Laksdølernes saga kapitel 40

40
Asgejr hed en mand. Han blev kaldt Asgejr Arrigknold. Han boede ved Asgejrså i Vidjedal. Han var søn af Ødun Svingel, der som den første i sin slægt kom til Island. Han tog Vidjedal i besiddelse. En anden af Øduns sønner hed Torgrim Gråknold. Han var far til Asmund, Grettes far.
    Asgejr Arrigknold havde fem børn.
    En af hans sønner hed Ødun, far til Asgejr, far til Ødun, far til Egil, som var gift med Ulfhejd, datter af Ejolf den Halte. Deres søn var Ejolf, som blev slået ihjel på Altinget.
    En anden søn af Asgejr hed Torvald. Hans datter var Dalla, der var gift med biskop Islejf. Deres søn var biskop Gisser. Den tredje søn af Asgejr hed Kalv. Alle Asgejrs sønner var skønne og håbefulde unge mænd. Kalv Asgejrssøn sejlede på den tid og drev handel mellem landene og blev regnet for at være en meget dygtig mand.
    En datter af Asgejr hed Turid. Hun var gift med Torkel Kogge, der var søn af Tord Gjalder. Deres søn var Torsten.
    En anden af Asgejrs døtre hed Ravna. Hun var den skønneste blandt kvinder deroppe nordpå, og der var mange, der syntes meget godt om hende. Asgejr var en mand af format.
    Det fortælles, at Kjartan Olavssøn engang begav sig sydpå til Borgefjord. Der berettes ikke noget om hans færden, førend han kommer til Borg. Her boede på det tidspunkt hans morbror Torsten Egilssøn. Bolle rejste sammen med Kjartan, for de to fosterbrødre nærede så stor kærlighed til hinanden, at ingen af dem syntes, de kunne trives, medmindre de var sammen. Torsten bød Kjartan hjertelig velkommen og sagde, at han ville være taknemmelig, hvis Kjartan ville blive – jo længere, jo bedre. Kjartan tilbringer et godt stykke tid på Borg.
 

    Denne sommer stod et skib trukket op på land i Guveåens munding. Det skib ejede Kalv Asgejrssøn. Han havde tilbragt vinteren hos Torsten Egilssøn. Kjartan fortæller i al fortrolighed Torsten, at han mest af alt var taget ned sydpå, fordi han godt kunne tænke sig at købe en halvpart i Kalvs skib. »Jeg tænker alvorligt på at drage udenlands,« sagde Kjartan og spurgte Torsten, hvad han syntes om Kalv.
    Torsten sagde, han syntes, Kalv var en hædersmand. »Og du, min frænde,« sagde han, »der er ikke noget at sige til, at du har lyst til at udforske andre folks sæder og skikke. Din rejse vil under alle omstændigheder blive meget bemærkelsesværdig, og for alle i din slægt vil det være af afgørende betydning, hvordan den rejse forløber for dig.«
    Kjartan sagde, den ville komme til at gå godt. Og så køber han en halvpart i Kalvs skib, og de indgår aftale om et jævnbyrdigt partnerskab. Kjartan skal møde op ved skibet ti uger efter sommerens begyndelse. Kjartan fik gaver med, da han blev fulgt ud fra Borg. Herefter rider han og Bolle hjem.
    Men da Olav hørte om dette nye forehavende, syntes han, Kjartan havde været vældig hurtig til at træffe sin beslutning, og alligevel ville han ikke prøve at få ham fra det, sagde han.
    Kort tid efter rider Kjartan til Løgerne og fortæller Gudrun om sin udlandsrejse.
    Gudrun sagde: »Du har været vældig hurtig til at træffe denne her beslutning, Kjartan.« Og hun lod endnu et par ord falde, så Kjartan kunne forstå, at det her ikke var noget, hun var glad for.
    Kjartan sagde: »Du må ikke lade dig gå på af det her. Jeg skal nok gøre noget andet til gengæld, så du bliver godt tilfreds.«
    Gudrun sagde: »Ja, hold du dit løfte. Så skal jeg straks fortælle dig, hvad der vil gøre mig godt tilfreds.«
    Det skulle hun endelig gøre, sagde Kjartan.
