Njals saga kapitel 46-51

46
Gisser Hvide hed en mand. Han var søn af Tejt, søn af Ketilbjørn den Gamle fra Mosfjeld. Gissers mor hed Oløv. Hun var datter af Bødvar herse, søn af Vikinge-Kåre. Gissers søn var biskop Islejf. Tejts mor hed Helga og var datter af Tord Skægge, søn af Rap, søn af Bjørn Knokkel. Gisser Hvide boede på Mosfjeld og var en stor høvding.
    I fortællingen optræder der en mand, som hed Gejr gode. Hans mor hed Torkatla, datter af Ketilbjørn den Gamle fra Mosfjeld. Gejr boede på Li. Gisser og han støttede hinanden i enhver sag.
    På denne tid boede Mård Valgårdssøn på Hov på Rangåvoldene. Han var listig og ondskabsfuld. Hans far, Valgård, var da i udlandet, og hans mor var død. Han var meget misundelig på Gunnar fra Liende. Han var meget velhavende og ret upopulær.

47
Otkel hed en mand. Han var søn af Skarv, som var søn af den Halkel, der kæmpede mod Grim i Grimsnæs og fældede ham i holmgang. Halkel og Ketilbjørn den Gamle var brødre. Otkel boede på gården Kirkebø. Hans kone hed Torgerd. Hun var datter af Må, som var søn af Runolf, søn af Naddod den Færøske. Otkel var rig. Hans søn hed Torgejr. Han var en ung og prægtig mand.
    Skamkel hed en mand. Han boede på Det andet Hov. Han var velstillet. Han var løgnagtig, ubehagelig og ikke rar at have med at gøre. Han var Otkels ven. Otkel havde en bror, der hed Halkel. Han var en stor og stærk mand og var på gården hos Otkel. Deres bror hed Halbjørn Hvide. Han kom til landet med en træl, som hed Melkolf. Han var irsk og ret upopulær. Halbjørn tog ophold hos Otkel sammen med trællen Melkolf. Trællen sagde tit, at han ville have været lykkelig, hvis det var Otkel, der ejede ham. Han var venlig mod ham og gav ham kniv, bælte og klæder, og trællen gjorde alt, hvad han ønskede. Otkel tilbød sin bror at købe trællen. Halbjørn sagde, at han ville give ham trællen, men mente, at værdien af ham var mindre, end han måske forventede. Og så snart Otkel havde fået trællen, arbejdede han dårligere end nogensinde før. Otkel omtalte tit for Halbjørn, at han syntes, at trællen arbejdede for lidt. Han sagde til Otkel, at trællen havde endnu værre sider.
    På det tidspunkt var der alvorlig misvækst, så folk både manglede hø og mad, og det ramte mange gårde rundtomkring. Gunnar hjalp mange mennesker med hø og mad, og alle, som kom til ham, fik noget, så længe der var nok. Men det endte med, at Gunnar kom til at mangle både hø og mad. Så opfordrede Gunnar Kulskæg til at tage med sig sammen med Tråen Sigfussøn og Lamme Sigurdssøn. De tog til Kirkebø og kaldte Otkel ud. Han hilser på dem.
 

