Ejnar holder ord

I en tidlig alder raslede alle mulige rekvisitter fra min gæsteoptræden i diverse historiske epoker på én gang lige ned i skraldebøtten i en forstad til København. En musketerkårde, en cowboyhat, den sidste mohikaners fredspibe, men også et bronzeret træsværd, paphjelm og et skæg af rødt garn. Dermed gled interessen for vikingetiden, denne utroligt ekspansive periode i Skandinaviens historie, i baggrunden til fordel for andre langt nyere historiske epoker. Og jeg havde ellers læst både action-romanen Røde Orm af Frans G. Bengtsson, som kun kan anbefales, og de islandske sagaer, ikke bare som pligtpensum i skolen, men også et kæmpe 3-bindsværk illustreret med dystre tuschtegninger. Den direkte stil, ikke så meget udenomssnak, i ord såvel som handling havde virkelig haft fat i min fantasi, og slap mig vel aldrig.

Men så, mange, mange år senere flyttede jeg til min kones hjemby Qaqortoq i Sydvestgrønland. Og lige pludseligt blev vikingetiden igen nærværende, men nu på en langt mere jordnær, mindre glorværdig måde. Ingen dragehoveder der pløjede bølgen blå, eller fagre møer båret i triumf på skinnende skjolde.

Ligegyldigt hvor jeg end satte vandrestøvlen, kunne jeg ikke undgå at støde på levn fra nordbotiden. Ruinerne er, bortset fra nogle få undtagelser, hverken anmassende eller prangende. Bare nogle få lag stablede, mosgroede sten, der skjuler sig undseligt mellem pilebuske og gederams. Men de er der – når først blikket er indstillet. Sammensunkne stengærder bugter sig mellem tilgroede gårdsruiner, der er rester af fåre- og hestefolde, badstuer, dæmninger, lader, forrådskamre, stalde med flade sten som båse til køerne og ikke mindst kirker… Håndgribelige vidnesbyrd om en norrøn landbrugskultur som sled og trivedes fra 982 og små fem hundrede år frem.

Unægtelig et sejt folkefærd som i vore dage bliver fejret ved enhver given anledning med skåltaler, besøg af vikingeskibe og indvielser af replikaer af gård og kirke på grandiose jubilæumsfestligheder med nordiske statsoverhoveder som æresgæster. I 1982 celebrerede vi 1000-året for pioneren Erik den Rødes landnam, og i år 2000 gjaldt festen sønnen, millenniet for Leif den Lykkeliges opdagelse af Vinland på det nordamerikanske fastland og for kristendommens indførsel i Grønland samme år. Den øgede medieopmærksomhed udløste gerne flere internationale arkæologiske ekspeditioner, og også her var jeg på pletten med kameraet.

Nordboernes materielle liv afspejles ganske godt i fundene. Vi kan levende forestille os keltiske trælle rydde marker for store kampesten, kvinderne ved plumpe væve i skæret fra langilden i tørvemurshuset og bonden suse på besøg i en kane trukket af islandske heste. Til gengæld efterlod de meget lidt på skrift, enkelte runer på redskaber, nogle få gravsten og korte rids på små flade stykker fedtsten, men ingen historiske annaler. Næh, kornseglet, åren og stridsøksen lå bedre i deres næver end pennen.

Alligevel blev deres bedrifter fastholdt i det levende ord, som sejlede med til Island, hvor fortællingerne et par hundrede år senere blev nedskrevet af skriftkloge klerke. Men er de nu også egentlig historie eller mere eventyr, måske pure opspind som nogen hævder?

Jeg har siddet i mangen et ekspeditionstelt på trækasser fyldt med dyreknogler, simpelt legetøj, ten-vægte, potteskår, groftvævede uldstumper og lyttet til opkogte forskeres diskussioner… For og imod. Personligt er jeg kommet til den slutning, at sagaerne rummer betydeligt mere fakta end blot en kerne slægtshistorie. Især har sagaen om Sokkes søn Ejnar også kaldet Totten om grønlændingene styrket min overbevisning.

Dramaet om Ejnar udspilles i og omkring det nuværende Igaliku, en lille grønlandsk bygd med spredte fårefarme opført af sten – genbrug er jo ikke noget nyt – fra ruinerne i det som nordboerne kaldte Gardar. Et bispesæde med egen domkirke. Og da Arnald, den første biskop i Grønland, spiller en hovedrolle i denne saga kan vi med sikkerhed tidsfæste handlingen til omkring 1130.

Jeg har travet rundt i Igaliku med en udskrift af sagaen blafrende i hånden og fulgt handlingen kronologisk, afsnit for afsnit, skridt for skridt. Her, lige op til det gule familiehus lå bispens gård, her bag trådhegnet domkirken – ud over grundplanen er der nu ikke meget at se, og her på skråningen under klippevæggen lejrede nordboerne sig under forligs-forhandlingerne, og netop bag det næs må de stridbare norske købmænd have skjult sig om bord i deres skibe og lige her, hvor den nuværende kirke ligger må slaget have stået mellem grønlændingene og købmændene. Så når landskaberne svarer på en prik til sagaernes topografiske beskrivelser, hvorfor skulle resten være mindre sandt?

Jeg vil gå så langt som til at påstå, at beretningen oprindeligt MÅ have stammet fra ét eller måske flere øjenvidner. Ja, måske deltog de selv i dramaet. Hukommelsen, genfortællingen, der gik i arv fra den ene generation til den næste, udgjorde fællesskabets værdigrundlag og identitet. Vi taler om en tid længe før Gutenbergs trykkemaskine og Wikipedia blev opfundet.

Konfliktens ydre anledning kan synes banal. Hvem har retten til strandingsgods?

Finderen, biskoppen eller Asser?

Finderen bliver hurtigt skrevet ud af historien. Han og hans besætning får en pæn belønning for at have bugseret det efterladte skib, et kostbart drageskib, dets fragt og de omkomnes skeletter i afkogt stand – det letter transporten – ned til Gardar. Tak, og ud med dem.

Tilbage står biskoppen og den norske handelsmand Asser, en slægtning til den omkomne skibsbesætning. Begge stejle, påståelige typer. Men striden gjaldt noget langt større end bare jordisk gods. Biskoppen hævdede nemlig, at det fine skib var en passende betaling, for at skeletterne var blevet begravet i indviet jord på kirkegården i Gardar. Det var simpelthen prisen for sjælefrelse. Og den er ikke til diskussion.

Taget biskoppens i øvrigt vennesæle karakter i betragtning udviser han i denne sag en overraskende grådighed, men han gør det på kirkens vegne. En rethaverisk ildsjæl, en typisk repræsentant for den tids klerikale elite. Netop i den periode var den katolske kirke ved at konsolidere sin magt for alvor, paven velsignede de første korstog og kastede sig ud i bitre magtkampe over hele Europa mod hvem som helst, mod adel, konger og kejsere om jord, skatter og indflydelse. Selv ikke det fjerne Grønland gik fri.

Men hvorfor skulle Grønland overhovedet have en biskop, når man nu havde klaret sig uden en i langt over hundrede år.

Var pioneråndens glans så småt ved at gå af den første landnamstid? Noget kunne tyde på det. Kun nogle få stormænd havde stadig egne havgående skibe, alle andre klarede sig med mindre både til fjordsejlads og til jagtekspeditioner op langs kysten. Så en nærmere tilknytning til kirken i Skandinavien ville styrke kontakten med omverdenen, sikre importen af livsvigtige varer såsom redskaber af jern, våben, egeplanker og givetvis også, og det er ikke uvæsentligt, virke som en samlende øvrighed for den spredte befolkning.

Derfor, af politiske grunde, sendte storbonden, den fremsynede Snorre sin brave søn Ejnar til den norske konge med eksotiske gaver, en isbjørn, huder og hvalrostænder og en bøn om at Grønland må få sin egen biskop.

Kongen syntes om ideen og foreslår klerken Arnald. Men den beskedne præst er ikke meget for at forlade venner og det behagelige liv i duften af røgelse og stegeos fra overdådige middage i belæste prælaters selskab. Og nu kommer det: grønlændingene har jo ry for at være stridbare.

Ja, vel var de det og kunne ikke være andet. De var jo alle efterkommere af hidsigproppen Erik den Røde og hans egenrådige venner. Østerbygdens grundlægger var ikke alene blevet landsforvist fra Island, men forinden også fra Norge på grund af nabostridigheder og drab. Men så opdagede han bag drivisen i vest et bjergrigt land, kaldte det ’det grønne land’, et dragende PR-slogan i enhver jordhungrende bondes ører. Adskillige stormænd fra det overbefolkede Island var ikke sene til at kaste los, og en imponerende flåde på 25 skibe fulgte Erik tilbage til det forjættede Grønland. 14 nåede frem. Her fik de tildelt hver sin fjord mens høvdingen selv satte sig på Brattahlid med de fedeste marker i det nuværende Qassiarsuk. Altså en emigration af dynamiske, frihedselskende mænd, der ville lægge ævl og kævl bag sig og søgte jord og lykke, ligesom 1800-tallets udvandrere til Amerika og Australien.

På trods af sine betænkeligheder kan Arnald ikke afslå sin konges opfordring og bliver kort efter bispeviet af ærkebiskoppen i Lund og sejler med Ejnar tilbage til Grønland. Men forinden har Ejnar måttet love, at han vil ”opretholde og beskytte bispestolens rettigheder og al ejendom, som bliver Gud skænket, og at han vil straffe dem, der antaster denne ret, og i alle henseender forsvare bispestolens interesser.”

Et kardinalpunkt i denne storslåede beretning, et vidtgående tilsagn hvis konsekvenser Ejnar næppe havde forestillet sig, men som hos enhver tilhører eller læser må have vakt forventninger om gys, drab og mystiske hændelser med varsler og sanddrømmere. Og det får man.

Asser, en norsk slægtning til den oprindelige ejer af det herreløse skib, er lodret uenig med biskoppen og mener, at en betydelig del af skibets værdi tilkommer ham som arving. Han var givetvis kristen, det var alle nordmænd på den tid, men troen stak åbenbart ikke dybere, end at han var parat til at udfordre kirkens autoritet.

Konflikten spidser til, og da Asser som hævn over et mislykket domshandling hugger et par mægtige huller i bunden af det kostbare skib, bliver biskoppen vred og kræver, at nu er det på tide, at Ejnar indfrier sit løfte og straffer ’forbryderen’.

Ejnar forsøger først at knibe udenom, men da biskoppen truer med at stemple ham som ’meneder’, en der ikke holder sit ord, sin ed, den ultimative fornærmelse, bliver Ejnar nødt til at tage affære. Og dybest set er det vel det, sagaen handler om: Ordholdenhed, om det så skal gælde livet. Fjendens eller dit. Ejnar svinger øksen, og Asser må bide i græsset – oven i købet på en kirkegård. Værre kan det næsten ikke blive. Selv biskoppen er en smule forarget.

I nærkamp, og dengang skulle man helt ind på livet af sin modstander, se ind i hans opspilede øjne, benyttede mændene sig af de mest beskidte tricks, de bed, rev hinanden i skægget, og huggede hinanden ned bagfra – det var det, der skete med Ejnar senere – men til gengæld er et afgivet løfte helligt. Derfor kære læser, vær varsom med at sværge din støtte, konsekvensen kan blive fatal. Blodhævn kan forpeste slægtens tilværelse i generationer.

I dag synes det talte ord at have mistet sin saft og kraft. Vi buser ud om alt muligt i daglig tale og har et afslappet forhold til aftaler. En ligegyldig ordflom plaprer løs om tilværelsens mest intime sider i reality shows, ’fake news’, boltrer sig i de sociale medier og såmænd også i pressen... Hvad og hvem kan vi stole på? Hvad er der blevet af den gensidige tillid, som endnu rådede under min opvækst i København.

Kontroversen mellem bisp og de norske købmænd ryger som antydet i starten da også ud af kontrol og kulminerer i et blodigt clash, som kostede yderligere ni mand livet.

Heraf kunne man forledes til at tro, at nordboerne søgte selv den mindste anledning til at trække sværdet. Det var ingenlunde tilfældet.

Undervejs i sagaen Totten om grønlændingene maner flere kloge mænd til besindighed og foreslår både mægling, bod og rettergang. Men parterne er skeptiske, både Asser, og dennes afløser Kulben, som også er nordmand og købmand med eget skib, og modparten Ejnar som stand-in for biskoppen ved kun alt for godt, at retten, ikke at forveksle med retfærdigheden, tilhører den stærkeste. En stor skare bistre mænd med våben i hånd kan nemt kortslutte enhver retsproces, eller ligefrem jage domsmændene på flugt.

Brutalt og primitivt kan vi synes, og trøster os med, at heldigvis lever vi i moderne, nordiske retsstater med lighed for loven. Rigtigt, i teorien. Men er det ikke sådan, at i dag står duellen mellem advokater, og den, der har råd til at hyre de skarpeste juridiske hjerner, sidder med de bedste kort på hånden. Retten sidder ikke længere i blanke våben, men i tegnebogens kreditkort. Og ikke nok med det, i vore storbyer finder vi såmænd stadig nogle enklaver, der ikke er kommet meget længere end til vikingetiden. Kriminelle bander bekriger hinanden, praktiserer hævndrab og forsøger at intimidere dommerne ved at troppe talstærkt og uniformeret op i retten.

Men nu var sagaens egentlige afsæt retten til strandingsgods, og det kunne være interessant at høre, hvad loven siger om den sag i dagens Grønland, en selvstyrende nation indenfor det Danske Rigsfælleskab.

Lovgivningen kan bedst betegnes som en fusion mellem et dansk bondesamfunds matrikelfikserede love og eskimoens sædvaneret. Hos et mobilt jægerfolk tilhører naturen, det vil sige land og hav, alle og ingen. Og sådan er det også i dag, ingen kan eje jord i Grønland. Fårefarmere, husejere i byer og bygder og mineselskaber kan kun få tildelt brugsretten til en byggegrund, en mark, et fjeldparti, men heller ikke mere.

Det betyder, at alle kan strejfe frit overalt, selvfølgelig også langs strandene. Opdager man en planke, der er lagt op over højvandslinjen med en sten ovenpå, så må brættet nødvendigvis tilhøre en eller anden og ingen ville drømme om at røre det. I Thule har jeg set gode planker ligge sådan urørte i årevis.

Anderledes med større, mere værdifulde sager, for eksempel en jolle. Fundet skal snarest anmeldes til politiet, og hvis ejeren ikke gør sit krav gældende inden for en bestemt tidsfrist, bliver fartøjet solgt på auktion, og pengene tilfalder Grønlands slunkne landskasse minus en vis findeløn.

I slutningen af sagaen indser købmændene, der råder over hele tre skibe, at de alligevel ikke kan hamle op med en beslutsom Snorre, Ejnars far, i spidsen for en stor flok rasende grønlændinge. De må betale en bod og stikke af, men de kan ikke. Drivisen, polarisen som Irmingerstrømmen hvert forår fører fra østkysten og op langs Sydvestgrønland – endnu en bekræftelse på sagaens førstehåndskendskab til naturforholdene – pakker fjordene, og lukker købmændene inde. Men i sidste øjeblik, lige før fredløsheden træder i kraft og Snorre skal til at angribe, fører blæsten flagerne ud, og nordmændene når at smutte. Ud af fjorden, ja, men ikke ud af sagaen. Tilhørerne må i sin tid have forlangt at få at vide, hvad der videre skete med denne Kulben, de norskes handlekraftige anfører.