    Gudrun sagde: »Jamen, så vil jeg til udlandet med dig nu i sommer. På den måde har du gjort bod og bedring for at have truffet så forhastet en beslutning. For jeg elsker ikke Island.«
     »Det går ikke,« sagde Kjartan. »Dine brødre har endnu ikke etableret sig, og din far er gammel. Hvis du forlader landet, er der slet ingen til at tage sig af dem. Så vent på mig i tre år.«
    Gudrun sagde, at det ville hun ikke love noget om.
    Hver tænkte sit, og hermed skiltes de. Kjartan red hjem til sig selv.
    Den sommer red Olav til Altinget. Kjartan red sammen med sin far oppe fra Hjordeholt i vest, og de skiltes i Nordådal.
    Herfra red Kjartan ned til skibet, og Bolle, hans fætter, var med i hans følge. De var ti islændinge i alt, der fulgte Kjartan, og ingen af dem ville skilles fra ham, af ren og skær kærlighed. Med dette følge rider Kjartan ned til skibet. Kalv Asgejrssøn tager venligt imod dem.
    Kjartan og Bolle har nu travlt med rejseforberedelserne. De tager masser af gods med sig fra Island. Og så snart de får bør, sejler de ud gennem Borgefjord for en let brise og videre ud på havet. Børen var god, og de nåede frem til Norges kyst oppe nordpå ved Trondheim. De lagde til ved Agdenæs, hvor de mødte nogle mennesker og spurgte, om der var noget nyt.
    Man fortalte dem, at der var sket et tronskifte i landet. Håkon jarl var faldet fra og kong Olav Trygvessøn kommet til, og hele Norge var kommet under hans herredømme. Kong Olav påbød et trosskifte i Norge. Men det var meget forskelligt, hvor tilbøjelige folk var til at underkaste sig. Kjartan og hans mænd sejlede deres skib ind til Nidaros.
    På denne tid var der i Norge mange islændinge, som der stod respekt om. Nede ved bryggen lå tre skibe ejet af islændinge. Det ene skib ejede Brand den Gavmilde, søn af Vermund Torgrimssøn. Det andet skib ejede Halfred Vanrådeskjald. Det tredje skib ejede to brødre. Den ene hed Bjarne, og den anden Torhal. De var sønner af Bredå-Skægge fra Flodsli i øst. Alle disse mænd havde tænkt sig at sejle til Island den sommer, men kongen havde nedlagt rejseforbud for alle disse skibe, fordi islændingene ikke ville antage den tro, han forkyndte.
    Alle islændinge byder Kjartan velkommen. Især dog Brand, for de to kendte allerede hinanden godt fra tidligere. Nu diskuterede islændingene, hvad de skulle stille op, og de blev enige om at nægte at antage den tro, som kongen forkyndte, og alle de, der blev nævnt før, stod sammen.
    Kjartan og hans mænd lagde nu til nede ved havnebryggen og lossede skibet og tog sig af deres rejsegods.
    Kong Olav var i byen. Han hører om dette skib, der er ankommet, og at der vistnok er mange om bord, som er virkelig dygtige på mange områder.
    Så var det en dag i efteråret, da vejret var godt, at folk drog ud fra byen for at svømme i Nid-elven.
    Det ser Kjartan og hans kammerater. Og Kjartan foreslog de andre, at de også kunne tage ned og svømme den dag, for deres egen fornøjelses skyld. Og det gør de.
 

    Der var én mand, der var langt bedre til denne sport end alle andre.
    Kjartan spurgte nu Bolle, om ikke han kunne tænke sig at prøve kræfter med manden fra byen.
    Bolle svarede: »Der tror jeg ikke, jeg har en chance.«
    »Jeg ved ikke, hvad der er blevet af din kampgejst,« sagde Kjartan. »Men så må jeg selv gøre det.«
    Bolle sagde: »Det skal du bare gøre, hvis det er det, du har lyst til.«
    Kjartan kaster sig nu ud i elven og svømmer lige hen til denne mand, der er den bedste svømmer af dem alle, og han dukker ham straks ned under vandet og holder ham nede i et stykke tid. Så lader han manden komme op igen. Men da de kun har været oppe i ganske kort tid, griber denne mand fat i Kjartan og presser ham ned, og de er nu nede længe nok til, at Kjartan synes, det er rigeligt. Så dukker de op igen. Ikke et ord sagde de til hinanden. En tredje gang dykker de ned, og denne gang er de den allerlængste tid nede. Nu ved Kjartan snart ikke, hvordan denne leg skal ende, og han husker ikke, at han nogensinde før er blevet sat på så barsk en prøve. Det ender med, at de dukker op og svømmer i land.