    Gunnar sagde: »Sagen er, at jeg er kommet for mod betaling at få hø og mad, hvis du har nok.«
    Otkel sagde: »Der er nok af begge dele. Men jeg vil ikke sælge dig noget af det.«
    »Vil du så give mig det og lade det være uvist, hvordan jeg belønner dig?«
    »Det vil jeg ikke,« sagde Otkel.
    Skamkel gjorde ondt værre.
    Tråen Sigfussøn sagde: »Det er ikke bedre værd, end at vi bare tager det og lægger betalingen i stedet.«
    Skamkel svarede: »Mosfjeldingerne uddør, før Sigfussønnerne røver fra dem.«
    »Røveri vil jeg ikke bedrive,« sagde Gunnar.
    »Vil du købe en træl af mig?« spurgte Otkel.
    »Det har jeg vel råd til,« sagde Gunnar.
    Så købte Gunnar trællen og tog derfra på den måde.
    Det hørte Njal og sagde: »Det er ondsindet at afslå at sælge til Gunnar. Hvis folk af hans slags ikke kan få noget, er der ikke meget håb for andre.«
    »Behøver du tale så meget om det? Det er meget mere passende at give ham både mad og hø, når du har nok af begge dele,« sagde Bergtora.
    Njal sagde: »Det er da klart som dagen, at jeg skal hjælpe ham med nogle forsyninger.«
    Han og hans sønner tog op til Torolfsfjeld, og der bandt de hø på femten heste, og på fem heste havde de mad. Njal kom til Liende og kaldte Gunnar ud. Han tog godt imod dem.
    Njal sagde: »Her er hø og mad, som jeg vil give dig. Jeg ser helst, at du aldrig går til andre end mig, hvis du behøver noget.«
    »Dine gaver er gode,« sagde Gunnar, »men dit og dine sønners venskab synes jeg er endnu mere værd.«
    Så tog Njal hjem. Nu går foråret.

48
Gunnar rider til tinget. Hjemme hos ham overnattede en masse mennesker østfra fra Side. Gunnar tilbød, at de kunne overnatte der, når de red tilbage fra tinget. Njal og hans sønner var på tinget. Tinget forløb roligt.
    Nu skal det fortælles, at Halgerd henvender sig til trællen Melkolf. »Jeg har tænkt mig at sende dig i et ærinde,« siger hun. »Du skal tage over til Kirkebø.«
    »Og hvad skal jeg der?« siger han.
    »Du skal stjæle så meget mad derfra, som kan ligge på to heste, og tage smør og ost, og du skal sætte ild til forrådshuset, og alle vil tro, at det skyldes uforsigtighed, og ingen vil tro, at der er blevet stjålet noget.«
    Trællen siger: »Ond har jeg været, men tyv har jeg aldrig været.«
   »Hør ham lige,« siger Halgerd. »Du spiller vel nok god, selvom du både har været tyv og morder, og du kan lige vove på andet end at tage af sted, ellers får jeg dig dræbt.«
   Han var ret sikker på, at hun ville gøre det, hvis han ikke tog af sted. Han fik fat i to heste og lagde dækkener på og tog hen til Kirkebø. Hunden gøede ikke, den genkendte ham og løb ham i møde. Så gik han hen til forrådshuset og lastede to heste med mad derfra, brændte huset af og dræbte hunden. Han tog op langs Rangå, hvor hans skorem knækkede, og han tog sin kniv og ordnede det. Kniven og bæltet ligger tilbage efter ham. Han fortsætter, til han kommer til Liende. Så savner han kniven, men tør ikke tage tilbage. Han afleverer nu maden til Halgerd. Hun er godt tilfreds.
 

    Om morgenen, da folk på Kirkebø kom udenfor, opdagede de den store skade. Så blev der sendt en mand af sted til tinget for at fortælle Otkel det. Han tog skaden pænt og sagde, at det måtte være, fordi der var et ildhus sammenbygget med forrådshuset, og det mente alle andre så også.
    Nu rider folk hjem fra tinget, og mange rider til Liende. Halgerd satte mad frem på bordet, og der kom ost og smør ind. Gunnar vidste, at der ikke fandtes den slags mad i huset, og spurgte Halgerd, hvor det kom fra.
    »Fra et sted så du sagtens kan spise det,« sagde hun. »I øvrigt er det ikke mænds opgave at sørge for madlavningen.«
    »Men det er slemt, hvis jeg er hæler,« udbrød Gunnar og gav hende en lussing.
    Hun sagde, at den lussing ville hun huske og gengælde, hvis hun kunne. Så gik hun ud, og han fulgte efter hende, og så blev alt fjernet fra bordet, og der blev båret kødmad ind. Og alle mente, at det måtte skyldes, at kødet var erhvervet på en mere hæderlig måde. Nu tager mændene fra tinget af sted.

