Totten om grønlændingene kapitel 4-6

4
Asser dræbes· Biskoppen blev meget vred, da han hørte, at skibet var ødelagt. Han kaldte Ejnar Sokkessøn til sig og sagde: »Nu er det blevet aktuelt med det løfte, du afgav, da vi tog fra Norge, om at du ville straffe dem, der viste foragt for bispestolen og dens ejendom. Jeg erklærer hermed, at Asser har handlet forbryderisk, for han har ødelagt vores ejendom og været uforskammet over for os på alle måder. Det kan ikke skjules, at jeg er utilfreds med tingenes tilstand, og jeg regner dig for en meneder, hvis ikke der sker noget i denne her sag.«
    Ejnar svarede: »Herre, det er ikke godt, hvad der her er bedrevet, men der er alligevel dem, der vil sige, at man kan have en vis forståelse for Asser, så meget som han er gået glip af – også selvom han bar sig forkert ad, da han og de andre så de pragtfulde ting, som deres slægtninge havde ejet, men som de ikke selv kunne få lov til at beholde. Jeg ved ikke rigtig, hvor meget jeg kan love at gøre ved det.«
    Det var køligt imellem dem, da de skiltes, og biskoppen så vred ud.
 

    Da folk drog til kirkemesse og fest på Langenæs, var biskoppen og Ejnar til stede og deltog i festen. Mange var kommet til gudstjeneste, og biskoppen forrettede messen.
    Asser var der også, han stod op ad kirkevæggen på kirkens sydside, og en, der hed Brand, talte med ham. Han var søn af Tord og hørte til folkene på bispegården. Han opfordrede Asser til at være noget eftergivende over for biskoppen. »Så tror jeg nok, det skal gå,« sagde han, »men lige nu ser det ret så truende ud.«
    Det kunne han ikke få sig til, sagde Asser, at være eftergivende, så dårligt som han var blevet behandlet. Og det diskuterede de nu frem og tilbage.
    Imens gik biskoppen og hans følge fra kirken og tilbage til gården, og Ejnar var med i den procession.

 

    Men da de var nået hen foran skåledøren, forlod Ejnar optoget og gik helt alene hen på kirkegården, tog en økse ud af hånden på en af kirkegængerne og gik syd om kirken. Der stod Asser og støttede sig til sin økse. Ejnar gav ham banehug på stedet og gik så indenfor, og da var bordene stillet frem. Ejnar satte sig til bords over for biskoppen og sagde ikke et ord.
    Lidt efter kom Brand Tordssøn ind i stuen, gik hen foran biskoppen og sagde: »Er der nogen, der har fortalt Jer, hvad der er foregået, Herre?«
    Biskoppen havde ikke hørt noget, sagde han, »men hvad kan du fortælle?«
    Han svarede: »Der var én, der sank til jorden lige nu her udenfor.«
    Biskoppen sagde: »Hvem var skyld i det? Og hvem er det gået ud over?«
    Brand sagde, at der var en, der sad lige i nærheden, der kunne sige noget om det.
    Biskoppen sagde: »Ejnar, er du skyld i Assers død?«
    Ejnar svarede: »Det er jeg.«
    Biskoppen sagde: »Slige gerninger er aldrig af det gode, men denne gerning kan man dog have en vis forståelse for.«
    Brand bad om, at liget blev vasket, og at der blev sunget over det. Biskoppen syntes ikke, der var noget, der hastede, sagde han, og folk blev siddende ved bordene og gav sig god tid. Biskoppen fik først nogen til at synge over liget, da Ejnar havde bedt om det og samtidig sagt, at det skulle gøres med respekt.
    Biskoppen sagde, at han egentlig syntes, det rigtige ville være, at Asser ikke fik en kirkelig begravelse, »men fordi du nu har bedt om det, skal han alligevel komme i jorden ved kirken her, hvor der ikke er nogen præst bosat på stedet.«
    Og han fik præster til at synge over liget, men det skete ikke, førend det var gjort i stand til begravelsen.
    Så sagde Ejnar: »Nu er vi pludselig kommet i en rigtig grim situation, og den er ikke så lidt foranstaltet af Jer, Herre. Der er voldsomme kræfter på spil her, og jeg tror, det kan komme til heftige stridigheder mellem os.«
    Biskoppen sagde, han håbede, man kunne ride stormen af og tilbyde erstatning i denne sag og få en mindelig afgørelse, man skulle bare ikke gå for voldsomt til værks.