    Da sagde manden fra byen: »Hvem er denne mand?«
    Kjartan sagde sit navn.
    Manden fra byen sagde: »Du er god til at svømme. Sig mig, er du lige så god til andre idrætter som til denne her sport?«
    Kjartan svarede, men han trak lidt på det: »Dengang jeg var på Island, hed det sig, at der var andre ting, jeg var lige så god til. Men det har ikke meget at sige nu.«
    Manden fra byen sagde: »Det kommer vel i nogen grad an på, hvem du har været oppe imod. Sig mig, hvorfor spørger du ikke mig om noget?«
    Kjartan sagde: »Jeg er ligeglad med, hvad du hedder, og hvem du er.«
    Manden fra byen sagde: »Det er ikke nok med, at du er god til mange ting, du er også rimelig arrogant. Ikke desto mindre skal du vide, hvad jeg hedder, og hvem du har sat alle kræfter ind på at overvinde i svømning. Her står kong Olav Trygvessøn.«
    Kjartan sagde ikke et ord. Han begynder straks at gå væk – uden kappe. Han havde en rød skarlagenskjortel på.
    Kongen var på det tidspunkt næsten kommet i tøjet. Han kalder på Kjartan og siger, at han ikke skal have så travlt med at komme af sted. Kjartan kommer tilbage igen, men har ikke noget hastværk. Kongen løfter nu sin gode kappe af skuldrene. Han gav den til Kjartan ogsagde, at han ikke skulle gå tilbage til sine mænd uden kappe.
    Kjartan takker kongen for gaven og går tilbage til sine mænd og viser dem kappen. Men hans mænd var alt andet end begejstrede. De syntes, Kjartan i den grad havde undergivet sig kongemagten.
    Nu er alt roligt.
    Det efterår blev det et strengt vejr med hård frost og kolde tider. Hedningerne sagde, det ikke var så mærkeligt, at vejret stillede sig truende an. »Guderne er blevet vrede. Det er prisen for kongens nye ideer og for denne nye religion.«
    Alle islændinge holdt sammen inde i byen den vinter. Og Kjartan var den, der førte an.
    Vejret bliver bedre. På kong Olavs bud strømmede folk nu til byen i store skarer. Mange i Trondheim havde antaget kristendommen, men der var dog langt flere, der var imod.
 

    En dag holdt kongen ting i byen, ude på Øre, og forkyndte troen for folk, og han talte fyndigt og længe. Trønderne var mødt op med en hel hær, og de svarede ved at udfordre kongen til kamp. Kongen sagde, de lige skulle vide, at han havde været oppe imod en større overmagt end sådan nogle bondeknolde fra Trondheim. Det satte bønderne en skræk i livet, og de underkastede sig på alle måder kongemagten, og nu blev mange mennesker døbt. Herpå blev tinget opløst.
    Samme aften sender kongen nogle mænd hen til islændingenes herberg. De skulle finde ud af, hvad islændingene talte om, sagde han. Det gjorde de så.
    Derindefra kunne man høre en vældig larm.
    Kjartan tog til orde og sagde til Bolle: »Hvor meget har du lyst til, frænde, at antage den tro, som kongen forkynder?«
    »Det har jeg overhovedet ikke lyst til,« svarede Bolle, »for jeg synes, deres religion virker meget svag.«
    Kjartan spurgte: »Synes du ikke, kongen prøvede at skræmme og true dem, der ikke ville underkaste sig hans vilje?«
    Bolle svarede: »Jo, det synes jeg nok. Kongen lagde skam ikke skjul på, at de kunne vente sig det værste fra hans side.«
    »Ingen skal tvinge mig til noget,« sagde Kjartan, »ikke så længe jeg kan stå på mine ben og svinge et sværd. Og jeg synes i øvrigt, det er ynkeligt at blive trukket som et får ud af folden eller en ræv ud af fælden. Hvis man alligevel skal dø, så synes jeg, det er langt at foretrække, at man først får udrettet noget, som vil blive husket i lang tid fremover.«
    Bolle spurgte: »Hvad har du da tænkt dig at gøre?«
    »Det skal ikke være nogen hemmelighed,« sagde Kjartan, »brænde kongen inde.«
    »Det kalder jeg ikke ynkeligt,« sagde Bolle, »men så vidt jeg kan se, kan det ikke lade sig gøre. Kongen har givetvis både heldet og forsynet med sig. Og han har pålidelig vagttjeneste omkring sig nat og dag.«
    Kjartan sagde, at modet kunne svigte selv de tapreste mandfolk.