49
Nu skal der fortælles om Skamkel. Han rider op langs Rangå for at lede efter får og ser noget, der ligger og skinner på stien. Der finder han en kniv og et bælte og synes, begge dele virker bekendt. Han tager det med til Kirkebø. Otkel var udenfor, da Skamkel kom.
    Han siger til ham: »Har du set disse fine ting før?«
    »Dem kender jeg bestemt,« siger Otkel.
    »Hvem ejer dem?« siger Skamkel.
    »Melkolf Træl,« siger Otkel.
    »Lad flere end os to genkende dem,« siger Skamkel, »og så skal jeg nok være dig en tro støtte.«
    De viste tingene til mange andre mennesker, og alle genkendte dem.
    Så sagde Skamkel: »Hvad vil du nu gøre?«
    Otkel sagde: »Lad os tage hen til Mård Valgårdssøn og søge råd hos ham.«
    Så tog de over til Hov og viste Mård genstandene og spurgte, om han genkendte dem. Han sagde, at han genkendte dem: »Og hvad så? Tror I, der er noget at finde på Liende?«
    »Vi synes, det er svært at komme videre,« siger Skamkel, »når så magtfulde mænd er indblandet.«
    »Det er rigtigt,« siger Mård, »men måske ved jeg noget om Gunnars husstand, som ingen af jer ved.«
    »Vi vil betale dig for at forfølge den her sag,« siger de.
    Mård svarer: »Den betaling kan blive mig dyrekøbt, men det kan være, at jeg vil se på sagen.«
    De gav ham tre mark sølv for at hjælpe dem. Han gav det råd, at nogle kvinder skulle gå rundt og give bondekonerne småting, og man skulle så se, hvordan de blev belønnet, »for det ligger til alle først at give det fra sig, som er stjålet, hvis man har beholdt det. Sådan vil det også gå her, hvis der står mennesker bag. Kvinderne skal så vise mig, hvad der er givet hvert sted. Og bliver sagen opklaret, vil jeg være ude af den.«
    Det lovede de. Så tog de hjem.
    Mård sendte nogle kvinder ud i herredet, og de var væk i to uger. Så kom de tilbage og var tungt belæssede. Mård spurgte, hvor de havde fået mest. De sagde, at de havde fået mest på Liende, og at Halgerd havde været meget generøs over for dem. Han spurgte, hvad de havde fået.
    »Ost,« siger de.
    Han bad om at få lov at se. De viste ham den, og der var mange skiver. Han tog osteskiverne og gemte dem. Lidt senere tog Mård over til Otkel. Han bad om, at man fandt Torgerds osteform frem, og det blev gjort. Han lagde skiverne derned, og form og størrelse svarede til osteformen. De så da, at kvinderne havde fået en hel ost.
    »Nu kan I se, at Halgerd har stjålet osten.«
    Så lagde de alle beviserne sammen. Mård sagde da, at han betragtede sig som ude af sagen. Sådan skiltes de.
    Kulskæg tog sagen op med Gunnar og sagde: »Det ser slemt ud. Alle taler højlydt om, at Halgerd er en tyv, og at hun forvoldte den store skade, der skete på Kirkebø.«
    Gunnar indrømmede, at det så sådan ud, og spurgte: »Hvad skal vi stille op?«
    Kulskæg svarede: »Man vil mene, at du er mest forpligtet til at betale bøde for din kone, så jeg synes, at det er bedst, at du tager hen til Otkel og giver ham et godt tilbud.«
    »Det er godt talt,« sagde Gunnar, »og sådan skal det være.«
   Lidt senere sendte han bud efter Tråen Sigfussøn og Lamme Sigurdssøn, og de kom straks. Gunnar fortalte dem, hvor han ville tage hen. Det støttede de fuldt ud. Gunnar red af sted til Kirkebø med elleve mand og kaldte Otkel ud.
 