5
Ejnar Sokkessøn dræbes· Det, der her var foregået, rygtedes og kom købmændene for øre. Ketil Kalvssøn sagde: »Mit gæt var ikke helt forkert – man var ude efter den mands hoved.«
    Simon hed en mand, han var i familie med Asser, stor og stærk. Ketil sagde, at hvis den brave Simon ellers lignede sig selv, »så ville han nok ikke glemme drabet på sin frænde Asser.«
    Simon sagde, at det ville han ikke komme med nogen gevaldig kommentar til.
    Ketil fik deres skib gjort sejlklart og sendte nogen hen til styrmanden Kulben for at fortælle ham, hvad der var foregået, »og sig til ham, at jeg nok skal påtage mig at føre sag mod Ejnar, for jeg er godt inde i grønlandsk lovgivning, og jeg er parat til at stille op over for de mennesker. Vi er også en talstærk skare, hvis vi skulle blive angrebet.«
    Simon ville gøre, lige hvad Ketil foreslog, sagde han, og han opsøgte nu Kulben og fortalte ham om drabet og kom samtidig med beskeden fra Ketil om, at de fra Vesterbygden skulle komme de andre til undsætning og drage til grønlændingenes ting. Kulben sagde, at han helt sikkert ville komme, hvis han kunne, og grønlændingene skulle ikke slippe billigt fra at slå nogle af deres folk ihjel, sagde han.
    Ketil overtog straks sagen fra Simon og tog af sted med en samling mænd og sagde, at købmændene skulle følge efter så snart som muligt. »Og tag jeres varer med.«
    Kulben tog af sted, så snart han fik denne besked, og han sagde også til sine kammerater, at de skulle møde op på tinget, for så var de så mange i alt, sagde han, at han ikke troede, grønlændingene kunne blive ved med at nægte dem deres ret.
    Kulben og Ketil mødtes nu og lagde råd op. De var fremragende mænd begge to.
    Og så sejlede de af sted. De var oppe imod en strid blæst – men de nåede da frem. Og de var mange, men alligevel færre, end de havde troet, de ville være.
    Nu ankom folk til tinget. Sokke Toressøn var der også. Han var en klog mand. Han var på det tidspunkt blevet gammel og blev ofte brugt til at træffe afgørelser i sager mellem folk.
    Han opsøger Kulben og Ketil og siger, at han vil prøve at få et forlig i stand. »Jeg vil gerne tilbyde at mægle mellem jer,« siger han. »Og selvom jeg står min søn Ejnar nærmest, så vil der i denne sag blive afsagt en kendelse, som både jeg og andre kloge mennesker vil finde ret og rimelig.«
    Ketil mente nu nok, sagde han, at de ville føre sagen hele vejen igennem, til de fik opfyldt deres krav. Og alligevel udelukkede han ikke, at de ville gå med til et forlig. »Men vi er virkelig blevet groft behandlet, og vi plejer ikke at være dem, der opgiver vores krav.«
    Sokke mente ikke, sagde han, at de to parter havde lige gode chancer, og han troede næppe, det ville blive mere ærefuldt for dem, hvis han lod være med at afgive kendelse i sagen.
    Købmændene gik over i retten, og Ketil fremførte søgsmålet mod Ejnar.
    Ejnar sagde nu: »Det vil rygtes vidt og bredt, hvis de vinder over os i denne sag,« og så gik han over og jog domsmændene væk, så de måtte opgive rettergangen.
    Sokke sagde: »Mit tilbud står stadig ved magt, at I indgår forlig, og jeg fastsætter vilkårene.«
    Ketil mente ikke, det kunne nytte noget, »for selvom du fastsætter en eller anden erstatning, så vil Ejnar blive ved med at være urimelig i denne her sag«. Og hermed skiltes de.
    Når de andre købmænd fra Vesterbygden ikke var kommet til tinget, så var det, fordi der havde været modvind, lige da de lå klar med deres to skibe. Men midt på sommeren skulle der indgås forlig på Ejd. Og denne gang kom købmændene vestfra og lagde til ved et bestemt næs, hvor de alle sammen mødtes og holdt rådslagning.
 

