130

128
Nu taler Flose med sine mænd: »Nu skal vi ride til Bergtorskvol og være der hen på aftenen.«
    Det gør de så. Der var en lavning ved gården, og der red de hen og bandt deres heste og opholdt sig der til sent på aftenen.
    Flose siger: »Lad os nu gå hen til gården og gå tæt sammen og langsomt og se, hvad de beslutter sig til.« 
    Njal og hans sønner og Kåre og alle gårdens folk stod udenfor og havde taget opstilling på gårdspladsen, og de var næsten tredive.
    Flose standsede op og sagde: »Lad os nu være opmærksomme på, hvad de beslutter sig til, for hvis de står ude foran, er jeg ikke sikker på, at vi nogensinde får angrebet dem.«
    »Så er vores rejse spildt,« siger Grane Gunnarssøn, »hvis ikke vi tør angribe.«
    »Det skal heller ikke ske,« siger Flose, »for vi skal angribe, selvom de står udenfor. Men vi kommer til at betale så høj en pris, at der ikke vil være mange, som kan berette om, hvem der sejrer.«
    Njal siger til sine mænd: »Kan I se, hvor mange folk de har?
    »De har både mange og hårdføre folk,« siger Skarpheden, »men nu standser de alligevel op, fordi de tænker, at det vil blive svært for dem at få bugt med os.
    »Det er næppe derfor,« siger Njal, »så jeg vil have, at folk går ind, for det var svært for dem at angribe Gunnar på Liende, og han var alene. Og bygningen her er lige så stærk, som den var der, så deres angreb bliver ikke let.«
    »Det kan ikke sammenlignes,« siger Skarpheden, »for Gunnar blev overfaldet af høvdinger, der var så anstændige, at de hellere ville opgive end brænde ham inde. Men de her vil angribe os med ild, når de ikke kan se nogen anden udvej, for de vil gøre alt for at få bugt med os. De vil tænke, hvad der heller ikke er usandsynligt, at det bliver deres død, hvis vi slipper væk. Jeg er heller ikke ivrig efter at lade mig ryge ud som en ræv i sin grav.«
    Njal siger: »Nu er det som så ofte før, at I, mine sønner, er ligeglade med, hvad jeg siger, og ikke respekterer mig det mindste. Men sådan var det ikke, da I var yngre, og da gik det jer bedre.«
    Helge siger: »Lad os gøre, som vores far ønsker. Det vil være det bedste for os.«
    »Det er jeg ikke så sikker på,« siger Skarpheden, »for nu er han dødsmærket. Men jeg kan godt følge min fars vilje og brænde inde med ham, for jeg frygter ikke min død.«
    Han siger da til Kåre: »Lad os være tæt sammen, svoger, så den ene ikke skilles fra den anden.«
    »Det har jeg tænkt mig,« siger Kåre, »men hvis skæbnen vil det anderledes, må den gå sin gang, og det kan jeg intet stille op imod.«
    »Hævn du os, og vi vil hævne dig,« siger Skarpheden, »hvis en af os overlever.«
    Kåre sagde, at sådan skulle det være. Så gik de alle ind og stillede sig op i døren.
    Flose siger: »Nu er de dødsmærkede, fordi de gik ind, så lad os gå hurtigt hen til gården og stille os helt tæt op foran døren og sørge for, at ingen slipper væk, hverken Kåre eller Njalssønnerne, for det ville blive vores død.«
 

    Flose og hans folk kom nu hen til gården og stillede sig op hele vejen rundt om bygningen, hvis der skulle være en hemmelig dør. Flose og hans mænd gik hen til forsiden af bygningen. Roald Asserssøn løb derhen, hvor Skarpheden stod, og stak efter ham. Skarpheden huggede spyddet af skaftet og huggede til ham, og øksen ramte øverst på skjoldet, og hele skjoldet blev straks presset mod Roald, og det ene hjørne ramte ansigtet, så han faldt bagover og straks døde.
    Kåre siger: »Der er stadig ikke mange, der overgår dig, Skarpheden, og du er den tapreste af os.«
    »Det ved jeg ikke rigtigt,« siger Skarpheden med et skævt smil.
    Kåre og Grim og Helge stødte mange spyd indefra og ud og sårede mange mænd. Og Flose og hans mænd fik ikke udrettet noget.
    Flose siger: »Vores mænd har lidt stor skade, mange er sårede, og den, som vi sidst ønskede det skulle ske for, er dræbt. Nu står det klart, at vi ikke kan besejre dem med våben. Og der er også mange, som ikke kæmper lige så hårdt, som man gav udtryk for at ville. Men nu er vi tvunget til at følge en anden plan. Der er to muligheder, og ingen af dem er gode. Den ene er at opgive, og det bliver vores død, den anden at bruge ild og brænde dem inde, og det er en stor synd over for Gud, da vi selv er kristne. Og alligevel skal vi gribe til det.«