    Skamkel var der og sagde: »Jeg går ud sammen med dig, og det er nok bedst, at vi bruger hovedet her. Jeg vil helst være den, der står nærmest ved dig, når du har mest brug for det, som det nok er tilfældet nu. Jeg tror, at det er en god ide, at du virker modvillig.«
    Så gik de ud: Otkel, Skamkel, Halkel og Halbjørn. De hilste på Gunnar. Han besvarede deres hilsen venligt. Otkel spørger, hvor han havde tænkt sig at tage hen.
    »Ikke længere end hertil,« siger Gunnar, »og mit ærinde her er at fortælle dig, at den store skade skyldes min kone og den træl, som jeg købte af dig.«
    »Det var, hvad man kunne forvente,« siger Halbjørn.
    Gunnar siger: »Jeg vil give dig et godt tilbud her og tilbyde, at de bedste mænd på egnen afgør sagen.«
    Skamkel siger: »Det er et tilbud, man bør lytte til, men urimeligt. Du er populær blandt bønderne, mens Otkel er upopulær.«
    »Så vil jeg tilbyde at afgøre det og straks bekendtgøre afgørelsen og dertil lægge mit venskab og erstatte værdierne og betale dobbelt bod.«
    Skamkel sagde: »Det vilkår skal du ikke acceptere, for det er uværdigt at overlade ham at dømme selv, når det er dig, der bør kræve.«
    Otkel sagde: »Jeg vil ikke give dig selvdømme, Gunnar.«
    Gunnar sagde: »Her fornemmer jeg andre folks indflydelse, hvordan du så end belønner dem, men så døm nu selv.«
    Otkel lænede sig over mod Skamkel og sagde: »Hvad skal jeg nu svare?«
    »Du skal kalde det et godt tilbud, men overlade sagen til Gisser Hvide og Gejr godes afgørelse. Mange vil da sige, at du ligner din farfar, Halkel, som var en stor kriger.«
    Otkel sagde: »Det er et godt tilbud, Gunnar, men jeg vil gerne have, at du giver mig tid til først at mødes med Gisser Hvide.«
    Gunnar sagde: »Gør bare, hvad du finder bedst. Men folk vil sige, at du ikke kan se, hvad der tjener din ære, når du ikke tager imod de vilkår, jeg tilbyder dig.«
    Gunnar rider hjem.
    Og da Gunnar var væk, sagde Halbjørn: »Her ser jeg virkeligt stor forskel på mennesker. Gunnar gav dig gode tilbud, men du ville ikke tage imod nogen af dem, og hvad tror du, at du opnår ved at ligge i strid med Gunnar, når ingen andre kan måle sig med ham? Alligevel er han så storsindet, at han vil lade disse tilbud gælde, selvom du først accepterer dem senere. Jeg tror, at det er en god ide, at du straks tager af sted og opsøger Gisser Hvide og Gejr gode.«
    Otkel lod sin hest føre frem og gjorde sig på alle måder klar. Otkel var ikke skarpsynet. Skamkel fulgte Otkel på vej.
    Han sagde til Otkel: »Jeg syntes, det var underligt, at din bror ikke ville skåne dig for den tur. Jeg vil tilbyde dig at ride i dit sted, da jeg ved, at du ikke er så meget for at rejse.«
    »Det vil jeg tage imod,« sagde Otkel, »og vær nu meget præcis med dine ord.«
    »Det vil jeg være,« sagde Skamkel.
    Skamkel overtog hans hest og rejseklæder, og Otkel gik hjem. Halbjørn stod udenfor og sagde til Otkel: »Det er tåbeligt at vise en træl vennetillid, og vi vil ofte komme til at fortryde, at du er vendt tilbage. Hvor er det uklogt af dig at sende den mest løgnagtige person af sted i et ærinde, der har stor betydning for andre menneskers liv.«
    »Hvis du allerede reagerer sådan nu,« sagde Otkel, »bliver du nok bange, hvis Gunnar hæver hugspyddet.«
    »Ingen ved, hvem der da er mest bange, men du skal komme til at indrømme, at Gunnar ikke sigter længe med hugspyddet, når han er vred.«
    Otkel sagde: »I svigter mig alle, undtagen Skamkel,« og de var begge to vrede.