    Bolle sagde, det var vanskeligt at se, hvem der egentlig kunne håne hvem for svigtende mod.
    Og nu var der mange, der erklærede sig enige i, at det her var nytteløs snak.
    Men da kongens mænd var blevet klar over, hvad der foregik, tog de af sted og refererede hele denne samtale for kongen.
    Den følgende morgen vil kongen holde ting, og denne gang er alle islændinge indstævnet. Da tinget var sat, stillede kongen sig op og takkede alle dem, der var kommet, og som ville være hans venner, og som havde antaget troen.
 

    Han kaldte nu islændingene hen til sig til en samtale. Kongen spurgte, om de ville lade sig døbe. Det var de ikke meget begejstrede for. Kongen sagde, at de var ved at træffe et valg, der ikke ville være til deres egen fordel, »men for resten, hvem af jer var det, der syntes, det var en vældig god ide at brænde mig inde?«
    Da sagde Kjartan: »Du tror nok, at den, der sagde det, ikke tør stå åbent og ærligt frem og vedkende sig sine ord. Men her ser du ham.«
    »Ja, jeg kan godt se dig,« sagde kongen, »og det er ikke ligefrem små planer, du sysler med. Men det skal ikke være dig forundt at stå over mit lig. Du har så sandelig – selv hvis du ikke truede med at brænde flere konger inde – og det bare fordi man bibringer dig den rette lære – gjort dig fortjent til den strengeste straf. Men fordi jeg ikke ved, om du for alvor mente, hvad du sagde, og fordi du med mandsmod har stået ved, hvad du har sagt, så skal jeg alligevel ikke lade dig miste livet for denne forseelse. Det kan også være, du vil være så meget bedre til at holde fast ved troen senere hen, som du lige nu, heftigere end nogen anden, taler imod den. Jeg kan da også godt indse, at det vil komme til at dreje sig om hele skibsbesætninger, der antager troen, den dag du lader dig døbe af egen fri vilje. Og mon ikke det er nok så sandsynligt, at jeres venner og frænder vil lytte nøje til, hvad I fortæller dem, når I kommer ud til Island. Jeg har da også stærkt på fornemmelsen, Kjartan, at du har fået dig en bedre religion, når du sejler fra Norge, end den, du havde, da du kom. Gå nu i fred og sikkerhed, hvorhen I vil, fra dette møde. I skal ikke pines til kristendom i denne omgang, for det er Guds ord, at han ikke vil, at nogen nødtvungen kommer til ham.«
    Kongens tale blev mødt med begejstrede tilråb, dog mest fra de kristne. Hedningerne derimod overlod til Kjartan at svare, som han ville.
    Da sagde Kjartan: »Vi takker dig, Konge, fordi du giver os frit lejde. På den måde kan du også bedst få lokket os til at antage troen – når du tilgiver os alvorlige forseelser og på alle måder fører mild og venlig tale. Det siger jeg, vel vidende, at vores liv, hvad dag du vil, Konge, er fuldstændig i dine hænder. Selv har jeg tænkt mig kun at antage troen her i Norge, hvis det bliver sådan, at jeg, når jeg kommer tilbage til Island næste vinter, ikke værdsætter Tor noget videre.«
    Da smilede kongen og sagde: »Man ser da tydeligt af hele Kjartans fremtræden, at han stoler mere på egne kræfter og våben end på Tor og Odin.«
    Herefter blev tinget opløst.
    Da der var gået nogen tid, var der mange, der prøvede at få kongen til at tvinge Kjartan og hans mænd til troen. De syntes ikke, det var nogen god ide at have så mange hedninger i nærheden. Kongen svarede dem vredt. Han mente, der var nok så mange kristne, der ikke havde nær så fornem en livsførelse som Kjartan og hans følge, »og mennesker af deres slags skal man lede længe efter.«
    Kongen får meget nyttigt arbejde udført denne vinter. Han får opført en kirke og foretager en stor udvidelse af købstaden. Denne kirke stod færdig ved juletid.
