Laksdølernes saga kapitel 39 og 42-43

39
Man snakkede på den tid i Bredefjordsdalene meget om de kontroverser, der havde været mellem Rud og Torlejk, og om at Kodkel og hans sønner havde ladet Rud få en hård medfart. Og Usviver snakkede med Gudrun og hendes brødre og bad dem tænke over, om det mon havde været klogere, hvis de havde bragt sig selv i fare og udsat sig for sådan nogle helvedes håndlangere som Kodkel og hele den familie.
    Gudrun sagde: »Den er ikke rådløs, far, som kan ty til dine råd.«
    Olav sad nu hjemme på sin gård med megen ære, og alle hans sønner er der på gården hos ham, og også Bolle, deres fætter og fosterbror.
    Kjartan var den, der førte an blandt Olavs sønner. Kjartan og Bolle elskede hinanden uendelig højt. Kjartan tog ingen steder hen, uden at Bolle fulgte med.
    Kjartan red tit over til den varme kilde i Sælingsdal, og ofte traf det sig sådan, at Gudrun også var dér ved kilden. Kjartan kunne godt lide at tale med Gudrun, for hun var både klog og fyndig. Alle sagde, at blandt dem, der voksede op dengang, kunne man ikke finde nogen, der passede bedre sammen end Kjartan og Gudrun.
 

    Der var også et fint venskab mellem Olav og Usviver. De holdt hele tiden gæstebud for hinanden, og det ikke i mindre grad, efterhånden som der opstod kærlighed mellem de unge mennesker.
    Engang gav Olav sig til at tale med Kjartan. »Jeg ved ikke,« sagde han, »hvorfor det altid gør mig så trist, når du tager over til Løgerne og snakker med Gudrun. Det er ikke, fordi jeg ikke synes, Gudrun overstråler alle andre kvinder. Og hun er den eneste kvinde, der efter min mening er fuldstændig god nok til dig. Men der er noget, der siger mig – og dog vil jeg ikke spå om det her – at vores familie og Løge-folkene ikke i det lange løb vil være lykkelige ved denne forbindelse mellem os.«
    Kjartan sagde, at han, så vidt det overhovedet var ham muligt, ikke ville foretage sig noget, der var imod hans fars vilje, men han håbede nu på, sagde han, at det ville gå bedre, end Olav forestillede sig.
    Kjartan bliver ved med at besøge Løgerne, sådan som han har fået det for vane. Og Bolle tog altid med.
    Nu går det år.

(Kapitel 40-41: Herefter tager Kjartan og Bolle sammen med et islandsk følge til Norge for at tjene den norske konge. Kongen ønsker af de islandske gæster, at de lader sig kristne. Han sender et hold tilbage til Island, men det slår fejl, og Gisser og Hjalte, der har ladet sig kristne flygter til Norge. Kongen sender et nyt hold af sted, men holder Kjartan tilbage som gidsel. Kjartan har samtidig fået et varmt forhold til kongens søster Ingebjørg. Bolle vælger at rejse hjem til Island sammen med Gisser og Hjalte)

42
Nu skilles Kjartan og Bolle.
    Gisser og Hjalte sejler fra Norge, og sejladsen over havet går godt. De ankommer til Vestmandsøerne ved den tid, da der skal holdes ting, og herfra sætter de over til fastlandet, hvor de holder møder og rådslagninger med deres frænder. Så rider de til Altinget. Her forkyndte de troen for folk, og de talte både fyndigt og længe, og nu antog alle mennesker på Island troen.
 

    Bolle red fra tinget til Hjordeholt sammen med sin farbror Olav. Olav bød ham hjertelig velkommen.
    Efter at have været hjemme et kort stykke tid red Bolle, for sin fornøjelses skyld, over til Løgerne. Her blev der taget venligt imod ham. Gudrun spurgte ham nøje ud om hans rejse. Herefter spurgte hun til Kjartan.
    Bolle svarede beredvilligt på alt, hvad Gudrun spurgte om. Han sagde, at der ikke var noget særligt at fortælle om hans egen rejse, »men hvad Kjartan angår, så kan man sandelig kun sige de prægtigste ting om hans situation, for han sidder i hirden hos kong Olav, og her nyder han større respekt end nogen anden. Og det skal ikke undre mig, hvis vi ikke får så megen gavn af ham her i landet de næste par år.«
    Gudrun spurgte nu, om det skyldtes andet end venskabet mellem Kjartan og kongen. Bolle fortalte, hvad der gik af snak om venskabet mellem Kjartan og Ingebjørg Kongesøster. Han var lige ved at tro, sagde han, at hvis kongen skulle vælge, ville han hellere give Ingebjørg til Kjartan end give slip på Kjartan selv.
    Det var gode nyheder, sagde Gudrun, »for kun hvis Kjartan får sig en god kone, får han, hvad der er godt nok til ham.« Hermed tav hun brat, gik sin vej og var ildrød i hovedet. Der var dem, der fandt det tvivlsomt, om hun nu også syntes, det var så gode nyheder, som hun sagde, det var.
 

    Bolle er hjemme på Hjordeholt denne sommer. Han havde megen ære af sin rejse. Alle slægtninge og bekendte havde høje tanker om ham og syntes, han var et rigtigt mandfolk. Bolle havde også bragt en betragtelig formue med sig til Island.
    Bolle kom ofte til Løgerne og snakkede med Gudrun. Engang spurgte han hende, hvad hun ville svare, hvis han friede til hende.
    Gudrun svarede med det samme: »Du kan lige så godt lade være med at sige sådan noget, Bolle. Ingen vil jeg giftes med, så længe jeg ved, at Kjartan lever.«
    Bolle sagde: »Jeg tror, du bliver nødt til at sidde i adskillige år uden en mand, hvis du har tænkt dig at vente på Kjartan. Det havde nok også været muligt for ham at lade mig overbringe en eller anden besked, hvis det havde været så vældig vigtigt for ham.«
    De udvekslede endnu nogle ord, og hver tænkte sit.
    Så rider Bolle hjem.

43
Nogen tid senere taler Bolle med sin farbror Olav og siger: »Det er nu kommet så vidt, frænde, at jeg kunne have lyst til at etablere mig og få mig en kone. Jeg betragter mig som en voksen mand nu. Jeg kunne godt tænke mig, at du talte min sag og sørgede for, at sådan et giftermål kunne blive til noget, for de fleste mennesker heromkring har stor respekt for, hvad du siger.«
    Olav sagde: »De fleste kvinder vil være godt tjent med at få en mand som dig, skulle jeg mene. Men noget andet er, at du nok ikke ville have bragt det her på bane, hvis ikke du på forhånd havde besluttet, hvad det skulle ende med.«
    Bolle sagde: »Jeg har ikke tænkt mig at forlade denne egn for at gå på frierfødder, så længe jeg kan gøre et godt parti lige her i nærheden. Jeg vil fri til Gudrun Usviversdatter. Hun er den mest feterede kvinde nu for tiden.«
    Olav sagde: »Her har vi en sag, som jeg ikke vil have det mindste med at gøre. Du ved lige så godt som jeg, Bolle, hvordan snakken gik om kærligheden mellem Kjartan og Gudrun. Men hvis det betyder så vældig meget for dig, så skal jeg ikke lægge dig hindringer i vejen, så længe det er noget, du og Usviver kan nå til enighed om. Men sig mig, er det her noget, du på nogen måde har talt med Gudrun om?«
    Bolle sagde, at han var kommet ind på det en enkelt gang, og da havde hun ikke vist det synderlig interesse. »Men jeg regner nu med, at det bliver Usviver, der får mest at skulle have sagt i denne sag.«
    Olav sagde, at han i den sag måtte gøre, som han selv syntes.
    Ikke længe efter rider Bolle hjemmefra, og med ham Olavs sønner, Haldor og Stentor. De var tolv i alt. De rider til Løgerne, hvor Usviver, og også Usvivers sønner, tager venligt imod dem. Bolle beder Usviver om en samtale. Han indleder frieriet og anholder om datteren Gudruns hånd.
 

    Usviver svarer sådan her: »Som du ved, Bolle, så er Gudrun enke, og hun har ret til at svare for sig selv. Men jeg vil opfordre hende til at gå med til dette giftermål.«
    Usviver går nu til Gudrun og fortæller hende, at Bolle Torlejkssøn er kommet, »og han frier til dig. Nu er det op til dig at svare på hans frieri. Men jeg kan lige så godt sige med det samme, at hvis jeg har noget at skulle have sagt, så er jeg ikke interesseret i, at Bolle bliver afvist.«
    Gudrun sagde: »Sikke hurtigt du overvejer og får afgjort denne sag. Bolle har nævnt det for mig en enkelt gang. Jeg var rimelig afvisende, og det er jeg stadigvæk.«
    Usviver sagde: »Der er nok mange, der vil mene, at det snarere er overdreven stolthed end omhyggelige overvejelser, der kan få dig til at sige nej til en mand som Bolle. Men så længe jeg lever, drager jeg omsorg for jer, mine børn, på alle områder, hvor jeg ser klarere, end I gør.«
    Og da nu Usviver indtog så stejl en holdning i denne sag, så nægtede Gudrun ikke ligefrem. Men hun var dog helt igennem modvillig.
    Usvivers sønner går stærkt ind for, at det her skal blive til noget. De betragter det som en stor fordel at få Bolle til svoger. Hvor meget der end blev diskuteret frem og tilbage, så endte det med, at der blev indgået forlovelse, og det blev aftalt, at brylluppet skulle stå i vinternætternes tid. Så rider Bolle hjem til Hjordeholt og fortæller Olav, hvad der er blevet arrangeret. Olav siger så lidt som muligt. Bolle bliver på Hjordeholt, indtil han skal af sted til gildet.
    Bolle inviterede sin farbror Olav med til brylluppet. Olav havde ikke meget lyst til at tage med, men fordi Bolle bad ham om det, gjorde han det alligevel.
    Der blev holdt et fornemt gilde på Løgerne. Bolle blev dér vinteren over. Der var ikke megen varme i forholdet mellem Bolle og Gudrun, ikke fra Gudruns side.
    Men da sommeren kom, gik der igen skibe mellem landene. Og nu kom den nyhed fra Island til Norge, at hele landet var blevet kristent. Det satte kong Olav i et vældig godt humør, og han gav alle dem, han havde holdt som gidsler, lov til at rejse til Island, eller hvorhen de ville.
    Kjartan sagde, for han stod i spidsen for alle dem, der havde været holdt som gidsler: »Kongen skal have mange tak. Og jeg vælger at tage til Island nu i sommer.«
    Så sagde kong Olav: »Jeg trækker ikke mine ord tilbage, Kjartan, men jeg sagde nu det her nok så meget til de andre som til dig, for det er min opfattelse, Kjartan, at du har været her mere som ven end som gidsel. Jeg ville ønske, du ikke havde sådan en lyst til at rejse til Island, også selvom du har fornemme slægtninge der. Du ville kunne opnå en position her i Norge, som der ikke findes magen til på Island.«
    Kjartan svarede: »Må Vor Herre lønne dig for den ære, du har vist mig, siden jeg trådte i din tjeneste. Jeg regner dog med, at du giver mig lov til at rejse – i lige så høj grad som du har givet rejsetilladelse til de andre, som du har holdt tilbage her en tid lang.«
    Kongen sagde, at det så måtte være sådan, men han tilføjede, at det ville blive svært for ham at finde en mand, uden titel og uden rang, der var som Kjartan.
    Denne samme vinter havde Kalv Asgejrssøn tilbragt i Norge. Efteråret forinden var han kommet ovre fra England med sit og Kjartans skib lastet med handelsvarer. Og da nu Kjartan har fået tilladelsen til Islandsrejsen, går han og Kalv i gang med rejseforberedelserne.
    Da skibet er helt sejlklart, opsøger Kjartan Ingebjørg Kongesøster. Hun tog venligt imod ham. Hun gør plads, så han kan sidde ved siden af hende, og så giver de sig til at tale sammen. Kjartan fortæller nu Ingebjørg, at han har gjort alt klar til sin Islandsrejse.
    Så siger hun: »Jeg tænker, det er din egensindighed, Kjartan, der har fået dig til at beslutte det her, mere end at der er nogen, der har opfordret dig kraftigt til at forlade Norge og tage til Island.«
    Fra da af faldt der ikke mange ord imellem dem.
    Ingebjørg rækker nu ud efter et skrin, der står ved siden af hende, og op af skrinet tager hun et hvidt hovedlin med indvævede guldtråde, et gyldenlin, og rækker det til Kjartan. Det skulle være godt nok for Gudrun Usviversdatter, sagde hun, at kunne vikle sådan et klæde om sit hoved, »og du kan give hende dette gyldenlin i bænkegave. Jeg vil, at islændingenes kvinder skal kunne se, at den kvinde, som du har ført samtaler med i Norge, ikke er af trælleslægt.«
    Gyldenlinet lå i en pose af gudvæv. Det var en meget fornem kostbarhed.
    »Jeg følger dig ikke ud,« sagde Ingebjørg. »Nu farvel og lykke til.«
    Kjartan rejser sig op. Og han omfavnede Ingebjørg. Enhver kunne se, at det var svært for dem at skilles.
    Kjartan går nu sin vej og opsøger kongen. Og han fortalte ham, at nu var han parat til at tage af sted.
    Kong Olav, og med ham en masse mennesker, fulgte Kjartan til skibet. Og da de kom ned til hvor skibet lå på vandet, med en enkelt landgangsbro lagt ud, gav kongen sig til at tale: »Her har du et sværd, Kjartan, som du får af mig i afskedsgave. Lad altid dette våben være ved din side, for jeg tror ikke, du vil kunne såres af noget våben, så længe du bærer dette sværd.«
    Det var et umådelig fornemt og rigt dekoreret sværd.
    Med smukke ord takkede Kjartan kongen for al den hæder og ære, han havde vist ham under opholdet i Norge.
    Da sagde kongen: »Jeg vil bede dig om én ting, Kjartan, og det er, at du tager vare på din tro.«
    Så tager kongen og Kjartan kærlig afsked med hinanden. Og Kjartan går om bord på skibet.
    Kongen fulgte ham med øjnene og sagde: »Der er fældet en tung dom over Kjartan og hans slægt, og disse menneskers skæbne lader sig næppe afvende.«
(...)

Oversat af Helle Degnbol og Annette Lassen