50
Skamkel kom til Mosfjeld og gentog alle tilbuddene for Gisser.
    »For mig at se,« siger Gisser, »virker det som særdeles gode tilbud, så hvorfor tog han ikke mod dem?«
    »Det var mest, fordi alle ville overlade æren til dig, og derfor ville han afvente din mening, og det vil være bedst for alle.«
    Skamkel blev der om natten. Gisser sendte en mand hen efter Gejr gode, og han kom hurtigt derhen.
    Gisser beretter for ham og siger: »Hvordan skal man nu gribe den sag an?«
    »Sådan som du nok allerede har bestemt, nemlig at behandle sagen til alles bedste. Nu skal vi lade Skamkel fortælle historien for anden gang og høre, hvordan han gentager den.«
    Det gjorde de så.
 

    Gisser sagde: »Du har muligvis fortalt historien rigtigt, men alligevel er du det mest ondskabsfulde menneske, jeg har set, og det indre vil ikke svare til det ydre, hvis det skulle vise sig, at du var god.« 
    Skamkel tager hjem og rider først til Kirkebø og kalder Otkel ud. Han tager godt imod Skamkel.
    Skamkel hilser ham fra Gisser og Gejr, »og om sagsforløbet behøver man ikke tale sagte, for det er Gejr gode og Gissers vilje ikke at søge forlig i den her sag. Gisser gav det råd, at man udtog stævning og red over og stævnede Gunnar for hæleri og Halgerd for tyveri.«
    Otkel siger: »Alt skal gøres på den måde, de har foreslået.«
    »Det vigtigste for dem var,« siger Skamkel, »at du havde vist dig overlegen, og jeg fremstillede dig som den mest fremragende mand i alle henseender.«
    Nu fortæller Otkel det til sine brødre.
    Halbjørn siger: »Det må være én stor løgn.«
    Så går tiden frem til de sidste dage, hvor man kan stævne for Altinget. Otkel opfordrede sine brødre og Skamkel til at ride med til Liende med en stævning. Halbjørn sagde, at han ville tage af sted, men også, at de til sin tid ville fortryde den tur. Nu rider de tolv i alt til Liende. Da de kom ind på tunet, var Gunnar ude, men opdagede dem ikke, før de var nået helt hen til gården. Han går så ikke ind. Otkel fremsiger straks stævningen højt og hurtigt.
 

    Da han havde fremført stævningen, spurgte Skamkel: »Er det rigtigt gjort, bonde?«
    »Det ved I bedst,« siger Gunnar, »men en anden gang skal jeg erindre dig om den her tur, Skamkel, og om dine forslag.«
    »Det tager vi ikke skade af,« siger Skamkel, »så længe hugspyddet ikke er i luften.«
    Gunnar var rasende og gik ind og fortalte det til Kulskæg.
    Kulskæg sagde: »Det var en skam, vi ikke var udenfor. De havde fået en vanærende tur hertil, hvis vi havde været til stede.«
    Gunnar sagde: »Hver ting til sin tid, men den her tur får de ikke ære af.«
    Lidt senere tog Gunnar af sted og fortalte det til Njal.
    Njal sagde: »Lad dig ikke gå på af det, for du vil få stor ære af det her, inden tinget er forbi. Vi vil også alle sammen støtte dig med råd og dåd.«
    Gunnar takkede ham og red hjem.
    Otkel rider til tinget sammen med sine brødre og Skamkel.

51
Gunnar og alle Sigfussønnerne samt Njal og hans sønner red til tinget. De gik alle sammen med Gunnar, og man sagde, at ingen gruppe kunne måle sig med deres i styrke. En dag gik Gunnar hen til dalefolkenes bod. Rud og Høskuld stod ved boden, og de tog venligt imod Gunnar. Gunnar sætter dem nu ind i hele sagen.
    »Hvad foreslår Njal?« siger Rud.
    »Han bad mig opsøge jer to brødre og sige, at han ville give samme råd som jer.«
    »Så ønsker han,« siger Rud, »at jeg på grund af vores ansvar som slægtning siger min mening, og sådan skal det være. Du skal udfordre Gisser Hvide til holmgang, og Kulskæg skal udfordre Gejr gode, hvis de ikke tilbyder dig selv at måtte dømme. Og der kan skaffes mænd til at tage sig af Otkel og hans folk, for tilsammen har vi nu så stor en flok, at du kan få gennemført alt, hvad du ønsker.«
 

    Gunnar gik tilbage til boden og sagde det til Njal. Ulf Muddergode fik nys om planen og fortalte det til Gisser.
    Gisser henvendte sig til Otkel: »Hvem gav dig det råd, at du skulle stævne Gunnar?«
    »Skamkel fortalte mig, at det var din og Gejr godes beslutning.«
    »Hvor er den usling, som har løjet om det her?« siger Gisser.
    »Han ligger syg henne i boden,« svarer Otkel.
    »Gid han aldrig må rejse sig,« siger Gisser. »Men lad os nu alle sammen gå hen og mødes med Gunnar og tilbyde selvdømme, og jeg håber, at han stadig vil tage imod det.«
    Mange mennesker talte dårligt om Skamkel, og han lå syg under hele tinget. Gisser og hans folk gik hen til Gunnars bod. Gunnar fik besked inde i boden om, at de var på vej. De gik alle ud og stillede sig op. Gisser Hvide gik forrest. Så tog han ordet.
    »Vores tilbud er,« siger Gisser, »at du, Gunnar, dømmer i denne sag.«
    »Så kan det langtfra være på dit råd, at jeg blev stævnet,« siger Gunnar.
    »Det har jeg ikke foreslået,« siger Gisser. »Det besluttede hverken jeg eller Gejr.«
    »Det må du så afsværge med et gyldigt bevis.«
    »Hvad ønsker du?« siger Gisser.
    »At du aflægger ed,« siger Gunnar.
    »Det vil jeg gøre,« siger Gisser, »hvis du vil tage imod selvdømmet.«
    »Det har jeg allerede tilbudt tidligere,« siger Gunnar, »men nu synes jeg, at der er mere at dømme om.«
    Njal siger: »Man skal ikke afslå at dømme selv, for jo vigtigere sagen er, desto mere ærefuldt kan det være.«
    Gunnar siger: »Jeg vil imødekomme mine venners ønske og dømme i sagen, men jeg råder Otkel til ikke at krænke mig i fremtiden.«
    Så blev der sendt bud efter Høskuld og Rud, og de kom derhen. Gisser og Gejr gode aflagde så en ed, og Gunnar fandt frem til en kendelse uden at rådføre sig med en eneste, og derefter afsagde han den: »Min kendelse er, at jeg erstatter huset og den mad, som var derinde, men jeg vil ikke betale dig noget for trællens adfærd, eftersom du skjulte hans fejl. Han dømmes til igen at gå dig til hånde, for ørerne hører hjemme der, hvor de voksede frem. Jeg opfatter jeres stævning mod mig som en forhånelse, og for det tilkender jeg mig selv ikke mindre end den værdi, huset og det indebrændte står i. Men hvis I synes bedre om, at vi ikke er forligte, lader jeg stadig den mulighed stå åben, men i så fald har jeg endnu en udvej, og den vil så blive brugt.«
    Gisser siger: »Vi ønsker ikke, at du betaler noget til Otkel, men til gengæld beder vi dig om at være Otkels ven.«
    »Det sker aldrig, så længe jeg lever. Han kan beholde Skamkels venskab, det har han længe været tilfreds med.«
    Gisser siger: »Lad os alligevel afslutte sagen, selvom du bestemmer betingelserne alene.«
    Hele forliget blev da bekræftet med håndslag.
    Gunnar sagde til Otkel: »Det klogeste for dig ville være at slå dig ned hos dine slægtninge, men hvis du vil blive, hvor du er, så afhold dig fra at krænke mig.«
    Gisser sagde: »Det er et godt råd, og det vil han følge.«
    Gunnar havde stor ære af sagen. Så red folk hjem fra tinget. Nu opholder Gunnar sig på sin gård, og der er ro en tid.
(...)

Oversat af Kim Lembek