 

    Kjartan sagde nu, at de skulle se at komme så nær hen til kirken,at de kunne se de skikke, der hørte til den religion, som de kristne praktiserede. Der var mange, der syntes, det var en god ide, og sagde, at det nok ville blive rigtig morsomt. Så nu går Kjartan hen til kirken med sit følge, og Bolle er der også. Halfred er også med, og mange af islændingene. Kongen forkyndte troen for folk, og han talte både fyndigt og længe, og de kristne modtog hans tale med begejstrede tilråb.
    Men da Kjartan og hans mænd var kommet tilbage til deres herberg, opstod der en vældig diskussion om, hvad de havde syntes om kongen her ved denne tid, som de kristne omtaler som deres næststørste højtid. »For kongen sagde, så vi kunne høre det, at der i nat skulle være født en fyrste, som vi fra nu af skal tro på, hvis vi gør, som kongen forlanger af os.«
    Kjartan sagde: »Så godt syntes jeg om kongen, allerede første gang jeg så ham, at jeg med det samme forstod, at han var en aldeles pragtfuld mand, og lige siden, når jeg har set ham i større forsamlinger, har mit syn på ham været uændret. Men allerbedst syntes jeg alligevel om ham i dag, og jeg er overbevist om, at vores ve og vel er fuldstændig afhængigt af, at vi tror på, at Han, som kongen prædiker for os om, er den sande Gud. Og nu kan det umuligt være kongen mere magtpåliggende, at jeg antager troen, end det ligger mig på sinde at blive døbt. Det eneste, der afholder mig fra at opsøge kongen ligemed det samme, er, at det er blevet så sent på dagen. For nu sidder kongen nok til bords. Men den dag alle vi kammerater lader os døbe, da vil det tage hele dagen.«
    Bolle var enig og sagde, at han syntes, Kjartan helt alene skulle beslutte, hvad de skulle gøre.
    Samtalen mellem Kjartan og de andre havde kongen fået refereret, allerede inden bordene var taget væk, for han havde nogen til at spionere for sig i alle herberger, hvor der boede hedninger.
    Kongen bliver virkelig glad for det, han nu får at høre, og siger: »Kjartan har bekræftet det ordsprog, der siger, at højtider bringer lykke og held.«
    Og straks næste morgen tidlig, da kongen gik til kirke, kom Kjartan ham i møde ude på gaden, fulgt af en stor skare. Kjartan hilste ganske hjerteligt på kongen og sagde, at der var noget, han absolut måtte tale med ham om.
    Kongen besvarede venligt hans hilsen og sagde, at han allerede vidste, lige præcis hvad det var, Kjartan ville, »og det bliver ikke svært for dig at få det ønske opfyldt.«
    Kjartan sagde, at de ikke skulle smøle med at finde noget vand, og det var sandelig ikke så lidt, der ville blive brug for, sagde han.
    Kongen smilede og sagde: »Ja, Kjartan, det er nu lige meget, hvad du kunne finde på at forlange, så er vi to vist ikke så forskellige, hvad ildhu angår.«
    Nu blev både Kjartan og Bolle døbt, og hele deres skibsbesætning og en masse andre mennesker. Det foregik anden juledag inden gudstjenesten.Bagefter inviterede kongen Kjartan og også hans fætter Bolle med til sit julegilde.
    De fleste siger, at den dag Kjartan aflagde de hvide dåbsklæder, blev han kong Olavs håndgangne mand, og det gjaldt både ham og Bolle.
    Halfred blev ikke døbt den dag, for han stillede som betingelse, at kongen selv holdt ham under dåben. Den imødekommenhed viste kongen ham dagen efter.
    Kjartan og Bolle blev hos kong Olav resten af vinteren. Kongen satte Kjartan højere end alle andre, og det skyldtes hans herkomst og alle hans færdigheder. Og man siger, at Kjartan var så vellidt der hos kongen, at ikke én eneste inden for hirden var misundelig på ham, og alle var enige om, at der aldrig før var kommet nogen fra Island som Kjartan. Bolle var også en vældig rask ung mand, og han blev højt respekteret af gode mænd i Norge.
    Nu går denne vinter. Og da foråret kommer, gør alle sig klar til at rejse, alt efter hvad hver især havde planlagt.
(…)

Oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen