Erik den Rødes saga kapitel 4

4
På denne tid var der alvorlig misvækst og hungersnød på Grønland. De der havde været ude på fangst, havde fanget meget lidt, og nogle var slet ikke vendt tilbage.
    Der var en kvinde der i bygden, der hed Torbjørg. Hun var spåkvinde. Hun blev kaldt Torbjørg Lille Stav. Hun havde haft ni søstre, men nu var hun den eneste, der stadig var i live.
    Om vinteren havde Torbjørg for skik at tage rundt på gæstebud. Folk inviterede hende hjem, især de der var interesserede i at få noget at vide om deres fremtidige livsbane eller høre noget om, hvordan deres levevis var. Og da Torkel var den største bonde der på egnen, så syntes man, det var ham, der måtte finde ud af, hvornår det ville få en ende med de slemme tider, der lige nu var over dem. Torkel indbyder spåkvinden, og man sørger for at tage godt imod hende, som det var skik, når man skulle have besøg af sådan en kvinde. Et højsæde blev gjort i stand til hende med hynder, som hun kunne sidde på. De skulle være stoppet med hønsefjer.
    Da Torbjørg så kom om aftenen sammen med den mand, der havde været sendt ud for at tage imod hende, var hun klædt på følgende måde: Over sig havde hun en sortblå snørekappe besat med ædelsten hele vejen ned til kappeskøderne. Om halsen havde hun glasperler. På hovedet havde hun en sort lammeskindshætte foret med hvidt katteskind. En stav havde hun i hånden, og på den var der en kugle. Staven var beslået med messing, og oppe om kuglen var den besat med ædelsten. Om livet havde hun et bælte af fyrsvamp, og i det hang der en stor læderpung. Heri opbevarede hun de tryllemidler, som hun måtte have for at kunne opnå visdom. På fødderne havde hun lodne kalveskindssko med lange kraftige remme med store tinknapper for enderne. På hænderne havde hun katteskindshandsker, og de var hvide og lodne indvendig.
 

    Da hun kom ind, mente alle, at de skyldte at hilse hende ærbødigt, og hun besvarede de forskellige hilsener, alt efter hvor meget hun brød sig om folk.
    Bonden Torkel tog den vise kvinde ved hånden og førte hende hen til den plads, man havde forberedt til hende. Torkel bad hende nu om at kaste et blik over folk og fæ og hus og hjem.
    Hun var fåmælt med hensyn til det hele.
    Om aftenen blev bordene stillet op, og nu skal det fortælles, hvordan der blev lavet mad til spåkvinden. Der blev kogt grød til hende på gedemælk, og man lavede mad til hende af hjerter fra alle mulige dyr, som levede der.
    Hun havde en messingske og en kniv med et skaft af hvalrostand holdt sammen af to kobberholke. Knivspidsen var knækket af.
    Og da bordene er fjernet, går Torkel Bonde hen foran Torbjørg og spørger, hvad hun mener om huset og hjemmet og om folks levevis der på stedet, og om, hvornår han mon kan få rede på det, han har spurgt om, og som alle gerne vil vide noget om. Det kommer hun ikke til at fremlægge før næste dag, siger hun, når hun har sovet der om natten.
    Og næste dag hen under aften sørgede man for, at alt var indrettet, sådan som hun skulle [have det for at kunne] gennemføre sejden. Hun bad om, at man skaffede hende nogle kvinder, der kunne den kvadkunst, der skulle til for at øve sejden, og som hedder Vordlukkerne. Men sådan nogle kvinder var der ikke. Herefter forhørte man sig rundtomkring på gården, om der alligevel var nogen, der kunne.
    Da sagde Gudrid: »Jeg er ikke sådan én, der kan både det ene og det andet, og jeg er heller ikke nogen vis kvinde, men Haldis, min fostermor, hun lærte mig nu på Island det kvad, som hun kaldte Vordlukkerne.«
    Torbjørg sagde: »Så kan du mere, end jeg havde regnet med.«
    Gudrid sagde: »Men her er der tale om et kvad og en adfærd, som jeg slet ikke vil være med til, for jeg er en kristen kvinde.«
    Torbjørg sagde: »Det kunne nu godt være, at du her ville kunne hjælpe nogle mennesker, uden at du var en dårligere kvinde for det. Og jeg regner med, at Torkel skaffer de ting til veje, som der er brug for i det her tilfælde.«
    Torkel går nu hårdt til Gudrid, og hun lover at gøre, som han ønsker.
    Kvinderne slog ring om sejdstilladset. Deroppe sad Torbjørg.
    Gudrid kvad nu dette kvad så smukt og godt, at ingen der til stede mente, de nogensinde før havde hørt noget kvædet med en skønnere røst.
 

    Spåkvinden takker hende for kvadet. Gudrid havde hidkaldt mange skabninger, »og de syntes, det var smukt at høre det, der blev kvædet, og de ville før have vendt sig bort fra mig og ikke på nogen måde have adlydt mig. Men nu er der mange ting, som jeg har let ved at se, som før var skjult for både mig og andre. Og jeg kan fortælle, at denne hungersnød ikke kommer til at vare ved. Så snart det bliver forår, vil det gå bedre med afgrøderne og fangsten. Og den sygdom, der længe har hærget her på egnen, vil forsvinde hurtigere, end nogen turde håbe på. Og dig, Gudrid, vil jeg lige med det samme lønne for den hjælp, vi har fået, for din livsbane står nu helt klart for mit blik. Her på Grønland vil du få det fornemste giftermål, men det vil ikke være af længere varighed for dig. For din vej går til Island, og dér vil der fra dig nedstamme en slægt, som er både stor og god, og et klart lys vil stråle over din slægts grene. Og far nu vel og lykke til, min datter.«
    Siden gik den ene efter den anden hen til den vise kvinde og spurgte om det, som hvert enkelt menneske var mest interesseret i at få at vide. Og Torbjørg svarede beredvilligt, og det, hun fortalte, slog næsten ikke fejl heller.
    Men så kom man og hentede hende fra en anden gård, og så tog hun derhen.
    Og nu sendte man bud efter Torbjørn, for han havde ikke villet være hjemme på gården, mens man gav sig af med den slags hedenskab. 
    Vejret blev bedre, så snart foråret kom, lige sådan som Torbjørg havde sagt.
    Torbjørn gør sit skib klar og sejler til Bratteli. Her tog Erik imod ham med åbne arme og sagde, det var godt, han var kommet. Torbjørn og hans nærmeste var hos Erik vinteren over. Det følgende forår gav Erik Torbjørn land på Stokkenæs. Her blev der bygget en fornem gård, og her boede han lige siden.
(…)

Oversat af Helle Degnbol