Jo, får vi at vide, han nåede velbeholden tilbage til sit hjemland, hvor han forsøgte at bagtale nordboerne over for den norske konge, men blev afsløret som en upålidelig intrigemager. Sådan en type fortjener selvfølgelig et alt andet end ærefuldt exit. Hvad han så heller ikke fik. Han druknede fra en slæbejolle, der rev sig løs under et stormvejr ud for Danmark.

At sagaens ophavsmænd må have været nordboer til nød islændinge, er vist overflødigt at nævne.

Endnu i halvandet hundrede år kunne nordboerne leve i en fristat, men i 1261 måtte både Grønland og Island bede om at komme ind unde den norske krone. Givetvis af nød, det gjaldt om at sikre den livsvigtige besejling.

Men lige meget hjalp det. Ikke på længere sigt. Bondekulturen var kommet under stigende pres fra flere sider, klimaet blev koldere, den såkaldte lille istid satte ind, Thule-kulturens energiske jægerklaner dominerede yderkysten, og så blev nordboernes mest eksklusive eksportartikler – hvalrostænder, remme og isbjørne – udkonkurreret af andre mindst lige så eksotiske produkter fra Afrika og det fjerne Østen.

Kun narhvaltænder, der blev solgt som fabeldyret enhjørningens horn – sikken en forretningsfidus – holdt værdien. De skulle i pulveriseret form neutralisere alle slags gifte, ikke uvæsentligt i en tid hvor giftmord var på mode i de højeste magtcirkler. Såmænd også i Vatikanet.

Østerbygden sygnede lige så stille hen, glemt og marginaliseret, og omkring 1460 var det slut. Formodentlig lod de sidste nordboer sig evakuere til Island med nogle af de få skibe, der med mange års mellemrum viste sig i horisonten.

De gregorianske kirkehymner forstummede for altid og i stedet bar fjordbrisen på inuits ekstatiske trommesange ude fra skærgården.

Grønland tilhørte sælfangerne, men ikke længe. Skandinaverne vendte tilbage. I 1721 landede den norske præst Hans Egede med Luthers salmer på læben og gav sig til at missionere og kolonisere landet i den danske monarks navn.

Og det er der, vi står i dag. Sådan da. Stærke kræfter arbejder for Grønlands selvstændighed, andre for at bevare rigsfælleskabet med Færøerne og Danmark.

Hvad end Grønlands fremtid måtte blive, så tør jeg godt spå at Ejnar, Snorre, Arnald, Asser og Kulben går en strålende fremtid i møde.

I sommeren 2017 blev Igaliku, biskoppens Gardar, sammen med fire andre beslægtede lokaliteter blandt andre Qassiarsuk, Erik den Rødes Brattahlid, optaget på UNESCOs fornemme liste over verdens kulturarv. Som eksempler på norrøn og eskimoisk landbrugskultur i Arktis. Æren forpligter. Vi må forvente, at ruinerne i Igaliku bliver gjort mere synlige, der gemmer sig mange spændende detaljer under marehalmen og de tykke lag af fårelort og muld.

Stederne vil opleve et forskningsmæssigt og turistmæssigt opblomstring. Grønlandske guider vil ikke kun fortælle gæsterne om tilværelsen som fårefarmer i dag, men også om åbne sejlskibe, der for tusinde år siden pløjede Nordatlanten på kryds og tværs i et sprogligt, etnisk og kulturelt fællesrum. Og i Igaliku vil sagaen Totten om grønlændingene være et must, et glansnummer. Den vil blive fortalt om og om igen, tale til fantasien, give stederne, historien liv og ansigt, og vandre ud i verden.