Holmgang

Emil står på gaden foran sin lejlighed med cyklen mellem benene, da han opdager, at han har glemt sine handsker. Han overvejer et øjeblik at køre afsted uden, men hopper af cyklen, låser sig ind og løber op af trapperne.
    Saltet knaser under Emils cykelhjul, når han kører gennem Lersøparken mod kontoret. Bispebjerg Hospital tårner sig op i morgendisen for enden af parken, og de nøgne træer, der står spredte på plænen, rager sorte op mod himlen.
    Noget rumsterer i Emils mave, det er som at blive kildet indefra, tænker han, som dengang Mikael og Brian smed ham op på en bænk i fritteren og kildede ham med deres voksenhænder. Han grinede og grinede, når de store fingre stak til hans knogler. Sådan stikker det indefra, mens Emil træder i pedalerne.
    Samtidig vender det tilbage til ham igen og igen på vej ned ad Lersøstien. Det med handskerne. Det var egentlig irriterende, at han skulle løbe op ad trapperne, han lige var løbet ned ad.


Samme morgen smider Ulf ungerne ind bag i bilen og spænder dem fast. I flyverdragter og med arme og ben strittende sidder de i hver sit børnesæde, stive af moderne komfort. Frosten klistrer sig til Ulfs skosåler, når han går rundt om bilen, og han mærker et lille velbehag ved friktionen. Også hans tanker synes behageligt klare her i morgenkulden. Ulf trives med kulde og korte dage, hvor solen midt i det hele lister ubemærket ned i horisonten; han kan lide, at det er mørkt. Når nætterne bliver lange og lyse, går det hele i stå, smelter og flyder rundt i en stor doven masse. Folk vil hellere ligge på stranden og tage billeder af deres tæer. Ulf bliver nedtrykt af at være vidne til alt det tidsfordriv. Han er en vintermand, Ulf, selv det lunefulde ved frostvejr kan han lide. Sort is, som man kalder et usynligt islag på en vejbane, holder Ulf på mærkerne. Han holder øje med sort is, når han triller ud på den frosne villavej og kører mod ungernes børnehave.


Emil træder ind på væg-til-væg gulvtæppet et par minutter over ni. De andre sidder allerede i det tilstødende rum. Han kan ikke nå at hente en kop kaffe. Det er mandag, og der er mandagsmøde, hvor hele firmaet samles om det lange hvide bord med whiteboard-agtig overflade.


Alle er der, på nær sælgerne. De er på vej til kundemøder. Hit the ground running, som Ulf siger. De sidder i kø på Vestmotorvejen med radioen tændt og varme i sædet eller i hårde kantinemøbler på Molslinjen med et rundstykke og en dampende kop kaffe.
    Emil slår sig ned. Ulf, der sidder for bordenden, åbner sin laptop med en hurtig bevægelse og flytter på sig i stolen, mens laptoppen starter op. Han tager sine briller af og kører en flad hånd over sit ansigt.
    Kasper sidder til venstre for ham, en smule krumrygget efterhånden, med rødt skæg og rødt hår. Der er noget alsidigt over hans udseende; man kunne give ham en dynejakke og en gammel hund og sætte ham til at sælge Hus Forbi, eller iføre ham en fløjlsjakke og han ville ligne en universitetslektor. Nu, i sin skovmandsskjorte med en laptop foran sig, ligner han en kreativ i en tech-startup. Og det er han også.
    Der bliver pludret omkring bordet. Kaspers baby vil stadig ikke sove, han græder konstant, og de har prøvet det hele, siger han, både Mylicon og spædbarnsterapi, der er ingenting der hjælper. Emil siger, at han har hørt at D-vitamin skulle hjælpe. Allan siger, at han ikke tror, at D-vitamin løser noget. Det tror Emil egentlig heller ikke, han fortryder at han sagde det. Allan er teknisk chef. Hans skæg ligger i en oval linje rundt om munden, en mundkusse, og han har åbenstående skjorte uden på en t-shirt. Han ser træt ud, har nok ikke sovet meget i nat, for det er om natten, han arbejder bedst, siger han. Med andre ord når byen sover, og ingen stikker sit glade hundehoved op i hans og tilbyder at tage en kop kaffe med fra maskinen.
    Stefan sidder og snøfter under et halstørklæde. Han er skidtmas i dag, siger han, burde nok været blevet hjemme i sengen. Han har været på en date i weekenden, og brokker sig over, at han fulgte hende hele vejen hjem til Valby for at finde ud af, at hun ikke ville i seng med ham. Mike driller ham. Ja det koster bønner at spille skak, griner han så det hele hopper på ham. Hans t-shirt strammer. Der er en sjov tegning på, talebobler, pi siger noget til en kvadratrod. Begge er udviklere selvfølgelig. Mike er selvlært, Stefan er nyuddannet fra ITU. 


- Godt, siger Ulf højt nede fra bordenden, – Godmorgen alle sammen, siger han og kigger rundt, mens han skriver sit password på tastaturet. – Jeg håber alle har haft en god weekend.
    Der bliver grinet lidt rundt om bordet, Mike og Stefan griner frækt. Kasper slubrer en tår cappuccino i sig overfor Emil. Mælkeskummet rager op over kanten af koppen som en lille blød hat, og han bøjer nakken og suger den varme blanding af kaffe og mælk i sig.
    - Nogen der har noget urgent inden vi starter? spørger Ulf.
    - Jeg har ikke lyst til at arbejde her mere, siger Emil.
    Ulf rykker sig tilbage i stolen, og han skyder hagen ned mod halsen. Storkeagtigt.
    - Hvad har du ikke lyst til?
    Emil er ikke sikker på, hvad han lige har sagt. Det er som om han venter på den næste sætning sammen med de andre omkring bordet. Han er kommet langt ind i sit hoved.
    - Der er for mange løse ender, siger han. For mange workarounds. Der er for meget simpelthen.
    - Jamen så må du jo lave pushback, råber Ulf. Det har jeg jo sagt, hvis du har for meget på dit bord, må du lave pushback.
    - Jeg har lavet pushback, mumler Emil.
    - Men vi er jo lige ved at få hånd i hanke med det hele, siger Ulf. Vi har færre workarounds end nogensinde. Lavere churn, højere recurring revenue.
    Emil er ligeglad med de ting. Han har aldrig gået op nøgletal, selvom han har haft det sjovt med at lade som om, at de interesserer ham. Han har nogle gange taget vendingerne i sin mund på mandagsmøder eller forklaret nye ansatte om firmaets KPI’er, som et barn der med en vigtig mine belærer et andet om noget ligegyldigt, som barnet selv lige har fundet ud af. For eksempel at man skal børste sine tænder på begge sider.
    - Jamen jeg stopper altså, siger han.
    Ulf lukker sin laptop ned med en rolig bevægelse.
    - Er du sikker på det her Emil? Har du talt med nogen om det?
    - Ja. Eller nej. Hvad har det med noget at gøre?
    - Jeg er bare bekymret for, om du har gennemtænkt det hele.
   - Jeg har gennemtænkt det, siger Emil. – Jeg har ikke rigtig lyst mere.