Njals saga kapitel 11-12

11
Torvald red hjem fra brylluppet sammen med sin kone og Tjostolf. Han fulgte hendes hest, og de talte stadig dæmpet sammen.
    Usviver vendte sig om mod sin søn og sagde: »Er du tilfreds med ægteskabet? Hvordan snakker I sammen?«
    »Godt,« siger han, »hun er meget venlig over for mig, og det kan du se af, at hun ler ved hvert eneste ord.«
    »Jeg tror ikke, at hendes latter er helt så god, som du tror,« siger Usviver, »men det skal nok vise sig senere.«
    De rider, til de kommer hjem. Om aftenen sad Halgerd ved siden af sin mand og gav Tjostolf plads på den side af sig, der vendte ind i huset. Tjostolf og Torvald havde kun lidt med hinanden at gøre og talte kun sjældent sammen den vinter, og sådan gik tiden.
    Halgerd var foretagsom og meget stolt og gjorde da også krav på alt det, som andre i nærheden havde, og var ødsel med alt. Men da foråret kom, var husholdningen mangelfuld, og der manglede både mel og tørrede fisk.
    Halgerd henvendte sig til Torvald og sagde: »Du behøver i hvert tilfælde ikke at sidde der og dovne, for der er brug for både mel og tørrede fisk i husholdningen.«
    Torvald sagde: »Jeg har ikke skaffet mindre til husholdningen end sædvanligt, og dengang rakte det til ud på sommeren.«
    Halgerd sagde: »Det kommer ikke mig ved, at du har sultet dig selv og din far for at skrabe penge sammen.«
    Da blev Torvald vred og slog hende i ansigtet, så det blødte. Så gik han sin vej og kaldte på sine tjenestekarle, og de satte en større skude i vandet, og seks karle sprang om bord og roede ud til Bjørnøerne. Der hentede de tørrede fisk og mel.
    Nu fortælles det om Halgerd, at hun sad udenfor og var nedtrykt.
    Tjostolf gik derhen og så, at hun blødte i ansigtet, og sagde: »Hvorfor ser du så mishandlet ud?«
    »Det er min mand, Torvalds, skyld,« sagde hun, »og du havde næppe opholdt dig så langt væk, hvis du havde brudt dig en smule om mig.«
    »Jeg vidste det ikke,« sagde han, »men det skal jeg nok få hævnet.«
    Så gik han sin vej og fortsatte ned til stranden og skød en seksårers båd i vandet, og i hånden havde han en stor økse med et beviklet skaft, som han ejede. Han stiger op i båden og ror ud til Bjørnøerne. Da han nåede frem, var alle folk roet af sted, undtagen Torvald og hans ledsagere. Han var i færd med at laste skuden, og hans folk bar tingene om bord.
    I det samme kom Tjostolf til, sprang op i skuden og begyndte at laste med ham og sagde: »Du er både for doven og slatten til det her.«
    Torvald sagde: »Tror du, at du kan gøre det bedre?«
    »Der er ikke det, jeg ikke kan gøre bedre end dig, og den kone, du har, er dårligt gift,« sagde han, »og jeres samliv skal blive kortvarigt.«
    Torvald greb en stor kniv, som lå ved siden af ham, og stak efter Tjostolf. Tjostolf havde den bredbladede økse på sin skulder og huggede samtidigt og ramte Torvald på armen, så underarmen brækkede, og kniven faldt ned. Så hævede Tjostolf øksen for anden gang og huggede Torvald i hovedet, så han blev dræbt på stedet.

12
Så kom Torvalds folk ned med det, de bar på. Tjostolf handlede hurtigt. Med begge hænder huggede han nu mod bådens side, så plankerne gik i stykker to steder, og sprang over på sin egen båd. Det kulsorte hav strømmede ind i skuden, så den sank med hele lasten. Da gik også Torvalds lig til bunds, og folkene kunne ikke se, hvordan Torvald var blevet overfaldet, men de vidste, at han var død.
    Tjostolf roede ind i fjorden, og de forbandede ham og bad ham skrubbe ad helvede til. Han svarede ikke og roede, til han nåede hjem, trak båden på land og gik op til gården og havde øksen fremme, og den var meget blodig.
    Halgerd var udenfor og sagde: »Din økse er blodig – hvad har du lavet med den?«
    »Nu har jeg ordnet det sådan, at du vil blive gift for anden gang.«
    »Du siger altså, at Torvald er død,« sagde hun.
    »Sådan er det,« sagde han, »så find du nu på en måde, jeg kan slippe væk på.«
    »Naturligvis,« sagde hun. »Jeg vil sende dig nordpå til Svanshol i Bjørnefjord, og Svan vil nok tage imod dig med åbne arme, og han har så megen magt, at ingen vil kunne komme efter dig dér.«
    Han sadlede en hest, som hun havde, og steg op og red nordpå til Svanshol i Bjørnefjord, og Svan tog imod ham med åbne arme.
    Svan sagde: »Det kalder jeg en mand, som ikke lukker øjnene, når der bør handles, og jeg lover dig, at de vil få meget lidt ære ud af at lede efter dig her.«
    Nu kan det fortælles om Halgerd, at hun gav sin slægtning Ljot Svarte besked om at ledsage hende og bad ham sadle deres heste, »for jeg vil ride hjem til min far.«
    Han forberedte deres rejse. Hun gik hen til sine kister, lukkede dem op og lod sine folk på gården kalde sammen og gav dem alle en gave. Og de havde alle medlidenhed med hende.
    Så red hun hjem til sin far, og han tog godt imod hende, for han havde ikke hørt, hvad der var sket.
    Høskuld sagde til Halgerd: »Hvorfor tog Torvald ikke med dig?«
 

    Hun svarede: »Han er død.«
    Høskuld sagde: »Det må være Tjostolfs værk.«
    Hun sagde, at det var rigtigt.
    »Så slog det altså ikke fejl, da Rud sagde til mig, at denne ægteskabsaftale ville forårsage stor ulykke. Men sket er sket, og det er nyttesløst at bebrejde sig selv noget.«
    Nu skal der fortælles om Torvalds mænd, at de ventede, til der kom både ud til dem. De fortalte om drabet på Torvald og bad om en båd for at komme i land. De fik straks en til låns, og de roede ind til land ved Røgnæs og opsøgte så Usviver og fortalte ham, hvad der var sket.
    Han sagde: »Af ilde råd følger ilde dåd, og nu bagefter ser jeg, hvordan det hele er gået til. Halgerd må have sendt Tjostolf til Bjørnefjord, og selv må hun være redet hjem til sin far. Lad os nu samle folk og søge efter ham nordpå.«
    Det gjorde de og tog ud for at finde støtte, og de blev talstærke og red til Stengrimsfjord og derefter til Ljotådal og til Sælådal og så til Bjørnefjord.
    Da gabte Svan højlydt og sagde: »Nu trænger Usvivers fylgjer sig på.«
    Så sprang Tjostolf op.
    Svan sagde: »Kom med mig udenfor. Der er ikke brug for så meget.«
    Så gik de begge to ud. Svan tog et gedeskind og viklede det om hovedet og sagde:

Bliv tåge,
bliv blændværk
og syner for alle,
der søger dig.

Nu fortælles det, at de – Usviver og hans folk – red op på højderyggen ved Bjørnefjord. Der blev de mødt af en tæt tåge.
    Usviver sagde: »Det her står Svan bag, og det er godt, hvis ikke der følger mere ondt.«
    Lidt efter lagde der sig så tæt et mørke over deres øjne, at de intet kunne se, og de faldt af hestene, som blev væk for dem, og nogle gik af sig selv ud i en mose, andre ind i skoven, så de var i stor fare. De tabte deres våben.
    Så sagde Usviver: »Hvis jeg kunne finde mine heste og mine våben igen, ville jeg vende om.«
    Da han havde sagt det, kunne de se lidt igen og fandt deres heste og våben. Men så var der mange, der opfordrede til, at man skulle prøve at ride frem endnu en gang, og det gjorde man. Og straks blev de ramt af de samme sære syner, og sådan gik det tre gange.
    Da sagde Usviver: »Selvom turen ikke vil være vellykket, skal vi alligevel vende om. Nu må vi overveje vores stilling for anden gang, og jeg har mest lyst til at tage hen og møde Høskuld og bede ham om bod for min søn. For der er håb om ære, hvor der er nok af den.«
    Så red de til Bredefjordsdalene, og der er ikke noget at fortælle, før de kom til Høskuldssted. Der befandt Rud sig også. Usviver kaldte Høskuld og Rud ud. De gik begge to ud og bød Usviver velkommen, og så talte de sammen. Høskuld spurgte Usviver, hvor han kom fra. Han fortalte, at han var taget af sted for at lede efter Tjostolf, men at han ikke havde fundet ham. Høskuld siger, at han sikkert opholdt sig nordpå på Svanshol, »og det er ikke enhver beskåret at få fat på ham der.«
    »Derfor er jeg kommet hertil,« sagde Usviver, »for at bede dig om bod for min søn.«
    Høskuld svarede: »Det var ikke mig, der dræbte din søn, og jeg lagde ikke planer for hans død. Men man kan ikke fortænke dig i at forsøge at få bod et eller andet sted.«
    Rud sagde: »Næsen sidder tæt på øjnene, bror, og det er helt afgørende at få stoppet onde rygter og give Usviver bod for hans søn og således forbedre din datters situation. Det er den eneste udvej, hvis det skal gå i sig selv, for det bedste er dog, at der ikke tales så meget om det.«
    Høskuld sagde: »Vil du afgøre sagen?«
    »Det kan jeg godt,« sagde Rud, »men jeg skåner dig ikke i min afgørelse, for hvis sandheden skal frem, så står din datter bag drabet på ham.«
    Rud tav så stille et stykke tid. Så rejste han sig op og sagde til Usviver: »Ræk mig nu hånden som bekræftelse på, at du frafalder sagen.«
    Usviver rejste sig op og sagde: »Det kan ikke blive en retfærdig kendelse, når den kommer fra hans bror, men du har dog talt så fornuftigt, at jeg godt tør betro dig at løse sagen.«
    Så gav han Høskuld hånden, og de enedes da om at løse sagen på den måde, at Rud skulle finde en endelig afgørelse, inden Usviver tog af sted.
    Så afgjorde Rud sagen og sagde: »Jeg sætter Torvalds drab til to hundreder i sølv« – det blev dengang anset for en god mandebod – »og der skal betales straks, bror, og udredes på en god måde.«
    Det gjorde Høskuld. Så sagde Rud til Usviver: »Jeg vil give dig en god kappe, som jeg har haft med hjem fra udlandet.«
    Usviver takkede ham for gaven og var nu godt tilfreds med resultatet og tog hjem.
    Senere tog Rud og Høskuld til Usviver for at foretage formuedeling, og de blev uden besvær enige om den og tog hjem med deres del. Og så er Usviver ude af sagaen.
    Halgerd bad Høskuld om, at Tjostolf måtte komme hjem igen, og det tilstod han hende, og der blev i lang tid talt meget om drabet på Torvald. Halgerds formue voksede og blev stor.
(...)

Oversat af Kim Lembek