    Kulben sagde, at man ikke havde kunnet presse dem til at indgå forlig på denne her måde, hvis alle havde været til stede. »Men nu må vi alle sammen tage hen til det forligsmøde, med den styrke, vi nu engang har.«
    Og sådan blev det, de sejlede videre og lagde ind i en bugt, hvor de kunne holde sig skjult, lige i nærheden af bispesædet.
    På bispesædet traf det sig sådan, at der blev ringet til højmesse, netop i samme øjeblik som Ejnar Sokkessøn ankom. Da købmændene hørte det, sagde de, at der godt nok blev gjort meget stads af Ejnar, siden man ligefrem ringede med klokkerne, når han kom, og de syntes, det var helt uhyrligt og blev godt sure over det.
    Kulben sagde: »Lad være med at tage det så tungt, det kan meget vel være, at det bliver til ligringning inden aften.«
    Nu kom Ejnar og de andre og slog sig ned på en bakkeskråning. Sokke lagde forskellige værdigenstande, der skulle bruges til at betale erstatning med, frem til taksering.
    Ketil sagde: »Det skal være mig og Hermund Konradssøn, der vurderer tingene.«
    Sådan skulle det være, sagde Sokke.
    Simon, Assers frænde, viste alle tegn på mishag, da han traskede forbi, mens takseringen fandt sted. Nu blev en gammel pladebrynje lagt frem. Da sagde Simon: »Sikke en hån at tilbyde den slags som erstatning for en mand som Asser«. Han smed brynjen hen ad grønsværen og gik op mod dem, der sad på skråningen.
 

    Da grønlændingene så det, kom de hurtigt på benene og kiggede ned ad skråningen, ned mod Simon. I mellemtiden var Kulben, mens de alle sammen kiggede den anden vej, kommet op forbi dem og om bag ved dem, han var helt alene taget væk fra sine egne. Men lige i samme øjeblik som han kom op bag Ejnar og plantede en økse mellem skulderbladene på ham, landede Ejnars økse i hovedet på Simon, så begge fik banesår.
    Lige idet han faldt, sagde Ejnar: »Ikke uventet.«
    Nu styrtede Tord, Ejnars fosterbror, op imod Kulben og ville hugge ham ned, men Kulben vendte sig hurtigt imod ham, stak øksehjørnet frem og kom det i struben på ham, så han døde på stedet. Nu kom alle op at slås.
    Biskoppen sad hos Ejnar, og Ejnar udåndede i hans skød.
    En mand, der hed Stengrim, bad dem, om de ville være så rare at lade være med at slås. Han og et par stykker til lagde sig imellem de stridende parter, men de var så rasende, at Stengrim i kampens hede blev gennemboret af et sværd.
    Ejnar udåndede oppe på skråningen ved grønlændingenes bod.
    Nu var der flere, der var blevet alvorligt såret, men Kulben og hans folk slap ned til deres skib med tre af deres egne, som var blevet dræbt, og de sejlede nu over Ejnarsfjord til Skjalgsboderne. Her lå købskibene, og man var i fuld gang med at gøre dem klar til sejlads.
    Der havde været lidt af et sammenstød, sagde Kulben, »og jeg tror ikke, at grønlændingene er helt så tilfredse, som de har været tidligere.«
    Ketil sagde: »Det var sandheds ord på dine læber, Kulben, at vi ville komme til at høre ligklokker, inden vi sejlede væk herfra, for jeg tror, det er Ejnars lig, der bliver båret til kirke nu.«
    Kulben sagde, at han havde haft ikke så lidt med det at gøre.
    Ketil sagde: »Nu kommer grønlændingene nok og vil slås med os, og jeg foreslår, at folk holder på med rejseforberedelserne, alt hvad de kan, og at alle holder sig om bord på skibene om natten.«
    Og det gjorde de.
    Sokke harmedes over, hvad der her var foregået, og bad folk om hjælp til at gå i kamp.

6
Forlig mellem grønlændinge og købmænd· Hal hed en mand. Han boede på Solfjeldene, en klog mand og en dygtig bonde. Han var på Sokkes side og ankom allersidst sammen med sine folk.
    Han sagde til Sokke: »Den plan, du har om at lade små skibe angribe store, synes jeg ikke ser videre lovende ud, så godt forberedt som jeg tror, de er. Og jeg ved ikke, hvor meget du kan regne med dine tropper. Alle de tapre krigere skal nok du til noget, men resten vil være nok så tilbageholdende, og det vil få anførerne til at opgive, og så er vi bare endnu værre stillet end før. Hvis vi skal gå til angreb, vil jeg foreslå, at der først aflægges eder, og at hver enkelt sværger på, at han enten falder her i kampen eller sejrer.«
    Ved de ord blev folk noget mindre standhaftige.
    Men Sokke sagde: »Vi opgiver i hvert fald ikke, uden at vi har fået afgjort vores mellemværende.«
    Hal sagde, at han ville forsøge at få et forlig i stand mellem dem og råbte til købmændene: »Får jeg frit lejde over til jer?«
    Kulben og Ketil svarede, at han fik frit lejde. Så mødtes han med dem og understregede nødvendigheden af at få striden bilagt oven på så voldsomme begivenheder. De sagde, at de ville gå med til det, som de andre ville, hvad enten det var det ene eller det andet. Det var landets egne indbyggere, der var skyld i det hele med deres tyranniske fremfærd, sagde de, »men når du nu viser så megen velvilje, så går vi med til, at du dømmer os imellem.«
    Hal sagde, at det ville han gøre, og han ville dømme så retfærdigt, som han kunne, lige meget hvad den ene eller den anden part syntes om det.
 