129
Så tændte de ild og lavede et stort bål foran døren.
    Da siger Skarpheden: »Nu tænder I op, drenge, så skal der vel koges?«
    Grane Gunnarssøn svarer: »Det skal der nemlig, og varmere kommer du ikke til at få det.«
    Skarpheden siger: »At jeg hævnede din far, lønner du mig, som den mand du er, og sætter det højere, som du ikke er forpligtet til.«
    Så hældte kvinderne sur valle på ilden og slukkede den.
    Kul Torstenssøn siger til Flose: »Jeg får en ide. Jeg har opdaget et loft oven på tværbjælkerne i skålen, så lad os kaste ilden derind og få den antændt med den stak fuglegræs, der ligger heroppe bag gården.«
    Så tog de stakken af fuglegræs og satte ild til. De, der var indenfor, mærkede ikke noget, før hele den øverste del af skålen stod i lys lue. Flose og de andre lavede da store bål foran alle døre. Efterhånden kunne de kvinder, som var indenfor, dårligt udholde det.
    Njal siger til dem: »Fat mod, og dæmp jeres frygt, for det er kun en kortvarig storm, og der vil være langt til endnu en af den slags. Tro på, at Gud er så barmhjertig, at han ikke vil lade os brænde både i denne verden og den næste.«
    Sådanne formaninger og andre endnu stærkere gav han dem.
    Nu bredte flammerne sig til hele gården. Da gik Njal hen til døren og sagde: »Er Flose tæt nok på til, at han kan høre mine ord?«
    Flose sagde, at han kunne høre.
    Njal siger: »Vil du på nogen måde indgå forlig med mine sønner eller tillade nogen at komme ud?«
    Flose svarer: »Jeg vil ikke indgå forlig med dine sønner, for nu skal det afsluttes mellem os, og jeg vil ikke gå herfra, før de alle er døde. Men jeg vil give kvinder og børn og huskarle lov til at komme ud.«
    Njal gik da ind og sagde til folk: »Nu skal alle de, som har tilladelse, gå ud, så gå du ud, Torhalla Asgrimsdatter, sammen med den flok, som har fået lov.«
    Torhalla siger: »Nu skilles vi, Helge, på en anden måde, end jeg tænkte for lidt siden, men jeg skal opildne min far og mine brødre til at hævne det tab af menneskeliv, der sker her.«
    Njal siger: »Det vil gå dig godt, for du er en god kvinde.«
    Derefter gik hun ud sammen med en stor gruppe.
    Astrid fra Dybåbakke siger til Helge Njalssøn: »Gå ud sammen med mig, så kaster jeg en kvindekappe over dig og giver dig et hovedklæde på.«
    Først undslog han sig, men gjorde det alligevel på deres bøn. Astrid viklede hovedklædet om Helges hoved, og Torhild, Skarphedens kone, lagde kappen over ham, og så gik han ud mellem dem. Og da gik Torgerd Njalsdatter og hendes søster Helga og mange andre ud.
    Men da han kom ud, sagde Flose: »Det er en høj og bredskuldret kvinde, som går der. Grib hende, og hold hende fast.«
    Men da Helge hørte det, kastede han kappen af sig. Han havde haft et sværd under armen og huggede nu til en mand og ramte skjoldet, så spidsen af skjoldet og mandens ben røg af. Da kom Flose til og huggede Helge i halsen, så hovedet straks fløj af. Flose gik da hen til døren og råbte på Njal og sagde, at han ville tale med ham og Bergtora. Så går Njal derud.
    Flose sagde: »Jeg vil tilbyde dig at komme ud, Njal bonde, for du har ikke gjort dig forskyldt til at brænde inde.«
    Njal sagde: »Jeg vil ikke gå ud, for jeg er en gammel mand og dårligt i stand til at hævne mine sønner, og jeg vil ikke leve med skam.«
    Flose sagde da til Bergtora: »Kom du ud, husfrue, for dig vil jeg under ingen omstændigheder brænde inde.«
    Bergtora sagde: »Jeg var ung, da jeg blev givet Njal. Jeg har lovet ham, at det samme skal overgå os begge.«
    Så gik de begge væk fra døren.
    Bergtora siger: »Hvad skal vi nu stille op?«
    »Lad os gå hen til vores soveplads,« siger Njal, »og lægge os ned, jeg har længe trængt til at hvile.«
    Hun siger da til drengen Tord Kåressøn: »Dig skal man bære ud, for du skal ikke brænde inde.«
    »Du har nu lovet mig, bedstemor,« siger drengen, »at vi aldrig skulle skilles, så længe jeg ville være hos dig. Jeg synes meget bedre om at dø med dig og Njal end at overleve.«
    Hun bar så drengen hen til sengen.
    Njal siger til sin husbestyrer: »Nu skal du se, hvor vi lægger os, og hvordan jeg arrangerer os, for jeg agter på ingen måde at lade mig skræmme væk herfra, uanset om jeg plages af røg eller brand. Så kan du angive, hvor man kan lede efter vores knogler.«
    Husbestyreren sagde, at sådan skulle det blive. Der var blevet slagtet en okse, og skindet lå ved sengen. Njal siger til husbestyreren, at han skal brede skindet ud over dem, og det lover han. Nu lægger de sig begge ned i sengen og lægger drengen imellem sig. Så slog de korsets tegn for sig og drengen og overgav deres sjæl i Guds hånd, og det var det sidste, man hørte, de sagde. Så tog husbestyreren skindet og bredte det over dem og gik derefter ud. Ketil fra Mark tog imod ham og hev ham ud. Han spurgte nøje til Njal, sin svigerfar, og husbestyreren fortalte alt, som det var.
    Ketil siger: »En stor sorg er os beredt, når vi skal opleve så stor en ulykke.«
    Skarpheden så, da hans far lagde sig ned, og hvordan han indrettede sig. Han sagde da: »Vores far går tidligt i seng, men det var, hvad man kunne vente. Han er en gammel mand.«
    Så tog Skarpheden og Kåre og Grim de brændende træstykker lige så hurtigt, som de faldt ned, og smed dem ud på de andre, og sådan gik der en tid. Da kastede de spyd ind mod dem, men de greb dem alle i luften og sendte dem tilbage. Flose bad da sine mænd om at holde op med at kaste, »for al våbenkamp mod dem vil være drøjt for os. Nu kan I vente roligt på, at ilden overvinder dem.«
    Det gør de så. Da faldt de store bjælker ned fra taget.
    Så siger Skarpheden: »Nu må min far være død, og man har hverken hørt stønnen eller hosten fra ham.« 
    De gik da hen for enden af skålen. Der var der faldet en tværbjælke ned, som var brændt godt igennem på midten.
    Kåre siger til Skarpheden: »Spring du ud her, så skal jeg hjælpe dig, og jeg vil straks springe efter, og så vil vi begge slippe væk, hvis vi gør det sådan, for al røgen driver herhen.«
    Skarpheden siger: »Du skal springe først, og jeg vil være lige i hælene på dig.«
    »Det er ikke nogen god ide,« siger Kåre, »for jeg kan nok komme ud et andet sted, hvis det ikke går her.«
    »Det vil jeg ikke,« siger Skarpheden. »Spring du først ud, og jeg følger straks efter.«
    »Det påhviler ethvert menneske at redde livet, når muligheden er der,« siger Kåre, »så det vil jeg gøre. Men så skilles vi sådan, at vi aldrig kommer til at ses igen, for hvis jeg springer ud af ilden, vil jeg ikke have lyst til at springe tilbage og ind i ilden til dig, og vi må så gå hver vores vej.«
    »Det glæder mig at vide,« siger Skarpheden, »at du, svoger, vil hævne mig, hvis du slipper væk.«
    Så tager Kåre en flammende bænkestok i hånden og løber op ad tværbjælken. Han slynger da brættet ud fra taget, så det falder ned på dem, der står udenfor. De løb straks væk. Da brændte alle Kåres klæder og hans hår. Han kaster sig ud fra taget og styrter af sted inde i røgen.
    Da sagde en mand, der stod nærmest: »Var det ikke en mand, der sprang ned fra taget?«
    »Nej, umuligt,« sagde en anden. »Det var nok Skarpheden, der kastede et stykke brændende træ efter os.«
    Derefter anede de ikke uråd.
    Kåre løb, til han kom til en bæk. Han smed sig ned i den og slukkede ilden i sig. Så løb han i røgens retning hen til en lavning og hvilede sig, og denne lavning har man siden kaldt Kåregrov.
 

130
Nu bliver der fortalt om Skarpheden, at han straks løber op ad tværbjælken efter Kåre. Men da han kom dertil, hvor tværbjælken var brændt mest igennem, knækkede den under ham. Skarpheden landede på fødderne og forsøgte straks for anden gang at komme op ad væggen. Da styrtede overliggeren ned mod ham, og han tumlede tilbage.
    Skarpheden siger da: »Nu ser jeg, hvor det bærer hen.«
    Så gik han frem langs langvæggen.
    Gunnar Lammessøn springer op på væggen og får øje på Skarpheden.
    Så siger han: »Græder du nu, Skarpheden?«
    »Det gør jeg ikke,« siger han, »men det er sandt, at det svier i øjnene. Men er det, som jeg tror, at du griner?«
    »Det er sikkert og vist,« siger Gunnar, »og det er første gang, jeg griner, siden du dræbte Tråen ved Markflod.«
    Skarpheden siger: »Så er der et minde til dig her.«
    Han tog da en kindtand, som han havde hugget ud af Tråen, op af sin pung og kastede den mod Gunnar, så den ramte øjet, der straks faldt ud og ned på kinden. Så ramlede Gunnar ned fra taget. Skarpheden gik hen til sin bror Grim. De holdt hinanden i hånden og trådte ilden ned. Men da de nåede til midten af skålen, faldt Grim død om. Så gik Skarpheden hen for enden af huset. Nu lød der et stort brag, og taget brasede sammen. Skarpheden blev klemt mellem det og endegavlen. Han kunne ikke røre sig af stedet.
    Flose og de andre blev ved branden til langt ud på morgenen. Da kom der en mand ridende hen mod dem.
    Flose spurgte efter hans navn, og han sagde, at han hed Gejrmund, og at han var en slægtning til Sigfussønnerne. »I har udført en stor dåd,« siger han.
    Flose siger: »Dette vil man kalde både en stordåd og en udåd. Men det står dog ikke til at ændre nu.«
    »Hvor mange betydelige mennesker er omkommet her?« spørger Gejrmund.
    Flose svarer: »Her er Njal omkommet, og Bergtora og alle deres sønner, Tord Kåressøn, Kåre Sølmundssøn og Tord den Frigivne. Ud over dem ved vi ikke klar besked om flere, som er os mere eller mindre ukendte.«
    Gejrmund siger: »Nu erklærer du en for død, som vi snakkede med i morges.«
    »Hvem er det?« siger Flose.
    »Jeg og min nabo Bård mødte Kåre Sølmundssøn,« siger Gejrmund, »og Bård gav ham sin hest, og håret var brændt af ham sammen med tøjet.«
    »Havde han nogen våben?« siger Flose.
    »Han havde sværdet Livdysser,« siger Gejrmund, »og den ene æg var blålig, og jeg og Bård sagde, at det måtte være blevet blødt, men han svarede, at han skulle hærde det i blodet fra Sigfussønnerne og andre mordbrændere.«
    Flose siger: »Hvad sagde han om Skarpheden?«
    Gejrmund svarer: »Han sagde, at både han og Grim var i live, da de skiltes, men han sagde dog, at de måtte være døde nu.«
    Flose siger: »Du har fortalt os en historie, som betyder, at vi ikke kan stifte gårdfred, for den mand er undsluppet, som på alle måder slægter Gunnar fra Liende mest på. Nu bør I vide, Sigfussønner og andre mordbrændere, at der efter denne brand vil følge så stort et søgsmål, at det vil gøre mange hovedløse, mens nogle kommer til at gå fra hus og hjem. Nu tror jeg ikke, at nogen af jer Sigfussønner tør blive siddende på jeres gård, og andet kan man ikke forvente. Så jeg vil invitere jer alle østpå til mig og lade det samme overgå os alle.«
    De takkede ham for hans tilbud og sagde, at det ville de tage imod.
    Så kvad Modolf Ketilssøn et vers:

Én stav af Njals hus, hvor
ild brændte guldtræer,
undslap snilde Sigfussønners
husafbrænding.
Tapre Høskulds død har
Helges far nu betalt.
Huset stod i lys lue,
løb ilden i folks bo.

»Vi bør prale af noget andet, end at Njal er brændt inde, for det er der ingen hæder ved,« siger Flose.
    Så gik han op på gavlen sammen med Glum Hildessøn og nogle andre mænd.
    Da siger Glum: »Mon Skarpheden er død?«
    Men alle sagde, at han for længst måtte være død. På det sted blussede ilden nogle gange op, og andre gange døde den hen. Da hørte de nede fra ilden foran sig, at der blev fremsagt et vers:

Guldvalkyrien ville
våde øjne få, hvis
skjoldkæmperens strid med
spyd var hende bekendt,
da, sårvoldende spyd
susede […]
[…] djærv […]
digtet jeg sikrede

Grane Gunnarssøn siger: »Mon Skarpheden kvad det vers levende eller død?«
    »Det vil jeg ikke begynde at gætte om,« siger Flose.
    »Vi bør finde Skarpheden,« siger Grane, »eller nogle andre af de mænd, der er brændt inde her.«
    »Det er udelukket,« siger Flose, »og den slags gør kun tåber som dig, eftersom man nu vil samle folk fra hele herredet. Og den, som nøler nu, vil også blive så bange, at han ikke vil vide, hvor han skal løbe hen, og derfor foreslår jeg, at vi alle rider af sted hurtigst muligt.«
    Flose skyndte sig da hen til sine heste sammen med alle sine mænd.
    Så siger Flose til Gejrmund: »Mon Ingjald er hjemme på Kilderne?«
    Gejrmund siger, at han mener, at han må være hjemme.
    »Der har vi manden,« siger Flose, »som har brudt sine løfter til os og al sin troskab.«
    Flose siger da til Sigfussønnerne: »Hvordan stiller I jer nu til Ingjald? Vil I opgive ham, eller skal vi angribe ham nu og dræbe ham?«
   Alle svarede de, at de straks skulle angribe og dræbe ham.
 

    Flose sprang da op på sin hest sammen med alle de andre og red væk. Flose red forrest og satte kursen mod Rangå og op langs med åen. Da fik han øje på en mand, der red ned mod dem på den anden side af åen. Han kunne se, at det var Ingjald fra Kilderne. Flose råber til ham. Ingjald gjorde holdt og vendte sig mod åen.
    Flose siger til ham: »Du har brudt vores aftale, så du har forbrudt liv og ejendom. Nu er Sigfussønnerne her og vil dræbe dig. Men jeg synes, du er i en vanskelig situation, så jeg vil skænke dig livet, hvis du vil overlade mig at dømme i sagen.«
    »Jeg vil nu hellere ride hen og møde Kåre end at overlade det til dig at dømme. Og jeg vil svare Sigfussønnerne, at jeg ikke er mere bange for dem, end de er for mig.«
    Flose siger: »Vent da lidt, hvis ikke du er en kujon, så skal jeg sende dig en gave.«
    »Jeg skal nok vente,« siger Ingjald.
    Torsten Kulbenssøn, Floses brorsøn, red op til ham og havde et spyd i hånden. Han var en af de tapreste og mest værdsatte blandt Floses mænd. Flose rev spyddet fra ham og kastede det efter Ingjald og ramte i venstre side, så det gik gennem skjoldet neden for grebet, så det blev kløvet i to. Men spyddet fortsatte ind i låret oven over knæskallen og derfra ind i sadeltræet, hvor det satte sig fast.
    Da siger Flose til Ingjald: »Blev du ramt?«
    »Vel blev jeg ramt,« siger Ingjald, »men jeg kalder det en skramme og ikke et sår.«
    Så rykker Ingjald spyddet ud af såret og siger til Flose: »Vent du nu lidt, hvis du ikke er en kryster.«
    Han kastede da spyddet tilbage over åen. Flose ser, at spyddet vil ramme ham midt på livet. Flose trækker da hesten baglæns, så spyddet flyver forbi foran hans hest uden at ramme ham. Spyddet traf Torsten midt på livet, og han faldt straks død af hesten. Ingjald satte nu af sted og red ind i skoven, uden at de fik fat i ham.
    Flose siger da til sine mænd: »Nu har vi mistet en mand. Og af det, der er sket, kan vi se, hvor stor vores ulykke er. Nu foreslår jeg, at vi rider op til Trehyrningshalsene. Derfra kan vi holde øje med folks færden i hele området, for de er sikkert gået i gang med at samle flest mulige mænd, og de tror sikkert, at vi fra Trehyrningshalsene er redet østpå til Flodsli. Og så vil de tro, at vi rider østpå og til fjelds og videre østpå til hjemegnene. Den største flok vil følge efter os derhen, mens andre vil ride østpå ad kystvejen til Seljelandsmule, selvom de vil gøre sig mindre håb om, at vi er taget den vej. Så nu vil jeg bestemme for os og foreslå, at vi rider op til Trehyrning og venter der, til solen har passeret himmelen tre gange.«
    Det gør de så.
(…)

Oversat af Kim Lembek