    Det blev så fremført for Sokke. Også han ville være tilfreds med, at Hal dømte dem imellem, sagde han. Købmændene skulle også om natten arbejde på at gøre skibene sejlklare, for Sokke ville ikke bryde sig om det, hvis ikke de forsvandt så hurtigt som overhovedet muligt. »Men hvis det trækker i langdrag med rejseforberedelserne, og de på den måde provokerer mig, så er det sikkert og vist, at der ikke vil blive betalt bod for dem, hvis de bliver fanget og dræbt.«
    Hermed skiltes de, og man aftalte et møde, hvor der skulle indgås forlig.
    Ketil sagde: »Det ser ikke ud til, at vi bliver klar til sejlads lige med det første, og provianten er ved at slippe op, så jeg foreslår, at vi kigger os om efter nogle madvarer. Jeg ved, hvor der bor en mand, der har masser af mad, og den synes jeg vi skulle prøve at få fat i.«
    Det var de helt med på, sagde de.
    Og en nat sprang de i land fra skibene, tredive mand og alle bevæbnede, og kom til denne gård, hvor der var gabende tomt. Toraren hed bonden der på gården.
    Ketil sagde: »Det var ikke nogen vellykket plan, jeg havde der«. Så forlader de gården og går ned til skibene. Og de gik gennem et krat.
    Da sagde Ketil: »Jeg er ved at blive søvnig, jeg bliver nødt til at sove.«
    Det syntes de ikke var nogen særlig god ide, sagde de, men ikke desto mindre lagde han sig og faldt i søvn, og de sad hos ham.
    Lidt efter vågnede han og sagde: »Jeg har drømt og set meget. Hvad med at vi rykker denne her klynge af grene op, som er lige under mit hoved?«
    De rykkede grenene op, og nedenunder var der en stor hule.
    Ketil sagde: »Lad os straks finde ud af, hvad her er af forsyninger.«
    De fandt tres slagtede kreaturer, tolv dritler smør og en masse tørfisk. »Det var da godt,« sagde Ketil, »at jeg ikke havde ført jer på vildspor«.
    Så tager de tilbage til skibene med deres rov.
    Det blev tid for forligsmødet, og begge parter kom til mødet, købmændene og landets indbyggere.
    Da sagde Hal: »Dette er min kendelse i forliget mellem jer: Jeg vil, at Assers og Ejnars drab går lige op. Men på grund af statusforskellen skal østmændene straffes med fredløshed, så de hverken kan få mad eller husly her. Følgende drab skal også gå lige op: Bonden Stengrim mod Simon, østmanden Krag mod grønlændingen Torfin, østmanden Vighvad mod grønlændingen Bjørn, Tore mod Tord. Så er der stadig én af vores mænd, som der ikke er givet bod for, han hedder Toraren, og han havde mange, som han skulle forsørge. For ham skal der betales en pengebod«.
    Sokke sagde, at han var dybt utilfreds med kendelserne, når den ene sådan blev vejet op imod den anden, og det var der flere af grønlændingene, der var. Men Hal mente nok, han havde sagt, hvad der skulle siges i den sag, og dermed skiltes de.
    Noget senere drev isen ind og lukkede alle fjorde, og nu glædede grønlændingene sig ved tanken om, at de måske kunne fange købmændene, hvis ikke de kom af sted til den fastsatte tid. Men lige inden månedsskiftet drev al isen væk. Købmændene kunne nu slippe væk fra Grønland, og på den måde skiltes de.
 

   
   De nåede frem til Norges kyst. Kulben havde taget en isbjørn med fra Grønland, og det dyr tog han med op til kong Harald Gille og forærede ham, og han udmalede for kongen, hvor grum en medfart grønlændingene fortjente at få, og han bagtalte dem godt og grundigt.
    Men senere fik kongen noget andet at høre, og nu mente han, at Kulben havde løjet for ham. Så der vankede ikke nogen belønning for isbjørnen.
    Senere sluttede Kulben sig til Sigurd Stænkedegn og trængte ind hos Harald Gille og sårede ham.
    Men senere, da de strøg forbi Danmark for fulde sejl og Kulben var i efterbåden og det blæste kraftigt, rev båden sig løs, og Kulben druknede.
    Men Hermund og de andre kom tilbage til Island til deres hjemstavn.
    Og her slutter denne saga.

Oversat af Helle Degnbol